Kommunikation betyder overførsel, formidling eller udveksling af informationer/meddelelser mellem mennesker om et eller andet sagforhold.

I løbet af 1900-tallet er udviklet forskellige definitioner af, hvad kommunikation egentlig er og mange modeller, hvis ophavsmænd har forsøgt at anskueliggøre, hvad der foregår i en kommunikationsproces, hvordan betydning opstår i en kommunikationssituation, hvilke faktorer der har indflydelse på, om en kommunikationshandling kan betegnes som vellykket eller ej mv.

I mange kommunikationsteorier tages udgangspunkt i samme grundlæggende antagelse, at der er tre afgørende forudsætninger for, at der overhovedet kan være tale om kommunikation, nemlig at der er:

• en afsender
• en meddelelse
• en modtager

Tidlige kommunikationsmodeller interesserede sig særligt for afsenderen og afsenderens budskab. Det er nok ikke tilfældigt, at man også inden litteraturkritikken i begyndelsen interesserede sig mest for undersøge afsenderen, nemlig forfatteren (den biografiske metode)).

I de senere årtier har mange kommunikationsteoretikere dog haft specielt fokus på modtageren, fordi man har opdaget, at selv om en afsender har en bestemt intention med at kommunikere, så er det slet ikke sikkert, at modtageren forstår meddelelsen, sådan som afsenderen gerne vil have, at meddelelsens skal forstås. På det litteraturkritiske felt modsvares denne modtagerinteresse af de såkaldte receptionsteoretiske metoder.

Roman Jakobsons kommunikationsmodel

En af de teorier, der er interessant i tekstanalytisk sammenhæng, er sprogforskeren Roman Jakobsons (1896-1982) teori om kommunikation. Han beskrev bl.a. de grundlæggende faktorer, som efter hans mening kendetegner en kommunikationshandling:

En kommunikationshandling kan beskrives således:

1. En afsender, sender
2. En meddelelse (et budskab) til
3. En modtager.
   Imellem afsender og modtager skal der være:
4. En kontakt, dvs. en fysisk kanal (fx en telefon eller et ugeblad) og en psykologisk forbindelse (tillid, interesse, nysgerrighed mv.) mellem afsender og modtager, som gør det muligt for afsender og modtager at få etableret kontakt med hinanden og efterfølgende at bevare kontakten.
5. En fælles kode, dvs. et sprog/betydningssystem (mundtligt, skriftligt, kropsligt, visuelt mv.) som begge personer forstår.
6. En fælles kontekst, dvs. en fælles erfaringsverden (også kaldet forforståelse) mellem afsender og modtager, som gør meddelelsen forståelig for begge parter. Man kan også sige, at en betingelse for, at der overhovedet kan være tale om kommunikation, er, at meddelelsen skal pege på noget ud over sig selv; det, der kommunikeres om, skal handle om en sammenhæng (en kontekst), som kommunikationsparterne begge kender til. Helt banalt betyder dette, at hvis der fx i en avisoverskrift står: "Ko dræbt ved sammenstød med lastbil", så kan denne meddelelse kun forstås af modtageren, hvis denne ved, hvad hhv. 'en ko', 'dræbt', 'sammenstød' og 'lastbil' er for noget og genkende konteksten som havende noget med trafik, ulykke mv. at gøre. Hvis der fx havde stået: "Sub blop ved kønk med sigli", så ville der ikke være en fælles forforståelse til stede mellem afsender og modtager om, hvilken kontekst en sådan meddelelse refererer til.

Roman Jakobsons analysemodel

Jakobson udviklede i forlængelse af kommunikationsmodellen en slags tekstanalysemodel. Han mente nemlig:

• at hver grundlæggende faktor (afsender, modtager, meddelelse, kontekst, kode og kontakt) kan aflæses i enhver kommunikationshandlings meddelelse.
• at hver grundlæggende faktor kommer til udtryk på en særlig karakteristisk måde i den enkelte kommunikationshandlings meddelelse.

Analysemetoden går ud på:

• at finde de såkaldte kommunikative funktioner i den enkelte meddelelse, den enkelte tekst.
• at fortolke, hvad de kommunikative funktioner siger om de grundlæggende faktorer, dvs. fortolke meddelelsens/kommunikationshandlingens forskellige lag af betydning:

Ifølge Jakobson er hver funktion karakteristisk ved at sige noget om hver sin grundlæggende faktor:

• Den emotive funktion siger noget om afsenderen, om dennes følelser og holdninger.
• Den konative funktion siger noget om modtageren, om hvordan afsenderen vil have modtageren til at handle.
• Den referentielle funktion siger noget om meddelelsens indhold.
• Den poetiske funktion siger noget om meddelelsens form og sprog.
• Den fatiske funktion siger noget om kontakten mellem afsender og modtager.
• Den metasproglige funktion (af senere teoretikere kaldet 'metakommunikativ funktion') siger noget om koden, om forståelsen mellem afsender og modtager.

Den emotive funktion

Den emotive funktion synliggør afsenderens tilstedeværelse i en kommunikationssituation. Det sker ved at meddelelsen på en eller anden måde indeholder oplysninger om afsenderen, om afsenderens følelser, holdninger, hans status, sociale tilhørsforhold mv.

Eksempel:

nogle foretrækker en pludselig død
de siger at den er nådig
mit liv
reduceres af den tanke
i næste sekund kan det være forbi.

(Fra Peder Mouritzens (f. 1946) digt "Nedtælling til en ny dag" 1978).

I dette uddrag af et digt er den emotive funktion tydelig, fordi afsenderen (her forstået som fortælleren) åbenlyst præsenterer sig ('mit'), og fordi han lige så tydeligt tilkendegiver sin bekymring om, at livet alt for pludseligt kan få en ende.

Den emotive funktion er dominerende i mange fiktive tekster, ikke mindst lyrik, i nonfiktive tekster som læserbreve og anmeldelser mv.

Til gengæld er den emotive funktion ofte tilbageholdt i fx nyhedsartikler i avisen eller nyheds- og dokumentarprogrammer i tv.

Dog er det værd at være opmærksom på, at den emotive funktion kan 'gemme' sig også i nævnte sagtekstgenrer. I fx en dokumentarudsendelse eller -film tilkendegiver giver afsenderen indirekte sin eksistens og opfattelse af, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt, rigtigt og forkert, ved at vælge - og fravælge, hvad han vil fortælle om, hvilke personer han vil og ikke vil interviewe, hvilke spørgsmål han vil stille og hvilke han vil undgå at stille, ved at vælge brug af bestemte filmiske virkemidler frem for andre, fx hurtig klipning frem for langsom, håndholdt kamera frem stationært kamera osv.

I reklamer opdager man den emotive funktion, når afsenderen udtrykker sin begejstring for det produkt, der reklameres for. I nogle tilfælde repræsenteres den emotive funktion af en stedfortræder for afsenderen, fx i de såkaldte testimonials, hvor en person i reklamen udtaler sig positivt om produktet.

Den konative funktion

Den konative funktion synliggør modtagerens tilstedeværelse, ved at meddelelsen indeholder en opfordring til modtageren om at handle på en bestemt måde eller indeholder virkemidler (fx gode argumenter), der skal få en modtager til at ændre holdning.

Eksempel:

Sproget kan blive mindre og mindre
uden man lægger mærke til det.

Når det skrumper
skrumper virkeligheden.

Leg med det, brug det.

Når det skrumper skrumper dine muligheder
for at finde svar på virkeligheden,

(Fra Uffe Harders (f. 1930) digt "Tag ordet, tag sproget tilbage", 1984).

Dette digt udgør en kommunikationssituation, hvor det synliggøres, at der er en modtager, idet denne opfordres til at lege med og bruge sproget, så det ikke bliver alt for fattigt og begrænset.

Analysen af den konative funktion går altså ud på at undersøge, hvilke elementer i teksten der fungerer som signal til modtageren om at forholde sig/at gøre noget. Denne undersøgelse vil samtidig ofte kunne give et billede af, hvilken målgruppe teksten måske henvender sig til.

Et kendetegn ved fx reklamer er, at netop den konative funktion er dominerende: En reklame er jo defineret ved at være en afsenders opfordring til en modtager om at foretage en bestemt handling. I de fleste tilfælde opfordres modtageren helt konkret til at købe det produkt, der reklameres for.

I en opfordrende sætning som: "Forældre bør motivere deres børn til at motionere mindst en time om dagen" fortælles, hvad modtageren bør gøre og samtidig gøres det klart, hvilken målgruppe (forældre) henvendelsen er rettet imod.

Hvilken målgruppe en tekst er henvendt til, vil i mange andre tekstgenrer end reklamer komme mere indirekte til udtryk. Anvendes der fx en sprogbrug i en artikel, der afviger fra normal sprogbrug, er det sandsynligvis et indirekte signal om, at målgruppen består af personer, der har særlige forudsætninger for at forstå artiklens særlige sprogbrug. Det gælder fx en faglig eller en videnskabelig artikel.

Hvis der spilles en speciel musik i en tv-reklame, kan det tolkes som afsenderens forsøg på at få en målgruppe i tale, der genkender og særligt synes om netop denne musikalske stilart.

Anvendes sådanne virkemidler for at få og bevare kontakt med en bestemt målgruppe, karakteriseres dette som en fatisk funktion i teksten (læs om det nedenfor).

Den referentielle funktion

Den referentielle funktion synliggør både, at kommunikationen simpelthen handler om noget, og hvad den handler om. Den referentielle funktion peger på selve meddelelsens indhold i modsætning til den poetiske funktion (se senere), der har at gøre med formen og sproget.

Langt de fleste tekster er referentielle i og med, de simpelthen handler om et eller andet.

I sagprosagenrer som nyhedsjournalistisk, faglitteratur, videnskabelige afhandlinger, dokumentarfilm mv. er den referentielle funktion dominerende. Det er tilfældet først og fremmest fordi de fleste andre funktioner er dæmpet så meget ned, at netop tekstens indhold træder frem som det vigtigste. Fx tilkendegiver afsenderen sædvanligvis ikke sine personlige meninger eller følelser (den emotive funktion), modtagergruppen tiltales ikke hverken direkte eller indirekte (den konative funktion)., formen (opsætningen, layoutet, sproget) er så kendt, at det ikke er den modtageren lægger mærke til (den poetiske funktion).

Også i fx den åbenlyse figurative kunst, dvs. kunst der ligner noget genkendeligt fra virkeligheden, fx et naturalistisk landskabsmaleri, er den referentielle funktion tydelig.

Hvis kommunikationen skal fungere, skal meddelelsen referere til en virkelighed både afsender og modtager kender til. Hvis modtageren ikke forstår, hvad det er for en sammenhæng (kontekst), afsenderen refererer til, så er der ikke tale om det, vi forstår ved egentlig kommunikation.

Den fatiske funktion

Den fatiske funktion er den funktion i en kommunikations-situation, der handler om 'kontakten' mellem afsender og modtager. I nogle tilfælde er den fatiske funktion tydelig, fordi afsenderen åbenlyst (skriftligt eller visuelt) gør et forsøg på at etablere kontakt til den modtager, der fx læser afsenderens artikel, novelle, kigger på hans reklame eller ser hans film. I andre tilfælde er den fatiske funktion mindre synlig.

Hvis der sker brud på kontakten i det fysiske medie, kommunikationen foregår i, er den fatiske funktion fraværende, og i visse tilfælde fører det til ophør af kommunikationen. Fx hvis den ene part i en ansigt-til-ansigt-kommunikation pludselig forlader det lokale, hvor samtalen foregår, hvis den ene part i en telefonsamtale smider røret på, hvis læseren af en roman lægger bogen fra sig osv. Eller hvis kommunikationsstøjen er så voldsom, at kommunikationen slet ikke bliver etableret, fx hvis en modtager slet ikke lægger mærke til en afsenders reklame i et ugeblad, fordi hans interesse fanges af en spændende artikel, der står lige ved siden af.

Mere interessant i sproglig analytisk sammenhæng er dog den dimension, der handler om, hvorledes den psykologiske relation mellem afsender og modtager bliver etableret og bevaret, indtil kommunikationen når sin naturlige afslutning. Fx kan man sige, at hvis en 'vækkende og æggende' rubrik (overskrift) i en avis tiltrækker sig modtagerens opmærksomhed i en sådan grad, at han vælger at læse artiklen, så er en kommunikationssituation hermed etableret.

Når man anvender en teknik, hvor en nyhedsoplæser i tv, efter et nøje tilrettelagt plan, kigger i skiftende kameraer efter fx hver nyhedsoplæsning, er der tale om en dominerende fatisk funktion, fordi formålet med dette virkemiddel er at give seeren en fornemmelse af stærk kontakt. Denne kontakt understreges yderligere af, at oplæseren kigger den tænkte modtager direkte i øjnene.

Den fatiske funktion er ligeledes på spil i en spændingsroman, hvor netop romanens dramatiske opbygning (komposition) er et af de virkemidler, der får læseren til at læse fortællingen til ende.

Det samme gælder spændingsfilmen og set i det lys, kan vi sige, at berettermodellen, der ofte er det spændingsopbyggende skelet, dramatikken bygges op omkring, er et redskab, der styrker meddelelsens (i dette tilfælde altså filmens) fatiske funktion.

Det kan karakteriseres som fatisk funktion, hvis en eventyrfortæller forsøger at honorere modtagerens forventninger fx ved at lade et eventyr starte med "der var engang" og slutte med "og de levede lykkeligt til deres dages ende" (som rigtig mange forventer, at et eventyr gør).

En afsenders forsøg på at tilpasse en reklame med det formål at få en bestemt målgruppe 'i tale', kan beskrives som et fatisk sprogelement. Det samme gælder en afsenders forsøg på at layoute en avisartikel, så den bliver så læseværdig som mulig, fx ved at inddele den i spalter med overskuelige delafsnit, der har hver sin tydelige og rammende mellemrubrik (mellemoverskrift). Er teksten oven i købet skrevet i et sprog, læseren kan forstå, understreges den fatiske funktion i ekstra grad.

Den fatiske funktion synliggøres desuden i tekster, hvor der er et tydeligt jeg-du-forhold, hvor den ene part forsøger at vedligeholde kommunikationen ved at opfordre den anden til aktiv deltagelse eller ved at stille kommunikationsbevarende spørgsmål. Fx i en mundtlig samtale, hvor den ene spørger den anden: 'Elsker du også mig?', eller 'Nu har jeg fortalt lidt om min dag, fortæl du nu lidt om, hvad du har oplevet'.

Mange tekster indeholder i sig selv en beskrivelse af kommunikationssituationer, fx en interviewartikel i en avis eller en dialog i et skuespil eller en novelle. En sådan kommunikations-beskrivelse kan også vurderes som værende fatisk eller ikke-fatisk, afhængigt af i hvilken grad samtaleparterne forsøger at opretholde eller nedbryde relationen mellem hinanden.

Læs dette eksempel på en e-mail-respons fra et firma med dominerende fatisk funktion, som skabes ved anvendelse af personligt (og uformelt) sprogbrug:

Hej Jørn
Først og fremmest mange tak for din ordre hos os ved Made4men.dk!
I dette øjeblik sidder alle på kontoret og lageret og jubler over lige præcis din ordre.
Vi er meget glade for, at du valgte at at handle hos os, og vi sender naturligvis din pakke så hurtigt som muligt. Vi sender dig lige en e-mail igen, når vi afsender din ordre fra vores pakkeri, så du hele tiden ved hvor din fantastiske pakke er henne af.
Du ved selvfølgelig godt, hvad du har bestilt, men herunder finder du alligevel en bekræftelse på din bestilling samt alle de oplysninger, du måtte have brug for vedr. din ordre.
(...)

Besked i ordrebekræftelses-e-mail i anledning af køb af produkter på Made4men.dk, d. 13. juni 2017.

Den poetiske funktion

Den poetiske funktion får modtageren til at bemærke selve tekstens form, dens udtryk - frem for, hvad teksten egentlig handler om (dens referentielle funktion). Man kan sige, at i tekster eller dele af tekster med en dominerende poetisk funktion, lægges hovedvægten på sprogets formside.

Den poetiske funktion er først fremtrædende i en tekst og derfor interessant i analysesammenhæng, når der er sproglige elementer, der synliggør, at det materiale meddelelsen består af, er et sprog.

Den poetiske funktion er den, der får sproget til at træde frem og blive tydelig som noget i sig selv. Sproget gør så at sige opmærksom på sig selv, det tiltrækker sig modtagerens opmærksomhed ved at være anderledes end han måske forventer eller er vant til eller ved simpelthen at gøre et stort indtryk, hvad enten modtageren er klar over årsagen dertil eller ej.

I alle former for tekster, ikke mindst dem vi vil betegne som kunstneriske, kan opleves sproglige udtryk, og udsagn i det hele taget, der er kendetegnet ved deres poetiske funktion.

Det gælder de fleste former for troper (også kaldet billedsprog) og figurer (gentagelses- modsætnings- og klangfigurer, samt dramatiske figurer).

Det kan være en overskrift i en avis, der benytter sig af bogstavrim, en tekst i en trykt reklame (fx 'Hvem ka'? Bilka!') eller sang i en tv-reklame, der fascinerer ved sit tydelige rytmiske, ordspilsagtige og/eller lydlige mønster.

Hvis man i sin mundtlige tale vælger en særlig sproglig vending, fordi man synes den 'lyder' bedre end en anden, har man valgt at give sprogets poetiske funktion en fremtrædende plads.

I malerier, trykte reklamer eller andre billedgenrer er det den poetiske funktion, der får modtageren til at udbryde 'Flot!', 'Hvor smukt!' 'Skønt!', 'Smart!', 'Det er dog grimt!', 'Hvor ulækkert!' osv., fordi han fascineres (eller det modsatte) af særlige farver, former, figurer, selve billedkomposition mv.

I fiktionsprosa, og særlig i lyrik, er det poetiske sprog i form af fx rim, ordspil, metaforer, særlige sætningskonstruktioner mv. et karakteristisk træk.

Eksempel:

Det er uforsvarligt at sætte ord i verden
Ord der skal hænge i tyndslidte tankestreger
kløjs i uopløselige punktummer
udsættes for smitsomme kommaer og kolonforsnævringer.

(Fra Benny Andersens digt Hold op i digtsamlingen Kamera med køkkenadgang, 1962).

Forestiller vi os en tekst, hvor den poetiske funktion er altdominerende og alle de andre funktioner helt tilbagetrukne, så står vi tilbage med fx et digt, der er ren lyd eller et maleri, der er gennemført nonfigurativt og abstrakt.

Fx et digt som dette:

Adakadejsan, simbira, gastir,
Hamaradawan, satinarundr.
O, mala kirsej,
O, serti mila,
Simbryligastur, arkinarende. -

(Første strofe i digtet Alma - Et Lyddigt fra Tyverne, 1925 af Johannes Weltzer (1900-1951)).

Den metasproglige funktion

Den metasproglige funktion er på spil i en tekst, hvor sprog bliver brugt til at tale om sproget selv, at teksten kommunikerer/taler om eller kommenterer sig selv. Jakobson brugte udtrykket 'metalingvistisk', og lagde her især vægt på den funktion, der træder i kraft, når afsender og/eller modtager har brug for at kontrollere om de nu bruger samme kode.

Fx ville Jakobson betegne udsagn som 'Forstår du det?' eller 'Forklar mig lige, hvad det ord betyder' mv. som metasprog.

Senere sprogforskere har indført begrebet 'metakommunikativ funktion' i stedet for 'metasproglig funktion', først og fremmest for at tilkendegive, at Jakobsons model er anvendelig i analysen af alle mulige kommunikative situationer, ikke bare mundtlige og skriftlige tekster, som havde Jakobsons hovedinteresse, men også tekstformer som fotografier, malerier, reklamer og film.

Man taler således om en teksts metakommunikative funktion, når tegn i den signalerer til modtageren, at teksten nu kommunikerer om sig selv.

Det er fx tilfældet:

• Når et leksikon i ord forklarer sine egne ord.
• Når forordet i en bog fortæller om bogen selv.
• Når en lærer bruger sproget til at spørge om eleverne i klassen forstår ham (hans sprog): 'Er I med?'
• Når et digt handler om selve det at digte (et såkaldt metadigt).
• Når en reklame gør opmærksom på, at den er en reklame eller handler om selve det at reklamere (en såkaldt 'metareklame').
• Når en opdigtet tekst gør opmærksom på, at den faktisk er opdigtet (fiktiv).
• Når et eventyr gør opmærksom på, at det faktisk tilhører genren eventyr ved at indlede med formlen: 'Der var engang'.
• Når en teksts form kommunikerer til modtageren, hvilken slags tekst den er. Fx et stort stykke karton på en telefonmast, med billede og tekst på, der fortæller, at der må tale om en plakat af en slags, en relativt kort tekst, der fortæller, at der i hvert fald ikke er tale om en roman, en teksts opstilling i korte linjer, der signalerer, at den muligvis er et digt osv.
• Når en tekst bryder sin egen genrekode ved at indeholde tegn, der hører en helt anden genre til, fx en billedkunstners parafrase (selvstændig efterligning af en andens kunstners værk), dvs. gengivelse af en anden kunstners billede (også kaldet 'metavisuel kommunikation'). Et sådant brud i genrekoden tvinger modtageren til at reflektere over, hvad det egentlig er for en genre, han har foran sig, og hvorfor mon genrekoden brydes.

Et eksempel på en reklame, der humoristisk metakommunikerer om det at reklamere:

Alle de nævnte funktioner er i princippet til stede i enhver kommunikation, men det er forskelligt, hvor fremtrædende de er. I analysen af en given tekst kan det være interessant at forholde sig til, hvilken funktion eller hvilke funktioner der er dominerende, hvilke der fremtræder eksplicit (åbenlyst) eller implicit (skjulte) og overveje, hvorfor dette er tilfældet, og hvilken virkning det kan have.