MANDAG
Kold lammesteg med bearnaisesovs

Jeg kommer for sent hjem til middagsmaden. Mor sukker, hun har været nervøs. Jeg protesterer, Åh, mor, du begynder da ikke igen. Jeg er 35 år og ikke noget barn længere. Der er stille et øjeblik, og så siger hun, lidt for højt, at det igen har været en meget smuk dag. Jeg har taget posten som er kommet til mig op fra den lille fildomme der hænger i en bambusramme på et søm på væggen mellem døren ind til opholdsstuen og den hvælvede åbning ind til spisestuen. Tre breve: en opgørelse fra sygesikringen (jeg har fået plomberet en tand), en folder om bogklubbens sidste nye bøger, en brochure fra et rejsebureau der lovpriser glæden ved fodture på de skønne brasilianske højsletter. Mor vimser frem og tilbage, hun gentager, ja, så er der serveret. Bordet er dækket med en helt ny blå- og hvidternet dug. Jeg tager to gange af kødet. Mor nikker bifaldende, jo, lammekøllen fra Varantin er mere mør end den fra Mougé. Hun bebuder med lækkersulten mine at hun har gjort lidt ekstra ud af salaten ved at garnere den med valnøddekerner og oliven.

Mor og jeg sidder nu ved siden af hinanden i vores lænestole med det brune aftagelige fløjlsbetræk og ser tv-avisen. Mor har stillet stoppekurven ved siden af sig på gulvtæppet. Jeg har lige lagt slipset. Skærmen fyldes et øjeblik af røg fra eksplosioner og flammer fra en ildebrand (sort ild: jeg siger til mor at nu må vi snart beslutte os til at købe et farvefjernsyn). Mennesker slår hinanden ihjel alle vegne ligesom de plejer. Nationer føler hinanden på tænderne. En ulykke på motorvej A5. Mor bøjer sig frem og kniber øjnene sammen, er pludselig opmærksom fordi motorvejen kun går få kilometer fra vores hus. Man ser masser af glasskår, et lille opløb, en ambulance, sikkerhedsfolk bærer bårer ind. Derefter ser man to unge dynamiske repræsentanter i et stort designcenter gøre rede for de planlagte dispositioner der skal skabe vækst i bilindustrien. Mor begynder at nikke. Det næste indslag vækker hende, det drejer sig igen om en lokal nyhed. Politiet forstærker eftersøgningen for at finde Mariette Arlin, en ung pige der bor i Chantelier-sur-Bugéres og som er meldt savnet siden i søndags. Lørdag eftermiddag havde hun sagt at hun ville gå en tur i Brézar-skoven. I gamle dage, siger mor, strejfede unge piger ikke om i skovene, og nu er hun atter i gang med sin kæphest, kvindens kald, kvinden som ved sin ydmyge dont, sin pligtfølelse, sin selvopofrelse, sit ønske om at være perfekt helt ned i de mindste detaljer til sidst vil skabe orden og harmoni i denne verden. Jeg gaber.

TIRSDAG
Kalvefrikassé med champignoner

Jeg kommer rettidigt hjem til middagsmaden. Jeg fortæller at man i banken har startet en ny lånetype og at direktionssekretæren har betroet mig kunderådgivningen, det er bevis på at han har tillid til mig. Mor jubler af glæde, hun erklærer for titusinde gang at hun altid har vidst at jeg i Crédit Lyonnais havde en stilling med fremtid i. Så fortæller hun at der har været indbrud hos den gamle dame der bor til leje hos os på anden sal, i eftermiddag mellem kl. halv fire og fire, den gamle dame var gået på indkøb i Mantinels butikscenter. Da hun kom hjem med den nye lysedug i tasken for at lægge den under den kinesiske vase, var der ikke længere nogen kinesisk vase. Mor har ikke hørt usædvanlige lyde, låsen er brudt op. Låsesmeden kommer i morgen for at udskifte den og installere et alarmsystem, hæderlige mennesker skal ikke finde sig i at der bliver begået indbrud hos dem uden at reagere, sikke tider, siger mor, og jeg nikker samtykkende. Der er for meget peber i frikasseen. Efter osten er der karamelrand.

Stormagterne skændes om nogle gasledninger. Nyhedsoplæseren mener tilsyneladende at i Mellemøsten er uroen ved at stilne af. Arbejdet med at anlægge en omkørselsvej uden om Saint-Fortin og Vaudeuil er påbegyndt. Mariette Arlin er stadig sporløst forsvundet. Politikommissæren rapporterer at hans folk har finkæmmet alt buskads i Brézar-skoven. Mor lægger den hullede grå uld- og nylonstrømpe, der er spændt ud over stoppeægget, fra sig i skødet. Hun siger at de skidte fyre der er brudt ind hos nabokonen også har stjålet transistorradioen, et lille batteridrevet stueur og en krukke med små, syltede agurker. Over køkkenvasken har de anbragt en skriftlig hilsen Farvel og tak. Når den slags bøller bliver taget af politiet, siger mor, burde de få meget strengere straffe.

ONSDAG
Oksekødsuppe med urter

Jeg spørger mor hvilket stykke kød slagteren har givet hende, hun svarer at det er inderlår. Det lugter godt af timian og laurbær, men kødet er trævlet og sætter sig fast mellem tænderne. Jeg tager alligevel en stor portion, jeg er meget sulten, til frokost nøjedes jeg med en sandwich, jeg trængte til at få lidt motion, jeg gik rask over sletten helt ud til Brézar-skoven. I udkanten af skoven under egetræerne fik jeg øje på den sorte bil med dens roterende blinklys. Derfra hvor jeg stod kunne jeg ikke tydeligt se passagererne.

Mor spørger om min dag i banken har været frygtelig anstrengende, hun håber meget at jeg vil sige nej, det gør jeg. Og hvad med hendes egen dag? Udmattende. Åh, jeg har altså ikke lagt mærke til at hun har pudset kobbertøjet. Foruden det sædvanlige husarbejde. Hun er udkørt, hun vil gå i seng lige efter opvasken.

Hun sætter sig, bare ét minut―siger hun―foran fjernsynet for at se nyhederne. I Afrika fortsætter hungersnøden sin hærgen. Benzinen stiger næste måned 14 øre literen. Stormagterne forholder sig afventende. Soldater opstiller deres kanoner i udkanten af en støvet ørken. En af Mariette Arlins veninder, der bliver interviewet, kan huske at den dag den unge pige forsvandt havde de aftalt at mødes klokken 19.30 foran biografen. På programmet stod En ganske almindelig uge, en film alle taler om og som blev prisbelønnet ved den sidste festival.

TORSDAG
Rå revne gulerødder og hachis med kartoffelmos

Jeg kommer tidligt hjem. I banken har vi efter tur ret til nogle ekstra timer fri hver uge, ud over lørdag eftermiddag. Når det for mit vedkommende falder på en torsdag, er jeg glad, det minder mig om lykkelige torsdage i min barndom. Mor tog mig med på en udflugt, vi tog ud i Brézar-skoven. Om sommeren havde hun en lys kjole på. Hun lod sit lange hår falde ned over skuldrene, hendes gang var let, det var som om hun dansede, jeg sagde til hende, tag min hånd, jeg vil vise dig vejen til den duftende peberbusk, min hjertenskær, vi vil sove under træernes løv, de sidste verslinjer af et digt som vi lærte i skolen. Mor forestillede sig at jeg lige havde digtet det specielt til hende, jeg så at hun rødmede af glæde. Når jeg ser på fotografier fra dengang―jeg var en kær lille unge og senere en charmerende lille dreng, og hun var en henrivende ung kvinde―forekommer sceneriet mig på én gang rørende og latterligt. For senere har vi haft diskussioner og skænderier, og jeg har båret nag til hende fordi hun modarbejdede mit kald. Jeg ville være mesterkok. Da jeg forlod gymnasiet, overtalte hun mig til at acceptere den stilling som Crédit Lyonnais tilbød mig for at ære mindet om min far. Han havde været en eksemplarisk bogholder, han var lige død af et hjerteanfald efter 40 års tro tjeneste, netop som han indstillede sig på at skulle nyde sit otium. At blive kok, det ville jeg have elsket. Virkelig. Jeg prøver forgæves at få mor til at overlade mig komfuret om søndagen. Hun giver mig kun lov til småtterier som at slynge salaten eller partere kyllingen med en kniv der aldrig er ordentligt slebet. Hun siger, Pas på du ikke skærer dig. Hun irriterer mig.

Pigerne i banken går mig også på nerverne. Især de tre i ekspeditionen. De er kokette, forføreriske, og jeg er sikker på at de griner af mig bag min ryg og gør nar af mig. Der er én der hjælper mig med at udholde min skæbne, det er direktionssekretæren, han er utrolig sympatisk og desuden en flot fyr. Jeg vil måske fortælle om ham en anden gang.

Hachisen med kartoffelmos er lidt kvalmende.

Mor er i gang med støvsugeren, hun undrer sig over at se så mange brødkrummer spredt ud over gulvtæppet. Jeg må rent mekanisk have siddet og smuldret mit brød, det sker ofte for mig, mine hænder er i gang uden at jeg har bedt dem om det. En destruktiv adfærd, et tegn på frustration. Jeg er sikker på at jeg havde både håndelag og fingerfærdighed og var kreativ, alle de egenskaber der skaber de store køkkenchefer.

Mor beklager sig. Hun siger at hun kan blive ved med at rydde op i huset, med at gøre rent, Men du vil sælge det, tror jeg, så snart jeg ikke er her mere. Hun siger, Hør, ræk mig lige pakken med kaffe. Ren arabica fra San Paolo. Jeg spørger hvorfor hun ikke hellere vil sælge kassen her og nu når den er så kostbar at vedligeholde at hun har måttet leje en etage ud. Vi kunne flytte til Brasilien. Mor trækker på skulderen. Hun siger at der sandelig ikke er grænser for hvad jeg kan finde på.

Det må være nok for i dag. Jeg har allerede skrevet mere end jeg plejer. Det er fordi fjernsynet er i stykker.

FREDAG
Sej i pikant marinade

Mor opdagede for sent at hun ikke havde æg til at røre sin mayonnaise, hun serverede fisken med sennep og en puré af chalotteløg. En fastfoodopskrift fra magasinet Mode og håndarbejde i rubrikken Minutkøkken, ideel, siger hun, den dag hun aflægger sit godgørende besøg på plejehjemmet. Derhenne har hun fået en lille snak med den totalt lammede kvinde som er 95 år, som er senil og som kalder hende sin lillesøster. Mor siger med et suk at alderdommen, åh, min Gud, det er forfærdeligt, umuligt at undslippe, undtagen ved en for tidlig død. Jeg ser medlidende på hende.

Det er trods alt lykkedes for mor, på vej hjem fra plejehjemmet, at få fat i en reparatør til fjernsynet. Han rodede lidt med strømforstærkeren til billedfrekvensen, og nu fungerer det. To lande fra den tredje verden kaster sig ud i destruktive kampe. Stormagterne har sendt observatører til klodens brændpunkter. Man har fundet liget af Mariette Arlin, parteret og spredt i en grøft i Brézar-skoven, ved siden af en ridesti. De siger at der mangler nogle stumper.

Derpå følger en præsentation af sæsonens film. Der bliver vist klip fra filmen En ganske almindelig uge. Den første scene foregår i en Peugeot 404 på en skovvej. Den unge mand er standset for at tage en ung pige med på stop. Pigen snakker, han er mere reserveret. De to unge efterlader bilen i rabatten og går i skyggen af platanerne. Pludselig skændes de. Jeg har læst en artikel hvori man afslører at slutningen er overraskende voldsom. Det får vi ikke lov til at se på tv-skærmen, så ville biograferne miste kunder.

LØRDAG
Nyreragout med frisk pasta

Om lørdagen kommer jeg normalt hjem først på eftermiddagen fordi banken lukker klokken et. Men i dag tog jeg bussen til Mantinel, jeg gav mig tid til at slentre lidt omkring i butikscentret og til at tage en kop kaffe i Croissanteriet. Det er ikke lige så gavnligt for helbredet at tilbringe fritiden på den måde som at trave ture i skovene. Alligevel må det indrømmes at hvis man i for høj grad opsøger ensomheden i en natur der ikke siger én noget―ja, måske virker fjendtlig―vil man blive skizofren.

Mor skynder på mig for at jeg skal spise op. Hvis jeg sidder og leger med min spagetti, siger hun (det er igen en mani jeg har fra min barndom), går vi glip af nyhederne. Det er længe siden at jeg foreslog hende at flytte fjernsynet ind i spisestuen. At se tv mens man spiser, det synes mor er vulgært.

Vi gik glip af nyhederne om den internationale situation. Da mor får indstillet antennen rigtigt, toner et fantombillede frem på skærmen af den mand der er mistænkt for at have parteret Mariette Arlin. Mor udbryder, Hvordan bærer de sig ad, de politifolk, med at vise billeder af en morder som ingen har set? Eller også er det fordi man omsider har nogle vidner, siger hun. De må have talt om det torsdag aften. Du husker nok at fjernsynet var i stykker. Mor siger at deres konstruerede mistænkte nærmest virker sympatisk. Hun siger at han ser virkelig harmløs ud.

SØNDAG
Prinsessebudding

Jeg fik ikke nævnt forleden at mor havde stukket en konvolut med mit navn ned i den lille lomme, beregnet til breve, som hænger på væggen ind til spisestuen. Mit navn var skrevet på en IBM med PICA-typer. Det er den slags maskine som kontordamerne i banken benytter. I konvolutten lå et kort: Direktionssekretæren venter Dem lørdag eftermiddag ved udkanten af Brézar-skoven.

Ingen underskrift. De lede kællinger.

De holder mig for nar. Det eneste der venter mig derude er mit eget tungsind.

Jeg sagde, Kvinder, lede kællinger. Mor så op (hun var optaget af sine stoppestrømper). Hvad siger du? Hvad går der af dig? Da jeg ikke svarede, begyndte hun på sin sædvanlige raptus: kvindens rolle, min lille ven, er at bevare harmonien i denne verden. Hvad harmoni angår var Mariette Arlin ikke lige hvad man kunne have ønsket sig.Signalement: rød nederdel, gul skjortebluse, punkhår med violette striber. Mor undrer sig, Har de sagt det? Eller er det igen din fantasi?

Ja, nogle lede kællinger. Jeg har allerede sagt det mange gange, og i aften gentager jeg det for mig selv mens jeg modvilligt passer mit hverv som køkkendreng og holder øje med bechamelsovsen, og mor hakker basilikummen. Alle sammen, og for at begynde med hende, min mor, som jeg aldrig har kunnet frigøre mig fra. Jeg ved at det kan jeg nu. Jeg havde egentlig tænkt mig at tage afsked med hende lige efter frokost (en enkel blanding af rå grønsager, selv søn- og helligdage er det altid middagen om aftenen der er vores vigtigste måltid). Men jeg nænnede―trods alt―ikke at ødelægge hendes siesta. Jeg vil sige det efter nyhederne. De vil uden tvivl meddele at stormagterne har besluttet sig for en meningsudveksling i håb om at nå frem til en aftale om nedrustning. At man har sendt overskudslageret af mælk til Afrika, det var blevet alt for pladskrævende, det kunne have fyldt en sø lige så dyb som et af de enorme reservoirer ved et slusekraftværk. De vil give detaljerede oplysninger om Mariette Arlins begravelse på kirkegården i den lille landsby hvor hun er født. Og derefter tilfredse erklære at nettet strammes om morderen.

Jeg har gemt brochuren om Brasilien. Jeg vil sige til mor, Du skal ikke være ked af det, du skal komme over og besøge mig, en søn må til sidst flytte hjemmefra. Jeg vil råde hende til at spise sundt og godt og at være forsigtig. I disse urolige tider bør en kvinde der bor alene altid være på vagt (tænk blot på hvad der er sket i denne uge―der dog næsten alt taget i betragtning har været en ganske almindelig uge). Det er bedst ikke at løbe nogen risiko, at tage sine forholdsregler. Hun vil finde en stor kniv―en nysleben Nogent kniv af bedste kvalitet, professionel model―under albummet med gamle fotografier, i min kommode, i den nederste skuffe.

Novelle af den franske forfatter Annie Saumont (1927-2017). Originaltitlen er "Une semaine comme les autres", som blev udgivet i novellesamlingen Après, 1996. Her gengivet i dansk oversættelse af Else Boel i tekstsamlingen En duft af lavendel, Forlaget Vandkunsten, 2011.