Auto betyder 'selv', og fiktion betyder 'opdigtet'. Autofiktion er en slags hybrid- eller blandingsgenre.

Betegnelsen blev første gang lanceret af den franske forfatter Serge Doubrovsky (1928-2017) på bagsiden af hans roman med titlen Fils (1977).

Før årtusindskiftet kan man nok betegne visse værker af Suzanne Brøgger, Henrik Stangerup, Thorkild Hansen, Peter Høeg m.fl. som autofiktion, selv om ordet 'autofiktion' først blev brugt som genrebetegnelse i Danmark efter 2000.

Professor emeritus Poul Behrendt definerer autofiktion med disse ord:

For at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser være opfyldt fra forfatterens side:

• Der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Altså, en virkelighedskontrakt performativt indgået som: selvbiografi.
• Og der skal på uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen »Roman« (eller »Digte« eller »Føljeton« i tilfældet Creme fraiche [af Suzanne Brøgger, 1997]). Altså en fiktionskontrakt indgået som et konstativ, der normalt har sikret en romans forfatter imod at blive identificeret med sit værks hovedperson og/eller fortæller.

Citat fra kommentar med titlen "Autofiktion er ikke nogen kvalitetsbetegnelse" af Poul Behrendt i information.dk d. 23. april 2016.

Man taler om autofiktionens dobbeltkontrakt, fordi forfatteren på den ene side indgår en 'virkelighedskontrakt' med sin læser om, at det er forfatteren selv, der fortæller (om sig selv og andre), men på den anden side indgås også en fiktionskontrakt mellem forfatter og læser, der signalerer, at noget af det, der fortælles, er opdigtet.

Det specielle ved genren autofiktion er, at der skabes en forventning hos læseren om, at noget af værkets stof er virkeligt, selv om læseren dog lades i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi.

Der er ikke nogen klar konsensus (enighed) om definitionen af genrebetegnelsen autofiktion. Forskellige litteraturinteresserede skribenter har i hvert fald anvendt det i forskellig betydning. Uenigheden går bl.a. på, hvor 'meget' af en autofiktiv fortælling, der skal være 'auto' i betydningen autentisk (= virkelig sket), for at man kan kalde den autofiktion.

Forfatteren Peter Nielsen opfatter begrebet som en lidt for smart opfindelse af litterater, og forfatteren Kirsten Thorup synes, at genrebetegnelsen er "et snærende korset" (kilde: ovennævnte kommentar af Behrendt).

Litteraturprofessor Hans Hauge foreslår at skelne mellem autofiktion og fiktionsfri fiktion:

• Autofiktion er kendetegnet ved, at der er visse tegn på (selv)biografiske træk (fx at hovedpersonen hedder det samme som forfatteren m.m.), men at det ikke åbenlyst tilkendegives i værket, i hvilken grad personer og handling er virkelige eller opdigtede.
• I modsætning hertil skjules ikke i den fiktionsfri fiktion, at fortællingens jeg/fortæller er forfatteren, og at de fortalte andre personer og begivenheder er virkelige (selvom detaljer i karakterbeskrivelse og omtale af begivenheder sagtens kan være mere eller mindre opdigtede).

To meget omtalte autofiktive værker (og som i Hauges terminologi nok burde betegnes som fiktionsfri fiktion) er Jørgen Leths erindringsbog Det uperfekte menneske fra 2005 og den norske forfatter Karl Ove Knausgårds Min kamp, som er udkommet i seks bind (2009-2011) samt Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman Den, der lever stille (2018).

Værd at bemærke er dog, at hvad end man kalder genren autofiktion eller selvbiografi, så gives som regel plads til en vis kunstnerisk frihed. Fx skriver Leonora Christina Skov følgende metakommentar i forbindelse med en samtale med sin kæreste i førnævnte roman:

- (...) Der er vel heller ingen, der siger, at du skal skrive selvbiografisk hele vejen igennem. Du har jo din kunstneriske frihed, så du kan digte og omarbejde det hele, som du har lyst (...)
- Men hvorfor skulle jeg digte, når jeg har sådan en historie? spurgte jeg, og Annette lo.
- Ja, dine forældre, you couldn't make them up, sagde hun. - Men du kommer jo til at fiktionalisere det hele i en eller anden forstand, ikke?
Hun havde ret. Jeg ville blive nødt til at trække historier og personer frem og lade andre ligge. Sådan måtte det være for alle, der skrev selvbiografisk, uanset hvor meget de hævdede at skrive sandheden. Bare fordi det var sket i virkeligheden, betød det ikke, at det havde sin eksistensberettigelse i en bog, der skulle have fremdrift og en tydelig hovedhistorie. Hvis den her bog skulle fungere, kunne jeg allerede se, at jeg ville blive nødt til at skrive længere forløb sammen, reducere hele år til bisætninger, udskrive vigtige personer og stramme dialogerne. (s. 47)

Et eksempel på en nyere autofiktiv udgivelse (sådan betegner forlaget Peoples's selv romanen) er Sophie Gevinds roman små sorte bogstaver (2023), som handler om hendes hårde opvækst og om hendes far, der blev dømt til forvaring.

Forfatteren Mads Damsøs roman Hvis dette er en lakridspibe (2019) betegnes af nogen som autofiktion, men det gør forfatteren ikke selv:

• Nogen vil sige, at værket er et eksempel på autofiktion i overensstemmelse med både Behrent og Hauges definitioner. Hovedpersonen, som er fortælleren, har nemlig navnelighed med forfatteren. Det fremgår desuden af parateksten på bogens forside, at der er tale om en roman, omend det ikke tilkendegives åbenlyst, om hele eller noget af handlingen bygger på forfatterens egne erindringer.
• Mads Damsø mener imidlertid ikke, hans egen roman hører under den kategori. Hans roman er nemlig åben for fortolkning. Den er således - i følge forfatteren selv - karakteristisk ved at indeholde de tomme pladser, som gør litteratur så interessant for den læser, der gerne vil digte med, når han eller hun læser skønlitteratur. Og det gør autofiktion efter Damsøs mening ikke. Autofiktion er bare en selvbiografisk skildring, fordi den jo beskriver virkeligheden, og dermed ikke giver meget plads til læserens meddigtning.
  Læs artiklen "En undersøgelse af autofiktion" på litteratursiden.dk, hvor forlæggeren Marie Hvidberg interviewer Mads Damsø. Her siger Damsø bl.a., at det lidt ærgerlige ved autofiktionen er, at den jo lukker sig om sig selv og gør det svært at tolke på den.

Læs mere om autofiktion i artiklen "Nøgen nedad Ballerup Boulevard: Autofiktion, ærlighed og etik" af Stefan Kjerkegaard, Aarhus Universitet på litteratursiden.dk, d. 11. marts 2019.

Hør forfatteren Karen Fastrup fortælle om sin autofiktive roman Hungerhjerte i det korte videointerview herunder: