Ordet 'drama' er græsk og betyder egentlig 'handling'. Drama (eller 'skuespil') defineres som en tekst, der viser noget (et handlingsforløb), i modsætning til epikken, der fortæller noget (et handlingsforløb) og lyrikken, der udtrykker noget (følelser, stemninger, sansninger og tanker).

Et drama kan mere præcist defineres som en opdigtet tekst, der fremføres af agerende (handlende) skuespillere gennem replikker, dialoger, gestik (kropsbevægelser) og mimik (ansigtsudtryk) på en scene. Hvis dramaet kun læses som litteratur, kaldes det et 'læsedrama'.

I stedet for genrebetegnelsen 'drama' eller 'skuespil' kan anvendes 'dramatisk tekst' eller 'scenisk tekst'.

Her defineres kortfattet nogle af dramaets genrer - i alfabetisk rækkefølge. Det drejer sig om absurd teater, agit-prop-skuespil, folkekomedie, kabaret, karakterdrama, komedie, lystspil, læsedrama, melodrama, parodi, revy, satyrspil, shorties, sketch, stand-up komik, totalteater, tragedie, tragikomedie og vaudeville:

Absurd drama: 'Absurd' betyder 'meningsløs' eller 'fornuftstridig'. Absurd drama er eksperimenterende teater, hvor handlingens kronologi er brudt op, den er løsrevet fra en naturlig sammenhæng, dialogen kan virke meningsløs og usammenhængende i relation til en almindelig traditionel form for dialog. Det absurde drama er inspireret af de kunstneriske bevægelser, der kaldes dadaisme og surrealisme.

Det absurde drama var en særlig fremtrædende genre i 1950'ernes dramatik. Kendte forfattere af absurd dramatik: Eugène Ionesco (1909-1994), Samuel Beckett (1906-1989) og Jean Genet (1910-1986).

Agit-prop-skuespil: Agit-prop-skuespil er et skuespil eller en performance, hvis formål er at agitere og propagandere, dvs. at slå til lyd for bestemte politiske synspunkter og at overbevise publikum om synspunkternes rigtighed. Det kan i princippet være hvilken som helst politisk ideologi, agit-prop-skuespillet kan agitere for, men i praksis har den dominerende tendens været at udbrede socialistiske ideer.

Kendte agit-prop-dramatikere var bl.a. Bertolt Brecht (1898-1956) og Erwin Piscator (1893-1966).

Agit-prop-skuespillet dominerede i mange årtier i 1900-tallet sovjetisk drama og i det øvrige Europa i 1920-1940. I Danmark blev genren i 1970'erne bl.a. repræsenteret af teatergrupperne 'Solvognen' og 'Jomfru Ane Teater'.

Folkekomedie: En film eller et skuespil, der forsøger at more et bredt publikum (='folket'). Professionelle anmeldere og kritikere anvender ofte udtrykket i nedsættende betydning om den trivialtekst, der ikke indeholder kunstnerisk dybde, hvis persontegning er stereotyp, og hvis handling er forudsigelig, traditionel og uden egentlig kunstnerisk værdi. I folkemunde er folkekomedie imidlertid ofte en positivt ladet betegnelse om film eller skuespil af stor humoristisk orienteret underholdningsværdi. Det gælder fx de populære film om 'Olsenbanden'.

Kabaret: Kunstnerisk optræden i form af drama, dans, sang, musik, sketch mv. Kabareten foregår sædvanligvis et sted, hvor tilskuerne samtidig kan drikke (og eventuelt spise).

Karakterdrama: Et skuespil, hvor der mere er fokus på hovedpersonens karakter/personlighed end selve handlingen. Man kan både tale om en karaktertragedie og en karakterkomedie.

Komedie: En komedie er ganske enkelt et skuespil, der søger at more publikum ved at indeholde forskellige komiske elementer. Det har sit udspring i oldtidens Grækenland, bl.a. repræsenteret ved komediedigteren Aristofanes, der levede i årene omkring 420 f. Kr. Efter renæssancen skelnes mellem to slags komedier:

1. Karakterkomedien, som handler om en hovedperson, der afviger kraftigt fra det normale, fx som i Ludvig Holbergs (1684-1754) Den Stundesløse - Comoedie udi tre Acter fra omkring 1723.
2. Situationskomedien eller intrigekomedien, hvor der sker en række misforståelser og forvekslinger, som spinder personerne ind et net af forviklinger, der slet ikke kan finde eller komme ud af. Som regel til tilskuernes store morskab.

Lystspil: En film eller et skuespil, der har fokus på det muntre, dvs. den lette, 'uskyldige' eller tilforladelige humor. Faktisk kunne man kalde lystspillet for 'en hvid komedie', fordi dens humor står i modsætning til den sorte komedies, til satirens og parodiens mere barske ironi og sarkasme. Genrebetegnelsen 'lystspil' anvendes ofte i samme betydning som udtrykket folkekomedie.

Læsedrama: Drama i skriftlig form, som kun er beregnet på at blive læst.

Melodrama: En genrebetegnelse, der kan bruges om både litteratur, skuespil og film og som er kendetegnet ved sin kombination af spændingsmættet opbygning og store følelser. Den (nogle gange overdrevne) lidenskabelige og følelsesfulde stemning kan komme til udtryk, både når fx filmens personer oplever pludselige skæbnetunge ulykker eller overraskende lykkefulde stunder og når filmens tilskuer græder af sympati eller glæde. Melodrama betyder egentlig 'syngestykke' og kan også betegne et skuespil med musik til, hvor musikkens væsentligste funktion er at understrege de følelsesfulde øjeblikke.

Parodi: Parodi betyder en 'en komisk efterligning'. Ofte er det en komisk efterligning af en forfatters eller en filminstruktørs eller en teaterinstruktørs værker. Men det kan også være en komisk efterligning af fx kendte mennesker og deres karakteristiske måde at være eller tale på.

Revy: En underholdende teaterforestilling, der ofte består af humoristiske og satiriske enkeltstående eller løst sammenhængende sketcher, sange og dansenumre, hvor imellem der er en mere eller mindre tydelig tematisk 'rød tråd'. En særlig kendt revyform i Danmark er de årligt tilbagevendende danske 'sommerrevyer', der er kendetegnet ved at være satiriske skildringer af enkeltstående begivenheder eller parodier på kendte personligheder, der har 'trådt i spinaten' eller på anden måde gjort sig bemærket i løbet af den tidsperiode, der er gået siden foregående års revy. Også i disse revyer er dans, sang og musik en vigtig bestanddel.

Satyrspil: Oprindeligt betegnelsen for et satirisk komediespil, en dramagenre fra den græske antikke periode. Det satyriske drama blev sædvanligvis opført efter en række klassiske dramaer. Det handlede om en mytisk helt, der var ledsaget af et kor af vilde, frække og vindrikkende satyrer. En satyr er en sagnfigur, en skovgud, en menneskeligt væsen med gedebukkehorn, - ben (med klove) og -hale. De sættes i forbindelse med guden Dionysos, med vin, dans, sang, sanselighed og erotik. De opfattes som det mandlige modstykke til nymfer og satyrerne og nymferne var på evigt udkig og jagt efter hinanden.

Forfatteren Gustav Wied (1858-1914) kaldte nogle af sine dramatiske værker for netop satyrspil, sikkert med slet skjult hentydning til det særligt kendetegnende ved hans forfatterskab, nemlig sarkasmen/satiren (jævnfør slægtskabet mellem ordene 'satyr' og satire', der sandsynligvis begge kommer af det latinske 'satura', der betyder 'sammenblanding'). Fx skrev han skuespillet Erotik. Satyrspil i tre Akter i 1896, Adel, Gejstelighed, Borger og Bonde - 4 satyrspil, 1897, Det svage køn - 4 satyrspil, 1900 og Dansemus - et satyrspil i 1905.

Shorties: Bruges bl.a. om de ganske korte sketch, der lægges ind som pausenummer mellem de egentlige numre i en revy.

Sketch: (I flertal 'sketch' eller 'sketcher'). Kort humoristisk scene eller enakter med en afsluttende pointe som højdepunkt.

Stand-up komik: En komisk, dvs. en lattervækkende (humoristisk, ironisk og/eller satirisk), mundtlig monolog fremført på en ofte lille scene i et intimt lokale foran et afslappet mindre publikum. Stand-up komikerens monolog er bygget op af mere eller mindre sammenhængende sketcher, der ofte har et provokerende og vulgært indhold. Fx handlende om tabuiserede temaer som død, seksualitet, handicaps eller personlig hygiejne (fx næsepilleri og toiletbesøg), men også om små almindelige dagligdags gøremål eller eksistentielle almenmenneskelige problemstillinger.

Totalteater: En teaterforestilling, som søger at skabe en stærk, varieret udtryksform ved:

1. at forene forskellige kunstneriske genrer og virkemidler, fx drama (replikker), dans (bevægelse), musik (lyd), billeder (faste billeder (fx lysbilleder) og levende billeder (film))
2. at skabe en mere direkte forbindelse mellem agerende skuespillere og publikum, fx ved at hele eller dele af publikum tildeles en aktiv agerende funktion eller på anden måde indgår som en passiv eller aktiv del af den dramatiske proces
3. at nedbryde den traditionelle opdeling mellem scene og sal, således at det fysiske rum, hvor teaterhandlingen foregår, udvides. Fx ved at inddrage den del af salen, hvor publikum sidder, i teaterhandlingen, ved at udføre teaterstykket på forskellige 'scener' i et udendørsrum (fx en havnekaj) eller i et rum, der til daglig bliver brugt til andre formål (fx en svømme- eller fabrikshal)).

I Danmark er det Gladsaxe Teater, der har introduceret totalteatergenren (i perioden 1984-92, hvor Kasper Rostrup var teaterchef), bl.a. med særlige opsætninger af teaterforestillinger som Niels Klim og Faust. Gladsaxe Teater eksisterede fra 1964-2006.

Tragedie: Et drama med en sørgelig slutning. Denne dramagenrestammer fra oldtidens Grækenland. Den græske filosof Aristoteles (384-322 f. Kr.), så det som en grundlæggende ide i tragedien, at den for tilskueren var en renselsesproces (katharsis), der opstod, fordi tilskueren fik udlevet en masse voldsomme følelser via sin identifikation med tragediens helt. For det var en voldsom følelsesmæssig oplevelse at være vidne til, at dramaets sympatiske og beundringsværdige helt laver et enkelt fejltrin, med tragiske og frygtelige konsekvenser til følge. Bl.a. er Shakespeare kendt for sine tragedier fx. Romeo og Julie, Othello, King Lear og Macbeth.

Tragikomedie: Et drama der er en blanding af komik og tragedie. Enkelte tragedier i det gamle græske drama kunne indeholde komiske elementer, men det er først og fremmest i Italien, at tragikomedien dyrkes fra begyndelsen af 1500-tallet og senere breder sig til Frankrig og England.

Vaudeville: Begrebet vaudeville om en satirisk vise, der ofte er skrevet på en andens sang melodi, men også om en slags komediespil, ofte med sang, dans og musik, en slags musical, der indeholdt en række vaudeville-viser. Traditionen bredte sig til USA og til andre europæiske lande end Frankrig. J.L. Heiberg (1791-1860) introducerede vaudevillen i Danmark. Vaudevillen som komedie-/syngespil har sin storhedstid i perioden fra sidste halvdel af 1800-tallet til 1930.