Ordet 'novelle' kommer af det italienske 'novella', der egentlig betyder nyhed.

En novelle kan defineres som en fiktionsprosafortælling (en opdigtet handlingshistorie), der ofte (men naturligvis ikke altid) er kendetegnet ved:

• at være relativt kort
• at persongalleriet består af få personer
• at der er fokus på én hovedperson
• at handlingen er énstrenget, dvs. med kun én hovedhandling
• at hovedpersonen befinder sig i en situation, hvor en speciel konflikt eller begivenhed udgør et vendepunkt for personen
• at fortællingen strækker sig over en begrænset og afsluttet tidsperiode
• at forløbet er fortalt kronologisk uden flashback til fortid
• at slutningen indeholder en overraskende pointe, som dog ikke er ulogisk i forhold til handlingen, eller at slutningen på anden måde er karakteristisk ved en særlig 'drejning', som læseren ikke lige forventede

Her gennemgås kendetegn for følgende novellegenrer: Eksistentiel novelle, fantastisk novelle, psykologisk novelle, realistisk novelle, socialrealistisk novelle og trivialnovelle.

Eksistentiel novelle: Man kan bestemme en tekst (fx en roman eller novelle) som eksistentiel, hvis den handler om eksistentielle spørgsmål, dvs. almene forhold, der vedrører væsentlige sider af den menneskelige tilværelse, den menneskelige eksistens. I den eksistentielle novelle reflekteres således over et eller flere af følgende almenmenneskelige eksistens-spørgsmål:

• Hvem er jeg? (identitet)
• Hvor hører jeg til? (socialt tilhørsforhold, i det hele taget relationer mellem mennesker)
• Hvorfor er jeg til? (meningen med livet)
• Hvad er jeg? (god eller ond, et godt eller dårligt menneske)
• Hvornår er jeg ikke mere, og hvad sker der så? (liv og død og 'livet' efter døden).

Fantastisk novelle: Begrebet 'fantastisk tekst' (fx en fantastisk roman eller novelle) kan opfattes som modsætning til begrebet 'realistisk tekst' (se nedenfor). Ud fra en sådan synsvinkel kan en fantastisk tekst defineres som en skildring af en opdigtet virkelighed, der indeholder elementer eller situationer, der ikke er genkendelige i forhold til den autentiske virkelighed, og/eller som sandsynligvis ikke vil kunne ske i virkeligheden. Den fantastiske tekst er således en, der indeholder overnaturlige og urealistiske elementer, det uforklarlige og miraklet er muligt, og naturens love kan brydes.

Den bulgarske litteraturteoretiker Tzvetan Todorov (f. 1939) har defineret 'det fantastiske' som et særligt kendetegnende træk ved en del tekster fra især 1700- og 1800-tallet i sin bog Den fantastiske litteratur - en indføring af Jan Gejel (forlaget Klim 1989 (1970)). Den fantastiske litteratur er, ifølge Todorov, kendetegnet ved at opfylde tre betingelser:

1. Læseren vakler mellem en naturlig og en overnaturlig forklaring på de beskrevne hændelser.
2. Ofte oplever personerne i fortællingen samme tøven (vaklen) i forhold til, hvorvidt de beskrevne hændelser er naturlige eller overnaturlige.
3. Læseren 'bortforklarer' ikke uforklarlige, overnaturlige mv. hændelser som nogle, der skal fortolkes allegorisk, dvs. i en anden, en overført betydning.

For Todorov befinder 'det fantastiske' sig lige midt imellem:

• Det fantastiske uhyggelige, der er kendetegnet ved, at hændelser, der forekommer overnaturlige i løbet af historien, finder i denne genre til slut en rationel forklaring. (s. 45 i den danske oversættelse) og
• Det fantastiske vidunderlige, dvs. den klasse af fortællinger, der fremstår som fantastiske, og som ender med en accept af det overnaturlige. (ibid s. 51).

De fleste litteraturforskere bruger ikke begrebet 'fantastisk tekst' i overensstemmelse med Todorovs definition. Det mest almindelige er, at 'fantastisk tekst' (også kaldet 'fantastisk fortælling') og 'fantasy' (læs om fantasygenrer) bliver brugt i samme betydning.

I visse faglitterære værker opfattes 'fantastisk litteratur' som en overordnet genrebetegnelse for alle slags tekster, der har det eventyrlige, overnaturlige eller magiske univers til fælles. Genrer som fantasy, science fiction, science fantasy, horror mv. opfattes som undergenrer (subgenrer) til den fantasiske fortælling (fx af Niels Dalgaard i kapitlet Fantastisk litteratur - Forsøg på en teoretisk afklaring i På fantasiens Vinger - Om fantastisk litteratur for børn og unge, 2002).

Adjunkt ved Center for Børnelitteratur Anna Karlskov Skyggebjerg inddeler fantastisk litteratur (for børn) i to hovedkategorier i bogen Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur 1967-2003 fra 2005:

• Den sprogorienterede genre, dvs. de fantastiske værker, der vægter humoristisk og nonsenspræget leg med ord. Den sprogorienterede genre er især optaget af måden, der fortælles på. Andre karakteristika er åbenlyse fortællerkommentarer, der gør opmærksom på, at det fantastiske er opdigtet (se metafiktion og verfremdungseffekt), udbredt intertekstuelle referencer, dvs. at der ofte genbruges sproglige vendinger, personer, motiver, plots mv. fra andre litterære eller kunstneriske værker i det hele taget.
• Den indholdsorienterede genre, hvor selve historien er i fokus. Den indholdsorienterede genre er ikke så optaget af måden, der fortælles på, men af selve det, der fortælles. Denne genre er desuden typisk ved at ville gøre det magiske univers så troværdigt som muligt. Indholdsmæssigt er der desuden ofte et tydeligt moralsk budskab om, at menneskelig godhed, tapperhed, kærlighed, storsind, troskab mv. vinder over ondskab, fejhed, hævngerrighed, grådighed, utroskab mv.

Skyggebjerg gør opmærksom på, at grænserne mellem de to hovedkategorier er flydende, og at en del fantastiske fortællinger både kan siges at være sprogorienterede og indholdsorienterede.

Vi kan møde den fantastiske litteratur i visse tekster af mange danske forfattere, fx Cecil Bødker (1927-2020), Poul Vad (1927-2003), Maria Giacobbe (f. 1928), Svend Åge Madsen (f. 1939), Dorrit Willumsen (f. 1940), Marianne Larsen (f. 1942), Ib Michael (f. 1945), Charlotte Weitze (f. 1974) og flere andre.

Psykologisk novelle: Når en tekst genremæssigt betegnes som psykologisk (fx en psykologisk roman eller novelle), hentyder det til det forhold, at teksten især sætter fokus på hovedpersonens indre (psykiske) konflikter og udviklingen af disse.

Den psykologiske novelle vil ofte være fortalt af en jeg-fortæller, der via indre synsvinkel udtrykker sine sansninger, følelser og tanker.

Realistisk novelle: At en tekst er 'realistisk' betyder, at den skildrer en opdigtet virkelighed, der er genkendelig i forhold til den faktiske virkelighed, og hvis handlingsforløb sandsynligvis godt kunne ske i virkeligheden. (Læs mere om realisme).

Socialrealistisk novelle: En socialrealistisk tekst er en roman eller novelle, som skildrer 'almindelige' menneskers eller lavere sociale lags sociale vilkår på en virkelighedsnær (realistisk) måde. På en ofte næsten dokumentarisk facon tegnes et billede af menneskers hverdagsliv på godt og ondt. Især 'på ondt'. Det er en strømning, der udvikler sig fra og med det moderne gennembrud i 1870erne og frem.

Det er et karakteristisk træk ved den socialrealistiske litteratur, at forfatternes sympati ligger hos de arbejdere og fattige i byen og på landet, hvis svære livsvilkår de skildrer. Den ligger ikke hos samfundets privilegerede magthavere.

I Danmark havde den socialrealistiske litteratur sit højdepunkt i 1930'erne med værker skrevet af forfattere som Martin Andersen Nexø (1869-1954), Hans Kirk (1898-1962), Harald Herdal (1900-1978), William Heinesen (1900-1991) og Hans Scherfig (1905-79).

Hvis en roman eller novelle kan opfattes som en slags propaganda for en kommunistisk eller socialistisk ideologi, kaldes genren for socialistisk litteratur. Fx er flere af Nexøs, Kirks og Scherfigs tekster socialrealistiske, men også socialistiske, fordi de indeholder et budskab, der mere eller mindre åbenlyst propaganderer for en samfundsomvæltning, en revolution med et socialistisk/kommunistisk samfund som mål, er samfund som i forfatternes selvforståelse er et retfærdigt, klasseløst samfund, hvor alle er lige og har lige rettigheder.

Trivialnovelle: Trivial betyder egentlig 'almindelig' eller 'folkelig'. Triviallitteratur, som ofte er noveller, kan defineres som populær underholdningslitteratur med en skabelonagtig opbygning og persontegning.

Trivialnovellens handling er desuden kendetegnet ved sin forudsigelighed, fordi handlingens forløb ofte følger dette mønster/denne skabelon:

• konfliktpræsentation
• konfliktoptrapning
• lykkelig konfliktløsning.

Læseren ved altså, at den hovedkonflikt, der præsenteres i begyndelsen af en trivialtekst, vil blive forværret, men at konflikten vil få en lykkelig udgang, en 'happy end'.

Persontegningen i en trivialtekst er stereotyp, også kaldet stiliseret, dvs. at de personer, der præsenteres, er karakteristiske ved at besidde nogle få, men markante egenskaber eller træk, der gør dem sympatiske eller det modsatte. I en trivialtekst er man ikke i tvivl om, hvem der er helt, og hvem der er skurk, hvem der er på heltens side, og hvem der er på skurkens.

Triviallitterære tekster findes inden for flere forskellige episke undergenrer. Fx vil en del kriminal-, spion- og detektivromaner, kærlighedsromaner, thrillere, lægeromaner, serieromaner for børn og unge og populariserede folkeeventyr, som er umiddelbart let tilgængelige for de fleste læsere, kunne genrebestemmes som triviallitteratur.

De fleste noveller i ugeblade hører også til trivialgenren.

Man vil kunne betegne mange mainstreamfilm som trivialtekster. Det samme gælder mange amerikanske tv-serier.

En af de mest kendte udenlandske forfattere af triviallitteratur er Barbara Cartland (1901-2000) og i Danmark Morten Korch (1876-1954).

Læs trivialnovellen "Køkkendrengen" af Lars Kjædegaard og trivialnovellen "Kølvand" af Jørgen Horsbøl.

Læs eventuelt denne artikel om triviallitteratur af tidligere folkeskolelærer Finn Dalum-Larsen.

Andre genrebetegnelser: Noveller kan ligesom romaner også inddeles i genrer som gysernovelle, kriminalnovelle, detektivnovelle, kærlighedsnovelle osv. Se romangenrer.

Se også fantasygenrer og science fiction-genrer.