Ordet 'eventyr' kommer af det latinske 'adventure', der betyder 'hvad der kan ske' eller 'hændelse'. Eventyr er en af de ældste former for opdigtede fortællinger.

Man skelner almindeligvis mellem to (tre) hovedgenrer, nemlig folkeeventyr, (bogeventyr, læs afsnit nedenfor) og kunsteventyr.

Følgende genretræk er typiske for både folkeeventyr og kunsteventyr:

• Tids- og stedsangivelser er flydende. Eventyret kan være foregået hvor som helst og når som helst. Dette gælder i udstrakt grad for folkeeventyrenes vedkommende og i mindre grad for kunsteventyrene.
• Eventyrets persongalleri består oftere af stiliserede typer end af individer. Dette gælder i højere grad for folkeeventyrene og de kunsteventyr, der er bearbejdede udgaver af folkeeventyr, end for de originale kunsteventyr.
• Eventyret er ofte bygget op efter nogle bestemte fortælleregler (også kaldet 'episke love'). Der sker dog flere og flere brud med disse regler, efterhånden som det skrevne eventyr overtager hovedrollen fra midten af 1800-tallet. Ikke mindst med H.C. Andersen i spidsen.
• Eventyret opererer uden for de almindelige naturlove i den forstand, at 'alt kan ske', 'alt er muligt'. Derfor oplever vi i rigt mål både feer, engle, trolde, alfer, nisser, kæmper og andre mærkelige og overnaturlige væsener, der kan trylle, udføre magiske handlinger eller på anden vis kan løse uløselige opgaver, fordi de besidder overmenneskelige evner.
• Eventyret er kronologisk opbygget, dvs. støt fremadskridende i tid uden tilbageblik til tidligere hændelser.
• Eventyret har en enstrenget handling, dvs. én hovedhandling med en bestemt hovedperson i fokus hele tiden.
• Eventyret er fantastisk. I modsætning til mange romaner og noveller, der beskriver realistiske handlingsforløb (i betydningen, at det fortalte faktisk godt kunne forestilles at være foregået i virkeligheden), - så er eventyret pr. definition urealistisk med dets magi og sære, uladsiggørlige hændelser. I modsætning til de genrer nogle kalder fantastisk litteratur og fantasy, er eventyret karakteriseret ved at foregå i en magisk verden, hvor magien ikke opfattes som urealistisk, men som naturlig. Eller man kan sige: I et eventyr er det fantasiske ikke fantastisk, idet det fantastiske opfattes som realistisk og muligt, som en naturlig del af eventyruniversets realitet, hvis sandsynlighed der ikke bliver stillet spørgsmåltegn ved.

Som præsten, historiefortælleren og tænkeren Johannes Møllehave forklarer i et essay med titlen Om gæstevenskab fra:

'(...) når eventyret begynder med de ord: Der var engang - så følger der gerne en fortælling om noget, der aldrig har været.

Det var en hemmelig aftale mellem den arabiske eventyrfortæller og hans tilhører, at 'Der var engang' betød: Nu kommer der en løgnehistorie.

På alle europæiske sprog har vi overtaget denne formel. På arabisk hedder den ka-ma-kan - og på arabisk betyder den der-var-engang-eller-også-er-det-løgn.

Det vil sige, at udtrykket er et signal om, at nu kommer der noget opdigtet.'

(Dette essay findes i Myrens fortællinger, red. Ingrid Wraa og Niels Dalager, Forlaget Myren, 1987).

Det er næsten magisk i sig selv at tænke på, at eventyrets magi aldrig kan være sket - og så sker det alligevel. Lige for øjnene af os. Som fx i dette uddrag af H.C. Andersens Rosen-Alfen fra 1842:

Midt i en Have voxede der et Rosentræ, der var ganske fuldt af Roser, og i en af disse, den smukkeste af dem alle, boede en Alf; han var saa lille bitte, at intet menneskeligt Øie kunde see ham; bag hvert Blad i Rosen havde han et Sovekammer; han var saa velskabt og deilig som noget Barn kunde være og havde Vinger fra Skuldrene lige ned til Fødderne. O, hvor der var en Duft i hans Værelser, og hvor Væggene vare klare og smukke! de vare jo de blegrøde fine Rosenblade...

Folkeeventyrets kendetegn er, at

• Det er en mundtlig fortælling, som bl.a. blev fortalt af omrejsende historiefortællere og som udviklede sig og forandrede sig, når det blev fortalt og genfortalt fra mund til mund. Fra begyndelsen af 1800-tallet er folkeeventyr også blevet skriftlige fortællinger (såkaldte bogeventyr), fordi de er blevet fortalt til og derefter skrevet ned (og af og til bearbejdet eller forsøgt genfortalt) af forskellige professionelle folkemindeforskere eller engagerede amatøreventyrindsamlere.
• Oprindelsesåret er ukendt. Ingen ved hvornår eventyret blev fortalt første gang.
• Forfatteren er ukendt. Ingen ved hvem der fandt på fortællingen første gang.
• Det oprindelige eventyr er ukendt. Ingen ved, hvordan det lød første gang det blev fortalt. Den udgave eller de udgaver af eventyret vi kender i dag har sandsynligvis været i mange menneskers 'munde' og har derfor forandret sig væsentligt.
• Det er bundet af en række fortælleregler, som delvist bestemmer dets opbygning og grundlæggende. En helt jordnær forklaring på, at disse regler blev fulgt, var ganske enkelt, at fortællingerne ikke blev skrevet ned, at de blev fortalt af fortællere, der ikke kunne hverken læse eller skrive. Fortællereglerne var eventyrfortællerens huskeseddel, en slags stikord eller disposition for eventyrets opbygning og indhold:
  • Han vidste, at eventyret jo skulle indledes og afsluttes på en nogenlunde bestemt måde,
  • Han vidste at der skulle være en helt og en skurk (så skulle han bare huske hvad helten hed eller hvad helten var),
  • Han vidste, at helten skulle igennem tre prøver eller at noget andet skulle ske tre gange, (så han skulle bare huske, hvad det var der skete den ene gang, og så, i nødstilfælde, selv digte 2. og 3. gang lidt værre eller lidt bedre) osv.

  To af de lettest genkendelige træk ved folkeeventyret er, at det indledes med 'Der var engang' og at dets slutning er lukket og lykkelig.

• Sproget er kollektivt (og ikke individuelt), dvs. at fortællingens sprog er det sammensatte resultat, der er kommet ud af at have været fortalt og bearbejdet af mange forskellige fortællere, et kollektiv (en gruppe) af fortællere gennem tiden.
• Sproget er relativt enkelt, dvs. i hovedsagen fx uden troper (billedsprog) og ironiske udtryk eller andre svære og flertydige sproglige udtryk, fordi eventyret skulle kunne forstås af jævne, ikke-uddannede mennesker. (De, der lyttede til fortælleren var stort set alle sammen analfabeter og fortalte en af dem historien videre, blev det sandsynligvis gjort i det jævne sprog genfortælleren selv kunne forstå og med anvendelse af et ordforråd, han selv kendte til).

Fra især begyndelsen af 1800-tallet er folkeeventyr også blevet skriftlige fortællinger. Disse kaldes bogeventyr, fordi de er blevet fortalt til, skrevet ned og efterfølgende genfortalt/gendigtet af forskellige professionelle folkemindeforskere eller engagerede amatøreventyrindsamlere.

Det er værd at være opmærksom på, at langt de fleste af de nedskrevne folkeeventyr ofte ligger relativt fjernt fra det oprindelige mundtligt fortalte folkeeventyr. Kun få af eventyrindsamlerne skrev de fortalte historier ned ord for ord. De fleste nøjedes med notater i stikordsform eller nedskrev slet ikke noget, da de fik eventyret fortalt. I praksis betød dette, at bogeventyrene blev formuleret ud fra indsamlerens ufuldstændige notater, som han mente at kunne huske historien - eller som han syntes historien burde fortælles. På en underside på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside findes en internetudgivelse af Svend Grundtvigs Danske Folkeeventyr fra hhv. 1876 og 1878, som er under ledelse af seniorforsker, dr.phil. Gustav Henningsen) står der:

Overalt viser det sig, at hvad man hidtil har antaget for mere eller mindre ægte folkeeventyr, er bearbejdelser, som befinder sig et sted midt imellem det mundtlige folkeeventyr og det litterære kunsteventyr.

Et bogeventyr kan således mest præcist defineres, som en navngiven genfortællers subjektive skriftlige genfortælling af:

• enten et folkeeventyr, han har fået fortalt af en navngiven mundtlig kilde
• eller et skriftligt genfortalt folkeeventyr, han har læst i en anden navngiven persons udgivelse.

Kunsteventyrets kendetegn er, at

• Det er en skriftlig fortælling. Ofte er en del af dem vi opfatter som kunsteventyr bearbejdede folkeeventyr.
• Oprindelsesåret er kendt. Det skrevne kunsteventyr er dateret til det år det er udgivet.
• Forfatteren er kendt. Navnet på forfatteren fremgår af udgivelsen.
• Det ofte afslører forbindelse til folkeeventyret, fordi dets opbygning og indhold er præget af de samme fortælleregler. Dog er det samtidig et kendetegn ved mange kunsteventyr, at de i udstrakt grad bryder med de traditionelle fortælleregler, bl.a. hvad angår indledning og afslutning. Vi kan læse mange kunsteventyr, der ikke indledes med ‘Der var engang...’ og som ikke har en lykkelig slutning, men enten en åben og tvetydig eller en lukket sørgelig slutning.
• Sproget er individuelt og personligt, dvs. at det kan genkendes som værende udført af en bestemt forfatter, hvis kendetegn er en særlig personlig ‘tone’, et særlig sproglig stil.
• Sproget er relativt komplekst, dvs. at der anvendes bestemte sproglige former og konstruktioner som afviger fra normalsproget eller som kræver særlige forudsætninger for at blive forstået efter hensigten, fx troper, ironi eller svære og flertydige sproglige udtryk.Det er værd at bemærke, at mange kunsteventyr faktisk kan betegnes som en slags folkeeventyr, fordi de er genfortællinger af folkeeventyr og således indeholder genkendelige træk fra denne genre, fx folkeeventyrets karakteristiske fortælleregler og formelsprog, dets typiske kongelige persongalleri (konger, dronninger, prinser og prinsesser) og trylleeventyrenes magi.

Det mest kendte og omfattende forsøg på at kategorisere eventyrene i undergenrer er foretaget i 1910 af den finske folkemindeforsker Antti Aarne (1867-1925) og senere suppleret i 1928 af den amerikaneren Stith Thompson (1885-1976) . Kataloget er blevet kaldt Aarne-Thompson-kataloget (AT-kataloget). AT-kataloget præsenterer 2500 kendte internationale eventyr, som bliver fordelt i 5 hovedgrupper:

1. Dyreeventyr
2. Skæmte- og anekdoteeventyr
3. Formeleventyr
4. Egentlige eventyr
5. Uklassificerede eventyr.

Dyreeventyr er korte, ofte en-episodiske, fortællinger, hvor dyr handler og snakker som mennesker. Dyreeventyr er ofte humoristiske, og parodierer (gør grin med) menneskelig adfærd. Denne undergenre er i slægt med fablen, som var udbredt både i Indien før vores tidsregning og i antikkens og middelalderens Europa. Flere fabler kan også have dannet udgangspunktet for en del af dyreeventyrene.

Skæmte- og anekdote-eventyr. Skæmt og humoristiske indslag er omdrejningspunktet i disse eventyr, og sandsynligvis har de ikke haft andre funktioner end at underholde. Skæmteeventyrene er en sammensat eventyrgruppe og kan deles ind i en række undergrupper. Molbohistorier er en sådan undergruppe. Det er eventyr eller anekdoter om folk, hvis adfærd og tankegang bryder med normal menneskelig adfærd og måde at tænke på. Sådanne fortællinger er som regel knyttet til mennesker fra et bestemt distrikt eller en bestemt landsby.

Formeleventyr. De fleste formeleventyr er en slags kædeeventyr i den forstand, at:

• enten gentages den samme begivenhed eller handling mange gange i let varieret udgave. Fx kan formlen i historien om, hvordan kornet (eller bønnerne) kom ind i sækken, sammenfattes på denne måde:
  Den sultne høg angriber hønsene, hønsene ormene, ormene stokken, stokken oksen, oksen løber hen til vandet, vandet kaster sig over ilden, ilden over jægeren, jægeren over ulven, ulven over geden, geden over pilegrenen, pilegrenen over katten, katten over musen, musen over kornet; - og så går kornet 'whoosh whoosh' ind i sækken.
• eller også udgøres 'kæden' af sproglige remser, der bliver længere og længere for hver lille handlingssekvens. Disse eventyr kaldes også remseeventyr.

En tredje slags formeleventyr kaldes på amerikansk catch tales. Det er ganske korte fortællinger, hvor fortælleren ofte afslutter historien ved at stille tilhøreren et spidsfindigt spørgsmål. Fx historien om manden, der ryger en cigar i toget; cigaren falder ud af toget; mandens hund hopper ud efter den; hunden ankommer til stationen lidt senere...

- Hvad tror du hunden havde i sin mund?
- Cigaren?
- Nej, sin tunge!

Egentlige eventyr

Under denne hovedgruppe hører:

1. Undereventyr eller trylleeventyr er lange flerepisodiske eventyr, som foregår i en magisk og underfuld verden. Undereventyrenes persongalleri består af mennesker såvel som vetter, trolde og mennesker omskabt til dyr. Helten eller heltinden fører en strid mod en eller flere overnaturlige modstandere, ofte hjulpet af medhjælpere, der har magiske kræfter eller af magiske hjælpemidler. Hovedpersonen bliver som regel sat på mange prøvelser, og må forsøge at klare tilsyneladende uløselige opgaver.
2. Novelleeventyr er lange og flerepisodiske eventyr, der ligger tæt på noget realistisk muligt, altså uden så mange overnaturlige eller magiske indslag som fx undereventyrene, som de ellers ligner.
3. Religiøse eventyr eller legendeeventyr er eventyr med religiøse og opbyggelige (opdragende) motiver. Legendeeventyrene har et religiøst indhold og har gerne et klart moralsk budskab. Hovedpersonerne i legendeeventyrene er ofte centrale bibelske skikkelser som Vorherre, Jesus, apostelen Peter og jomfru Maria. Hovedpersonerne vandrer rundt på jorden inkognito (dvs. forklædte for ikke at afsløre, hvem de virkelig er) og aflægger forskellige mennesker besøg.
4. Eventyr om dumme trolde og andre væsener. Sådanne eventyr kan handle om almindelige menneskers dumhed, fx eventyret om bonden, der har hyret en person til at vogte sine grise. Denne person viser sig imidlertid at være en lurendrejer, der dræber grisene og sælger dem. Grisehalerne stikker han i jorden. Bonden trækker halerne op og er overbevist om, at grisene er flygtet ned under jorden. Men de fleste af eventyrene om dumme trolde og andre væsner handler om et, oftest, ondsindet væsen af en slags, fx kæmper, trolde eller andre uhyrer (udyr).

Uklassificerede eventyr. Eventyr, som ikke kan indpasses i den klassificering (genreinddeling), som nævnes ovenfor.

Fabel

Endelig er der genren 'fabel', som også kan kategoriseres som en slags eventyr:

På latin betyder 'fabel' egentlig 'fortælling', og begrebet anvendes da også i denne brede betydning, altså som en betegnelse for selve indholdet/handlingen i en roman, et skuespil mv.

Udtrykket 'fabel' anvendes dog oftest om en særlig genre, der er kendetegnet ved at være en kort, ofte moralsk belærende eller satirisk fortælling, hvor dyr, planter eller ting er besjælede, dvs. tillagt menneskelige egenskaber. Ofte taler man om fabler, når det er dyr (eller planter), der levendegøres, og om tingseventyr, når det er døde objekter (ting), der gøres levende.