Ordet 'roman' kommer af udtrykket 'lingua romana', der betyder folkesprog (som var betegnelsen for sprog, der taltes af den brede befolkning i modsætning til fx latin).

En roman kan defineres som en fiktionsprosatekst af større omfang, der handler om mindst én, men som regel flere personer, som man følger over et længere tidsforløb. Personerne er ofte skildret ret udførligt og befinder sig i skiftende miljøer. Handlingen har almindeligvis en hovedhandling som centrum, men rummer tit flere handlingsforløb, der indbyrdes er bundet sammen af en særlig konflikt.

Allerede 1500 år f.v.t. kendes romanlignende fortællinger fra Ægypten.

Nedenfor defineres - i alfabetisk orden - følgende undergenrer for hovedgenren roman: Afviklingsroman, autofiktion, billedroman, biografi, brevroman, dagbogsroman, dannelsesroman, dokumentarfiktion, eksistentiel roman, encyklopædisk roman, erindringsroman, fantastisk roman, filosofisk roman, genreroman, gotisk roman, gyserhistorie, historisk roman, knaldroman, kollektivroman, kontrafaktisk roman, kriminalroman, netværksroman, nouveau roman, nøgleroman, optisk roman, pikaresk roman, psykologisk roman, punktroman, realistisk roman, reportageroman, romance, selvbiografi, socialrealistisk roman, spionroman, spændingslitteratur, udviklingsroman og viktoriansk roman.

Afviklingsroman: Peter Simonsen, professor i europæisk litteratur og forskningsleder ved Institut for Kulturvidenskab, Syddansk Universitet, definerer genren afviklingsroman på denne måde:

Det er en romanform, som udgør en pendant til den kendte udviklingsromangenre. Hvor udviklingsromanen tager den unge helt ind i samfundet for at finde sig selv og sin sociale rolle, tager afviklingsromanen den gamle helt ud af sociale sammenhænge og hen mod døden og tabet af selvet.

Fra artiklen "En litterær epidemi" på dm.dk (Dansk Magisterforenings hjemmeside) d. 29. nov. 2016.

Se også dannelses- og udviklingsroman nedenfor.

Autofiktion: Auto betyder 'selv' og fiktion betyder 'opdigtet. Så én måde at definere dette genrebegreb er, som Poul Behrent gør, at førend man kan tale om autofiktion, skal følgende konkrete betingelser være opfyldte fra forfatterens side:

1. der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter
2. der skal uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen roman (som indikerer, at det fortalte er opdigtet).

Selv om fortællingens forfatter og hovedperson altså optræder som den samme (bl.a. fordi de har samme navn), så er meget eller det meste af det fortalte indhold fiktion (opdigtet).

Der er dog nogen forvirring om definitionen af genrebetegnelsen autofiktion, fordi forskellige skribenter har anvendt det i forskellig betydning. Bl.a. går uenigheden på, hvor 'meget' af en autofiktiv fortælling, der skal være 'auto' i betydningen autentisk, og hvor meget der skal være opdigtet, for at man kan kalde den autofiktion.

Læs eventuelt artiklen "Nøgen nedad Ballerup Boulevard: Autofiktion, ærlighed og etik" af Stefan Kjerkegaard, Aarhus Universitet på litteratursiden.dk, d. 11. marts 2019.

Læs leksikonopslag om autofiktion.

Billedroman: En billedroman er en roman med så mange billeder, at man kan tale om en relativt ligelig vægtning af skriftlig tekst og billedmateriale.

Der findes tre typer af billedromaner:

1. Billedromaner for voksne, også kaldet grafiske romaner (eller på engelsk: 'grafic novels'). Billedromaner for voksne er ofte en slags tegneserieromaner, dvs., at deres kendetegn er at være (relativt lange) fortællinger bestående af sekventielle tegninger med tekst - henvendt til et voksent publikum.

   Sådanne billedromaner kendes allerede fra 1960'erne i USA og Europa. Også i Danmark blev omkring det tidspunkt udgivet enkelte billedromaner, fx Dea Trier Mørchs 'Lad ikke Upper Clyde synke' fra 1973.

   Fra sidst i 1990'erne og frem er der udgivet mange af den slags billedromaner, der henvender sig til voksne, der ellers ikke normalt læser tegneserier. Fx:

   • Perpolis (1999) af den iransk-fødte forfatter Marjane Satrapis, der handler om hendes personlige erindringer fra Iran på godt og ondt (1999).
   • Det der går forud (2000) af Thomas Thorhauge om tre mennesker, hvis skæbner knyttes sammen af deres fælles søgen efter identitet og mening i tilværelsen.
   • Berlin - En by af sten (på dansk 2005) af amerikaneren Jason Lutes, en historisk tegneserieroman om Tyskland i 1920'erne .
   • Sortmund (2006) på 300 sider af Allan Haverholm om særlingen Manne Svarts.

   Af nyere grafiske romaner er bl.a. udkommet:

   • Zenobia (2016) af Morten Dürr. Om den syriske pige Amina, en grafisk fortælling for unge og voksne om krigens tragiske følger for uskyldige ofre.
   • Dansker-trilogien (2017) af Halfdan Pisket. I tre bind, ’Desertør’, ’Kakerlak’ og ’Dansker’, fortæller forfatteren sin far. Faren James Pisket er en mand, der har mistet det meste. Fra ungdommens tab af vennen og familien til livet som gæstearbejder og kriminel i Danmark.
   • Alena (2017) af Kim W. Andersson. En tegneserie om vold og mobning på en kostskole, hvor mobningen eskalerer til frygtelige handlinger.
   • Sådan overlever du livet (2018) af Maren Uthaug. 100 gode politisk ukorrekte råd til nutidens unge.
   • Fuglemanden (2018) af Sarah Engell og og Lilian Brøgger. Grafiske roman om angst og psykisk sygdom.
   • Skamlebben (2018) af Anne Mette Kærulf Lorentzen. Autofiktiv tegneserie om at springe ud som homo med forsinkelse.
   • Shingal (2019) af forfatter Tore Rørbæk og tegner Mikkel Sommer. Romanen handler om folkemordet på den religiøse minoritet ezidierne (yazidierne), som fandt sted i august 2014 i Irak.
   • Du er her ikke (2019) af Mette Bystrup, en grafisk roman om det svære ved at være tvilling og om en eksistentiel ensomhed, der ikke kun handler om savn og distance til en tvilling.
   • Terror på hjernen (2019) af Jakob Albrethsen, et langt digt i billeder om terror og nyhedsstrømme.
   • Ivalu (2019) af Morten Dürr og Lars Horneman. En fortælling om incest og misbrug i en lille grønlandsk bygd.
   • Reservat (2019) af Dennis Gade Kofod og Emil Friis Ernst. En dystopisk, surrealistisk science fiction om en ødelagt klode.
   • I'm every woman (2019) af Liv Strömquist. Graphic novel om en række undertrykte kvinder gennem historien.
   • Death Save (2019) af Rune Ryberg. Tegneserie om venskab, kærlighed, flippermaskiner og den svære overgang til voksenlivet.

2. Billedromaner på 50-80 sider henvendt til et yngre publikum. Ofte udgives sådanne værker med det specifikke formål at fremme børns evne og lyst til at læse.

   Dansklærerforeningen har fra begyndelsen af 2000 introduceret billedromaner på det danske marked rettet mod folkeskolens mellemtrin, dvs. børn i 3.-6.klasse - ikke mindst drenge.

   Konceptet for disse billedromaner er, at der i værkerne skal være et begrænset antal tekstlinjer på et begrænset antal sider - og mange billeder/illustrationer.

   Typisk er disse billedromaners fortællinger spændingsmættede og actionprægede - ofte med elementer af gys og humor.

   Eksempler på billedromaner for børn:

   • Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig) - Tekst: Hanne Kvist. Illustrationer: Cato Thau-Jensen (2004).
   • Kevins hus - Tekst: Katrine Marie Guldager. Illustrationer: Claus Rye Schierbeck (2004).
   • Mars er for tabere - Tekst: Lars Bukdahl. Illustrationer: Morten Voigt (2004).
   • Alamo - Tekst: Jesper Wung-Sung. Illustrationer: Rasmus Bregnhøi (2005).
   • Benni Båt - Tekst: Oscar K. Illustrationer: Dorte Karrebæk (2005).
   • Emmely M - Tekst: Dorte Karrebæk. Illustrationer: Otto Dickmeiss (2005).
   • På jagt - Tekst: Pia Juul. Illustrationer: Rasmus Bregnhøi (2005).
   • Sprint - Tekst: Trine Andersen. Illustrationer: Mads Themberg (2005).
   • Engelbert H og den sidste chance - Tekst: Kim Fupz Aakeson. Illustrationer: Per Dybvig (2006).
   • Shawarmarama - Tekst: Jeff Matthews. Illustrationer: Ulrik Shot (2006).
   • Virus - Tekst: Martin Glaz Serup. Illustrationer: Morten Voigt (2006).
   • Sisdæ sjangsæ - Tekst: Kenneth Bøgh Andersen. Illustrationer: Mårdøn Smet (2007).
   • Værelse uden nøgle - Tekst: Christina Hesselholdt. Illustrationer: Mads Themberg (2009).
   • Grotten - Tekst: Christina Hesselholdt. Illustrationer: Rasmus Jensen (2010).
   • Møgungen - Tekst: Mette Hegnhøj Mortensen. Illustrationer: Lars Vegas (2010).

   Af nyere billedromaner kan nævnes:

   • Mit mareridt - Tekst: Bo Hr. Hansen. Illustrationer: Maria Buchmann (2017).
   • Abraham og Isak ... og hvad videre hændte - Tekst: Kim Fupz Aakeson. Illustrationer: Mette Marcussen (2017).
   • Mig Mona altid i træsko (røde) - Tekst: Mette Hegnhøj. Illustrationer: Josefine Blom (2019).
   • Min øjesten - Tekst: Merete Pryds Helle. Illustrationer: Helle Vibeke Jensen (2019).
   • Man begraver de døde - Tekst og illustrationer: Dorte Karrebæk (2019).
   • De tre små kinesere - Tekst: Jesper Wung-Sung. Illustrationer: Otto Dickmeiss (2019).
   • Klub Solskov - Tekst: Mette Vedsø. Illustrationer: Line Lisberg Refstrup (2020).

   Nogle af de relativt korte billedromaner for en yngre målgruppe omtales i artiklen "Billeder at læse med - Om billedromanen som ny genre" af Stine Reinholdt Hansen i Børnelitteratur i tiden - Om danske børne- og ungdomsbøger i 2000'erne af Anne Mørch-Hansen 2006.

3. Bøger af billedkunstnere, der sammensætter en række billedværker i en bog (som digte i en digtsamling), der tilsammen udgør en slags fortælling (P.S.: Denne slags 'billedromaner' afviger fra de to førstnævnte typer, idet billeddelen er den klart mest dominerende). Af sådanne billedromaner kan fx nævnes:
   • 'Landskaberne' af Per Kirkeby (1969).
   • 'Jeg har ikke lukket et øje - En billedroman' af Jytte Rex (1978). En selvbiografisk bog, der mest består af forskellige fotos, tegninger, skitser, collager, men dog også en del tekst, bl.a. dagbogsagtige notater.
   • 'Bogen om Bellis - En billedroman' af Jørgen Boberg (1990). En erotisk billedfortælling.

Biografi: Forfatteren skriver en levnedsbeskrivelse om et andet menneskes liv.

Brevroman: En roman, hvis handling gengives i form af breve. De opdigtede breve er ofte skrevet af samme person, men kan også være skrevet af forskellige. Brevromanen giver særlig mulighed for psykologisk indsigt i de brevskrivendes følelser og tanker, da der jo er indre synsvinkel i den person, der skal forestille at skrive brevet.

Dagbogsroman: En roman, der er opbygget som en dagbog, eller som i væsentligt omfang anvender dagbogsoptegnelser som virkemiddel. Selv om dagbogsgenren som sagtekst i nogle tilfælde er kendetegnet ved at være beskrivende registreringer af, hvad der er hændt på bestemte tidspunkter, er det mere typisk for dagbogsromanen, at den kan opfattes som en psykologisk tekst, dvs. en tekst, hvor der er fokus på en persons (i dette tilfælde dagbogskriverens) tanker, følelser og indre personlige konflikter.

Eksempler fra dansk litteratur på dagbogsromaner er bl.a. N.F.S. Grundtvig (1783-1872): Den omarbejdede Dagbog (1802-4), St.St. Blicher (1782-1848): Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), Søren Kierkegaard (1813-1855): Forførerens dagbog (1843), Henrik Pontoppidan (1857-1943): Den Gamle Adam (1894), August Strindberg (1849-1912): Inferno (1897), flere værker af Karin Michaëlis (1872 - 1950) fx Barnet (1902), Martin A. Hansen (1909-1955): Løgneren (1950) og nyere dagbogsromaner som fx Thomas Dinesen (Karen Blixens bror, f. 1892): Anne Margrethe - dage og nætter i oldemors liv (1976), Ester Bock (f. 1936): En ganske almindelig kvinde (1981), Rolf Gjedsted (f. 1947): Dage i sammenstyrtede huse - en dagbogsroman (1978), Krista Louise Jørgensen (f. 1928): Løbesod og diamanter - dagbogsroman om at blive gammel (1995), Niels Skovgaard (f. 1945): Unge år - en dagbog fra 60'erne (1998) og Iselin C. Hermann (f. 1959): Dampe (2003).

Dannelsesroman: I dannelsesromanen beskrives en helts (eller en heltindes) livsforløb fra barn, over ung til voksen, moden person. Heltens udviklingsforløb følger typisk en bevægelse fra hjemme/harmoni over ude/hjemløs/disharmoni til hjemme igen/ny harmoni.

Dannelsesromanen fremstiller et menneskes udvikling i modgang og medgang og individets konfliktfyldte møde med samfundet. Denne proces ender som regel med, og her adskiller dannelsesromanen sig fra udviklingsromanen (se nedenfor), at hovedpersonen affinder sig med samfundets krav og forsoner sig med sin skæbne, accepterer sin plads og sin rolle (tilværelsen er i ligevægt igen), hvorefter der således er banet vej for, at han kan vende hjem. Han er blevet modnet af livserfaringerne på godt og ondt og er nu et anderledes, dannet og ansvarsfuldt menneske.

Dannelsesromanen er barn af romantikken, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at hovedpersonen er styret af en indre magt, der er bestemt på forhånd af en metafysisk/åndelig kraft, af skæbnen.

Dannelsesromanen blev som genre særligt populær i 1800-tallet med Johann Wolfgang Goethes (1749-1832) Wilhelm Meisters Læreår (1795-96). Andre eksempler på dannelsesromaner er H.C. Andersen (1805-75): At være eller ikke være, (1857), Meir Aron Gold Goldschmidt (1819-87): Arvingen, (1865) eller hans roman Hjemløs (1857) og Hans Egede Schack (1820-1859): Phantasterne, (1857).

I 1900-tallet er der også skrevet mange romaner, som kan karakteriseres som dannelsesromaner, ikke mindst inden for den triviallitterære genre.

Dokumentarfiktion: En dokumentarroman (eller en dokumentarnovelle) er kendetegnet ved at være en blanding af virkeligt 'stof' i form af fx historiske eller nutidige dokumenter, interviews med virkelige personer mv. og opdigtet materiale. Det dokumentariske materiale er bearbejdet relativt frit, det indeholder ofte både opdigtede tilføjelser og i fremstillingen anvendes fortælletekniske og sproglige virkemidler kendt fra fiktionen.

En dokumentarroman er en del af den litterære strømning, der kaldes dokumentarismen (en gren af naturalismen). Dokumentarismen har rødder tilbage til 1860'erne, hvor brødrene Edmont (1822-1896) og Jules Huot de Goncourt (1830-1870) bl.a. skrev deres dokumentarroman om kærlighed Germinie Lacerteux (1864).

I 1960'erne fik dokumentarismen en renæssance i Danmark, fx repræsenteret ved forfatteren Thorkild Hansen (1927-1989), der bl.a. skrev Det lykkelige Arabien - En dansk ekspedition 1761-67 (1962), Jens Munk (1965) og henholdsvis Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer i 1967, 1968 og 1970.

Nu om dage udkommer også mange romaner og noveller, der må kategoriseres som dokumentarromaner eller dokumentarnoveller. Fx triviallitterære noveller fra magasinet Det Bedste udgivet af The Readers Digest Association og Aschehoug Dansk Forlag A/S.

Eksempelvis er romanen Sibel af Elisabet Svane (f. 1962) i samarbejde med Sibel Sahin (hovedpersonen selv), Ekstra Bladets forlag, 2002, der handler om en tyrkisk piges liv klemt inde mellem to fundamentalt forskellige kulturer, også en dokumentarroman.

Eksistentiel roman: Man kan bestemme en tekst (fx en roman eller novelle) som eksistentiel, hvis den handler om eksistentielle spørgsmål, dvs. almene forhold, der vedrører væsentlige sider af den menneskelige tilværelse, af den menneskelige eksistens. I den eksistentielle roman reflekteres således over et eller flere af følgende almenmenneskelige eksistens-spørgsmål:

• Hvem er jeg? (identitet)
• Hvor hører jeg til? (socialt tilhørsforhold, i det hele taget relationer mellem mennesker)
• Hvorfor er jeg til? (meningen med livet)
• Hvad er jeg? (god eller ond, et godt eller dårligt menneske)
• Hvornår er jeg ikke mere og hvad sker der så? (liv og død og 'livet' efter døden).

Encyklopædisk roman: 'Encyklios' betyder cirkulær og 'pædi', der er afledt af 'paideia' og betyder undervisning, instruktion eller vejledning.

Encyklopædi betyder således undervisning, instruktion eller vejledning 'hele vejen rundt', dvs. undervisning i alle de fagområder, der eksisterer (om alt det, mennesket ved).

Ofte bruges betegnelsen encyklopædi om et omfattende leksikalsk værk, der indeholder artikler om stort set alle fagområder.

Man kan også bruge udtrykket 'encyklopædi' om mere fagligt afgrænsede værker, hvis de indeholder omfattende viden om et særligt fagområde og er struktureret i alfabetisk orden eller karakteristisk ved en anden form for gennemgående systematisk opstilling.

Man kan, populært sagt, definere en encyklopædisk roman eller anden opdigtet genre, der er skrevet i encyklopædisk stil som 'leksikon-agtig', dvs. at dens kendetegn er:

• At være systematisk opbygget som et leksikon. Fx som Simon Fruelunds (f. 1966) Borgerligt tusmørke (2006), der består af en lille tekst for hver af de 86 lejelejligheder i et højhus på den opdigtede gade Dantes Allé.
• At fremstille (noget af) det fortalte på en tilsyneladende nøgtern, objektiv og videnskabelig måde, som om det opdigtede var ikke-opdigtet, som om fiktionsprosateksten var en sagprosatekst, eller helt konkret som om afsnit i den encyklopædiske opdigtede tekst var hentet fra et leksikon eller en videnskabelig afhandling/artikel. Fx som i romanen Livet en brugsanvisning, 1999 (1978), hvor forfatteren Georges Perec (1936-1982) i kapitel 9 (IX) med titlen Pigekamre, 3 skriver til sidst (s. 52):

Hutting og Altamont'erne er nære venner og maleren har lånt dem sine tjenestefolk som serveringshjælp ved den årlige reception som Altamont-parret holder i aften i deres store lejlighed på anden sal til højre, lige under Bartlebooths. Det gør han hvert år, og Altamont-parret gengælder det ved de ofte overdådige fester maleren næsten hvert eneste kvartal holder i sit atelier.

HVIS DE VIL HAVE MERE AT VIDE:

J. BOSSEUR: Les Sculptures de Franz Hutting, Galerie Maillard, Paris, 1965.B. JACQUET: Hutting ou de l'Angoisse, Forum, 1967:7.
F. HUTTING: Manifeste du Mineral Art, Galerie 9+3, Bruxelles, 1968.F. HUTTING: Of Stones and Men, Urbana Museum of Fine Arts, 1970.
E. NAHUM: Towards a Planetary Consciousness: Grillner, Hagiwara, Hutting, i S. Gogolak (red.): An Anthology of Neo-creative Painting, Markham and Coolidge, Los Angeles, 1974.E. NAHUM: Les Brumes de l'Etant. Essai sur la Peinture de Franz Hutting, XYZ, Paris, 1974.
A. de XERTIGNY: Hutting portraitiste, Cahiers de l'art nouveau, Montreal, 1975:3.

Eller som i Michael Larsens (f. 1961) thriller Slangen i Sydney (1997). Fortællingens hovedperson er en medicinsk forsker, som er ekspert i slangegifte. Handlingen foregår i Australien, og som i et populærvidenskabeligt leksikon informeres om og diskuteres kulturhistoriske og naturvidenskabelige emner og problemstillinger:

Simon fortalte hende engang, hvordan allerede Aristoteles 300 år f.Kr. var klar over, at jorden var rund. Fra Athen kunne han ikke se stjernen Canopus på sydhimlen, men det kunne han, når han drog længere sydpå til Alexandria i Egypten. Han vidste også, at den buede slagskygge, som jorden kastede på månen under måneformørkelser, var et synligt bevis for hans antagelse. Men hos mange folkeslag har måneformørkelser været tolket som om en kosmisk slange spiser månen. Så sent som i 1972 omkom 2 og 85 blev såret, da cambodianske soldater åbnede ild mod slangen. (s. 240).

• At være encyklopædisk i betydningen fagligt bredtfavnende, som fx Erik Fosnes Hansens roman Beretninger om Beskyttelse I (1998), der foregår i Norge i 1997, på en ø nord for Gotland anno 1897, i Rom Anno Domini 1497 og i Afrika i 1937. Heri belæres læseren bl.a. om farologi (læren om fyrtårne), entomologi (læren om insekter), kaosteori, biavl, geologi (læren om jordklodens sammensætning, bygning og historie), ægtempera (farver, der er fremstillet ved, at farvepigmenter blandes med rå æg og linolie) i senmiddelalderen, statistikker over hundebid i New York i 1950'erne mv.

Erindringsroman: Erindringsroman eller 'erindringsbog' er en prosatekst, hvor forfatteren skriver om i sit eget liv, om særlige begivenheder og personer, der har betydet noget for ham. Egentlig er en erindringsroman en sagprosagenre, fordi den må formodes at handle om virkelige forhold. I analysesammenhæng vil det imidlertid være oplagt at betragte værket som om det var en opdigtet tekst. For i langt de fleste tilfælde vil erindringsromanen, både hvad plot, opbygning (komposition) og sproglige forhold angår, være kendetegnet ved at ligne fiktionsprosa til forveksling. Det er, i udstrakt grad, de samme virkemidler der bruges, den samme stil.

Genrebetegnelsen 'erindringsroman' eller 'erindringsbog' bruges sædvanligvis synonymt med genrebetegnelserne memoirer og selvbiografi.

Fantastisk roman: Begrebet 'fantastisk tekst' (fx en fantastisk roman eller novelle) kan opfattes som modsætning til begrebet 'realistisk tekst' (se nedenfor). Ud fra en sådan synsvinkel kan en fantastisk tekst defineres som en skildring af en opdigtet virkelighed, der indeholder elementer eller situationer, der ikke er genkendelige i forhold til den autentiske virkelighed, og/eller som sandsynligvis ikke vil kunne ske i virkeligheden. Den fantastiske tekst er således en, der indeholder overnaturlige og urealistiske elementer, det uforklarlige og miraklet er muligt, og naturens love kan brydes.

Den bulgarske litteraturteoretiker Tzvetan Todorov (f. 1939) har defineret 'det fantastiske' som et særligt kendetegnende træk ved en del tekster fra især 1700- og 1800-tallet i sin bog Den fantastiske litteratur - en indføring af Jan Gejel (1989/1970).

Den fantastiske litteratur er, ifølge Todorov, kendetegnet ved at opfylde tre betingelser:

1. Læseren vakler mellem en naturlig og en overnaturlig forklaring på de beskrevne hændelser.
2. Ofte oplever personerne i fortællingen samme tøven (vaklen) i forhold til, hvorvidt de beskrevne hændelser er naturlige eller overnaturlige.
3. Læseren 'bortforklarer' ikke uforklarlige, overnaturlige mv. hændelser som nogle, der skal forstås i en anden, en overført betydning.

For Todorov befinder 'det fantastiske' sig lige midt imellem:

• Det fantastiske uhyggelige, der er kendetegnet ved, at hændelser, der forekommer overnaturlige i løbet af historien, finder i denne genre til slut en rationel forklaring. (s. 45 i den danske oversættelse) og
• Det fantastiske vidunderlige, dvs. den klasse af fortællinger, der fremstår som fantastiske, og som ender med en accept af det overnaturlige. (ibid s. 51).

De fleste litteraturforskere bruger ikke begrebet 'fantastisk tekst' i overensstemmelse med Todorovs definition. Det mest almindelige er, at 'fantastisk tekst' (også kaldet 'fantastisk fortælling') og 'fantasy' bliver brugt i samme betydning.

I visse faglitterære værker opfattes 'fantastisk litteratur' som en overordnet genrebetegnelse for alle slags tekster, der har det eventyrlige, overnaturlige eller magiske univers til fælles. Genrer som fantasy, science fiction, science fantasy, horror (se thriller) mv. opfattes her som undergenrer (subgenrer) til den fantasiske fortælling (fx af Niels Dalgaard i kapitlet Fantastisk litteratur - Forsøg på en teoretisk afklaring i På fantasiens Vinger - Om fantastisk litteratur for børn og unge (2002)).

Adjunkt ved Center for Børnelitteratur Anna Karlskov Skyggebjerg inddeler fantastisk litteratur (for børn) i to hovedkategorier (i bogen Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur 1967-2003, Roskilde Universitetsforlag 2005):

• Den sprogorienterede genre, dvs. de fantastiske værker, der vægter humoristisk og nonsenspræget leg med ord. Den sprogorienterede genre er især optaget af måden, der fortælles på. Andre karakteristika er åbenlyse fortællerkommentarer, der gør opmærksom på, at det fantastiske er opdigtet, udbredt intertekstuelle referencer, dvs. at der ofte genbruges sproglige vendinger, personer, motiver, plots mv. fra andre litterære eller kunstneriske værker i det hele taget.
  Skyggebjerg nævner, som børnelitterære eksempler på denne genre, bl.a. Alice i Eventyrland (originaltitel: Alice's Adventures in Wonderland 1865) af Lewis Caroll (1832-1898), Benny Andersens (1929-2018) Snøvsen-bøger (Snøvsen og Eigil og katten i sækken (1967), Snøvsen på sommerferie (1970), Snøvsen og Snøvsine (1972) og Snøvsen hopper hjemmefra (1984)), Ole Lund Kirkegaards (1940-1979) Lille Virgil (1967), Louis Jensen (f. 1943) Den frygtelige hånd (2001) og Knud Holtens (f. 1945) serie om Alex på eventyr ('Spejl-ørkenens gåde' (1982), Drømmenes hersker (1983), Rosa Fantomas hævn (1985), Åndemanernes planet (1986), Fu Ling's testamente (1994), Flamme-øglens tåre (1999)).
• Den indholdsorienterede genre, hvor selve historien er i fokus. Den indholdsorienterede genre er ikke så optaget af måden, der fortælles på, men af selve det, der fortælles. Denne genre er desuden typisk ved at ville gøre det magiske univers så troværdigt som muligt. Indholdsmæssigt er der desuden ofte et tydeligt moralsk budskab om, at menneskelig godhed, tapperhed, kærlighed, storsind, troskab mv. vinder over ondskab, fejhed, hævngerrighed, grådighed, utroskab mv.
  Skyggebjerg nævner følgende værker som typiske repræsentanter for den indholdsorienterede genre: Bjarne Reuters (f. 1950) Shamran (1985), Lene Kaaberbøls (f. 1960) Skammer-serie (Skammerens datter (2000), Skammertegnet (2001), Slangens gave (2001) og Skammerkrigen (2003)) og Cecilie Ekens Valravnen (2003).

Skyggebjerg gør opmærksom på, at grænserne mellem de to hovedkategorier er flydende, og at en del fantastiske fortællinger både kan siges at være sprogorienterede og indholdsorienterede.

Litterære eksempler på fantastiske romaner er i øvrigt E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) Nussknacker und Mausekönig, 1816 (på dansk: Nøddeknækkeren og musekongen), Aleksandr Pusjkin (1799-1837) Spader Dame, 1834, Edgar Allen Poe (1809-1849): Ned i Malstrømmen, 1841, Henry James (1843-1916): Skruen strammes, 1898. I det 20. århundrede har Franz Kafka (1883-1924), Jorge (eller José) Borges (1899-1986), Júlio Cortázar (1914-1984) og Italo Calvino (1923-1985) skrevet fantastiske fortællinger.

Vi kan også møde den fantastiske litteratur i en del tekster af danske forfattere som fx Cecil Bødker (1927-2020), Poul Vad (1927-2003), Maria Giacobbe (f. 1928), Svend Åge Madsen (f. 1939), Dorrit Willumsen (f. 1940), Marianne Larsen (f. 1942), Ib Michael (f. 1945), Charlotte Weitze (f. 1974) og flere andre.

Filosofisk roman: Betegnelsen 'filosofisk roman' er ikke en genrebetegnelse, der bruges så ofte i forbindelse med skønlitteratur, men den anvendes dog i nogle sammenhænge: Fx kalder Kai Friis Møller (1888-1960) i et efterskrift til Gullivers Rejse (af Jonathan Swift ((1667-1745), oversat af H.C. Huus, Lademann 1972 (1726)) denne roman for en 'filosofisk roman'.

Begrebet 'filosofi' betyder læren om sjælelivet eller måske bedre: Læren om tilværelsens inderste natur og væsen. En filosofisk roman kan således defineres som en roman, der på en eller anden måde handler om/reflekterer over tilværelsens inderste natur og væsen. I en filosofisk roman filosoferes altså over eksistentielle spørgsmål som: Hvad er meningen egentlig med tilværelsen? Hvorfor er vi mennesker sat her på jorden? Hvad ville der ske, hvad ville vi gøre, hvis ...? Og lignende.

En sådan tekst vil andre kalde en eksistentiel roman (se ovenfor).

Genreroman: Genreromaner eller eller genrelitteratur er en betegnelse for litteratur, der eksemplarisk, både hvad angår indhold og virkemidler holder sig til de konventioner, de grundlæggende genretræk, der kendetegner en given genre. Genrelitteratur kan opfattes som en litterær tekst, der åbenlyst synliggør og anerkender sit tilhørsforhold til en bestemt genre, og som dermed også imødekommer tilskuerens forventninger til genren. Det gælder fx genrer som detektivfortællinger, politiromaner, spionromaner, thrillere mv.

Gotisk roman: Gotisk litteratur er fortællinger, der ofte foregår i middelalderlige miljøer som klostre og slotte, og hvor der er en speciel 'atmosfære af galskab, overtro, vildskab, det makabre, rædselsvækkende og tungsindige', fx Frankenstein fra 1897 af Mary Shelley (1797-1851) og Dracula fra samme år af Bram Stoker (1847-1912).

Nyere litteratur med gotiske træk kaldes nygotik. Det er ikke ualmindeligt i modernistiske forfatteres værker.

Den gotiske litteratur er en betegnelse, der også dækker de fortællinger, der af og til benævnes 'skræk-litteratur', 'gyserhistorier' og/eller 'thrillere'.

Gyserhistorie: En gyserhistorie (også kaldet 'gyser' eller 'thriller') er en fortælling i roman-, novelle- eller filmisk udgave, hvis væsentligste kendetegn er, at læserens følelser af skræk og uhygge vækkes og fastholdes, fordi handlingen bygger på uhyggelige og gruopvækkende hændelser. Ofte skabes uhyggen på baggrund af fantastiske og overnaturlige hændelser.

Historisk roman: En roman, hvis handling skal forestille at foregå i en bestemt historisk periode, som ligger før det tidspunkt, forfatteren har skrevet på. Den historiske roman er i princippet fiktiv (opdigtet), men mange forfattere af historiske romaner bestræber sig ofte på at indfange den historiske periodes tidsånd ved bl.a. at lade detaljerede og autentiske (dvs. virkelig hændte) beskrivelser af personer og/eller begivenheder indgå i fortællingen.

Knaldroman: En trivialroman, hvis medrivende handling først og fremmest kan siges at have underholdningsmæssige kvaliteter og kun i begrænset omfang egentlige skønlitterære kvaliteter. Det kan fx være visse kriminalromaner, westernromaner, kærlighedsromaner mv. Kaldes også en kolportageroman.

Kollektivroman: En kollektivromans særlige kendetegn er, at dens fortælling ikke har én hovedperson, men derimod en gruppe af mennesker som hovedpersoner.

Hvor dannelsesromanen og udviklingsromanen som regel sætter fokus på et enkelt individs udvikling, skildrer kollektivromanen et fællesskabs (= et kollektivs) udvikling - på godt og ondt.

Kontrafaktisk roman: 'Kontra' betyder 'imod' eller 'modsat'. En kontrafaktisk roman er en, hvor forfatteren fosøger at digte sig frem til mulige svar på spørgsmålet: HVAD NU HVIS... der var sket noget andet eller det direkte modsatte (kontra) af, hvad der virkelig (faktisk) skete? Fx kan amerikaneren Philip Roths (f. 1933) bog Komplottet mod Amerika, Gyldendal 2006 (originaltitel: The Plot Against America, 2004) siges at være en kontrafaktisk roman, fordi den handler om, hvad der måske ville være sket, hvis USA ikke var gået ind i 2. Verdenskrig i 1940 på de allieredes side (som USA altså rent faktisk gjorde), men i stedet var blevet en alliancepartner med Hitlers Tyskland.

Kriminallitteratur (kriminalroman, krimi): Ordet 'krimi' kommer af det latinske 'crimen' og 'criminalis', der henholdsvis betyder 'forbrydelse' og 'som vedrører forbrydelser'. Kriminallitteratur (eller krimi) er genrebetegnelse for enten kortere opdigtede tekster (kriminalnoveller eller kriminalføljetoner) eller længere opdigtede tekster (kriminalromaner eller kriminalfilm), der handler om en forbrydelse og dennes opklaring. Det er desuden et genretræk, at selve forbrydelsen kan siges at være et så altafgørende styrende omdrejningspunkt, at (stort set) kun personer og handlinger, der har en eller anden relation til forbrydelsen eller opklaringsarbejdet omtales.

Ud over kriminallitteratur dækker betegnelsen 'krimi' også krimier i dramaform (skuespil) og ikke mindst kriminalfilm.

Netværksroman: En roman som består af en polyfoni af stemmer, dvs. mange ligestillede fortællere og/eller et komplekst system af selvstændige fortællinger/tekster, hvorimellem der er en indbyrdes forbindelse, fx fordi der er personsammenfald, repetitioner af begivenheder, der ligner hinanden, af temaer mv.

Et værk som Peer Hultbergs Byen og Verden - Roman i hundrede tekster (1992) kan betegnes som en netværksroman.

Nouveau roman: Citat:

I 1961 udgav Alain Robbe-Grillet sin Pour un nouveau Roman, der er et opgør med den klassiske roman. Baggrunden for udgivelsen var, at en gruppe franske forfattere og kritikere - herunder Alain Robbe-Grillet, Claude Simon, Nathalie Sarraute, Michel Butor, Jacques Derrida og Pierre Bourdieu - fandt, at 1900-tallets sociale roman var død, og at en ny vej skulle findes.

Den klassiske roman havde haft et stabilt univers, der ikke satte spørgsmålstegn ved forståeligheden - et univers som ifølge Alain Robbe-Grillet ikke længere eksisterede - og karakteriseredes desuden af kronologisk udvikling, lineære intriger og spænding mod romanens slutning. Den klassiske roman udviser en ”illusorisk forenkling” og den traditionelle helt er ”konstant søgt, fanget, ødelagt af forfatterens fortolkninger” (Pour un Nouveau Roman, s. 21).

Det er desuden karakteristisk for den klassiske roman, at den oftest er skrevet i tredje person og i datid.

I stedet for at opfatte universet som stabilt og fuldt af mening var det Alain Robbe-Grillets holdning, at livet ikke længere var specielt meningsfuldt eller absurd, men derimod simpelt, og den fysiske verden den eneste sande realitet. Den ny roman skulle derfor eliminere den „gamle“ romans hidtidige karaktertegning, plot, scene, synsvinkler og kronologisk tid til fordel for gentagelser, fravær af følelse og forfatteranalyse, minutiøs objektivitet samt dekonstruktion af tiden. Hensigten var at udfordre læseren til at overveje sin læsning, sin tænkning og sin omverden: Læseren skulle se verden, som den er, i stedet for at høre den udlagt af forfatteren.

Den ny roman og dens hovedpersoner udleveres derfor uden fortolkninger, og hovedpersonen uden de mange evner og anlæg, som den romantiske helt havde. (...)

Det nye og meget væsentlige består dermed i, at forfatteren afholder sig fra enhver fortolkning og kommentar. En måde at gennemføre dette, er at beskrive handlingen/genstanden i stedet for at fortælle, hvilken symbolik der repræsenteres. (...) Den nye roman skal - i stedet for at forklare tingens/handlingens betydning - lade læseren se stolen og bevægelsen med hånden - altså vise læseren realiteten uden forklaringer, og dermed overlade tolkningen til læseren - med den risiko, der nu er forbundet med det at overgive en tekst til en tolkelysten læser med en ballast af klassiske symboler.

Dermed udelades psykologisk eller ideologisk analyse, og teksten er renset for menneskelig følelse. Verden betragtes gennem en figurs øjne, og forfatteren har ikke noget at sige og skal ikke tilføre teksten hverken psykologi eller ideologi. Det, der betyder noget, er, hvordan han siger det.

Kilde: Uddrag fra en universitetsopgave Fra Le nouveau Roman til minimalisme (2004) af Birte Strandby.

Nøgleroman: En opdigtet roman, der handler om mennesker, der har eksisteret eller eksisterer i virkeligheden. Med begrebet 'nøgle' hentydes til, at romanen indeholder hints ('en nøgle'), der mere eller mindre åbenlyst afslører, hvilke personer det drejer sig om.

Et kendt eksempel på en nøgleroman er Hans Scherfigs (1905-79) Det Forsømte forår fra 1949, hvis persongalleri refererer til nogle reelt eksisterende personer, der har haft deres gang på Metropolitanskolen (et gymnasium) i København.

Optisk roman: En roman, der i sin rendyrkede form er en så objektiv som mulig detaljeret registrering af synsindtryk. Bl.a. nogle franske forfattere, der eksperimenterede med genren 'Nouveau roman' (se ovenfor), forsøgte sig med sådanne objektive skildringer.

Et eksempel: Uddrag af Claude Simons (1913-2005) roman Triptykon (1973), på dansk ved Lars Bonnevie 1974:

(...) Efter bassinet ved foden af vandfaldet beskriver flodens løb, kantet af træer og buske, to på hinanden følgende og modsatrettede buer mellem engene, som et S, og snor sig rundt om landsbyen før den vender tilbage parallelt med kirkemuren og løber ind under broen. De to drenge ligger på maven ved brystværnet og deres hoveder og overkroppe genspejles på kanalens rolige overflade. De aftegner sig mørkegule mod genskæret fra himlen, overskåret lidt under skuldrene af brystværnets lige linje. Indeni de to silhuetter kan man se flodens bund, stenene dækket med gulligt mos, også gullige alger som bølger frem og tilbage og et rustent tøndebånd. Omkring de to hoveder og overkroppene glider de hvide skyer langsomt afsted mens de forandrer deres omrids. Den underste kant på den store cirkusplakat standser nogle centimeter fra fundamentet og blotlægger den underste del af af brændevæggen hvor den friske tjære er gledet ned, tynget af sin egen vægt, og har samlet sig i tykke, næsten sorte flager. Den har dannet sprækker under tørringen og er dækket med et net af fine krakeleringer. På den skrånende eng vokser en blanding af kløver og luzerne. Tonerne af ukrudt aftegner sig som en frise på de tjærede brædders mørke bund. De skarpe strå er tynde og spidse, undertiden stive, lissom sabler eller krumknive, eller også er de knækket over, med hængende spids, eller snoede. De fremviser en lille fold i hele deres længde. En af siderne i den lillebitte tokant som de danner er mere blålig end den anden. Luzernebladene er ovale og samlet i klynger. Deres blomster er bleggule. (...)

Pikaresk roman: Begrebet 'pikaresk' kommer af det spanske 'picaro', der betyder 'gavtyv'. En pikaresk roman (også kaldet 'skælmeroman') er en satirisk, men også realistisk roman, der handler om en eventyrer og gavtyvs oplevelser. Hovedpersonen kan opfattes som en slags antihelt.

Den pikareske roman, der opstod i Spanien i det 16. århundrede, var en reaktion imod ridderromanernes idylliserede, urealistiske og ukritiske skildring af ridderheltes liv og gerninger. Også moderne romaner, der har en antihelt i hovedrollen, kan med en vis ret betegnes som pikareske romaner. Fx nævnes følgende romaner ofte som pikareske: Dagdriverbanden (1935) af John Steinbeck (1902-1968), Felix Krull - en svindlers bekendelser (1954) af Thomas Mann (1875-1955), Eva Luna (1990) af Isabel Allende (f.1942) m.fl.

Psykologisk roman: Når en tekst genremæssigt betegnes som psykologisk (fx en psykologisk roman eller en psykologisk novelle), hentyder det til det forhold, at teksten især sætter fokus på hovedpersonens indre (psykiske) konflikt og udviklingen af denne.

Den psykologiske roman vil ofte være fortalt af en jeg-fortæller, der via indre synsvinkel udtrykker sine sansninger, følelser og tanker.

Punktroman er en genre, der opstår i 1960'erne i Norge. Punktroman er betegnelsen for en tekst, som består af en række tilsyneladende selvstændige noveller eller kortprosatekster, hvorimellem der er en indbyrdes sammenhæng, som giver en oplevelse af, at teksterne tilsammen udgør fragmenter ('punkter') af et længere handlingsforløb. En pointe er, at sammenhængen først opstår, hvis læseren kan finde den.

Fx er Helle Helles (f. 1965) 69 siders tekstsamling Eksempel på liv (1993) af nogle blevet betegnet som en punktroman, fordi den kan opfattes som en punktvis fortælling om personen Mariannes udvikling, idet hun omtales i ca. en tredjedel af teksterne. Andre eksempler er Christina Hesselholdts (f. 1962) trilogi, der består af Køkkenet, gravkammeret & landskabet (1991), Det skjulte (1993) og Udsigten (1997), samt Solvej Balles ( f. 1962) kortprosasamlinger & (1990) og Eller (1998).

Realistisk roman: At en tekst er 'realistisk' betyder, at den skildrer en opdigtet virkelighed, der er genkendelig i forhold til den faktiske, den autentiske virkelighed, og hvis handlingsforløb sandsynligvis godt kunne ske/være sket i virkeligheden.

Man kan anvende begrebet realistisk som et genremæssigt karakteristisk træk. Fx kan det være relevant at skelne mellem genrerne 'realistisk roman' og 'fantastisk roman'.

Reportageroman: En reportageroman er en dokumentarisk roman, altså en, der skildrer virkelige forhold. Den minder i opbygning og sprog om den typiske reportage i en avis eller et blad, dvs. en journalists beretning fra 'marken'. Journalisten/forfatteren tager 'ud i virkeligheden' og oplever mennesker og begivenheder. Ofte er der lagt særlig vægt på, at menneskene 'derude' får lov til at berette om noget, de har oplevet med egne øjne, ører og andre sanseorganer og om tanker, de har gjort sig i den forbindelse. Derfor er det livlige og aktive sprog et kendetegn for reportagen, både i måden, forfatteren/journalisten formulerer sig på og og i reportagens dialoger, fx gennem interviews, som er en ofte brugt fremstillingsform.

I reportageromanen kan der være elementer af opdigtet stof, ligesom i dokumentarromanen.

Eksempler på reportageromaner er Stephan Vogelius's (1897-1979) Det er politiet. En Reportageroman fra Politiets Arbejdsfelter, 1948 og den amerikanske journalists Hunter S. Thompsons (1938-2005) reportageroman Fear and loathing in Las Vegas, på dansk Frygt og lede i Las Vegas ved Morten Sabroe (første gang udgivet på dansk på forlaget Bogfabrikken 1988). Thompson beretter fra en rejse rundt i USA i 1970'ernes begyndelse og giver med sin roman et tidsbillede af nationen på den tid.

Romance: En eventyrlig, idealiseret fortælling på vers eller prosa, hvis formål først og fremmest er at underholde læseren. Genren har rødder tilbage i middelalderen. Især anvendes betegnelsen om ridderromaner, kærlighedsromaner og visse gotiske romaner.

Begrebet 'romance' bruges også om en særlig fortællende digtform, der er beslægtet med folkevisen. Eksempler på danske romancer i denne betydning er Adam Oehlenschlägers (1779-1850) Hakon Jarls Død fra 1803 og Regnar Lodbrok fra 1849, samt digte af Emil Aarestrup (1800-56) og Christian Winther (1796-1876).

Selvbiografi: Kaldes også autobiografi (se autofiktion ovenfor). En selvbiografi er en persons skildring af eget liv, ofte med særligt fokus på de følelser og tanker, personen har gjort sig om store og små forhold i livet.

Selvbiografien er i mange tilfælde tilnærmet romanformen, altså en opdigtet genre, fordi det erindrede stof tydeligvis er blevet bearbejdet og sorteret og nogle gange tilsat dramatisk 'krydderi' for at øge læser-engagementet.

Socialrealistisk roman: En socialrealistisk tekst er en roman eller novelle, som skildrer 'almindelige' menneskers eller lavere sociale lags sociale vilkår på en virkelighedsnær (realistisk) måde. På en ofte næsten dokumentarisk facon tegnes et billede af menneskers hverdagsliv.

Socialrealistisk litteratur er en genre, der udvikler sig fra og med det moderne gennembrud i 1870erne og frem.

Det er et karakteristisk træk ved den socialrealistiske litteratur, at forfatternes sympati ligger hos de arbejdere og fattige i byen og på landet, hvis svære livsvilkår de skildrer. Den ligger ikke hos samfundets privilegerede magthavere.

I Danmark havde den socialrealistiske litteratur sit højdepunkt i 1930'erne med værker skrevet af forfattere som Martin Andersen Nexø (1869-1954), Hans Kirk (1898-1962), Harald Herdal (1900-1978), William Heinesen (1900-1991) og Hans Scherfig (1905-1979).

Spionroman: Også kaldet 'agentroman'. En kriminallitterær fortælling, hvor en spion/agent, dvs. en repræsentant for et lands efterretningstjeneste, sendes på en mission for at løse en konflikt, der har med politik, penge (kapital) og magt at gøre. Det er spionens (heltens) opgave at håndtere situationen på rette måde inden for en bestemt tidsramme, for ellers vil konflikten udvikle sig til en katastrofe.

Kendte eksempler på spionromaner er Ian Flemmings (1908-1964) bøger om James Bond og mange af John Le Carres (f. 1931) spændingsromaner.Spionromanen havde sin glansperiode i den kolde krigs periode i 1950'erne, hvor det, der dengang blev kaldet 'supermagterne' USA og Sovjetunionen, stredes om indflydelsen i verden.

Den første egentlige spionroman nævnes ofte at være Erskine Childers's (1870-1922) The Riddle of the Sands (1903, på dansk Gådefuld sejlads, oversat af Hans Christian Dahlerup Koch, 1979).

Spændingslitteratur: En bred genrebetegnelse for litteratur, der har en så dramatisk opbygning, dvs. bestående af flere konfliktoptrappende spændingspunkter bevægende sig mod et spændingsmættet højdepunkt (klimaks), at læseren gribes følelsesmæssigt og oplever handlingen som intens og medrivende. Man kan sige, at spændingslitteraturens dominerende virkemiddel er suspense.

Nogle opfatter genrebetegnelserne 'spændingslitteratur' og 'thriller' som synonymer.

Typisk spændingslitteratur er spionromaner, kriminallitteratur, gysere (af nogle kaldet thrillere), westerns, kriminallitteratur, science fiction, fantasy mv. Megen triviallitteratur kan kategoriseres som spændingslitteratur, også kærlighedsnoveller og -romaner.

Udviklingsroman: I udviklingsromanen skildres en eller flere personers livsforløb, og det er personens oplevelse af nederlag, af konflikter og af bristede idealer og drømme, der især er fokus på.

Udviklingsromanen slutter ofte 'ulykkeligt' i modsætning til dannelsesromanens (se ovenfor) eventyrinspirerede 'happy end'.

Udviklingsromanen synliggør, hvorledes et menneskes personlige udvikling i hovedsagen er bestemt af de ydre påvirkninger (fx opvækstmiljøet), det udsættes for i barndommen og ungdommen.

Udviklingsromanen opstod med den borgerlige kulturs udbredelse i 1800-tallet. Groft sagt kan siges, at i Danmark opstår udviklingsromanen som genre efter 1870, som en konsekvens af, at flere og flere fiktionsprosaforfattere tilslutter sig Det Moderne Gennembruds antiromantiske fortaler Georg Brandes (1842-1927). Brandes opfordrer i denne periode danske forfattere til at følge den 'moderne' strømning ude i Europa, hvor den opdigtede litteratur er kendetegnet ved at være kritisk og realistisk. Således er udviklingsromanen en bevægelse væk fra det romantiske livssyn. I udviklingsromanen beskrives eller forklares hovedpersonens livssituation og udvikling ud fra en naturvidenskabelig forståelse, ikke ud fra en metafysisk religiøs forståelse.

Eksempler på romaner, der har fået genrebetegnelsen udviklingsroman er bl.a.: Charles Dickens (1812-1870): David Copperfield, (1849-50), J.P. Jacobsen (1847-85): Niels Lyhne, (1880) og Martin Andersen Nexø (1869-1954): Pelle Erobreren, (1906-10).

Up-lit-roman: Up-lit er forkortelsen for uplifting literature eller opløftende litteratur. Det er bøger, der foregår i det helt nære med helt almindelige mennesker som hovedpersoner. Bøgerne er typisk både mørke og lyse og kan også være morsomme.

Up-lit sætter fokus på, hvor trist, grusom og ensom verden kan være på det nære plan for det enkelte menneske, men viser så samtidig, at der stadig er meget godt at komme efter. Nemlig venskaber, fællesskaber og venlighed, der kommer lige fra hjertet. Det er ikke nødvendigvis sukkersøde bøger med en happy-end, men bøger der giver håb og spreder glæde. (Kilde: Anne Birgitte Hundahl, redaktør på litteratursiden.dk. litteratursiden.dk/lister/lit. Besøgt d. 20. juni 2023).

Også noveller og dramaer kan naturligvis høre til genren up-lit.

Viktoriansk roman: En betegnelse for romaner skrevet i den periode, der ofte kaldes den engelske romans guldalder, dvs. i Dronning Victorias regeringstid i England 1837-1901.

Typisk for disse romaner var bl.a. deres budskaber om vigtigheden af, at mennesker opfører sig anstændigt og respektabelt, i overensstemmelse med tidens herskende, strenge moralske normer.

Indholdsmæssigt er mange af de viktorianske romaner kendetegnet ved fokus på personers sociale adfærd, og sæder og skikke - og hvilke konsekvenser det kan få, hvis mennesker tænker og handler ukristelig og amoralsk, hvis adfærden ikke er dydig, anstændig og dadelfri.

Af romanforfattere fra denne periode kan nævnes Charles Dickens (1812-1870), søstrene Charlotte Bronté (1816-1855), Emily Bronté (1818-1848) og Anne Bronté (1820-1849), Mary Ann Evans (1819-1880), der skrev under pseudonymet George Elliot, Thomas Hardy (1840-1928), William M. Thackeray (1811-1863), Elisabeth Cleghorn Gaskell (1810-1865), Anthony Trollope (1815-1882), Robert Louis Stevenson (1850-1894), Edward Bulwer-Lytton (1803-1873), Charles Lutwidge Dodgson (1832-1898), der skrev under pseudonymet Lewis Carroll, William Wilkie Collins (1824-1889), Oscar (Fingal O'Flahertie Wills) Wilde (1854-1900) and Lord Alfred Tennyson (1809-1892) m.fl. Flere af de her nævnte forfattere må faktisk og retfærdigvis siges til dels at udfordre og indirekte sætte spørgsmålstegn ved viktoriatidens normer og moral).

Se også opslag om fantasygenrer og science fiction-genrer.