I artiklen om lyrik er omtalt de vigtigste genrer, nemlig brugs-, central- og interaktiv lyrik, metriske vers, frie vers, lyrisk digt, episk digt, dramatisk digt, rimdigt, prosadigt, knækprosadigt og tendensdigtning.

Herunder nævnes - i alfabetisk orden - visse undergenrer, som måske kan være relevante at kende til i forbindelse med tekstanalysen af et konkret digt. Der er således definitioner af flg. genrer: absolut digtning, abstrakt digtning, arabeskdigt, ballade, biodigt, elegi, epigram, epos, figurdigt, folkevise, generativ poesi, hymne, hyrdedigtning, katalogdigt, litterær sampling, litterært remix, lyddigt, læredigt, makaronisk digt, metadigt, netlitteratur, nonsenslitteratur, poetry slam, rolledigt, romance, salme, sang, sonet, strofisk digt, systemdigt, ustrofisk digt og vise.

Absolut digtning: En digtning, der er mere optaget af sprogets form og udtryk, dets skønhed i klang og rytme, end dets indholdsmæssige betydning.

Den absolutte digtning som lyrik ser dagens lys i slutningen af 1800-tallet, bl.a. repræsenteret af digtere som Stéphane Mallarmé (1842-1898), Arthur Rimbaud (1854-91) og Paul Valéry (1871-1945).

Begrebet 'absolut digtning' bruges også synonymt med udtrykket 'autonom digtning', dvs. at en litterær tekst opfattes som en selvstændig enhed, der har sin helt egen betydning. De, der opfatter litterære tekster som autonome, mener, at den enkelte tekst kan og bør fortolkes på sine helt egne præmisser, dvs. uden at skele til, hvilken forfatter der har skrevet, eller hvilken samtid den er skrevet i.

Abstrakt digtning: Abstrakt digtning kaldes det, når en litterær teksts indhold eller form er tænkt og uden forbindelse med den konkrete virkelighed. En moderne digtning, der er genstandsløs (= der er ikke meget genkendeligt "stof' i, jf. begrebet nonfigurativ kunst) og/eller med en sætningsopbygning, der afviger kraftigt fra det normale skriftsprog.

Abstrakt digtning kan fx også være et digt, der næsten er ren lyd (se lyddigt nedenfor).

Abstrakt digtning var især en markant tendens i perioden 1910-1930 og igen i lyrikken i sidste halvdel af 1960'erne (konkretisme og systemdigtning).

Arabeskdigt: En arabesk er egentlig betegnelsen for en særlig form for islamisk dekorationskunst, der kendes langt tilbage før vor tidsregning. Dekorationerne består af linjer, der slynger sig i gentagne, varierede og/eller symmetriske mønstre omkring og imellem blomsteraftegninger:

I romantikken lod digtere sig inspirere af denne dekorationskunst. De forsøgte, så at sige, at digte dekorative digte. De 'udsmykkede' deres digte med gentagelser, kombinationer og/eller variationer af billedlige udtryk, særlige ord, sætningskonstruktioner osv., som slyngede sig imellem hinanden i særlige mønstre. Arabeskdigtningens kendetegn var således dens særlige dekorative metrik. Det var dog ikke kun dekoration for dekorationens skyld. Digtene handlede, som anden typisk romantisk kunst, om livets store eksistentielle spørgsmål, om fødsel, liv og død, om kærlighed, om tilværelsens harmoni osv.

Hvis der i et digt bl.a. eksperimenteres med mere end to rimformer, kaldes det også et arabeskdigt (læs om arabeskrim i rimleksikon). Denne form for arabeskdigtnings foregangsmand var den tyske romantiske digter og tænker Friedrich Schlegel (1772-1829).

Eksempler på arabeskdigte er Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo. af J.P. Jacobsen (1847-85) fra 1874 eller samme forfatters digt En Arabesk fra digtsamlingen En Cactus springer ud (1871). Også nutidige digtere har eksperimenteret med arabesk-formen, fx Henrik Nordbrandt (f. 1945) i digtet Violinbyggernes by (1985) eller Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) i hans Det skabtes vaklen, arabesker fra 1996.

Ballade: 'Ballade' betyder egentligt 'at danse' og bruges da også ofte som betegnelse for netop en dansevise. Den kendes i Sydeuropa helt tilbage fra det 12. århundrede.

Den typiske ballade er en sang, der er opbygget af strofer med fire verslinjer med rimmønstret abab, dvs. at henholdsvis første og tredje og anden og fjerde linje rimer indbyrdes. I mange ballader er der et gennemgående refræn (omkvæd). En ballade kan dog også være anderledes opbygget, fx kan stroferne være længere end fire verslinjer, og de kan være uden omkvæd.

Balladen er tit en dramatisk beretning om krig og/eller kærlighed med tragisk slutning. Ofte er en livlig dialog en dominerende fremstillingsform i balladen.

Ligesom man skelner mellem folkeeventyr og kunsteventyr skelnes mellem den folkelige og den litterære ballade. Den folkelige ballade er den anonyme dansevise, mens den litterære er skrevet af en navngiven digter. Ofte er de litterære ballader gendigtninger af folkelige ballader. Fx Jens Baggesens (1764-1826) Agnete fra Holmegård (1808) eller Adam Oehlenschlägers (1779-1850) gendigtning Valravnen (1803) af balladen Germand Gladensvend.

Genrebetegnelsen 'ballade' bruges af og til synonymt med folkevise. I dagligdagssproget anvendes ordet 'ballade' i musikalsk forbindelse ofte om en melodisk (kærligheds)sang, der er kendetegnet ved sin langsomme og rolige rytme.

Biodigt: Et digt, der er biografisk eller selvbiografisk, dvs. at digtets væsentligste indholdsmæssige karakteristikum er, at det en slags person- eller levnedsbeskrivelse af en anden person end digteren selv (biografisk), eller det indeholder en person- eller levnedsbeskrivelse af digteren selv (selvbiografisk).

I danskfaglig sammenhæng i skolen anvendes det at få eleven til at skrive et biodigt (efter Bodil Hedeboes 'opskrift' i hendes bog De skjulte beskeder, OP-forlag 1996), som en metode til at fremme elevens forståelse af, hvad en personkarakteristik egentlig er for noget.

Elegi: Fra det 16. århundrede blev 'elegi' en genrebetegnelse for en 'klagesang', dvs. et vemodigt og følelsesfuldt digt, der handler om at miste, fx. sin elskede, sin ven eller et familiemedlem.

En elegi kan også handle om en anden tragisk begivenhed eller om digterens refleksioner over, at livet er så kort, at det er flygtigt og forgængeligt.

Epigram: Et epigram er et kort udsagn, ofte i versform, der har en satirisk (gøren grin med), aforistisk (indeholdende en form for livsvisdom) eller særlig overraskende pointe. Fx dette epigram af Peder Syv (1631-1702) med titlen Du roser mig vel højt fra 1663:

Du roser mig vel højt / sligt gør du visselig
Med det forsæt / at jeg igen skal rose dig.

Epos: En genrebetegnelse, der både anvendes generelt om gamle mundtligt fortalte fortællinger og specifikt om længere ældre episke digte i bunden form på vers (fx Homers to helteepos Odysseen og Iliaden.

Figurdigt: Figurdigtet eller den visuelle poesi defineres af forfatter og litteraturkritiker Lars Bukdahl således:

Når digtets udseende selvstændiggør sig prægnant, typografisk og/eller abstrakt/figurativt figurligt, og i mere eller mindre direkte pagt med digtets indhold går hen og bliver direkte betydningsbærende eller betydningsfuldt eller bare særdeles tydeligt, må det være rimeligt at tale om visuel poesi.

Fra indledningen til artikel af Lars Bukdahl med titlen: Se et digt! Digt et syn! på hjemmesiden afsnitp.dk, 2000: http://www.afsnitp.dk/galleri/hvader/larsbukdahl.html. Besøgt 20. juni 2023).

Figurdigtningen er en tendens, der har rødder tilbage til barokken i 1600-tallet, med fx den danske repræsentant Peder Jensen fra Roskilde. Men især toneangivende franske digtere omkring århundredskiftet, fx Stéphane Mallarmés (1842-1898) digtsamling Un coup de dés fra 1897 og Guillaume Apollinaires (1880-1918) i samlingen, Calligrammes, 1918, betragtes som de 'klassiske' figurdigtere.

I Danmark forsøgte Emil Bønnelycke (1893-1953) sig med to figurdigte i 1918, bl.a. digtet 'New York' i tidsskriftet Klingen. Digtets ord og verslinjer er opstillet således, at de tilsammen ligner skyskrabere i en storby.

I Danmark havde figurdigtet, den visuelle poesi, en opblomstring i perioden for den konkrete digtning og systemdigtning i 1960'erne, men den lever dog i bedste velgående den dag i dag.

Se også visuelt design.

Kendte 'figurdigtere' er Sven Dalsgaard (1914-1999), Jørgen Nash (1920-2004), Robert Corydon (1924-1984), Jørgen Sonne (1925-2015), Ivan Malinowski (1926-1989), Per Højholt (1928-2004), Vagn Steen (1928-2016), Klaus Rifbjerg (1931-2015), Per Kirkeby (1938-2018), Klaus Høeck (f. 1938), Hans Jørgen-Nielsen (1941-1991), Johannes L. Madsen (1942-2000), Peter Laugesen (f. 1942), Eske K. Mathiesen (f. 1944), Dan Turèll (1946-93), Simon Grotrian (1961-2019) og Niels Lyngsø (f. 1968).

Folkevise: se selvstændigt opslag om folkevise.

Generativ poesi: En undergenre til netpoesien (se netlitteratur nedenfor). Generativ kan bl.a. betyde 'frembringende'. Generativ poesi skal da forstås som lyrik, der frembringer eller 'skriver sig selv'.

På internettet findes hjemmesider med automatiserede 'digtmaskiner' (generatorer), der genererer (frembringer) digte, hvis brugeren (læseren) fodrer maskinen med ord, sætninger eller bare klikker på et link.

Der er på internettet adgang til programmer, som skriver haiku-digte, udfører cut-up-digte, omdanner brugerens ord til koder, billeder eller tegninger mv.

Hymne: En hymne er en sang, der lovpriser, hylder eller forherliger et eller andet, fx guder og helte, Gud eller Jesus (kristne salmer) eller andre religiøse figurer, naturen, kærligheden mv.

Hyrdedigtning: Hyrdedigtning er en genre, som kan forekomme både inden for epik, lyrik og drama. Den har hyrdelivet som tema. Ofte skildres et idyllisk hyrdeliv, et liv i uskyld, harmoni og kærlighed, som digteren kunne forestille sig, at mennesket havde levet i en fjern fortid, måske med et utopisk (= uopnåeligt) håb om, at 'bare menneskelivet kunne blive sådan igen engang'.

Hyrdedigtning er en genre, der rækker helt tilbage til den græske digter Theokrit, der levede ca. 310 -250 f. Kr. Også danske digtere som Søren Terkelsen (død ca. 1656), Anders Christensen Bording (1619-77) og Thomas Kingo (1634-1703) skrev hyrdedigte. Fx er Bordings Kom nu skiønneste Hyrde-Møe et hyrdedigt.

Katalogdigt: En særlig type prosadigt uden handling eller anden form for 'bevægelse', der består af en opremsning af fænomener. Katalogdigtet kan være organiseret som en opremsning af nominalsætninger, dvs. sætninger eller dele af sætninger, der indledes med et navneord eller en opremsning af enkeltord eller udtryk.

Det er Johannes V. Jensen (1873-1950), der siges (bl.a. af Harry Andersen (1901-1988) i hans disputats: Studier i Johannes V. Jensen, 1936) at have indført denne digtform i Danmark. Der er dog skrevet opdigtede tekster tidligere i historien (fx i baroktiden), der kan minde om katalogdigte.

Et eksempel på et katalogdigt:

Stejlhed. Sten. Styrke. Blanke Rustninger. Økser. Blider. Drikkekar. Skarprettersværd. Kanoner. Kronens kolde Juveler. Fangers kluntede Navnetræk. Fangernes hede Hjerter - - Bistert,graat,suverænt,bygget af Mænd med Drømmetrodser Tower Tiderne. London 26/6.

Digtet "Tower" af Fredrik Nygaard (1897-1958) i digtsamlingen Evropaskitser 1919.

Litterær sampling: En musikalsk sampling er et musiknummer, der er sammensat af brudstykker af tale, lyd og/eller forskellige musiknumre.

Inspireret af denne musikalske genre er i 2000'erne opstået et litterært fænomen, der kaldes en litterær sampling:

Litterær sampling er at hugge og eventuelt omskrive tekstbidder (evt. sprogbidder) hvor som helst fra og sætte dem ind i en ny og litterær sammenhæng. (Rasmus Nikolajsen i artiklen Last Night a DJ Shaved My Wife - Remix og sampling i den nye danske lyrik, i tidsskriftet Den blå port, nr. 74, 2007, s. 66).

Eksempler på litterær sampling er digtet Hjem-V af Simon Grotrian i digtsamlingen 4 (1990), hvor verslinjer fra forskellige ældre digte sættes sammen til en ny tekst.

Også hele værker kan genrebestemmes som en litterær sampling. Det gælder fx Christian Yde Frostholms Afrevne ord (2004), der indeholder samplede tekster bestående af ord og sætninger fra tilfældige menneskers samtaler, som forfatteren har overhørt, tekststumper fra skilte, plakater og T-shirts mv.

Litterært remix: Et musikalsk remix er et musiknummer, der er resultatet af en bearbejdning af et eksisterende nummer, hvor man har skilt nummeret ad i enkeltdele, som så eventuelt ændres lidt og sættes sammen til en ny helhed, et nyt nummer.

Inspireret af denne musikalske genre er i 2000erne opstået et litterært fænomen, der kaldes et litterært remix, dvs.:

en tydeligt markeret bearbejdning af et allerede eksisterende litterært værk. Den tydelige markering består i, at elementer såsom metrik, rytme, tematik eller andet fra det originale digt fremstår tydeligt i det nye værk: en del af det gamle værk overlever i det nye. (Rasmus Nikolajsen i artiklen Last Night a DJ Shaved My Wife - Remix og sampling i den nye danske lyrik, i tidsskriftet Den blå port, nr. 74, 2007, s. 65-66).

Denne definition af det litterære remix fokuserer på lyrikken, men der ses også eksempler på prosa-remix, fx som Peter Adolphsens tekst Prismet på æsteten i antologien Det er ganske vist - H.C. Andersen i nye klæder af Jacob Stærmose og Marie Vinter (red.), 2005. Denne tekst er et litterært remix af H.C. Andersens eventyr Prinsessen på ærten (1835).

Lyddigt: Også kaldet akustisk digt. Lyddigtet er kendetegnet ved, at sprogets lydlige forhold vægtes højere end digtets ords semantiske indhold. Lyddigtning har især haft tre glansperioder: Slutningen af 1800-talet, igen fra ca. 1910 og påny i 1960'erne.

Repræsentanter for denne genre er bl.a. de tyske digtere Hugo Ball (1886-1927) og K. Schwitters (1887-1948), og i Danmark bl.a. Johannes Weltzer (1900-1951) Hans Jørgen Nielsen (1941-1991) og Per Højholt (1928-2004).

Læredigt: Et læredigt (også kaldet didaktisk digt eller didaktisk poesi)) er et digt, der bruges til at lære nogen noget.

Læredigte kan rumme en lære af både filosofisk, videnskabelig, moralsk/religiøs eller nyttig art. Sidstnævnte kan fx være et digt eller en lyrisk remse, hvis formål er at lære et barn bogstaverne i alfabetet, eller et digt, der indeholder en form for vejledning eller brugsanvisning.

Læredigte var en relativt udbredt genre i barokken (1600-tallet) og oplysningstiden (1700-tallet).

Makaronisk digt: Et digt der blander flere sprog, især latin med et andet sprog. Dyrkedes allerede i 1400-tallet, men er taget op igen bl.a. i 1900-tallet af fx de lyriske dadaister som tyskeren Kurt Schwitters (1887-1948) og den dadaistisk-inspirerede strømning først i 1960'erne i Danmark, der benævnes 'konkretismen' (eller konkret digtning). Fx dette lyddigt af Palle Jessen (1920-1962):

Hink
hink
honk
hinke, hænke, hank
hunk
illæ, illæ, hank
lakrimæ
lakrimæ
honk.

(Fra Tingene - udvalgt lyrik 1960-1962, 2005).

Ordene 'hink', 'illæ' og 'lakrimæ' refererer til det latinske udtryk 'hinc illae lacrimae', som på dansk betyder noget i retning af 'herfra disse tårer'. Et makaronisk digt, som det nævnte, er tydeligvis beslægtet med lyddigtet (det akustiske digt).

Metadigt: Også kaldet 'metapoesi'. Et digt, der handler om sig selv, om det at digte.

Et eksempel!

Digtet

Hun spurgte mig, hvordan et digt bli'r til.
Jeg svared' sanddru - Kun fordi det vil!
Man intet anende går sin gangog lytter til små fugles morgensang
-en tvivlsom digter, men utvivlsom synder,
da kyllingen i een forsagt begynder
at pikke på sin skal, for den vil ud.
Og resten gør såmænd den gode Gud!

Kaj Munk (1898-1944): Digtsamlingen Stykgods, 1940.

Netlitteratur: Netlitteratur er litteratur, der specielt er forfattet og produceret med henblik på formidling på internettet. En tekst, der foreligger i et fysisk trykt format (fx en roman udgivet som bog), og derefter overført uden ændringer som tekst til nettet, er således ikke egentlig netlitteratur.

Der er afgørende forskel på den almindeligt kendte trykte bog og nettekster: Mens den trykte bog som medie er bundet til en fast fysisk form, hvor teksten traditionelt læses i den (lineære) rækkefølge, som forfatteren har bestemt, så giver computeren og internettet mulighed for at skabe en langt mere dynamisk og kompleks opbygning af teksten. I kraft af links og interaktive elementer kan læseren selv springe rundt i teksten og vælge sit eget forløb gennem fortællingen.

På nettet kan tekster desuden kombineres med andre medier, og det giver netlitteraturen helt andre udtryk end dem, man almindeligvis forbinder med den trykte, tekstbaserede litteratur. Forskellige såkaldte modaliteter (eller repræsentationsformer) blandes og nye genrer bliver til. Det benævnes også 'multimodale tekster'.

Mange netforfattere skriver litteratur på internettet, der på én gang er en kombination af virkemidler fra så forskellige genrer som traditionel skønlitteratur (både epik, drama og lyrik), kunstfoto, grafik, animation, levende billeder, musik mv.

I Bogen Når nye medier fortæller (2004) af Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen foreslås netlitteraturen inddelt i følgende kategorier:

• Hyperfiktion, dvs. en flerstrenget *fiktionsprosa-tekst, der består af tekstblokke, som læseren kan kombinere på forskellige måder. Hyperfiktion er også mulig at skrive i trykt form.
• Interaktiv fortælling, der ikke kun består af tekst, men også inddrager andre medier, f.eks. lyd, billede, animation og film, hvorved nye genreblandinger skabes.
  • Lars von Triers installation Psykomobile #1: Verdensuret (1996), hvor 53 skuespillere improviserede en handling efter fastlagte retningslinier i 19 forskellige rum i Kunstforeningen i København. Skuespillerne optrådte tre timer hver dag i to måneder.
  • Den interaktive radio- og netkrimi Bagsædestrisser af Michael Valeur (2000), der sammensmelter computerspil og traditionelt radiospil.
  • Den interaktive film Switching (2003) af den tværfaglige designgruppe, der, siden 1998, med baggrund i billedkunst, grafisk design og programmering har arbejdet med at kombinere design, kunst og film.

• Netpoesi, dvs. lyrik (digte) specielt forfattet og arrangeret til formidling på internettet, hvilket i praksis giver sig udslag i eksperimenter med at kombinere lyrikkens skriftsproglige virkemidler, billede og lyd. En særlig underkategori af netpoesien er den såkaldte generative poesi (se ovenfor).

Nonsenslitteratur: 'Nonsens' betyder ikke-fornuftig (en sammensætning af de latinske ord 'non' og 'sensus'). Nonsenslitteratur, ofte skrevet på vers med børn som målgruppe, er vrøvledigtning, der bryder med almindelig logik og sprogbrug, fx ved specielle, humoristiske ordspil, ordsammensætninger og lydsproglige effekter (klangfigurer).

Kendes helt tilbage fra Middelalderen. Danske forfattere som fx Estrid Ott (1900-67), Sørensen-Fugholm, P. eller Fugholm, P. Sørensen- (synonym for journalisten og forfatteren Per Barfoed (1890-1939)), Halfdan Rasmussen (1915-2002) og Rune T. Kidde (1957-2013) har skrevet nonsenslitteratur.

Poetry slam: Selv om en del digtere igennem tiden har sat en ære i at læse deres digte op en gang imellem, er det alligevel kendetegnende for den lyriske genre, at den først og fremmest betragtes som et skriftligt medie. Digtets litterære kraft har først og fremmest været baseret på en slags personligt forhold mellem, i første række, det skrevne ord og digteren, og efterfølgende mellem digtet og læseren.

En direkte lytterbaseret digtning, dvs. lyrik som er beregnet på at blive mundtligt fremført af en digter og hørt af et publikum er den såkaldte 'poetry slam'.

Poetry slam er en digtoplæsnings-konkurrence, hvor digtere fremfører deres digte. Reglerne for konkurrencen er ofte således: Hver deltager har tre minutter og 10 sekunder til at læse deres digt. Overskrider de denne tid, får de strafpoint. Den halvdel af digterflokken, der får flest point, givet af udvalgte dommere blandt publikum, går videre til 2. runde. De tre mest pointscorende går videre til finalerunden.

Denne lyrikgenre opstod i USA i Chicago i midten af 1980'erne (en af pionererne var amerikaneren Marc Smith). Det grundlæggende formål med poetry slam er 'at udbrede poesien'. Det er et karakteristisk træk ved poetry slam digte, at digteren i sin digteriske proces arbejder med digtets lydlighed. Det skal forstås på den måde, at han er meget bevidst om sit valg af ord, og at han er bevidst om sin stemmeføring, når han læser op.

Som en af de unge slam-poeter, Frederik Bjerre A. skriver:

Oplæsning rummer kvaliteter, som ikke kan findes på skrift. Som lytter har man ikke kontrol over teksten, men må følge oplæsningens præmisser. Hvor læseren kan holde pauser, gå tilbage i teksten og springe linjer over, må lytteren overgive sig og flyde med: Læs og forstå, lyt og lad gå! Men oplæsningen stiller også krav til den optrædende. (...) Det er stemmen bag ordene, der giver dem form og mening. Stemmen bringer digtet til lytteren (...) fra krop til krop på bedste vis.

Frederik Bjerre A. i hans artikel Poesi for publikum og slam for sjov i tidsskriftet Sentura #16, magasin for litteratur og levende billeder, vinter 2003, s.20/21.

Et eksempel på genren, som kan være digte med meget forskelligt indhold, er dette af danmarksmesteren i poetry slam 2003, Anita Egelund:

Mor hælder kaffe op i kop. Mor hælder fløde i kaffen. Mor tager far mellem læberne, mor tager lighteren fra bordet, mor hælder en ekstra teskefuld sukker i kaffen, mor tænder for far, mor rører rundt i kaffen, men åh nej: Mor har taget teskeen i munden og rører i kaffen med far. Der lyder et kort 'glup - av' og der er hår i kaffen, der er far i kaffen, og så vælter koppen.

Citeret af Frederik Bjerre A. ibid. s. 19.

Rolledigt: Et digt med to stemmer, hvor den ene fremtræder åbenlyst i digtet og den anden, bedrevidende/ironiske, anes i baggrunden. Digtet domineres således af en ironisk tone, eller man kan sige, af en maskeret fortællerstemme, der mener noget andet end den fremstillede person. (En sådan bagvedliggende fortæller kaldes også implicit fortæller).

Et eksempel!

SPØRGSMÅL

Jeg hjælper min elskede frakken af og på
jeg lukker døren op for min elskede
jeg lader altid min elskede gå først ud
jeg rejser mig opnår min elskede kommer ind i stuen
jeg lader altid min elskede tale ud
jeg tænder hendes cigaret
jeg byder hende først af maden
jeg køber blomster til min elskede
jeg kysser min elskedes hånd
jeg gør alt for min elskede
jeg elsker min elskede
hvorfor siger hun så
at jeg foragter hende?

Et digt af Klaus Rifbjerg fra 1973. Dette digt bruges som eksempel på et rolledigt i mag. art. i nordisk litteratur Erik Skyum-Nielsens Med luft imellem, 1986, s. 25.

Romance: En eventyrlig, idealiseret fortælling på vers eller prosa, hvis formål først og fremmest er at underholde læseren. Genren har rødder tilbage i middelalderen. Især anvendes betegnelsen om ridderromaner, kærlighedsromaner og visse gotiske romaner.

Begrebet 'romance' bruges også om en særlig fortællende (episk) digtform, der er beslægtet med folkevisen. Eksempler på danske romancer i denne betydning er Adam Oehlenschlägers (1779-1850) Hakon Jarls Død fra 1803 og Regnar Lodbrok fra 1849, samt visse digte af Emil Aarestrup (1800-56) og Christian Winther (1796-1876).

Salme: En salme er en religiøs sang eller hymne.

Sang: En sang er et digt, der er komponeret musik til, så digtet kan synges eller på anden måde fremføres mundtligt med musikalsk akkompagnement til.

I antikken (f.Kr.) blev digte opfattet som sangstykker, altså som mundtligt fremførte tekster med musikalsk akkompagnement til. Ordet 'lyrik' kommer netop af det græske 'lyricos', der betyder 'lyre', et af den tids populære strengeinstrumenter.

Hør et par musikforskeres (Georg Danek, Venedig Universitet og Stefan Hagel, Østrigs Videnskabsakademi) bud på, hvordan et digt med lyrekompagnement måske har lydt i det antikke Grækenland: oeaw.ac.at/kal/sh/.

Sang har været en naturlig del af den folkelige kultur i mange århundreder og er det i høj grad stadigvæk. Af forskellige historiske og nutidige sang-genrer kan fx nævnes: ballader, folkeviser, synge- og danseviser, minnesange, børnesange, sømandsviser, kærlighedsviser, politiske sange, revyviser, fædrelandssange, religiøse sange, kunstmusikalske sangformer som lieder og arier, sange knyttet til den rytmiske stilarter som jazz, blues, rock, reggae, R&B, country- og western, pop, rap osv.

Sonet: En sonet en særlig digtgenre. Der findes forskellige variationer af sonetten. Den form, som mange danske digtere tilsyneladende har været optaget af at prøve kræfter med, har typisk følgende kendetegn:

• Den består af fire strofer. I ældre sonetter er disse fire strofer dog ofte samlet i én ubrudt strofe.
• De første to strofer er kvartetter, dvs. bestående af fire verslinjer, og de to sidste er terzetter, dvs. tre-linjede strofer. Ialt er der 14 verslinjer i en sådan sonet.
• Der er som regel elleve stavelser i hver verslinje.
• Rimmønstret i kvartetterne er ofte krydsrim (abab) - og i terzetterne ofte såkaldte klamrerim (af nogle kaldet omsluttende eller kiastiske rim, aba), dvs. at der er lydlig overensstemmelse mellem det sidste ord i første og sidste verslinje.
• Ofte er sonetter samlet i en såkaldt sonetkrans. En sådan består af femten sonetter. Sidstelinjen i første sonet gentages som begyndelseslinje i næste sonet og så fremdeles - og den femtende sonet består af de fjorten andre sonetters førstelinjer.

William Shakespeare (1564-1616) fandt på en særlig sonetform, som derfor er blevet kaldt den shakespearske sonet. Den bestod også af 14 verslinjer, enten samlet i én strofe eller delt i 4, der er organiseret i tre kvartetter og en såkaldt kuplet til sidst, der er en særlig to-linjet strofeform. Læs eventuelt tre af de 154 sonetter (på originalsprog og i dansk oversættelse), han skrev og en henvisning til bog med dansk oversættelse af 24 af Shakespeares sonetter.

Som nævnt har mange danske lyrikere skrevet masser af sonetter. Det gælder fx:

• Peder Syv (1631-1702) i digtene Klingedigt. En skjøn jomfru og Kriig (1663)
• Thomas Kingo (1634-1703) med Sonnet eller Klinge-Riim (1681)
• A.W. Schack von Staffeldt (1769-1826) med fx Springvandet og Sonnettkrands (1808)
• B.S. Ingemann (1789-1862) i 19 Sonetter af Bernhard Severin Ingemann (udg. 1889 af Pastor Victor Heise). Fx sonet nr. 18: XVIII.
• Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i Til Johan Welhaven (1834-35)
• Poul Martin Møller (1794-1838) i Til Laura III (1818), Sonnet (Ei med et Kunstværk jeg veed at fryde) m .fl.
• Christian Winther (1796-1876) i Sonet (Som naar en Draabe, født i Morgenrøden, 1828) og Det danske Rigsvaaben (1865)
• Emil Aarestrup (1800-1856) i Sonetten (Sig med fornyet Kunstbrug Møie give, 1818) og Tag dette Kys, og tusind til, du Søde (1825-37) m.fl.
• Sophus Schandorph (1836-1901) i to digte, begge med titlen Sonet (For Maalets, Grænsens Lov Du vil Dig spare og Nej - jeg af Folkets egen Aand vil sjunge, 1875)
• Holger Drachmann (1846-1908) i Dér sidder hun! Jeg ser et Kredsløb svinde (1890)
• Viggo Stuckenberg (1863-1905) i Før jubled Nattergale, hvor vi gik (1906)
• Sophus Michélis (1865-1932) i Majnat (1927)
• Johannes Dam (1866-1926) i O Herre, intet Ord som hint er sandt og Snart stævner paa de hvide Bølgers Flod (1912) m.fl.
• Thøger Larsen (1875-1928) i Sonetter - 1 (Naar Efteraarets Taagetæpper gitre) og Sonetter - 2 (I Verden Stolthed maa fra Hovmod skilles) (1895).

Også modernistiske digtere har eksperimenteret med sonetten som lyrisk udtryksform. Det gælder fx:

• Inger Christensen (1935-2009) med bl.a. Sommerfugledalen - et requiem (1991)
• Klaus Høeck (f. 1938) med fx i digtsamlingen Ulrike Marie Meinhof, der består af fire sonetkranse og digtsamlingerne Pentagram (1976) samt flere sonetkranse i Canzone (1981)
• Simon Grotrian (1961-2019) i digtsamlingen Risperdalsonetterne (2000)
• Michael Næsted Nielsen (f. 1968) med sonetkransen Krystallets kvinde i digtsamlingen Den jeg drømte om (2000).

Strofisk digt: Hvis et digt består af strofer, der er organiseret nogenlunde ens i lige mange verslinjer, kaldes det et strofisk digt. Et strofisk digt er ydermere kendetegnet ved, at strofen udgør en metrisk enhed, dvs. at den er karakteristisk ved sin særlige rytmik (en bestemt mønster af tryksvage, trykstærke stavelser og cæsurer (pauser)) og/eller ved sit rimmønster (se rimleksikon).

Systemdigt, se systemdigtning.

Ustrofisk digt: Et digt kaldes ustrofisk, hvis der består af strofer med uens antal verslinjer i, eller hvis det fx kun består af én strofe. Et ustrofisk digt er der desuden også tale om, hvis der ikke kan siges at være et bestemt metrisk (rytmisk ensartet mønster eller rimmønster), der går igen i alle strofer, men hvor det derimod snarere er den enkelte verslinjes rytmiske mønster, der er kendetegnende for digtet. Dette er fx tilfældet med digtformerne aleksandriner og blankvers.

Vise: En bredtfavnende betegnelse for et digt eller nogle verslinjer, der synges. Særlige viser, der afsynges i forbindelse med dans, kaldes danseviser. Viser, der kun synges af visesangeren på gaden, kaldes gadeviser. Skillingsviser var viser på tryk, som fattige - især kvinder, kaldet 'visekællinger' - (sang og) solgte på gaden - i Danmark først og fremmest i København. Navnet skillingsvise hentyder til, at prisen for en vise oprindeligt var netop én skilling. Skillingsviser er i Europa sunget og solgt i perioden 1500-1900. Viser, der hører revyen til, betegnes revyviser. Gamle mundtligt overleverede sange, der er flere hundrede år gamle, kaldes ballader eller folkeviser. Osv.