Genrebetegnelsen 'folkevise' er enten en betegnelse for gamle mundtligt overleverede sangbare digte eller betegnelsen for middelalderens episke viser (viser, der beretter en handlingshistorie), også kaldet ballader, fordi der blev danset til viserne ('ballade' kommer af det latinske/italienske 'ballare', som betyder 'at danse', og af det franske 'ballada', der betyder 'dansevise').

Det er først og fremmest de danseviser, som blev digtet i middelalderen fra omk. 1200, der i Danmark benævnes folkeviser.

Metrisk er de organiseret i to- eller firelinjede strofer, ofte med ganske kort omkvæd.

Der findes i følge Gyldendals Den Store Danske 827 nordiske folkeviser, hvoraf godt 300 er danske (kilde: denstoredanske.lex.dk/folkevise). Halvdelen af de 837 viser er såkaldte ridderviser (se definition af ridderviser nedenfor), som typisk handler om ridderes eller adelskvinders kærlighedsaffærer, ridderes heltedåd, slægtsfejder og -hævn.

Folkeviserne blev digtet af omrejsende sangere (såkaldte skjalde, minnesangere eller legere) og fremført især på storgårdene/herregårdene som underholdning for herremandens slægt (senere fra 1500-tallet kaldet adelsmand og adelsslægt), for det var jo dér, de omrejsende sangere kunne få betaling for deres optræden og dermed tjene til livets ophold.

Skjalden sang selv stroferne, imens tilskuerne dansede en kædedans i cirkel. Alle sang med på omkvædet.

Da skjaldens målgruppe netop var den tids adel, handlede de fleste af viserne også om adelige miljøer, adelige slægter og repræsentanter herfor, ikke mindst riddere og jomfruer, som målgruppen kunne identificere sig med.

Betegnelsen 'folkevise' blev første gang brugt om middelalderens danseviser af den tyske digter og filosof J.G. Herder (1744-1803) i en bog fra 1773 om europæiske viser. I bogen kaldte hans viserne 'volkslieder'. Og det var vand på danske romantikeres mølle, ikke mindst på nationalromantikernes i perioden ca. 1820-50. Der blomstrede nemlig i disse tiår en stor interesse for at genopfinde den danske nations storhed - om ikke andet så på et kulturelt plan - efter at Danmark havde tabt krigen til England i 1807, gået økonomisk bankerot i 1813 og havde måttet afstå Norge i 1814. Et af de 'fund', man gjorde, var genopdagelsen af den danske visetradition, der havde rødder flere hundrede år tilbage, og som var blevet genopvakt fra midten af 1500-tallet, da det kom på mode at nedskrive nogle af de gamle ballader. I 1800-tallet blev disse middelalderlige viser begejstret opfattet som noget unikt dansk, som noget, der repræsenterede den danske folkesjæl eller folkeånd, og som derved var med til at definere den danske nation positivt til forskel fra andre nationer. Ikke ret mange andre europæiske nationer kunne prale af en så relativ stor middelalderlig sangskat som de danske folkeviser udgjorde.

Mange af de romantiske digtere eksperimenterede også med at skrive deres egne folkeviser (eller ballader, som de også blev kaldt) eller selvstændige omskrivninger af gamle viser. Fx Emil Aarestrup (1800-1856), der skrev en folkeviseagtig tekst om Jomfru Else med netop titlen "Ballade".

Genrebetegnelsen 'folke-viser' er dog, som det vel fremgår af ovenstående, ikke så præcis og rammende. For det første blev viserne i middelalderen brugt som underholdning i adelige kredse, for det andet handler de fleste viser om personer og problemstillinger, der har med adelige, dvs. storbønderne og herremændene, at gøre. For det tredje var det adelige, der fandt på at nedskrive folkeviserne i perioden ca. 1555-1700. For det fjerde var det også adelen, især adelige kvinder, som brugte viserne som underholdning, når de mødtes med hinanden.

Professor i nordisk litteratur Ernst Frandsen (1894-1952) gør op med Romantikkens idealiserede billede af viserne som udtryk for "Folkeaanden". Han skriver:

Denne smukke Teori har den senere Forskning ikke kunnet fastholde (...) Lokalet, de spiller i, de Personer, der optræder, hører den middelalderlige Adel til: og hvad mere er, Synsvinklen, som Tilværelsens ses under, er saa ensidigt Adelens, at der ingen Tvivl kan herske om deres [visernes, Antologien.dks anm.] Herkomst: de er digtet for Herremændene og deres Jomfruer og Svende. Maaske nu og da af Svende og Jomfruerne selv, men vel hyppigere af professionelle Sangere og Spillemænd, de saakaldte Legere, som vankede mellem Gaardene".

Ernst Frandsen: Danske Folkeviser, Bind 1, 1974/1945 s. 7.

Nedskrivningen af viserne var til at begynde faktisk 'bare' et modefænomen. Som Ernst Frandsen (1894-1952) skriver:

Det var en tilfældighed, en tysk mode med at anlægge sig poesibøger (...) Moden slog først an blandt herrerne ved Christian III's Hof; den kongelige Køgemester Albert Muus synes at have været dens pionér. Med egen hånd og pyntelig skrift indførte han i årene 1553-55 ialt 81 viser i en bog, han havde ladet tilskære så galant, at den har form som et hjerte, når den åbnes. Den skånske adelsmand og hofsinde Jens Bille følger i sporet, han skaffede sig i tiden 1555-59 en samling på 87 viser.

Også en adelsmand ved navn Johan Venstermand indsamler viser i en 'hjertebog', men i 1571 overlader han den til Fru Karen Gyldenstjerne. Ernst Frandsen fortsætter:

og fra da af kommer der fart i indførelserne. Flertallet af de 171 numre stammer fra hendes tid. (...) Ejerskiftet [fra Johan Venstermand til Karen Gyldenstjerne, antologien.dks anm.] er i øvrigt betegnende. Indsamlingen af viser gik i det 16. århundredes slutning fra sværdsiden over på spindesiden og fortsattes trofast der det 17. århundrede igennem. Hovedparten af de ialt ca. 40 overleverede visehåndskrifter skyldes adelige damer og bærer adelige damers navne: Anne Munks, Anna Gyldenstjerne, Christence Juels, Sophie Sandbergs, Ide Gjøes, Vibeke Bilds o.fl.
Som regel er bøgerne blevet til, fordi damerne ønskede sig en samling af sange til fruerstuens underholdning.

Begge citater er fra indledningen til Ernst Frandsens bog Danske Folkeviser i Udvalg, bd. II, 1937, her citeret fra Synspunkter på folkevisen, en antologi ved Jørgen Bang, 1972, s. 206-207.

Det er dog igen en mand, nemlig historikeren Anders Sørensen Vedel (1542-1616), der står for udgivelsen af den første trykte samling af viser. Han udgav således It Hundrede vduaalde Danske Viser i 1591. Se bogens forside herunder: