Læseformål

Overordnet læseformål: At få et overblik over, hvilke nonfiktive (ikke-opdigtede) genrer der arbejdes med i mediemæssig sammenhæng

Læseformåls-spørgsmål: Efter at have læst artiklen skal du have tilegnet dig en viden, så du kan svare på følgende spørgsmål:

• Hvad er opsøgende journalistik?
• Hvad er afspejlende journalistik?
• Hvad er meningsjournalistik?
• Bruger man nedennævnte genre-betegnelser i det daglige journalistiske arbejde på medier? Hvis ikke, hvilke genre-betegnelser bruger man så?
• Er der enighed om definitionerne af forskellige genrer blandt journalister på forskellige medier?
• Findes der andre former for genrer end dem, der nævnes i denne artikel? Hvis ja, fx hvilke?
• Hvorfor er det vigtigt at skelne mellem meningsjournalistik og anden journalistik?
• Hvad er et researchinterview?
• Hvad er et output-interview?
• Hvad kendetegner følgende genrer: Portræt, reportage, feature, fortællende journalistik, montage, baggrund, undersøgende journalistik, dokumentar, nyhed, notits, referat, live-rapportering, analyse, kommentar, leder, klumme/blog og anmeldelse?

Et afsnit fra bogen Journalistikkens grundtrin - Roller Krav Metoder af Solveig Schmidt og Mette Mørk, 3. udg., s. 174-186, Forlaget Ajour 2016.

Journalistik er et supermarked med et masseopbud af historier. Noget er discount, andet fra delikatesseafdelingen. Nogle historier er lavet på fem minutter, andre har det taget dage, uger eller længere at gennemføre. Nogle handler om dagens begivenheder, andre om mere tidløse emner. Nogle er utroværdige, andre kan stå for enhver kritik. Nogle er spændende og godt formidlet, andre uforståelige og kedelige.

Det hele står på hylderne uden andre varedeklarationer end journalistens eller mediets. Journalisten skal nemlig ikke - som forskere - redegøre for sin research og sine metoder. Modtagerne kan derfor ikke umiddelbart se, hvordan journalisten har arbejdet med historien. Om hun har sikret sig, at oplysningerne er rigtige, hvordan hun i så fald har gjort det, og om hun har udeladt vigtige oplysninger. Men modtagerne oplever utvivlsomt uden at tænke nærmere over det, at der - ud over indhold og længde - er forskel på historierne.

Ofte opdeles de journalistiske historier i tre hovedtyper: opsøgende journalistik, afspejlende journalistik og meningsjournalistik.

Opsøgende journalistik

I opsøgende journalistik er det journalisten, der tager initiativet og indsamler materiale gennem en research, som hun styrer, så det i langt højere grad bliver en historie på hendes betingelser. De mest enkle former for opsøgende journalistik er indsamling med kildekritik og tjek, inden stoffet formidles. Rutineprægede former for reportage i daglig nyhedsjournalistik kan typisk placeres under denne form for opsøgende journalistik. I de mest krævende former for opsøgende journalistik er slutproduktet i langt højere grad et resultat af journalistens indsats. Hun ikke bare indsamler og bearbejder informationer, hun analyserer oplysningerne og sætter dem i perspektiv, så modtageren får oplysning om sammenhænge eller får påvist årsager og konsekvenser. Eksempler på denne type journalistik er baggrundshistorien og undersøgende journalistik.

Afspejlende journalistik

Afspejlende journalistik formidler informationer fra kilden til modtageren med journalistisk behandling undervejs. Men ikke meget. Det er journalistik på kildens præmisser, og journalisten går ikke i dybden. Hendes indsats består hovedsagelig i at samle informationerne op, vurdere og udvælge de relevante oplysninger og formidle efter journalistiske principper. For eksempel ved dækning af en trafikulykke, der formidles på baggrund af oplysninger fra politi og forskellige redningskorps.

Meningsjournalistik

Meningsjournalistik dækker over de historier, hvor journalistens personlige meninger og argumentation er det bærende, altså kommentarer, anmeldelser, klummer og blogs, som i nogen udstrækning ikke kræver journalistisk research, men netop er meninger. Og en type journalistik, som mange andre end journalister udøver.

Genrer eller 'historier'?

Afspejlende og opsøgende journalistik er det, journalister primært uddannes til at beskæftige sig med. Det er først og fremmest indsamling, bearbejdning og formidling af informationer, men der er forskel på den behandling, stoffet får undervejs.

På redaktionerne snakker man ikke ret meget om genrer i det daglige. Man taler om “historier” eller blot, at man skal have “noget” på det og det. Så må emnet og den journalistiske indsats afgøre, hvad det bliver til, og om der overhovedet kan hæftes en genrebetegnelse på produktet.

Når der endelig sættes genrebetegnelser på, er journalister ikke altid enige om, hvad betegnelserne dækker. Genrerne er mere eller mindre klart defineret, og nogle af dem overlapper hinanden. Det nemmeste og sikreste er altså at snakke om "historier”, men det er på den anden side så rummeligt et begreb, at det ikke siger andet om produktet, end at det er journalistik.

Vel vidende, at der er uenighed om definitionerne, er her et forsøg på at indkredse vigtige genrer og deres særkender. De dækker langtfra hele det journalistiske formregister. Meget er blandingsformer, som journalister frit opfinder. Det sker i konsekvens af og respekt for, at det indsamlede materiale i sidste ende dikterer formen. Dertil kommer, at digitale medier sætter nye rammer om formidlingen, så der eksperimenteres i øjeblikket på livet løs. Det er blevet en opgave for alle i branchen selv at holde sig opdateret.

Vigtig skelnen mellem meningsjournalistik og anden journalistik

Den eneste virkelige streg i sandet er skelnen mellem meningsjournalistik og anden journalistik. Den er til gengæld afgørende. Modtageren må aldrig være i tvivl om, hvorvidt det fremlagte er journalistens egen opfattelse, eller om det er stof, der er behandlet efter journalistiske principper om kritisk sans. Den skelnen bliver der stadig lagt stor vægt på, ikke mindst i lyset af udviklingen med flere meninger og færre nyheder.

I det følgende beskrives en række genrer. Med forbehold for overlap mellem genrerne kommer først de opsøgende, så de afspejlende, og til sidst meningsjournalistik, som altså er de mindst "journalistiske”.

Rækkefølgen inden for de enkelte kategorier er tilfældig og ikke udtryk for, hverken for meget de bruges, eller hvor vigtige de anses for at være. Med forbehold for at det altid er indholdet, der afgør kategorien, kan genrerne opdeles som vist i skemaet.

Bruges i: Alle medietyper

Interview er både en arbejdsmetode under researchen (kaldes research-interview) og en genre.

Interview bliver en genre, når selve interviewet bruges som en del af formidlingen med gengivelse af spørgsmål og svar. Det kaldes et output-interview. Interview som genre kan være både emnecentrerede og personcentrerede, hvor henholdsvis sagen og kilden er interviewets fokus.

I skrevne medier kan et researchinterview også blive til et output-interview, fordi journalisten efterfølgende har mulighed for at omformulere både spørgsmål og svar, så der bliver sammenhæng i stoffet. I radio og tv vil der nogle gange være gået et researchinterview forud for output-interviewet, så journalisten sikrer sig, at kilden er den rette og kan svare. Dermed får kilden også på forhånd viden om, hvad spørgsmålene er, og kan forberede et svar, der er brugbart som output-interview.

En særlig form for emnecentreret interview er enqueten eller voxpop’en, som bruges, når man spørger en række tilfældige mennesker om et emne, de forventes at have en mening om.

Bruges i: Alle medietyper

Portrættet bygger som baggrundsartiklen på skriftligt materiale, interview og observation, men sprogligt ligner portrættet mere featuren, fordi der kæles mere for sproget. Der er ofte en aktuel anledning til, at journalisten laver et portræt. Det kan være en kendt person, der har fødselsdag, eller en person, der har ydet en usædvanlig præstation, men portrættet kan også være lavet ud fra et tema, som når journalist Nils Thorsen får de portrætterede til at fortælle om livet, når det lykkes, og når det slår fejl.

Portrættet vinkles ligesom andre historier, og det laves som regel, så det tegner en profil af personen, hans baggrund, hans mest fremherskende egenskaber og de vigtigste data. Researchen består af arkivmateriale, blandt andet tidligere omtaler af personen og ofte også af interview med mennesker omkring den portrætterede, selv om disse andre kilder ikke nødvendigvis medvirker i portrættet. Det er en profil - en essens af hans personlighed - og derfor skal det ligne. Ikke alt er rosenrødt, så der skal også være plads til noget om personens begrænsninger.

Portrætter kan være både forholdsvis korte omtaler og meget lange. Nogle portrætter beskriver mest personen med journalistens ord, andre er udforskende og nysgerrige og giver tit ordet til personen selv. Der ses også kritiske portræthistorier, der ligner undersøgende journalistik af den type, hvor man rekonstruerer et forløb.

Portrætter behøver ikke være af en person. Der kan også laves portrætter af for eksempel en by eller en virksomhed.

Bruges i: Alle medietyper

Reportage er en genre i sig selv, men den er også en måde at lave research på, og den er et element i andre genrer. Reportage som genre omfatter flere typer, for eksempel den aktuelle begivenhedsreportage og reportagen, der tager udgangspunkt i en ide, journalisten har udviklet. Fælles for alle reportageformer er, at de er aktiv og opsøgende journalistik, og at der er brugt flere researchmetoder, for eksempel egen observation og interview. Ved egen observation bruger journalisten alle sanser og leder efter meningsbærende detaljer - de gode eksempler, som rammer reportagens vinkel.

Reportagen kan være både beskrivende, forklarende og fortolkende, og tit er den alle tre dele. Den kan rumme baggrundsoplysninger og sætte emnet eller begivenheden i perspektiv. Reportage forudsætter, at journalisten har været til stede og selv har observeret og lavet interview eller opfanget samtaler fra dem, der er på stedet. Journalisten kan vælge at fortælle selv eller bruge en skjult fortæller.

Reportagen har sine rødder i 1800-tallets naturalistiske litteratur. Mange af datidens journalister var samtidig forfattere, for eksempel Herman Bang som i sin journalistik udnyttede romanens sprog og fortælleteknik og gennem sine præcise iagttagelser gav læseren en følelse af selv at være til stede.

I begyndelsen af 1900-tallet fik reportagen hurtigt stor betydning, da det blev klart, at den langt bedre end referatet opfylder læsernes behov for interessant og forståelig formidling. Reportagen har fået stærkt voksende betydning, blandt andet som element i feature og fortællende journalistik.

Bruges i: Skrevne medier

Feature er egentlig ikke en genre, men et fortælleteknisk kneb, hvor man kobler reportage og baggrund. Featuren står stærkt, fordi den er god til at imødekomme kravet om underholdning og oplevelse. Featuren spænder bredt, fra idestyret reportage over analyserende baggrunde og til fortællende journalistik. Den er ikke afgrænset i tid og sted, og under researchen spiller observation med brug af alle sanser en dominerende rolle. Derudover bruges interview eller skriftligt kildemateriale til at ud- og underbygge beskrivelsen af det observerede i begivenhedsforløbet, miljøet, ved personen osv.

Featuren adskiller sig fra reportagen ved at grave dybere i fænomenet eller begivenheden og for eksempel perspektivere i forhold til en forhistorie, lignende tendenser eller sandsynlige fremtidsscenarier. Featuren rummer altså både en konkret situation, der belyses gennem de berørte personer, og et mere abstrakt niveau, der belyses af for eksempel eksperter. Journalisten må gerne fortolke, analyse og konkludere, men der må ikke digtes eller kommenteres. Heller ikke feature er fiktion.

Garantien for, at det ikke bliver fiktion, er en ekstraordinær grundig, målrettet research, som gør det muligt for journalisten at gengive replikker fra private samtaler eller fortælle, hvad en person har tænkt i en eller anden situation.

Bruges i: Skrevne medier

Fortællende journalistik kaldes også litterær journalistik eller narrativ journalistik. Også den henter sin inspiration i litterære virkemidler, og for modtageren kan formidlingen minde om skønlitteratur, fordi der for eksempel ikke bringes citater på den måde, man normalt ser i journalistik. I stedet er der dialog mellem personerne.

Som featuren blev fortællende journalistik fornyet i 1960’erne og 1970’erne, da en række amerikanske journalister, blandt andre Tom Wolfe og Hunter S. Thompson, gjorde journalisten selv til deltager og måske endda hovedperson i reportager, som brød nogle normer for traditionel journalistik. Det litterære til trods er researchen i fortællende journalistik lavet efter klart journalistiske principper. Der er lige så høje krav til kildekritik, fairness, analyse osv. som ved enhver anden form for journalistik. Det er ikke tilladt at bruge nogen form for fiktion. Så formidlingen er litterær, men indholdet skal have den sandhedsværdi, der kendetegner journalistik.

Det betyder, at genren er meget tidskrævende, for det kræver grundig research at være sikker på, at for eksempel en dialog er korrekt, eller at de involverede tænkte, følte og oplevede som skildret, og at der faktisk så ud, som rekonstruktionen fortæller.

Rekonstruktion er et centralt element i fortællende journalistik. Reportager, undersøgende journalistik og nyhedshistorier kan også rumme elementer af rekonstruktion, men det er i den fortællende journalistik, at rekonstruktionen benyttes mest.

Som ved reportage kan journalisten gøre sig selv til historiens fortæller eller vælge at bruge en skjult fortæller. Fortællende journalistik bruges især til at formidle større, researchtunge historier.

Bruges i: Radio/podcast

Montagen er radioens parallel til fortællende journalistik. Det er den store lydcollage, som bygger på så meget og så dygtigt indsamlet stof, at fortællingen glider frem gennem interview, reportage og andre elementer. Genren er gammel. Den dukkede op i 1930’erne, og i Danmark stod den især stærkt i 1980’erne og 1990’erne, hvor vi var en slags verdensmestre. DR vandt gang på gang de internationale priser i genren.

Montagen bruges i flere sammenhænge også uden for journalistikkens verden, og i nogle glider fakta og fiktion sammen. I modsætning til dokumentaren kan radiomontagen indeholde elementer af fiktion, men indholdet er langt overvejende autentisk, og den går lige så tæt på som dokumentaren.

Indholdsmæssigt kan radiomontagen behandle samme emner som dokumentaren. Journalisten kan være tydelig i radiomontagen eller kan have klippet sig selv helt ud, så historiens personer har ordet alene.

Bruges i: Alle medietyper

Baggrundshistorier tager udgangspunkt i nyheder, der er så væsentlige, at det er relevant med en grundig forklaring. Baggrunden giver modtageren en så bred og grundig orientering, at han får bedre mulighed for at forstå nyhedens betydning, sætte den ind i relevante samfundsmæssige sammenhænge og tage kvalificeret stilling til situationen.

Researchmetoden er i hovedsagen interview, indsamling af skriftligt materiale og journalistens egen baggrundsviden og analyse. Det indsamlede stof bearbejdes med fokus på emnet eller problemstillingen, og analysen spiller en stor rolle.

Forklarende og uddybende baggrundshistorier fylder mere i skrevne medier end i radio og tv. Gennem en årrække har der været tendens til, at aviserne i stigende grad får den rolle at bearbejde, analysere og uddybe de informationer, som modtagerne allerede har fået i kortere form via de elektroniske medier og nettet.

Bruges i: Alle medietyper

Undersøgende journalistik er som sådan ikke en genre, men en arbejdsform, der mere end nogen anden berettiger journalister til at tro på rollen som borgernes garant over for magthaverne. Det er samtidig den mest komplicerede og tidkrævende form for journalistik.

I undersøgende journalistik er det journalisten selv, der definerer problemstillingen på baggrund af en grundig research med en meget grundig kildekritik. Det fører til historier, der ikke ville være kommet frem, hvis journalisterne ikke havde gravet dybt. Arbejdsmetoden er en kritisk tilgang til alt materiale, og der indgår som regel mange kilder, både mundtlige og skriftlige. Det tilstræbes at give modtagerne et præcist, detaljeret og fuldkomment billede af problemet og de sammenhænge, det skal ses i.

Genren bruges til afsløring af forhold, der er angribelige eller ulovlige. Den bruges også til rekonstruktion af begivenhedsforløb, hvor udgangen - for eksempel en ministers fald - kan være kendt af offentligheden, men hvor modtageren ikke kender den udvikling, der førte til faldet.

Der stilles store krav til journalistisk engagement, stædighed og grundighed, og da genren tilmed er tidkrævende, bruges den ikke ofte. Men fagets egne vurderer den højt. Det er den genre/arbejdsform, der har givet flest Cavling-priser, fagets fornemste danske hæder, og fra 2002 har genren fået sin egen pris, Spadestik, der gives for undersøgende lokaljournalistik. Beløbsmæssigt er Spadestik den største journalistpris i Danmark.

Undersøgende journalistik kaldes også dybdeborende eller gravende, og i flere lande har udøverne dannet deres egne foreninger. I Danmark er det FUJ - Foreningen for Undersøgende Journalistik, i Norge SKUP - Stiftelsen for en Kritisk og Undersøkende Presse, i Sverige - Grävande Journalister og i USA IRE - Investigative Reporters and Editors.

Bruges i: Radio og tv

Dokumentar forbindes mest med radio og tv og er derfor yngre end de genrer, der er knyttet til aviserne. Engelske BBC oprettede en dokumentarafdeling i 1953, der byggede på en solid engelsk dokumentarfilm-tradition, og BBC’s produktioner blev inspiration for mange europæiske landes tv-stationer.

Dokumentaren tager udgangspunkt i for eksempel en sag, et forløb, et eller flere mennesker, en bydel, en historisk begivenhed eller et miljø. Den kan tage fat på og grave i en sag på samme måde som undersøgende journalistik, men ofte tager dokumentaren ikke stilling og er ikke kritisk på den måde, at nogen stilles til ansvar. Det dybdeborende består i, at dokumentaren går meget tæt på og dokumenterer. Modtageren kan få indblik i miljøer og kulturer, man ellers ikke har mulighed for at opleve.

Dokumentaren kan i stil og fokus være farvet af journalisten, men den er aldrig fiktion. Det er en af de afgørende forskelle på journalistiske dokumentarudsendelser og dokumentar på film, hvor instruktøren har et større råderum til at lægge et eget fokus ned over materialet.

Dokumentaren har siden 1990’erne fået, hvad man kan kalde tabloide stedsøstre, nemlig dokusoaps og reality-tv, hvor man følger nogle personer over en vis tid eller under en begivenhed. De kan se ud som journalistik, men er det ikke. Det er udsendelser, der tilsyneladende skildrer en sand virkelighed, ofte af privat karakter, men de er i høj grad iscenesat og har tydelige elementer af underholdning, sensation og konkurrence.

Bruges i: Alle medietyper

Nyheden regnes for at være en af journalistikkens grundpiller. Ikke desto mindre er der uenighed om, hvordan man definerer en nyhed. Journalister har ikke brugt lang tid på at forsøge sig med en definition. De har brugt deres fingerspids- eller mavefornemmelse til at afgøre, om her var en historie, der fortjente at blive smidt på forsiden eller nyde fremme som dagens første indslag i en nyhedsudsendelse. Præcis hvorfor har været mindre interessant.

Forskellige medieforskere har forsøgt sig, og de har lidt forskellige definitioner, der journalistisk kan koges sammen til, at en nyhed er en historie i et massemedie om aktuelle begivenheder eller udtalelser, der er vedkommende for mediets målgruppe.

Et spadestik dybere kan man tale om flere slags nyheder, for eksempel hændelser og tendenser. En hændelse kan være en pludseligt opstået situation som en ulykke eller udskrivning af folketingsvalg. En tendens er en langsom forandring af samfundet, som til sidst er så tydelig, at den kan præsenteres som en nyhed, for eksempel unges stigende problemer med stress og depression eller unge indvandrerkvinders indtog på de videregående uddannelser. Bredden gør, at nyheden både kan være opsøgende og afspejlende.

Bruges i: Skrevne medier

Den mindste, men ofte mest læste enhed. Den giver kun svar på det allernødvendigste. Som regel er den bygget op om journalistikkens grundspørgsmål: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor, hvordan.

Den er en meddelelse af fakta, og kunsten består i at udvælge de væsentligste og mest interessante. Indholdet kan være sammendrag af længere historier, der ellers ikke ville være plads til, eller det kan være, at der simpelthen ikke er mere at fortælle. Endelig kan det være en sød eller speciel lille historie, man gerne vil bringe, men ikke vægter så højt, at den skal have megen plads.

Notitsen, den ultrakorte journalistik, findes i alle medier, selv om den har andre navne. Fra avisen over tekst-tv til de digitale medier - en notits.

Bruges i: Alle medietyper

Historisk er referatet en af de ældste genrer, og den er stadig vigtig i mange medier, men ikke længere som et selvstændigt indslag. Referatet havde sin blomstringstid, da hver by havde fire partiaviser, som gennem referaterne skulle give læserne, som også var meningsfæller, oplysning om, hvad deres valgte repræsentanter sagde og mente i byråd og på tinge. Nu bruges mødereferater kun i begrænset omfang, fordi de i sig selv ikke giver journalisten mulighed for at komme godt rundt om et emne. Journalisten har kun de kilder, der er til stede på mødet, og det kan give en meget ensidig belysning af sagen.

Der refereres dog stadig i stor stil, for eksempel når journalister følger store retssager eller holder os opdateret på, hvad der er foregår i forhandlinger om Finansloven, på EU-topmøder eller i bestyrelsen for en sportsklub, der er i problemer. Tit følges referatet op med en vurdering af situationen eller en egentlig analyse, og så kan genren bevæge sig over i meningsjournalistik.

Genremæssigt er det en pudsighed, at referat kun er referat, hvis det sagte spiller den dominerende rolle i historien. Indgår andre observationer, f.eks. det sete som et væsentligt træk, vil resultatet ifølge traditionen blive kaldt en reportage.

Bruges i: Radio, tv og digitale medier

Live-rapportering har eksisteret længe inden for radiosport, hvor hele udsendelser er bygget op om det koncept, at udsendte reportere giver et øjebliksbillede af kampene. Det kræver skarphed i formidlingen at skabe rette stemning på ganske kort tid.

Digitaliseringen af medierne har medført, at genren har spredt sig til medierne på nettet, så der nu live-rapporteres fra mange begivenheder, for eksempel afsigelse af domme, debatter i Folketinget og selvfølgelig stadig fra sportsbegivenheder.

Live-rapporteringen kan også suppleres med analyser.

Som en krølle på udviklingen har digitaliseringen medført, at modtagerne kan bidrage med egne oplevelser/holdning eller kan stille spørgsmål til journalisten undervejs. Tv bruger digitaliseringen til for eksempel at vise udvalgte Twitter-indlæg fra seerne, mens en udsendelse ruller over skærmen.

Bruges i: Alle medietyper

Analysen er en videreudvikling af baggrundshistorien. Dens indhold er helt eller delvis journalistens egen analyse af sammenhænge, perspektiver, årsager og konsekvenser. Analysen bygger på en selvstændig research, og nogle gange lægges oplysningerne frem for modtagerne. Andre gange bygger analysen mere eller mindre på kilder, der kun har villet udtale sig uden for citat, og så står vurderingerne og konklusionerne helt for journalistens egen regning.

Det er ikke nyt, at journalister sammenfatter en problemstilling og giver modtagerne en letforståelig version af en kompleks sag. Det er kernen i journalistisk formidling. Men analysen bruges i stigende omfang, og i de senere år har den i nogle sammenhænge, for eksempel i politiske analyser, fået et skær af at kunne forudsige begivenheder i stedet for at analysere dem, der har fundet sted. Det bevæger sig på kanten af journalistik og kan gøre genren til meningsjournalistik.

Bruges i: Skrevne medier

I kommentaren er journalistens personlige stillingtagen og argumentationen det bærende. Kommentaren og analysen overlapper hinanden, men i kommentaren lægges ikke så stor vægt på analysen bag den holdning, journalisten udfolder.

Kommentaren handler ofte om et aktuelt emne, for eksempel en nyhedshistorie der fylder meget eller er principielt vigtig. Stilen er personlig, men som regel saglig og seriøst argumenterende.

Bruges i: Skrevne medier

Lederen er en stillingtagen til et emne og forbindes oftest med aviser. I lederen argumenterer avisen for et synspunkt, og der er ingen krav om, at lederen skal leve op til de journalistiske krav om objektivitet og fairness. Tværtimod. Lederen er netop en mening.

Ledere skrives af både ledende redaktører og journalister, og ofte kan man ikke se, hvem der er forfatter på den enkelte leder, fordi den netop er tænkt som avisens mening, ikke den enkelte medarbejders. Ledere bruges også i en del magasiner, men her er det oftest en introduktion til bladets indhold, ikke en argumentation for en holdning.

Ledere har fået et større publikum gennem de sociale medier. Nogle aviser er dygtige til at skrive og publicere ledere, der deles på for eksempel Facebook.

Bruges i: Skrevne medier

Indholdsmæssigt er en klumme og en blog det samme. Det er mediet, som afgør navnet. I trykte medier bruger man ordet “klumme”, og i digitale medier “blog”. Ordet “klumme” er en "oversættelse” af det engelske ord "column”, der betyder spalte. Her fremsætter journalisten sine meninger om dette eller hint og argumenterer for dem.

En klumme/blog er som regel mere underholdende skrevet end kommentaren, og den kan handle om alt fra noget seriøst til en pudsig undren over noget meget hverdagsagtigt. Den udtrykker alene skribentens holdning, som kan være mere eller mindre underbygget. Nogle klummer/blogs er rene meninger, andre er udarbejdet ud fra alle journalistiske principper. Det bestemmer skribenten frit.

Klummer/blogs lægger ofte op til debat, og den digitale platform giver mulighed for dialog med og mellem modtagerne. I nogle tilfælde kan modtagernes input have direkte betydning for journalistens næste indlæg på bloggen.

Bruges i: Alle medietyper

Når journalistens mening gælder et kulturprodukt som en bog eller en film, kaldes den en anmeldelse. Ud over meninger og argumentation indeholder anmeldelsen som regel et referat af det, der kommenteres.

Anmeldelser kræver i udgangspunktet, at anmelderen har specialviden om den form for kultur, der anmeldes. Det krav bliver ikke altid opfyldt, når journalister anmelder. En del medier har derfor et større eller mindre korps af anmeldere med stor indsigt i de forskellige kulturformer tilknyttet, for eksempel dramaturger eller litterater. Omtale af sportsbegivenheder som for eksempel fodboldkampe er ofte anmeldelser, men kaldes ikke sådan.

Læs eventuelt dette eksempel på en anmeldelse af filmen Serena (2014) af Ida Helene Rovsing i tidsskriftet Ordet, d. 25. nov. 2014: ordet.net/serena-ufrugtbar-melankoli/. Den er både interessant at undersøge nærmere som et eksempel på, hvordan en anmeldelse kan være bygget op, og som et eksempel på en anmelders brug af forskellige sproglige virkemidler som fx semantiske felter, billedsprog, emotivt sprog mv.