En sagtekst (også kaldet ’nonfiktiv tekst’ eller ’nonfiktion’) er en tekst, der handler om virkelige forhold - i modsætning til en fiktionstekst, der handler om opdigtede forhold.

Sagtekster er fx artikler i aviser, ugeblade eller fagblade, lovtekster, offentlige eller private breve, fagbøger, lærebøger, debatbøger, elektroniske tekster på fx tekst-tv eller internettet, der handler om virkelige forhold, dagbøger, erindringer, rejseskildringer, essays, brugsanvisninger, nyheds-, debat- og dokumentarudsendelser i tv og radio, mundtlige oplæg og foredrag mv.

Sagtekst er altså en fællesbetegnelse for alle nonfiktive tekster, der handler om virkelige forhold. Ud over mundtlige og skriftlige tekster, hører også følgende teksttyper med: auditive ’tekster’, som fx radionyheder, debat og faglige programmer i radioen, visuelle tekster som presse- og portrætfotografier samt audiovisuelle (også kaldet filmiske) tekster som dokumentarudsendelser og dokumentarfilm.

Man kan underdele sagtekster i:

• sagprosatekster (også bare kaldet sagprosa), dvs.
  • mundtlig sagprosa (eller mundtlig sagtekst, fx et fagligt oplæg af elever eller lærer i dansktimen, en politisk tale, et debatprogram i radioen mv.)
  • skriftlig sagprosa (eller skriftlig sagtekst, dvs. alle former for skrevne artikler, fx nyhedsartikler, reportager, faglige artikler og læserbreve mv.)

• visuelle sagtekster (de fleste typer af fotografier, bl.a. pressefotos)
• filmiske sagtekster (fx nyhedsudsendelser og debatprogrammer i tv, dokumentarfilm og undervisningsfilm)
• multimodale sagtekster (dvs. sagtekster, der kombinerer 'modaliteter', dvs. at forskellige former for brug af ord, billeder og lyd bringes i samspil med hinanden i samme tekst note 1).
  Se fx den multimodale feature 20-årig flyttede alene i øde hytte i bjergene efter gymnasiet af Alexander Klemp på tvsyd.dk d. 6. okt. 2020 om 20-årige Daniel Boel Nielsen fra Gårslev ved Vejle, som d. 4. august 2020 tog til Norge for at bo alene i en primitiv hytte i ødemarken i seks uger.
  Eller se artiklen i kristeligt-dagblad.dk fra d. 23. feb. 2017 om Julie, der er online dagen lang, som bl.a. indeholder – ud over naturligvis skrift – en del dynamiske gif-billeder, dvs. billeder med ’bevægelse’ i: kristeligt-dagblad.dk/historier/julie.
  Læs også opslag i genreleksikonet her om multimodal tekst.

Det kan måske være lidt uklart, hvad forskellen er på begreberne sagtekst og sagprosatekst, men du kan se, at ordet ’prosa’ indgår i det ene begreb og ikke i det andet, og det er netop dét, der signalerer, hvad forskellen er på de to begreber. En sagtekst er, som du kan se i punktopstillingen ovenfor, alle typer af tekster (herunder også fx radioudsendelser og film), der handler om virkelige forhold, mens en sagprosatekst enten er en mundtlig eller en skriftlig sagtekst, der handler om virkeligheden.

Selve ordet prosa skal her forstås som en betegnelse for det almindelige sprog, vi taler eller skriver, og som formuleres i almindelige sammenhængende sætninger. Det modsatte af prosa-sprog er et sprog, der gør brug af et ordforråd og en opbrudt sætningsopbygning, der er anderledes end den, vi bruger i normal tale og skrift. Du kender bl.a. denne anderledes måde at skrive på fra mange digte.

Mundtlige og skriftlige sagtekster kaldes under et for sagprosatekster note 2.

Denne teoritekst handler især om skriftlig sagprosa.

Når en journalist eller en anden skribent skal skrive en informationstekst kan vælge mellem to ret forskellige måder at formidle på.

1. Traditionel (eller klassisk) nyhedsjournalistik er en journalistisk formidlingsmetode, hvis vigtigste og styrende princip er, at informationer præsenteres efter 'princippet om faldende vigtighed', dvs. de vigtigste informationer først og de mindre vigtige bagefter.

Der findes forskellige forklaringer på, hvorfor langt de fleste nyhedstekster altid har været og i stor udstrækning stadig er bygget op på denne måde:

Den ene fortæller, at nyhedsartiklens opbygning er inspireret af historien om manden, der løb fra Marathon til Athen efter sejren over perserne i år 490 f.Kr. for at råbe: Vi vandt, og derefter faldt død om. Og det var jo heldigt, at han valgte at fortælle det vigtigste først.

Den anden stammer fra den amerikanske borgerkrig, hvor indianere af og til fandt på at sabotere de nye telegraflinjer, og hvor journalister derfor var tvunget til at skiftes til at sende korte, klare og opmærksomhedsvækkende konklusioner om begivenhederne på fronten - på de få telegrafforbindelser, der ikke var ødelagte, eller de valgte at berette de vigtigste fakta først i deres beretninger i tilfælde af, at telegrafen pludselig skulle bryde sammen.

Den tredje begrundelse for den klassiske nyheds opbygning er, at det skulle være muligt skære artiklen ned ved at tage sætning for sætning bagfra, hvis den skulle forkortes for at give plads til andre nyheder. Det var jo noget nemmere end at skulle til at omformulere hele artiklen. Især i den tid (indtil 1970erne), hvor typografer møjsommeligt - manuelt bogstav for bogstav - satte avissiden op i blyskrift.

Den traditionelle nyhed er således bygget op efter det princip, der kaldes nyhedstrekanten (eller den omvendte nyhedstrekant):

2. Såkaldt fortællende journalistik er derimod komponeret (= opbygget) efter dramatrekanten (eller 'fortælletrekanten', se figur nedenfor).

Fortællende journalistik (eller 'narrative journalism', 'new journalism' eller 'oplevelsesjournalistik') er en journalistisk formidlingsmetode, hvis styrende princip ikke er som den klassiske nyhedsjournalistik at informere efter princippet om faldende vigtighed, men snarere at fortælle gode historier, der skaber oplevelse, nærvær og engagement hos læserne.

Den fortællende (mundtlige, skriftlige, filmiske eller multimodale) sagtekst er en fængslende fortælling om menneskers personlige oplevelser og reaktioner i ofte dramatiske eller på anden måde intensive handlingssituationer.

Den fortællende sagprosateksts opbygning og karakteristika kan illustreres sådan her:

Læs mere om fortællende journalistik nedenfor.

De vigtigste informationstekster er nyhed, baggrundsartikel, fortællende artikel, reportage, feature, interview, citathistorie og notits.

Informationstekster (også kaldet faktatekster eller orienterende tekster) er kendetegnet ved at informere modtageren om udsnit af virkeligheden, uden at afsenderen lader fremstillingen farve af sine egne holdninger.

En informationstekst er kendetegnet ved, at afsenderens intention er at oplyse modtageren så sandt, dækkende og ærligt som muligt om en sag. Afsenderens hensigt er at være informerende - og derfor er hans fremstilling præget af saglighed og faktuelle informationer.

De fleste seriøse nyhedsmedier lægger stor vægt på troværdighed og på, at mediets journalister ikke lader deres artikler farve af egne holdninger. Fx skriver Berlingske på en side med overskriften 'Berlingske Medias regler for journalistisk etik':

Mindstekrav til journalistisk kvalitet
Journalistikken i de artikler, som produceres i Berlingske Media, skal være kritisk, fordomsfri og fair. Journalistens egne holdninger må ikke have indflydelse på en sags udfoldelse eller fremlæggelse.
Journalister skal have en kritisk indstilling til kilder, og kilders motiver og egeninteresser skal til enhver tid indgå i den journalistiske vurdering af en sag. (...)
Artiklers vinkling, rubrikker mv. skal have dækning i research og dokumentation. Artikler må ikke strammes for at gøre dem mere interessante eller slagkraftige.
Artikler hvori der indgår konflikter og/eller interessemodsætninger må som udgangspunkt ikke være baseret på én kilde. (...).

Kilde: berlingske.dk/etik. Set 29. nov. 2020.

Dagbladet Politiken skriver på sin netavis bl.a.:

Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. (...) Oplysninger skal være korrekte og skal derfor efterprøves. (...) Vi betragter nyhedsanalyser som en del af de almindelige journalistiske genrer, og disse analyser skal derfor tilstræbe objektivitet og være fair og saglige. (Kilde: politiken.dk/om_politiken/art5565827/Politikens-journalistik-og-etik). Set d. 21. juni 2023.

Og på jyllands-posten.dk skriver avisen:

Jyllands-Posten udgives ikke primært for at tjene penge. Redaktionelt er målet gennem saglig og fair information at gøre Jyllands-Posten til et demokratisk redskab for en voksende del af den danske befolkning. Jyllands-Posten redigeres ud fra journalistiske og ikke ideologiske kriterier. (...) Jyllands-Postens journalistik skal bæres af tilstræbt objektivitet. (Kilde: jyllands-posten.org/journalistiske-grundpiller.php. Set 29. nov. 2022). Læs Jyllands-Postens redaktionelle grundpiller som pdf.

Endelig slår Jysk Fynske Medier (der repræsenterer 13 dagblade, 57 ugeaviser og 4 radiostationer) fast i sine presseetiske regler:

Uafhængighed
Jysk Fynske Medier står for en journalistik, der er fair, kritisk, saglig og hviler på korrekte oplysninger. (...)
Fairness
Krav om hurtighed må aldrig tilsidesætte troværdighed. Vi viderebringer kun historier, oplysninger, opdateringer og citater fra kilder og andre medier, som vi efter bedste overbevisning kan stå inde for. (Kilde: stiften.dk/artikel/501965. Set 29. nov. 2020). Læs Presseetiske regler for Jysk Fynske Medier som pdf.

Den informative fremstilling er altså grundlæggende objektiv - eller som politisk redaktør og redaktionschef Chris Kjær Jessen for Berlingske siger i forbindelse med en artikel, hvor en journalist citerede en kilde forkert: Vi er ikke et aktivistisk medie. Vi er ikke Fox News. Vi vil lave tilstræbt objektiv journalistik (citat fra artiklen Analytiker blev fejlciteret i Berlingske – så ringede S-pressechefen i journalisten.dk d. 12. maj 2023, min fremhævning).

Det er dog samtidig vigtigt at understrege, at selv om det er den objektive fremstilling, der tilstræbes i de seriøse mediers informationstekster, så er mediets ejere ikke objektive eller upolitiske. Ofte kommer avisens grundlæggende politiske holdninger til udtryk i mediets lederartikel, men det vil nok også være sådan, at ledelsens politiske ståsted til en vis grad smitter af på, hvilke emner og sager der prioriteres at skrive om og gå i dybden med.

Koncernchef for Berlingske Media Anders Krab-Johansen lægger fx ikke skjul på, at medier, der udgives af Det Berlingske Hus, er borgerlige (dvs. at de rent politisk ligger til højre for midten, og derfor er mere på bølgelængde med den politik, som partierne Venstre og Konservative står for, end Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten gør). Krab-Johansen citeres således i en artikel i det i øvrigt socialdemokratiet orienterede onlinemedie piopio.dk for at sige:

Der er ingen tvivl om at medierne fra Det Berlingske Hus er borgerlige. Derfor bliver de redigeret ud fra redaktør-erklæring fra 1948, som jo er borgerlig. Og det er chefredaktøren, der står til ansvar for det.

Kilde: Artiklen "Topchef hos Berlingske: Medieskolerne skal rekruttere journalister bredere" af Jan Kjærgaard i piopio.dk d. 27. sep. 2021.

Læs her redaktør-erklæringen fra 1948, som koncernchefen refererer til.

Og man skal også have in mente, at der altid ligger en vurdering bag valget om, hvad en afsender (fx en journalist) vil formidle, og hvordan afsenderen vil gøre det. Det er altså afsenderen, der vurderer, at et sagforhold er så vigtigt, at han vil skrive om det, det er afsenderen der bestemmer, hvordan han vil vinkle sin fremstilling, og dermed er det hans personlige vurdering, at noget skal omtales, og at noget andet ikke skal omtales, at nogle kilder skal citeres eller refereres og andre ikke.

Ofte sker der desuden en så 'skarp' vinkling af artiklens indhold i dens rubrik (overskrift), at der gives et misvisende indtryk af, hvad artiklens fokus egentlig er. Dette er måske ved første øjekast en detalje, for en læser vil jo finde ud af, at overskriften måske ikke er helt præcis, når han læser artiklen, men faktisk er der mange læsere, som i hverdagens intense og hastige nyhedsstrøm kun når - eller vælger - at læse overskrifter for visse artikler - og er det tilfældet, er det jo kun informationen i den misvisende rubrik, læseren tilegner sig (og måske formidler videre til andre).

En informationstekst er altså ret beset kun delvist objektiv, men dog (stort set) aldrig subjektiv i den forstand, at afsenderen (journalisten) udtrykker sine personlige holdninger.

Og dog? I nyere journalistiske informationstekster eksperimenterer journalister faktisk af og til med deres egen rolle, med subjektiviteten, i forhold til måden, der skrives på, og måden et sagsforhold fremstilles på. Dette kommer især tydeligt til udtryk i den slags artikler, der kaldes fortællende journalistik (herunder informationstekst-genrerne reportage og feature). Men også i andre informationstekster forsøger journalisten at sætte sit personlige aftryk ved sin specielle individuelle sproglige stil og ved at inddrage sig selv som aktør i det fortalte.

Læs fx begyndelsen af en interviewartikel i kristeligt-dagblad.dk, hvor journalisten i rubrik og manchet følger en traditionel informationsteksts opbygning (jf. nyhedstrekanten), men straks efter manchetten bryder med princippet om at fremstille de vigtigste informationer om sagsforholdet i begyndelsen af artiklen og med kutymen om at holde sig selv uden for den sag/person, man skriver om:

Interview

Sociolog: Vi får sværere og sværere ved at læse almindelige bøger

15. september 2018, kl. 0:00 - Af Lise Søgaard

Danskerne bruger en stigende del af deres fritid med mobiltelefonen i hånden. Men vi er i gang med at undergrave vores evne til at læse helt almindelige bøger, advarer sociolog og videnskabsformidler Anette Prehn. Som formand for Det Nationale Stresspanel opfordrer hun os til at løfte blikket og kæmpe for de værdier, vi vil have i vores liv

Dik-dik-dik-dik, siger blinklyset, da bilen drejer ind på en villavej og lader sig parkere langs en grøn bøgehæk. Mobilen bliver sat på lydløs og stoppet i lommen på vej ned ad flisegangen.

Vi er i et villakvarter i Fredensborg. Bag hækken gemmer et par fodbolde sig i højt græs, et større antal fuglefoderautomater drejer om sig selv i et træ. En lyshåret kvinde åbner døren, smiler og siger: "Goddag, Anette." Hun gelejder os forbi små og store sko, gennem stuen og ud på terrassen på den anden side af huset. Vi sætter os i et havemøbel, indånder sensommerluften og nyder udsigten mod Esrum Sø et øjeblik, før jeg bringer mit problem op:

Det er strengt taget et luksusproblem, undskylder jeg, men ikke desto mindre et problem. Derhjemme på kommoden ligger en bog, jeg så uendeligt gerne vil læse. Men jeg kan simpelthen ikke komme i gang. Det er ikke, fordi det er en særligt lang eller svær bog, det er en helt almindelig biografi, der nu på tredje måned håner mig. Faktisk føles det indimellem, som om en indre barriere forhindrer mig i at række ud efter den, sætte mig i sofaen og få hul på den, selv i døgnets mest rolige timer, og nu er vi oppe på pinlige 260 kroner i biblioteksbøde for den ene bog.

"Latterligt, ikke sandt?", siger jeg.

Anette Prehn lytter og lægger hovedet lidt på skrå.

Kilde: Interviewartikel af Lise Søgaard i kristeligt-dagblad.dk d. 15. sep. 2018: kristeligt-dagblad.dk/kultur/sociolog-vi-faar-svaerere-og-svaerere-ved-laese-almindelige-boeger. Set 25.jan. 2023.

Informationstekster i aviser og andre lignende medier, som skrives af journalister, er bl.a. genrer som nyhedsartikel (også bare kaldet 'nyhed'), baggrundsartikel, fortællende journalistisk (reportage og feature), interview, notits og referat.

Andre typer af informationstekster end dem, du kan finde i skriftlige nyhedsmedier, er lærebog, afhandling, biografi, selvbiografi, nekrolog, rejseskildring, redegørelse, analyse mv.

Nyhed

Den 'rene' nyhed (eller nyhedsartikel) er som regel en relativt kort og overskuelig artikel, der er baseret på faktuelle informationer om en sag, og som formodes at have interesse for den målgruppe, som et givent medie henvender sig til.

Genren 'nyhed' kan defineres som:

en særlig tekst om en begivenhed, der har fundet sted og som modtageren orienteres om for første gang, og som modtageren tror på er sand.

Henning Olsson og Henrik Poulsen: Ryd forsiden!, 1996 s. 28.

I en meget anvendt norsk grundbog om journalistik: Journalistikk: metode og fag af Trine Østlyngen og Turid Øvrebør, 2. oplag 1999, beskrives kendetegnene ved den klassiske nyhed således:

Den klassiske nyhedsartikel besvarer spørgsmålene: hvem, hvad, hvor og hvornår. Derefter går den videre, uddyber og nuancerer. Spørgsmålene besvares så tidligt som muligt i artiklen, som regel i rubrikken og indledningen. Den klassiske nyhed kan i den videre uddybning besvare spørgsmål om hvordan og hvorfor.

En nyhedsartikel er som regel bygget op efter den omvendte nyhedstrekant (se illustration ovenfor).

Baggrundsartikel

Baggrundsartiklen er en længere nyhedsartikel, der graver dybere end den korte nyhedsartikel.

Baggrundsartiklen bruges som regel til at afdække et sagsområde af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Baggrundsartiklen er en artikeltype, der går ofte 'bag om' de begivenheder, der er givet information om i en kort nyhed. Den følger nyhedsartiklens sagsområde op ved at uddybe forklaringer på, hvorfor begivenheden har fundet sted, men - i modsætning til reportagen - uddyber baggrundsartiklen også sagens kontekst, fx ved at trække historiske linjer op, der har relation til sagen eller sætter perspektiver på, der forudsiger forskellige muligheder for, hvordan sagen vil (kunne) udvikle sig. Fx kan en nyhed om tjetjenske gidseltagere i Moskva følges op af en baggrundsartikel om den langvarige krigslignende tilstand mellem Rusland og Tjetjenien.

Denne artikeltype kaldes af nogle for 'baggrundsreportage'. Baggrundsartiklen benævnes også med andre fagudtryk, fx 'nyhedsanalyse', 'den dybdeborende historie', 'den researchtunge artikel', 'undersøgende journalistik' og 'en udredende artikel'.

Fortællende journalistik

Fortællende (også kaldet 'narrativ') nyhedsjournalistik er en reaktion imod den traditionelle nyhedsartikel, der er blevet kritiseret for at være en kedsommelig kompositionsform (opbygget efter nyhedstrekanten), som ikke engagerer læseren, som ikke vækker læserens følelser og sanser og ikke giver nogen 'oplevelse' fra sig.

Fortællende journalistik gør mere ud af at dramatisere og personliggøre måden, der skrives på, og den sag, der skrives om.

Tom French, journalist ved St. Petersburg Times, sagde på en konference for danske journalister om fortællende journalistik d. 11.-12. okt. 2001, at nyhedstrekanten:

ikke (er) en måde at fortælle historier på. Den er det modsatte. Nyhedstrekanten kan bruges til at formidle informationer i en artikel på to-tre afsnit, men den er døden for fortællinger. Hvis du bruger nyhedstrekanten, så ved læseren, at jo længere han bliver ved med at læse, jo mindre interessant, jo mindre vigtigt og jo mindre udfordrende bliver det næste afsnit i forhold til det foregående. Og så er der jo ikke nogen grund til at fortsætte, faktisk er enhver tilskyndelse til at læse videre fjernet.

Fortællende journalistik opstod som ny skrivestil inden for journalistikken i USA i 1960'erne i USA note 3. Den blev kaldt 'New Journalism' og senere 'Narrative Journalism' og kaldes altså fortællende eller narrativ journalistik på dansk.

Fortællende journalistik gør mere ud af at dramatisere og personliggøre måden, der skrives på.

I bogen The new journalism (1973) af Tom Wolfe og E.W. Johnson fremhæves bl.a. følgende fem kendetegn ved fortællende journalistik:

• Portrætterende hændelser i dramatiske scener i stedet for den sædvanlige historiske opsummering, man læser de fleste artikler.
• Hele dialoger i stedet for den traditionelle journalistiks løsrevne citater og anekdoter.
• Beskrivelse af 'betydningsfulde detaljer' eller 'adfærdsmønstre og positioner, hvorfra folk oplever deres egen livssituation.'
• Anvendelse af synsvinkler på en varieret og opfindsom måde for at skildre, hvordan begivenheder folder sig ud.
• Indre monolog eller præsentation af, hvad en person tænker og føler uden at bruge direkte citater.

En af pionererne for denne journalistiske genre var den amerikanske journalist Gay Talese, der allerede først i 1960'erne skrev 'ny-journalistisk'.

Han formulerede fx indledningen til en sådan helt anderledes type journalistisk artikel om den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning, Joe Louis, på denne måde:

"Hej, skat!" råbte Joe Louis til sin kone, da han så hende stå og vente på ham i Los Angeles Airport.
Hun smilede, gik hen imod ham og skulle lige til at stå på tæer for at kysse ham - men standsede brat op.
"Joe," sagde hun, "hvor er dit slips?"
"Årh, skattebasse," sagde han med et skuldertræk, "jeg var ude hele natten i New York, og så havde jeg ikke tid til - "
"Hele natten!" afbrød hun. "Når du er hérovre, gør du ikke andet end at sove, sove, sove."

Kilde: Christian Kock i artiklen "Fortællingen indeholder scener og bruger dialog" d. 23. maj 2000, opdateret 1. apr. 2001. Artiklen er en del af en større tekst med titlen "Hvad kan fortællingen bruges til i avisen".

Det typiske kendetegn ved fortællende artikler er deres novelleagtige karakter, hvor der lægges særlig vægt på den levende konkrete handlingsberetning, ikke mindst den sceniske beretning (hvor der fortælles i medsyn, dvs. som om begivenheden foregår samtidigt med, at den fortælles), samt flittig anvendelse af dialog (samtale) som virkemiddel.

Den fortællende journalistik fortæller en historie bygget op efter en dramatisk forløbsmodel, som kaldes 'dramatrekanten'. Der bliver præsenteret en konflikt, som naturligvis handler om virkelige forhold, derefter bliver der, på forskellig vis, lagt i ovnen til en spændende historie, hvis udvikling læseren interesseret følger.

Sammenfattende kan man sige, at en fortællende artikel adskiller sig fra en traditionel faktaorienteret nyhed eller baggrundsartikel ved:

• at artiklens opbygning minder om en dramatisk komposition, som vi kender det fra fiktionen, fx romanen og novellen.
• at fremstillingsformerne scenisk beretning og dialog er er et fremtrædende virkemiddel.
• at den sproglige stil også henter stof fra fiktionen, fx i brugen af stilfigurer (bl.a. sammenligninger og metaforer, ikke mindst kendt fra lyrikken).
• at de personer, der er involveret i en sag, får mulighed for at udtrykke deres subjektive følelsesmæssige og sanselige oplevelser af en begivenhed. Beskrivelsen af personerne i og omkring en sag får, så at sige, lov at fylde mere end redegørelsen for selve sagen (af og til anvendes endda såkaldt 'indre synsvinkel' i nogle af de personer, der omtales).
• at journalisten i nogle tilfælde (det er ikke så tit) træder i karakter og - udover fakta - også formidler sin personlige følelsesmæssige og sanselige oplevelse af eller sin fortolkning af andres oplevelse af en begivenhed.

En antydning af, hvad det er, den fortællende journalist vægter i sit researcharbejde som forberedelse til en fortællende artikel, er følgende eksempel af den amerikanske journalist og underviser Mark Kramer fra Harvard University:

Jeg skrev engang en serie artikler om et skibsværft i Boston havn. Det åbnede i 1989, og jeg spurgte ejeren ud om, hvordan han fik ideen til projektet.

Jeg sagde: "Lad os begynde med den dag, hvor du opdagede stedet her. Hvordan skete det?"
Han sagde: "Jeg var på hjem fra arbejde en aften, og jeg så jernbanespor, der forsvandt ned i vandet."
Jeg spurgte: "Hvad tid på dagen var det?"
Han sagde: Det var næsten mørkt".
"Hvordan var vejret?"
"Det ved jeg ikke, men det regnede i hvert fald ikke. Det kan jeg huske. Det var mest gråt."
"Hvad tænkte du på?"
"Jeg tænkte, at jeg kan virkelig ikke lide mit job, hvad nu hvis jeg havde et værft her i stedet for."

Kilde: journalist Kirsten Sparre i artiklen "Researchteknik for fortællere", fra 19. nov. 2001, opdateret 19. apr. 2005.

Et eksempel på, hvordan den fortællende journalistik låner fra den litterære fiktionsgenre, er denne indledning til artiklen "Arven" (bag betalingsmur) af journalist Line Holm Nielsen d. 28. marts 2008 i berlingske.dk:

Da landpostbuddet triller ned ad grusvejen, er hun halvvejs på sin rute. Det tegner som en god dag; i formiddagssolen er Salling ved Limfjorden langsomt ved at varme op. Det bløde sand på vejen fedter under hjulene, og midterrabatten mellem hjulsporene skraber mod undervognen. Dette er en vej for traktorer, og landposten – en jordbunden, midaldrende kvinde med pjusket, blond hår – kommer her da heller ikke hver dag. Den blinde, bugtede grusvej går forbi en kirke, et forsamlingshus og en gårds store maskinlade, før den slår over i fintkornet sand og lægger alt undtagen tre spredte adresser bag sig. Hernede, skjult af brombærkrat og læhegn, ligger blot to sommerhuse og en fritidsgård.
På denne onsdag i begyndelsen af september 2007 skal hun helt ned for enden; til gården. Men hun når aldrig derned. Et sted mellem nummer seks og ti bremser hun brat op og stirrer ud ad forruden på vejen 20-30 meter henne. Hun er ikke i tvivl om, hvad det er, der ligger ubevægeligt og blegt i hjulsporet.
Bange ser hun sig omkring. Omkring den lille postbil står buske, majsplanter og træer tæt. Der kan så nemt som ingenting gemme sig en person derinde et sted. Hun låser halvvejs i panik dørene indefra, tager mobiltelefonen og ringer 112. Og giver sig til at vente.

Læs dette eksempel på faglitteratur skrevet som fortællende artikel: "Italiensk gidseldrama: Ingen ville redde Aldo Moro" - Uddrag af en artikel på historienet.dk d. 8. juli 2016 af Erik Bork og Torsten Weper.

Læs mere om fortællende journalistik med flere eksempler på fortællende artikler, blandt andre "Branden", "Fattigliv" og "Landliv" af Herman Bang fra 1880'erne, "Eksplosionen" af Henrik Cavling fra 1882. Og to nutidige eksempler på fortællende artikler, nemlig hhv. katastrofereportagen ""Da de kørte med ham, var han i live, men hans tilstand var kritisk"" og kriminalreportagen "Lundin tilstår drab på familie".

Eller læs den multimodale fortællende artikel ”Flemming stod bag Danmarks eneste skoleskyderi” på tv2østjylland.dk d. 30. dec. 2019: tv2ostjylland.dk/aarhus/randi-blev-skudt-i-universitetets-kantine.

De to sagprosagenrer, reportage og feature, som du kan læse mere om nedenfor, er ofte skrevet som fortællende journalistik.

Reportage

Den typiske reportage er en journalists beretning fra 'marken'. Udgangspunktet for reportagen er som regel at forsøge at anskue en nyhed fra en anden vinkel end den traditionelle nyhedsartikel. Journalisten tager 'ud i virkeligheden' og oplever mennesker og deres reaktion i forbindelse med en aktuel begivenhed.

Ofte er der lagt særlig vægt på, at menneskene 'derude' får lov til at berette om noget, de har oplevet med egne øjne, ører og andre sanseorganer og om tanker, de har gjort sig i den forbindelse. Derfor er det livlige og aktive sprog, ofte med verber i nutid, et kendetegn for reportagen.

Læs eksempel på reportage: "Jeg bor ikke i Esbjerg, men i min lejlighed", Dagbladet Information, 28. maj 2003: information.dk/2003/05/bor-esbjerg-lejlighed. Set d. 2. nov. 2017.

Man kan skelne mellem forskellige reportageformer:

• Nyhedsreportagen er opbygget på samme måde som nyheden, men den er kendetegnet ved at være mere uddybende i sin information om begivenheden. Det er især spørgsmålene hvordan og hvorfor, der bruges mere spalteplads på.
• Begivenhedsreportagen er den reportage, der skildrer kaosset på et ulykkessted, et grundlovsmøde eller begivenheder på en 1. maj, folkelivet og atmosfæren omkring en fodboldlandskamp mellem Sverige og Danmark osv.
• Portrætreportagen, hvor en person skildres gennem et interview med personen selv og måske interviews med personer fra dennes omgangskreds, beskrivelse af personens liv og levned i fortid, nutid og nærmeste fremtid.
• Efterforskningsreportagen, kaldes også 'dybdeborende reportage', fordi en journalist eller flere journalister borer dybt i en sag, der vurderes at have offentlighedens interesse. Dette arbejde foregår ofte over en lidt længere tidsperiode, hvilket resulterer i en række daglige artikler i avisen i denne periode. Det kan være sager, der har kriminel karakter, som fx økonomisk bedrageri.

I bogen Avisreportagen af Lisbet Borker og Povl Erik Brøndgaard (red.) fra 2001 omtales og gives eksempler på andre reportagegenrer, nemlig krigsreportagen, katastrofereportagen, kriminalreportagen og rejsereportagen.

PS: En reportage, der er skrevet som en fortællende artikel, hvor (som regel en journalist) også udtrykker sine subjektive holdninger til og kommenterer den sag, hans reportage handler om, genrebestemmes nogle gange som en 'kommentage'. Kommentage er en sammentrækning af ordene 'kommentar' og 'reportage'.

Feature

En featureartikel minder om reportagen og er også en genre, der hører under den fortællende journalistisk. Men forskellen mellem reportagen og featuren er først og fremmest, at featuren som regel ikke handler om et nyhedsorienteret stofområde.

Ordet 'feature' betyder 'træk'. En feature har til formål at tegne et 'billede' af, eller man kan også sige: vise karakteristiske træk ved vores virkelighed på godt og ondt.

En featureartikel kan handle om dagligdagen blandt somaliske flygtninge i Danmark, om arkiverede kunstværker i kælderen på Nordjyllands Kunstmuseum, om det nye folketingsmedlems svære tid som 'rekrut' på Christiansborg eller om stress blandt kvindelige ledere eller i princippet hvilket som helst andet emne.

Som journalist Mikkel Hvid skriver om et af den moderne features kendetegn:

Den moderne feature har (...) stået i lære hos litteraterne. Og de har lært at gode historier først og fremmest handler om ét: at forvandle sine kilder til personer i historien.
Featurejournalisten er ikke interesseret i kilder som fortæller om historiens emne, men i personer, der gennem deres handlinger eksemplificerer det.

Kilde: journalisten.dk/at-skrive-feature/.

Featureartiklen er som regel stort opsat, dvs. relativt lang tekst med mange billeder.

Opbygningen af en feature følger ofte denne disposition, der benævnes featurehjulet:

1. Først præsenteres scenen, dvs. det sted begivenheden finder sted og de mennesker, der er involveret i den sag, featuren sætter på dagsordenen.
2. Dernæst præsenteres selve det problem/den konflikt, artiklen handler om.
3. Så følger det, der kaldes handlingen, hvor personer og problem, hvor selve sagens handlingsforløb uddybende omtales.
4. Til sidst rundes featuren som regel af med overvejelser over, hvorledes fremtiden vil forme sig for de mennesker, der er blevet beskrevet og/eller hvorledes det problem, der er artiklens omdrejningspunkt, vil udvikle sig eller kan løses. Det er featurens perspektiv.

Læs en rammende beskrivelse af featurens kendetegn i den ovenfor citerede artikel "At skrive feature" af journalist Mikkel Hvid fra 2003. Set d. 14. aug. 2019.

Læs et eksempel på en feature på tv2.dk med titlen "Han slog sin mor ihjel: 'Jeg har ikke gjort det for at være ond'": kortlink.dk/uyqg.

Interview

Mange nyheder og reportager kommer i stand ved, at journalisten interviewer personer, der enten er direkte involverede i eller iagttagere af en given begivenhed.

Man taler om tre særlige former for interviews (jf. de tre kildetyper, man kalder hhv. ekspertkilde, partskilde og erfaringskilde):

1. Ekspertinterviewet, hvor en ekspert inden for et eller andet fagområde interviewes. Ekspertens viden i forhold til en bestemt sag afdækkes. Journalistens rolle er at stille nysgerrige spørgsmål, så eksperten udfolder den relevante viden og så han gør det på så forståelig en måde som muligt.
2. Partsinterviewet, hvor to eller flere parter med indbyrdes modstridende synspunkter interviewes. Ved at stille kritiske modløbsspørgsmål til de interviewede parter sørger journalisten for at 'holde ild i bålet', altså at holde modsigelserne mellem parterne ved lige. For det er selve konflikten mellem parterne, der er denne artikeltypes 'stærkeste' kort. Partsinterview er der også tale om, når journalisten stiller sig som den opponerende part over for den, han interviewer, dvs. når journalisten stiller kritiske, 'anklagende' spørgsmål til fx politikeren, med det formål at få politikerens holdninger, og især hans argumenter for holdningerne, frem i lyset, så offentligheden (læseren/tv-seeren/radiolytteren) kan vurdere om argumentationen er mere eller mindre troværdig.
3. Erfarings- eller medløbsinterviewet, hvor den interviewede gives mulighed for at udtrykke sine spontane følelser, sine umiddelbare reaktioner i forhold til en eller anden sag. Personens formidling af personlige følelser og erfaringer hjælpes på vej af journalistens positivt opfordrende og bekræftende medløbsspørgsmål.

Vi kan måske karakterisere journalistens rolle:

• i ekspertinterviewet som den, der stiller nysgerrige opfordrende spørgsmål
• i partsinterviewet som den, der stiller kritiske udfordrende spørgsmål, og
• i erfaringsinterviewet som den, der stiller bekræftende befordrende spørgsmål

Interviewet indgår som virkemiddel i mange teksttyper, men forekommer ofte som en selvstændig artikeltype. Man kan skelne mellem følgende slags interview-artikler:

• Faktainterview, hvor det gælder for journalisten om at viderebringe fakta (nøgterne kendsgerninger) om en sag ved at interviewe relevante kilder. Faktainterviewet bør nøgternt besvare spørgsmål som: hvem gjorde hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor.
• Meningsinterview, der bruges i sager, der handler om politik. I denne form for interview er formålet at videreformidle den interviewedes holdning til bestemte (politiske) spørgsmål
• Stemningsinterview, hvor artiklens fokus ikke er at formidle informationer om en bestemt sag, men at formidle en særlig stemningsoplevelse i forbindelse med en eller anden sag. Fx kan et stemningsinterview anvendes med det formål at give modtageren en oplevelse af en intens og løssluppen stemning ved Roskildefestivalen, hvor forskellige parter (deltagere i festivalen) bliver interviewet om, hvordan de oplever det at være på festivalen lige nu. Stemningsinterviewet anvendes oftere i de elektroniske medier end i den skrevne presse.
• Underholdningsinterview er også mere anvendt i tv og radio end i fx avisen. Som begrebet hentyder til, er det en interviewform, der har det formål at underholde seeren, lytteren eller læseren gennem en uforpligtende samtale med en eller flere personer.
• Portrætinterview har som formål - via journalistens spørgsmål - at give et billede af, hvem den person, der interviewes, er som personlighed. Ind imellem selve spørgsmålene og svarene krydres artiklen med journalistens iagttagelser af den interviewede og omgivelserne, samt eventuelle tilbageblik i den interviewedes historie, som journalisten har et forhåndskendskab til.
• Enquete og vox-pop. En enquete og voxpop er ganske korte interviews, hvor som regel forskellige kendte mennesker bliver stillet de samme spørgsmål om interessevækkende emner (enqueten), eller hvor almindelige mennesker bliver stillet enslydende spørgsmål om en eller anden sag af større eller mindre betydning (vox-poppen = folkets stemme).

Citathistorie

En citathistorie (også kaldet 'klippe-journalistik') er en artikel i et medie, som er hentet fra et andet medie. Den hentede artikel er direkte citeret, men der er dog ofte sket en forkortelse af den oprindelige artikel.

En citathistorie - af især korte originale artikler - er altså kendetegnet ved, at det medie, den bringes i, ikke selv har researchet og efterfølgende skrevet historien.

En del citathistorier er en direkte kopi af den originale artikel. Dog anses det for god journalistisk citatskik, at det kun er ganske korte artikler, der gengives ordret. Som der bl.a. står i en "Reviderede vejledende retningslinjer for citat (2019)" udarbejdet af Danske Mediers bestyrelse i 2019:

• Undgå systematisk udnyttelse af andres indhold uden udtrykkelig aftale. Dette gælder også systematisk anvendelse af dybe link.
• Angiv det citerede medie som kilde så vidt muligt i første afsnit.
• Henvis altid til den citerede artikel ved brug af et dybt link, hvis originalartiklen er tilgængelig digitalt – også når artiklen kun er tilgængelig mod betaling. Det kan undlades, når der alene er tale om registrerende, korte nyheder.
• Baser højst et par afsnit, svarende til højst 4-5 sætninger, på den citerede artikel. Resten af historien bør bygge på en selvstændig journalistisk indsats, herunder citater fra egne kilder eller ny baggrundsinformation.
• Gengiv højst ét direkte citat, medmindre andet følger af de presseetiske regler.

Ovenstående begrænsninger gælder i følge vejledningen dog ikke, hvor en artikel gengives efter særskilt tilladelse eller under særlige vilkår, fx hvis der er tale om bureaustof.

Læs et eksempel på en citathistorie på bt.dk: "Død kvinde fundet i svømmepøl" fra d. 1. aug. 2018.

Det er et problem at bringe citathistorier i et medie, hvis mediet ikke kontrollerer den citerede histories sandhedsværdi. Der er mange eksempler på falske historier, som ukritisk er blev gengivet i andre medier som citathistorier. Og der er mange eksempler på medier, der ikke overholder ovenstående vejledning om god citatskik.

Notits

En notits er en meget kort teksttype, der kan handle om hvad som helst. Fx en nyhed i kort form, der ikke anses for at have så stor nyhedsværdi, at man vil prioritere at skrive en egentlig nyhedsartikel om den.

I nogle aviser findes en rubrik, der hedder 'Kort Nyt', hvor flere små notitser er at finde.

En notits kan være fx et kort referat af nyhedsmeddelelser fra pressebureauer som Ritzaus eller Reuters pressebureau - eller en tekst i sportssektionen med resultater fra sportskonkurrencer osv.

De vigtigste opinionstekster er: leder, kronik, klumme (herunder kommentar og blogindlæg), essay, læserbrev og læserkommentar.

Opinionstekster (også kaldet argumenterende tekster, meningstekster eller vurderende tekster) er kendetegnet ved, at afsenderen udtrykker sine personlige holdninger til det sagsforhold, hans opinionstekst handler om.

Den opponerende fremstilling er altså grundlæggende subjektiv (i modsætning til informationsteksten, hvor afsenderen er objektiv).

Afsenderens intention er at overbevise modtageren om, at han skal ændre (eller holde fast ved) sin holdning (= holdningsbearbejdende intention) og/eller at påvirke modtagerens adfærd/handlinger (= adfærds- eller handlingsregulerende intention).

Da afsenderens hensigt først og fremmest er at påvirke modtagerens holdning eller handling lægger hans særlig vægt på argumentationen i sin opinionstekst. Han lægger således vægt på at fremføre så gode begrundelser for sine påstande/synspunkter, at modtageren tilslutter sig dem (= overbevises om, at de er rigtige).

Opinionstekster kan bl.a. være følgende genrer: leder, kronik, klumme/kommentar/blogindlæg, essay, debatindlæg, læserbrev, partiprogram, politisk tale mv.

Anmeldelser kan både regnes for at være opinionstekster/meningstekster, fordi anmelderen jo som regel meget tydeligt udtrykker sin personlige mening om og vurdering af det, der anmeldes, og underholdende tekster, fordi et vigtigt træk ved genren netop er det underholdende aspekt.

Leder

En 'leder', 'ledende artikel' eller 'spids' er genrebetegnelsen for en artikel, hvor avisens chefredaktør eller et fremtrædende medlem af avisens redaktion udtrykker sin/avisens holdning til en vigtig aktuel begivenhed. Der er sædvanligvis en ledende artikel i hver ny udgave af en avis, og den er sædvanligvis placeret samme sted i avisens hovedsektion.

Flere online-medier (fx politiken.dk, information.dk og jyllands-posten.dk) kræver betaling af abonnement, for at man kan læse dagens leder. Dog er der fri adgang til at læse ledere i fx det borgerligt orienterede medie berlingske.dk: berlingske.dk/opinion/ledere - og i den socialdemokratisk orienterede Netavisen Pios: piopio.dk/kategori/leder. Og her er en kras leder fra chefredaktør Knus Brix i Ekstrabladet.dk d. 18. juni 2023 med titlen "Bort, sykofanter!".

Kronik

En kronik er en længere orienterende tekst eller vurderende tekst i en avis. Den handler ofte om et aktuelt emne, fremstillet på en nogenlunde enkel og lettilgængelig måde.

Kronikken er sædvanligvis en avisartikel af den lødige, oplysende slags, som regel skrevet af en person, der ikke er medarbejder ved den avis, den bringes i.

Læs eventuelt eksempler på kronikker i Kristeligt Dagblad: kristeligt-dagblad.dk/kronik.

Klumme (kommentar og blogindlæg)

Kendetegnene for en klumme er følgende:

• Klummen argumenterer for et subjektivt synspunkt, gerne provokerende og med skarp pointe.
• Klummen er personligt præget. Det vil sige, at den er farvet af den skrivendes syn på verden, og kreativiteten viser sig i både indhold og skrivemåde.
• Klummen kan være moraliserende, satirisk, reflekterende, forarget eller noget helt femte.
• Klummen hæver sig over sit emne og giver det perspektiv. Den er altså aldrig blot refererende.

Kilde: Papir udleveret i forbindelse med Journalisthøjskolens optagelsesprøve 2009.

Almindeligvis er klummer i fx aviser skrevet af udefrakommende personer, ikke avisens egne ansatte. Læs eksempel på en klumme om at kalde sine døtre for 'prinsesser' fra 11. aug. 2015: kortlink.dk/rrmd. Eller læs oversigten over klummer i online-bladet alt.dk: alt.dk/emner/klumme.

Genrerne 'kommentar' og 'klumme' er stort set det samme. Også blogindlæg er en slags klumme. Læs en kommentar med titlen "Vi skal tage magten tilbage fra teknologien" i onlinemediet mm.dk (Mandag Morgen), 9. sep. 2018.

PS: Nogle bruger betegnelsen 'kommentar' som fællesbetegnelse for tekster, hvor personlige holdninger til aktuelle begivenheder udtrykkes, dvs. som fx avisens leder, den teksttype, der kaldes enten 'column', 'kommentar' og 'debat', kronikken og læserbrevet.

Dagbladet Politiken bruger udtrykket 'signatur' om en klumme/kommentar, som er skrevet af en af Politikens egne medarbejdere. De journalister/redaktører på Politiken, der skriver en signatur, bruger den meget forskelligt. Nogle skriver lette, underfundige klummer, andre går til stålet med skarpe kommentarer til nyhedsdagsordenen.

Essay

Essay kommer af det franske ord essai og det latinske ex'agium, der betyder afvejning eller undersøgelse.

Et essay er en kortere, bevidst subjektivt præget sagprosatekst, hvor forfatteren belyser og reflekterer over et kunstnerisk, videnskabeligt og/eller samfundsaktuelt emne.

I fremstillingen af sagen anvendes ofte, især sproglige, virkemidler, der er almindelige i fiktive tekster, fx lyrisk sprog, billedsprog, varieret, uformelt, humoristisk, ironisk eller sarkastisk sprog.

Ofte bruges begreberne essay og klumme i samme betydning - og essaygenren er da også overtaget af klummen i de fleste aviser. Kun få aviser bruger stadig essayet. Det gælder bl.a. dagbladet Politiken: politiken.dk/magasinet/essay/ (de fleste essays på politiken.dk kræver abonnement).

Et eksempel på et essay er denne tekst med titlen "Selvportræt som en anden" af Anette Harboe Flensburg, d. 1. nov. 2017 på museet Kunstens hjemmeside: kunsten.nu/journal/selvportraet-som-en-anden/

Læserbrev og læserkommentar

Et læserbrev (også kaldet læserindlæg) er en læsers egen mening om relevante sager og begivenheder. Sådanne indlæg bringes på avisens debatsider. Et læserbrev er ofte også en læsers reaktion på andres læserbreve.

En læserkommentar er en læsers spontane kommentar til en artikel eller til en anden persons kommentar til en artikel i en avis' digitale udgave.

Underholdende sagprosatekster er kendetegnet ved, at afsenderen bevidst ikke lægger vægt på hverken at informere eller overbevise modtageren, men derimod på modtagerens uforpligtende adspredelse, hans sanselige, følelsesmæssige eller æstetiske nydelse.

Afsenderens intention er først og fremmest at underholde - og derfor lægges der særlig vægt på at anvende virkemidler, der får modtageren til at indleve sig i den underholdende teksts univers og glemme tid og sted i den tid, han befinder sig der.

Underholdende sagprosatekster kan bl.a. være gossip- og petitjournalistik, visse anmeldelser (af bøger, koncerter, teater, film, tv-programmer, computerspil mv.), causeri, anekdoter, krydsogtværs og andre opgaver, quizzer eller konkurrencer mv.

Hvis vi bevæger os uden for sagprosaen og i retning af visuelle, filmiske og multimodale sagtekster er typiske underholdende tekster reality-tv, true crime stories, livsstilsprogrammer i tv, quiz-tv, satireprogrammer mv. Også inden for disse undergenrer vil der dog kunne forekomme konkrete tekster (programmer), der er mere informerende eller opponerende end uforpligtende underholdende.

Gossip- og petit-journalistik

Gossip- eller sladderartiklen er en artikelform, man især kender fra ugebladene.

Den er en ofte anvendt artikeltype, fordi ugebladenes redaktioner ved, at "navne altid er godt stof". Gossipartiklen handler derfor almindeligvis først og fremmest om de kendte, de rige, de berømte eller berygtede.

Læs eksempler på gossip på elle.dk: elle.dk/kultur/celebrity.

Petit-artikler er små (petit betyder 'lille' på fransk) notitser, som man ofte finder på avisernes bagsider eller i særlige daglige rubrikker, hvor der fortælles om alle mulige kuriøse hændelser fra det virkelige liv.

Anmeldelse

En anmeldelse er en kritisk (positiv eller negativ) omtale og vurdering af en tekst i dette begrebs bredeste betydning, dvs. at anmeldelsen kan handle om alle kulturelle og sociale fænomener, der kan analyseres, fx alle skrevne tekster, faste og levende billeder, arkitektur, reklame, mode, medier osv.

Særlig almindelig er anmeldelser af bøger, teaterstykker, koncerter og film i aviser, tidsskrifter eller tv.

Vurderingen af et værk kan ske på baggrund af en nøgtern analyse, men det er kendetegnende for de fleste anmeldelser, at kritikken er impressionistisk (læs om impressionistisk litteraturkritik), dvs. at afsenderen (anmelderen) lægger særlig vægt på at formidle sit spontane indtryk af og sine personlige følelser og holdninger i forhold til oplevelsen af et værk.

Læs dette eksempel på en anmeldelse af filmen Serena (2014) af Ida Helene Rovsing i tidsskriftet Ordet, d. 25. nov. 2014: ordet.net/serena-ufrugtbar-melankoli/. Den er både interessant at undersøge nærmere som et eksempel på, hvordan en anmeldelse kan være bygget op, og som et eksempel på en anmelders brug af forskellige sproglige virkemidler som fx semantiske felter, billedsprog, emotivt sprog mv.

Causeri

Et causeri er ofte en - ofte - humoristisk artikel, hvor skribenten fremstiller subjektive, spidsfindige og uhøjtidelige betragtninger i forhold til et eller andet sagsforhold, en begivenhed eller en person. Fx causeres der i mange aviser i en artikel, der handler om ugens eller den foregående dags tv-udsendelser.

Læs eksempel på causeri af Kurt Thybo om Jørgen Leth: "Jørgen ligner ingen andre" på hjemmesiden atlasmag.dk, d. 23. sep. 2010.

Nogle opinionstekster kan som nævnt have til hensigt af regulere modtagerens adfærd eller handlinger. Men den specifikt adfærdsregulerende sagprosatekst er kendetegnet ved at påvirke modtageren til at udføre handlinger på bestemte måder og orientere (instruere) modtageren om procedurer for, hvorledes man gennemfører bestemte processer (fx en instruktion eller brugsanvisning).

Adfærdsregulerende sagprosatekster kan bl.a. være en lov, bekendtgørelse, cirkulære, regulativ, brugsanvisning, girokort mv.

PS: Reklamer i form af billedreklamer med tekst, annoncer og reklamefilm indeholder i forskelligt mål en blanding af informative, argumenterende, underholdende (herunder fiktive) og adfærdsregulerende træk.