Overordnet læseformål: At tilegne dig indsigt i, hvad der kendetegner genren lyrik.

Læseformåls-spørgsmål: Når du har læst teoriartiklen, skal du gerne have tilegnet dig så meget viden om lyrik, at du kan svare på spørgsmålene:

• Hvilke andre hovedgenrer inden for skønlitteratur finde der - ud over genren lyrik?
• Hvilken andre ord kan man bruge i stedet for ordet lyrik?
• Hvad vil det sige, at en tekst er lyrisk?
• Hvorfor er det egentlig ikke så hensigtsmæssigt at kalde den hovedgenren, som alle digte pr. tradition lægges ind under, for 'lyrik'?
• Hvad er brugsdigtning, og hvad er centrallyrik?
• Hvad er det ene helt specielle træk, der adskiller lyrik fra andre genrer?
• Hvad er enjambement for noget?
• Hvad er metriske vers?
• Hvad er frie vers?
• Hvad er et lyrisk digt?
• Hvad er et episk digt?
• Hvad er et rimdigt?
• Hvad er et prosadigt?
• Hvad er et knækprosadigt?
• Hvorfor kan det i nogle tilfælde være svært at genrebestemme et digt?

Ordet lyrik kommer fra det græske lyra eller lyrikos, der betyder lyre (et strengeinstrument). Fra gammel tid, fx i oldtidens Grækenland, var digtekunsten en kunstart, som dækkede fremsigelsen af verslinjer med musikalsk akkompagnement til. Ord og musik opfattedes som uadskillelige dele af en helhed.

Man bruger termen lyrik om en af de tre litterære hovedgenrer, hvor de to andre er 'epik' og 'drama'.

I stedet for begrebet lyrik bruges også ofte begreberne 'poesi' eller 'digt'.

Selve genrebetegnelsen 'lyrik' kan siges at være lidt misvisende, i hvert fald må man ikke forledes til at tro, at alle tekster i denne genre er lyriske.

At en tekst er lyrisk, vil nemlig sige, at den er kendetegnet ved at beskrive sansninger, stemninger, følelser og/eller tanker. Det centrale ord her er 'beskrive'.

Men det er slet ikke alle tekster inden for genren 'lyrik', der beskriver sådanne sanselige eller stemningsmæssige øjebliksbilleder. Eller sagt med en lidt modsætningsfyldt formulering for at illustrere det uheldige ved betegnelsen 'lyrik': Det er ikke alle lyrik-tekster, der er lyriske.

Den skelnen, der almindeligvis foretages mellem genrerne lyrik, epik og drama er af meget gammel dato. Da den blev til, var langt de fleste lyrik-tekster lyriske (dvs. beskrivende), de episke tekster var berettende (= fortællende et handlingsforløb), og dramaerne var dialogiske, dvs. at de viste et handlingsforløb via replikker:

Selv om man bruger ordet ’lyrik’ som fælles genrebetegnelse for alle digte, findes der altså faktisk mange digte, der har andre kendetegn end at være lyriske. Lad os derfor fra nu af - for at undgå misforståelser - kalde tekster, der tilhører lyrik-genren, for digte.

Digte kendes fra Ægypten så langt tilbage som 2600 f.Kr. Nogle af de tidligst nedskrevne digte fra Grækenland er sandsynligvis forfattet af digteren Hesiod, der levede omkring 650 f. Kr.

Hvis vi taler dansk digtning, er munken Peder Ræv Lille en af de første navngivne danske digtere. I sidste halvdel af 1400-tallet skrev han en række lovprisende digte om Jomfru Maria. Læs fx visen Ret Elskovens Dyd. Denne vise handler dog nok ikke om den hellige Jomfru Maria, men om en ulykkelig forelsket, fattig mands kærlighed til en kødelig kvinde af højere stand. På grund af standsforskellen er forholdet ikke muligt.

Der er historisk tre hovedtendenser inden for digtekunsten, nemlig brugsdigtningen, centrallyrikken og interaktionslyrikken.

Brugsdigtning

Brugsdigtning (eller brugslyrik) er lejlighedsdigtning. I tiden før Romantikken (dvs. før 1800) er det brugsdigtningen, der er den dominerende digtgenre. Her levede digterne af at skrive digte til og om bestemte begivenheder eller personer i samfundets privilegerede lag ved bestemte lejligheder som fødselsdage, udnævnelser, dødsfald mv.

Helt op til romantikken fra begyndelsen af 1800-tallet var brugsdigtningen totalt dominerende, dvs. digte skrevet til bestemte lejligheder (herunder religiøse), eller for at hylde bestemte - historiske eller samtidige - begivenheder eller personer.

I senere perioder og også i dag skrives dog stadigvæk lejlighedsdigte. Det er en digtgenre, der især er populær blandt ikke-professionelle digtere. Der skrives således masser af lejlighedsdigte i form af tekster til kendte melodier til konfirmationer, bryllupper, fødselsdage mv.

Også fx revyviser kan opfattes som en slags brugsdigtning.

Centrallyrik

Centrallyrik kaldes digte, som udtrykker digterens (det digtende jegs) personlige oplevelser, hans sansninger, følelser og tanker. Når det hedder centrallyrik, er det, fordi det er digterens eget jeg, der er det centrale, det som digteren har fokus på at skrive om.

Centrallyrik udvikler sig især fra og med romantikken, hvor digterens personlige, intuitive oplevelser af omverdenen er i centrum. Centrallyrik er den dominerende genre inden for digtningen i både 1900-tallet og vores århundrede.

På dansk grund har bl.a. digteren Johannes Ewalds (1743-1781) skrevet centrallyrik allerede i sidste halvdel af 1700-tallet. Læs fx. hans digt Da jeg var syg fra 1771.

Interaktionslyrik

Hvor man groft sagt kan definere brugslyrik som lejlighedsdigtning, hvor digteren skriver om andre personer eller begivenheder - og centrallyrikken som karakteristisk ved, at digteren har fokus på sine egne følelser, tanker og drømme, kan interaktionslyrikken være lidt sværere at afgrænse, fordi den netop er kendetegnet ved at have flydende grænser.

Begrebet 'interaktion' er en sammensætning af 'inter', der betyder imellem, og 'aktion', der betyder handlen eller handling. Interaktion opfattes i nogle tilfælde som synonymt med ord som 'vekselvirkning' og 'samspil', og bruges bl.a. inden for psykologien om det sociale samspil, hvor grupper eller individer påvirker hinanden gennem deres handlinger over for hinanden.

I forbindelse med genrebetegnelsen 'interaktions-lyrik' skal interaktion nok forstås lidt bredere i den betydning, at digtet:

• indholdsmæssigt handler om samspillet mellem digteren og omverdenen
• formmæssigt udnytter det nye udtryk, et digt kan få, ved at eksperimentere med tekstens grafiske opsætning (sprede ord og sætninger rundt omkring på en side, udforme bogstaver/ord, så de ligner forskellige former for genkendelige figurer eller objekter mv.)
• blander traditionelle genrer som beskrivende lyrik, fortællende epik og dialogisk drama
• udnytter de nye muligheder det giver at lade forskellige modaliteter indgå samspil med hinanden (fx at blande skriftlig tekst og billeder, mundtligt oplæst digt med musik, animere (levendegøre) digtets tekst osv.)
• eksperimenterer med sproget både ved at blande digterisk særsprog og dagligdagssprog, tale-, skrift- og lydsprog, lyrisk sprog og prosasprog, forskellige andre sprogbrugsformer mv.
• eksperimenterer med syntaksen (sætningsdannelsen) på forskellige nye (avantgardistiske) måder.

I artiklen "Centrallyrik og interaktionslyrik i 00’erne" i tidsskriftet Passage nr. 63, 2010 forsøger professor i nordisk litteratur Peter Stein Larsen at indkredse, hvad interaktionslyrik efter hans mening er.

Han skriver bl.a.:

Hvis man skal karakterisere den danske lyrik i 00’erne, kan det (...) give mening at anskue den i forhold til to dominerende opfattelser af, hvad poesi kan være, nemlig centrallyrik og interaktionslyrik. Ved centrallyrik forstår jeg tekster med et monologisk præg, i hvilke det poetiske subjekts stemme tillægges en høj grad af autoritet og autenticitet, og i hvilke dette subjekt figurerer som det entydige centrum i det poetiske univers. Som værker har centrallyrikkens tekster et præg af enhed, og i stilistisk henseende er der i sådanne tekster en høj grad af homogenitet.

Modsat centrallyrikken er interaktionslyrikken karakteristisk ved, at det poetiske subjekts autoritet er anfægtet. Når betegnelsen ‘interaktion’ bruges, skyldes det, at det essentielle ved denne poesi er, at udsigelsesinstansen – i modsætning til hvad vi ser i centrallyrikken – står i et interaktionsforhold til og er påvirket af andre sociale kontekster og andre udsigelsesinstanser, der sætter deres præg på den poetiske stil. Her er der tale om en stilistisk og genremæssig heterogenitet (...). Det ofte anarkistiske og kaotiske i kompositionel forstand bevirker desuden, at sådanne tekster sjældent er klart afgrænsede som værker. (…)

Interaktionslyrik er imidlertid slet ikke - ifølge Stein Larsen - et nyt fænomen. Han mener, at central- og interaktionslyrik har eksisteret som forskelligartede tendenser allerede siden 1900-tallets begyndelse. Således ridser han et historisk forløb op, som kan skematiseres således:

Stein Larsen sammenfatter forskellen på de to lyriske tendenser således:

Man kan altså kort og godt anskue den danske lyrikhistorie som en dynamik mellem to forskellige normer for, hvad lyrik er. Årsagen til dette er, at disse paradigmer opfylder hver deres særdeles vigtige funktion i det litterære felt. Centrallyrikken fungerer som et refleksionsrum for den enkelte med hensyn til, hvad der er hans eller hendes inderste tilskyndelser, længsler, tanker, forestillinger og drømme. Tilsvarende er interaktionslyrikken en teksttype, hvis mål er at beskæftige sig med de møder, udvekslinger og dialoger med omverdenen, som individet konstant er indvævet i.

Stein Larsen konkluderer, at selv om de "to poetiske paradigmer" har eksisteret og stadig eksisterer side om side, så varierer styrkeforholdet mellem dem fra periode til periode. Han siger i ovennævnte artikel:

Mens vi kan sige, at centrallyrikken har stået som den dominerende i lange perioder frem til 1990’erne, må det første årti af det nye årtusinde betragtes som en periode, hvor der er en højkonjunktur for interaktionslyrikken.

Digte kan noget specielt. På meget kort tid, med få ord, kan lyrik sige noget væsentligt om væsentlige sider ved den menneskelige tilværelse.

Den mest dominerende form for digte, de såkaldte lyriske digte, er groft sagt kendetegnet ved, at de beskriver et øjeblik på et øjeblik. Og de tager derfor også som regel kun et øjeblik at læse - selv de fleste af dem dog gerne vil have, at du bliver lidt længere.

Lyriske digte kan siges at være beslægtet med malerkunst i den forstand, at digte kan opleves som en slags 'ordmalerier', hvor ordene er farver i forskellige nuancer, der danner linjer, former og figurer. Nogle gange er digtet et 'maleri' af noget, der 'ligner' og andre gange af noget, der ikke umiddelbart er lige til at genkende.

Men hvis vi tager i betragtning, at digtes indhold kan være meget forskelligt, så kan man faktisk kun nævne ét særegent træk, der definerer digte til forskel fra andre typer af tekster, fx traditionelle episke tekster (fx noveller). Nemlig det forhold:

• at et digt er en tekst opbrudt i (som regel) relativt korte linjer (kaldet 'verslinjer' eller bare 'vers'). Ganske ofte er disse linjer fordelt i små eller større grupperinger med et antal linjer samlet i hver 'gruppe', som kaldes 'strofer'.
  Læs leksikonopslag om enjambement (opsplitning af en meningsenhed (en sætning) i flere verslinjer).

I dette afsnit defineres og gives der eksempler på følgende digtgenrer: Metriske vers, frie vers, lyrisk digt, episk digt, dramatisk digt, rimdigt, prosadigt, knækprosadigt og tendensdigtning.

Lad os kaste os ud i det.

Man kan skelne mellem to hovedtyper af digte, nemlig metriske vers og frie vers:

1. Metriske vers (også kaldet 'metrisk digt' eller digt i bunden form) er kendetegnet ved sit metriske mønster, dvs.
   • at rytmikken i verslinjer er mere eller mindre fast, dvs. at rækkefølgen af og antallet af trykstærke og tryksvage stavelser enten udgør et relativt fast mønster i form af en bevidst organiseret inddeling af antallet af og i rækkefølgen af trykstærke og tryksvage stavelser i verslinjers ord. Dette gør sig gældende i tusindvis af ældre digte og i næsten alle - og nutidige - sangtekster.
   • at der er et mere eller mindre fast lydligt mønster i form af rim.

Eksempel på metriske vers. Dette digts metrik er karakteristisk ved, at alle digtets verslinjer består af 8 stavelser, og hver strofes 2. og 4. linje rimer:

Du min Glæde, stille være

Du min Glæde, stille være
dæmp din Sang og sænk din Stemme
der er ingen ─ uden jeg — der
ved hvad Fryd en Sjæl kan gemme.

der er ingen, ─ uden jeg ─ der
ved, hvad der i Skoven hændte
hist, hvor Tjørnen blomstrer hvidest
ved den mosbegrode Stente.

ingen ─ uden jeg ─ der aner
hvor et Ord kan fælde Sorgen -
─ ingen paa Alverdens Jord, der
ved hvad der kan ske imorgen ─

Et digt af Karen Blixen (1885-1962) fra udgivelsen Ungdomsarbejder af Karen Blixen af Else Cederborg i tidsskriftet Blixeniana 1983.

2. Frie vers (også kaldet et digt i ubunden form eller et ikke-metrisk digt) er kendetegnet ved, at der ikke er rim, og at der ikke er en fast rytmik.

Eksempel på et digt, der er skrevet på frie vers. Her er ingen rim er, og antallet af stavelser i verslinjer er uden system og tilfældigt:

Elsker, elsker ikke

jeg lod hans legeme bestemme
om vi skulle forene vore
læber
eller
rygge,
ved at plukke.

jeg plukkede hans øjeæble ud,
elsker
jeg plukkede hans fingre af,
elsker ikke
jeg plukkede hans øre af,
elsker
jeg plukkede hans luftrør ud,
elsker ikke

til sidst stod jeg tilbage,
med afstumpede knogler,
i en usammenhængende
forfængelighed,
gav min inderlighed
til manden
jeg selv havde sat
ud af
funktion.

elsker.

Digt af Ling Ly fra digtsamlingen Lille luder i serien Immigrantdigte, 2004.

Både metriske digte og frie vers kan fremtræde som:

1. Et lyrisk digt (også kaldet et beskrivende digt) er indholdsmæssigt karakteristisk ved at være en tekst, der ofte, kortfattet og koncentreret, beskriver et tidsmæssigt stillestående (statisk) øjebliksbillede af subjektive (personlige) følelser, stemninger, sansninger og tanker/refleksioner.
   Sprogligt afviger det lyriske digt fra normalsproget, fordi der hyppigere end normalt forekommer utraditionelle sætningskonstruktioner og ordsammensætninger, anderledes tegnsætning, brug af troper (billedsprog) og andre stilfigurer (gentagelses-, modsætnings-, dramatiske og klangfigurer).

Eksempel på et lyrisk digt, der beskriver en følelse:

En by i angst

Skrigene opsuges og dæmpes
nådigt mellem husene
i den farveløse, varme by.
Murstenene er celler i min krop,
svovlsurt regnvand er mit blod.
Gadelysets sortgule ærlighed
er et farligt uhyres stikkende øjne.
Huse, kontorer, fabrikker sender transformerede
skygger ud i virkelighedens gader.
Angsten for ensomheden
er en fakkel i mørket,
en kogende kviksølvmasses desperate forsøg
på at undslippe.
Byens kommunikation sker på et ultraplan
med ozonhøje stærkstrømsantenner
der ætser tomme budskaber og tomme slagord
ind i fremmedgjorte, plastiske hjerner
via det måneskinsfarvede iltapparat.

Digt af Michael Næsted Nielsen (f. 1961) fra digtsamlingen Tusmørke lyd, 1990.

Eksempel på et andet lyrisk digt, der både beskriver digterjeg'ets sansninger et bestemt sted (hvad hun hører og ser) og tanker:

i bilens motor synger et middelalderkor
en hund klynker mens den drømmer

hængepilens grene som en edderkops hårede ben
tanker som leder efter noget at gribe fat i

vi ligger og suger det ferske brune vand
nej jeg mener, det akavede mellem os er egentlig vidunderligt

Et digt af Liv Sejrbo Lidegaard (f. 1986) fra digtsamlingen Vi er her, 2018.

2. Et episk digt (også kaldet et berettende digt) er en tekst, der ofte, kortfattet og koncentreret, beretter et handlingsforløb, der strækker sig over en vis tidsperiode.

Eksempel på episk digt:

Og far kom hjem fra Værftet med en fælde
der var solid og genial og grim
og som ku fange massevis af rotter
ved hjælp af en stump svær og en slags lem.

Og du fik fælden anbragt i en balje
og fyldte den med vand og sad og nød
at se den fede rotte langsomt drukne
og vende bugen op når den var død.

Og far smed rotten ud i skraldebøtten
og dækkede den til med skidt og skarn
og der var blege mærker i hans hænder
af rottebid fra dengang han var barn.

Uddrag af digtet Og det var i det dybe rottemørke af Halfdan Rasmussen (1915-2002) fra digtsamlingen Og det var det —, 1977.

3. Nogle taler også om genren dramatisk digt. Det er kendetegnet ved at være domineret af dialog (samtale), altså bestående af replikker ligesom et skuespil (drama).

Eksempel på et dramatisk digt:

BARNET.
Du, far ! da jeg til skogen kom,
var reden tom,
og ingen sang der rundtenom ?

FADEREN.
Nej, fuglen, som os sangen gav,
er over hav ;
kanske den finder der sin grav.

BARNET.
Men hvorfor rejser så den arme?

FADEREN.
Til større lys og større varme.

BARNET.
Du, far ; det egenkjærligt er
at være der,
når alle andre, vi, er her ?

FADEREN.
Til nyfødt vår må nyfødt sang,
det er hans trang ;
den vil han bringe os en gang.

BARNET.
Men dør han i den kolde bølge —?

FADEREN.
Så kommer andre; han har følge.

Digtet "Spørgsmål og Svar" af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-19010) fra ca. 1880, her gengivet fra tekstsamlingen Digte og Sange, 1904.

Man kan også inddele digte i følgende undergenrer:

1. Rimdigt, der er karakteriseret ved at indeholde stavelsesrim i form af enderim, men der forekommer også ofte andre former for rim (fx bogstavrim). Se eventuelt mere om rim i opslaget om klangfigurer.
2. Prosadigt, der er kendetegnet ved at være skrevet i prosaform, dvs. at dets sætninger er opbygget som normalsproglig syntaks, således at forstå, at sætningsopbygningen er som i normalt skriftsprog, men selve formuleringerne og ordvalget er dog alligevel afvigende fra normalsproget, idet der ofte bruges lyriske virkemidler som sproglige billeder, forskellige former for sproglige figurer mv.(Læs mere om prosadigt)

Langt de fleste ældre digte er metriske vers med rim. Med modernismen skete en bevægelse væk fra digtets traditionelle rytmiske mønster og rim.

Der er ingen grund til at vise et eksempel på rim i ældre digte eller i sange, for det har du set så tit. Både salmer og sange har til alle tider i langt de fleste tilfælde været rimdigte. Det gælder også stort set alle sange i dag. Desuden indeholder næsten enhver raptekst, med respekt for sig selv, rim.

Som nævnt er rim et meget sjældnere virkemiddel i modernistiske digte fra ca. 1960 og frem, men det bruges dog som sprogligt krydderi i visse nyere digte. Af og til bryder rim i et par verslinjer eller en pludselig rimende strofe et moderne digts ellers frie vers.

Et eksempel på frie vers - med rim. I Tobias Larsens digt Fortid/Invitation er de første 8 strofer frie vers uden rim, men pludselig brydes de frie vers af to strofer, der helt åbenlyst dyrker rim (især stavelsesrim, men også bogstavrim) som virkemiddel:

Sig du vil med
når København åbner op
og midnatten stempler ud
med stilet klik-klak hæle
brosten og baggårde
kokainsjæl
Sipper sjusser fra en fri bar
bekymringsfri og uklar
slidt men stadig brugbar
Latter er et nikotin-vræl
nye rytmer og et utroligt brøl
hofter og øjnene
hjertet på køl
Tør sex på toilettet
samvittigheden slettet
By af kød er fyldt med stoffer
endnu er stroboskoplys-offer
vågner som en fremmed
og indser at der ikke længere
er nogen vej hjem

Sig du vil med gennem
jams og fadølskøer
alfabeter af røg mumlende i notesbøger
En kronisk stank af lime og sukker
dovne drenge dumme dukker
fablende om ingenting
impulser sat i selvsving
badende i selvbedrag
og neonlys der aldrig slukker
sirenehorn der hyler
gennem nætterne
der aldrig lukker

Uddrag fra digt af Tobias Larsen (f. 1991) fra digtsamlingen Gadelygter/Birketræer, 2017.

Eksempel på prosadigt, der udnytter kendte skønlitterære virkemidler (som fx billedsprog):

jeg tager en slurk af kaffen
og kigger ud ad vinduet:
en grå moderne bygning over for mig
sover kedelig sin søndagssøvn
træerne har endnu ikke klædt sig på
og står forvirrede, som skammer de sig
over deres nøgenhed
solstrålerne fryser i råvinden

En strofe fra digtet Søndag af Murat Alpar (f. 1943) i Lyrik 74, Erik Vagn Jensen (red.), Gyldendals Magasin, 1974.

3. Knækprosadigt, dvs. et prosadigt, der er kendetegnet ved, at sætningsopbygning (syntaks) og ordvalg er fuldstændig som i almindeligt tale- eller skriftsprog. Grunden til, at en sådan tekst alligevel bliver kaldt et digt, er, at sætningerne rent grafisk er brudt op ('knækket') i verslinjer, og verslinje-inddeling er jo det mest karakteristiske træk ved digtgenren.

   Oprindeligt blev betegnelsen 'knækprosa' brugt lidt nedsættende om især kvindelige forfatteres selvbekendende digte i 1970erne, som rent grafisk netop var dagligdags-sætninger 'knækket' i verslinjer. Men både før og især efter 1970'erne er der skrevet masser af knækprosa-digte. (Læs mere om knækprosa).

Eksempel på knækprosadigt fra 1970'erne:

Da jeg var lille
og havde to tynde hvide fletninger
kom jeg på feriekoloni
fordi min mor var syg
men forstanderinden klippede fletningerne af
det var så besværligt med det lange hår
og uhygiejnisk
og da vi kom hjem med toget
efter feriekolonien
var jeg alene om
ikke at blive hentet
og jeg tænkte
at min mor såmænd nok havde glemt det.

Første strofe i Vita Andersens (1942-2021) digt Uafhentet fra digtsamlingen Tryghedsnarkomaner, 1977.

Eksempel på et knækprosadigt fra 2010'erne:

jeg har tømmermænd
til et middagsselskab
og der blir serveret [vegetarisk mad]
og nogen snakker om etisk ansvar
og der er ikke noget dressing
til linsebøfferne
og jeg har lyst til at råbe
hvordan forestiller du dig
at kunne tage andres sårbarhed seriøst
og så alligevel glemme dressing
men jeg vil ikke ødelægge den hyggelige stemning
fordi så mange venner har jeg jo heller ikke

Uddrag af digtet jeg har tømmermænd af Caspar Eric fra digtsamlingen 7/11 - poesi, 2014.

Digte forekommer hyppigst i følgende to genrekombinationer:

• Metriske digte, der er lyriske rimdigte
• Frie digte, der er lyriske prosadigte

Ofte kan det være svært præcist at genrebestemme et digt, fordi det indeholder forskellige genretræk. Således kan der i et digt både forekomme lyriske og episke træk, en del episke digte er metriske og indeholder rim (episke rimdigte), digte på frie vers kan ofte også karakteriseres som episke digte, der endda er formuleret i prosaform (altså prosadigte), og i nyere digte på frie vers eksperimenteres med forskellige former for rim osv.

Men når det kommer til stykket, er det selvfølgelig heller ikke bestemmelsen af genren, der er den vigtigste i en tekstanalyse af digt. Det mest interessante er fortolkningen af indholdet

PS: Nogle litteraturforskere skelner mellem lyrik og poesi - se eventuelt opslaget om poesi.

Alle nævnte digtgenrer kan optræde som tendensdigtning - også kaldet belærende digte, dvs. digte som er - netop belærende - eller moraliserende, politiserende eller undervisende/didaktiske. I et belærende digt kan digteren fx opfordre læserne til at følge bestemte moralske eller etiske retningslinjer eller på anden måde at ændre holdning og/eller adfærd.