Et digt skrevet på prosa, dvs. i ubunden form, uden et fast metrisk mønster (gennemgående rytmisk mønster eller rimmønster). Ofte anvendes sætningskonstruktioner og tegnsætning som er kendte fra litterært skriftsprog i fx romaner og noveller. Et prosadigt adskiller sig imidlertid fra den traditionelle fiktionsprosa ved en udbredt brug af lyriske virkemidler, som fx sporadiske rytmiske sekvenser, klangfigurer og troper (sproglige billeder). Modstillingen til prosadigtet er det metrisk bundne rimdigt.

Genren siges at være opstået i Frankrig omk. 1850 med digtsamlingen Gaspard de la Nuit af Louis (Aloysius) Bertrand (1807-1841) i 1842. Stilen blev videreført af Charles Baudelaire (1821-67), der skrev Petites poèmes en prose i 1869 og Arthur Rimbaud (1854-91) med En sæson i helvede, 1873 og Illuminationer i 1886. Mange danske har dyrket prosadigtningen, fx. Gustaf Munch-Petersen (1912-1938), Per Højholt (1928-2004), Michael Strunge (1958-1986), Helle Helle (f. 1965) og Katrine Marie Guldager (f. 1966).

Et eksempel!

Berus jer!
Man bør altid være beruset. Alting beror paa det: det er den eneste Opgave.
For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre
og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd - som I vil. Men berus jer.
Og dersom det undertiden skulde hænde, paa et Slots Trapper, paa en
Grøftekants grønne Græs, i jeres Stues tungsindige Ensomhed, at I vaagner,
og Rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg saa Vinden, Bølgen,
Stjernen, Fuglen, Uret, alt det, som flygter, alt det , som sukker, alt det, som
rinder, alt det, som synger, alt det, som taler, spørg hvilken Time det er; og
Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret vil svare jer: 'Det er Beruselsens
Time! For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle, saa berus jer; berus jer
uafladeligt! I Vin, i Poesi, i Dyd - som I vil.'

Charles Baudelaire: (1821-1867) digtsamlingen Parisisk Spleen, 1867. P.S.: 'Spleen' kan betyde 'livslede', 'irritation' eller 'dårligt humør'.