Der findes flere forskellige måder at inddele dokumentarfilm på i forskellige lærebøger og leksika. Fx bruges disse forskellige betegnelser for den samme type film: den klassiske dokumentar, den dybdeborende journalistiske, den autoritative, den fremstillende, den expositoriske, den forklarende, den tredjepersonsfremstillende og den alvidende. Så er der to typer, som de fleste er enige om at kalde hhv. den observerende dokumentarfilm og den poetiske dokumentarfilm. Begreber for andre undergenrer er den refleksive eller den selvrefleksive, deltagende, participerende eller interaktive dokumentar, den fiktive og den dramatiserende, fiktive eller iscenesatte dokumentar og den performative, personlige eller subjektive dokumentar.

Ud over dokumentarfilmen som genre, findes der også andre dokumentariske filmgenrer, fx naturudsendelser, virksomhedsfilm, valgvideoer og forskellige former for kampagnefilm mv.

Her på pixidansk.dk vælges en inddeling i følgende 7 typer af dokumentarfilm:

1. Den autoritative dokumentarfilm
2. Den observerende dokumentarfilm
3. Den iscenesatte dokumentarfilm?
4. Den deltagende eller interaktive dokumentarfilm (herunder den interventionistiske dokumentarfilm)
5. Den personlige eller performative dokumentarfilm
6. Den poetiske dokumentarfilm
7. Den refleksive dokumentarfilm

Typerne findes i 'rene' former, men meget ofte blandes de også. Så i en analyse af en dokumentarfilm går øvelsen ikke ud på entydigt at kunne bestemme filmens genre, men at kunne afdække, hvilke genretræk der kendetegner den, og hvilken betydning disse har for modtagerens oplevelse og forståelse.

Man kan selvfølgelig som elev stille følgende ganske fornuftige spørgsmål: Hvorfor er det overhovedet relevant at forholde sig til, hvilken genre dokumentarfilmen hører til? Tjah, man kan jo sådan set sagtens udføre en interessant analyse af en dokumentarfilm ved at undersøge, hvad den handler om, og hvordan handlingen fremstilles, altså hvilke virkemidler af forskellige slags der anvendes. Men ligesom det ofte er naturligt, hvis man skal i gang med at læse en roman eller se en spillefilm, at kende til dens genre på forhånd, kan det samme gøre sig gældende med dokumentarfilm.

De fleste vil fx gerne vide, om den spillefilm eller tv-serie, der kommer i tv nu, er en krimi, et drama, en western, en fantasy, en science fiction eller en komedie. Dette forhåndskendskab til genren kan være afgørende for, om man overhovedet gider se den slags nu, når man er i det humør, man er. Og hvis man gider, så er det også genrekendskabet, der styrer ens forventning til det, man snart skal til at se. Er det en krimi, ruster man sig på forhånd til en historie om en forbrydelse og en opklaring, til spænding og måske intellektuel udfordring om at gætte på, hvem forbryderen er. Er det et kærlighedsdrama, forventer man, at papirservietten måske skal frem i løbet af filmen, og man er meget spændt på, om forholdet ender lykkeligt eller det modsatte - og så videre. Man kan sige, at man indgår en underforstået genrekontrakt med filmens afsender om, at hvis filmen tilhører dén genre, så kan man trygt forvente, at den handler om dét tema, hvis den tilhører den anden genre, så handler den om dét...osv.

Indfries ens genreforventning ikke, så bliver man enten skuffet eller irriteret - kun i få tilfælde er en fiktionsfilm af andre grunde så god, at ens interesse og opmærksomhed bliver fastholdt - på trods af bruddet på genrekontrakten.

Genrekontrakter indgås også underforstået med filmproducenten af en dokumentarfilm. Hvis det er en journalistisk dokumentarfilm, så forventer du at se en optrævling af en eller anden samfundsrelevant sag, ikke at den er en personlig eller performativ film, som handler om filmmagerens eget private liv, eller at den har fokus på billedæstetiske og måske lydmæssige eksperimenter som en poetisk dokumentar ofte har.

Den autoritative dokumentarfilm

Når denne genre kaldes autoritativ indikeres, at man bør kunne regne med, at filmen er troværdig og pålidelig. At det, der vises, er et så sandt som muligt billede af et udsnit af virkeligheden.

Det skal dog bemærkes, at ret mange af denne slags film 'vinkles' ret skarpt, forstået på den måde, at filminstruktøren ofte har et ret klart (informativt) budskab, som han vil formidle med sin film. Fx at en bestemt offentlig myndighed ikke har udført en bestemt opgave særligt ansvarligt, at en privat virksomheds ledelse sandsynligvis har begået noget kriminelt eller lignende.

I denne type dokumentar er der fokus på at formidle viden til modtageren. Det kan være i form af en 'uskyldig' natur- eller dyrefilm - eller en afdækning af magtmisbrug eller en spektakulær retssag og lignende.

Hvis dokumentarfilmen handler om et sagsforhold af almen samfundsmæssig betydning, kaldes den også en dybdeborende journalistisk dokumentar (eller bare dybdeborende eller kritisk-undersøgende dokumentar). Når den betegnes som journalistisk, er det, fordi de fleste af den slags film laves af journalister eller andre medieuddannede, som er trænet i at udføre den grundige (= dybdeborende/kritisk undersøgende) research og søgen efter kildemateriale, som netop kendetegner sagsfremstillingen i denne type dokumentarfilm.

Hvad virkemidler angår, er det karakteristisk for den autoritative dokumentar, at den bruger en studievært, der taler direkte til seeren og/eller en voiceover, der løbende forklarer og holder seeren orienteret om, hvad der sker. I visse tilfælde kan der dog godt ske et vist bevidst tilbagehold af viden for at holde modtageren i spændt forventning om, hvordan sagen videre forløber og ender. En sådan form for dramatiserende virkemiddel kendes jo fra mange spændingsfilm.

Fremlæggelse af kildemateriale, som tilrettelæggeren har fundet frem til efter sin dybdeborende research samt interviews - både med erfarings-, parts- og især gerne med ekspertkilder, prioriteres meget højt i den dybdeborende dokumentar, og er derfor netop det 'stof', man kan genkende den slags dokumentar på.

Den observerende dokumentarfilm

En observerende dokumentarfilm er kendetegnet ved, at kameraet blot neutralt og nøgternt registrerer, hvad der sker foran kameraet - som var det en flue på væggen, hvis tilstedeværelse ingen af de fotograferede opdager.

Dette billede af den rene og uforstyrrede virkelighed må ikke forvanskes af brug af alle mulige dramatiserende filmiske virkemidler. Derfor bruges som regel en enkelt og ensartet kameraføring og beskæring af det fotograferede. Og underlægningsmusik og effektlyde undgås helst.

Man kan sige, at den observerende dokumentar er en slags impressionistisk eller minimalistisk beskrivelse af menneskers adfærd i bestemte miljøer - uden at fortælleren blander sig. Det overlades til modtageren selv, hvordan han vil forstå det, han ser og hører.

Den rent observerende dokumentarfilm produceres stort set ikke mere. Den opstod i 1960erne som reaktion på de forklarende autoritative dokumentarfilm, men nu om dage vil de fleste opfatte en observerende dokumentar som kedelig og tung - med mindre instruktøren er heldig at være på det rette sted på det rette tidspunkt og optager en meget dramatisk eller af anden grund seværdig situation.

Mange tilrettelæggere/instruktører af dokumentarer bruger dog autentiske/observerende optagelser af personer og situationer som byggesten i deres film.

Et eksempel på en observerende dokumentarfilm, som faktisk ér ret observerende - er den franske dokumentar Adamant – hjerterum på Seinen (2023), instrueret af Nicolas Philibert. Se trailer: https://youtu.be/-weznmEmoF0?feature=shared.

Den iscenesatte dokumentarfilm

Måske kan det også være relevant at betegne en bestemt slags 'virkeligheds-skildring' som en iscenesat dokumentar. Det skal forstås på den måde, at den virkelighed, filmen dokumenterer, er en iscenesat, en til lejligheden opfundet situation.

Det dokumentariske og autentiske aspekt er, at det er virkelige mennesker, filmen handler om, men det er en fiktionaliseret, en kunstigt arrangeret 'virkelighed', de er placeret i.

Et eksempel på en sådan type dokumentar er reality-tv, hvor udvalgte mennesker sættes sammen i nogle fysiske lokaliteter, som er indrettet til lejligheden - og så dokumenterer filmen, hvordan relationer udvikler sig, når deltagerne udsættes for forskellige situationer og 'benspænd', som er tilrettelagt af andre end deltagerne selv.

Også en serie, som Skru tiden tilbage på DR 3, hvor en 'virkelig' familie placeres i et iscenesat rum i en periode, fordi de skal prøve at leve som man gjorde i 1950'er', 6'ern eller 70'erne, kan siges at høre til genren iscenesat dokumentar. Se trailer på Facebook.

Den deltagende eller interaktive dokumentarfilm

Denne genre er karakteristisk ved, at instruktøren åbenlyst involverer sig/deltager i sin egen film. Den handler ikke om ham eller hendes personlige livshistorie, som den genre, der kaldes personlig eller performativ dokumentar (se nedenfor) gør. Det er nemlig ikke i sig selv 'personen'/instruktøren, der er den interessante figur, men hans synliggørelse af, hvordan han udfører et researcharbejde i sin dokumentarfilm, og hvordan han via sin research afslører eller dokumenterer et eller andet.

Den interaktive dokumentar indeholder et sammensurium af træk fra andre genrer: Instruktørens synliggørelse af selve den dokumentariske proces (undersøgelsesarbejdet) minder om et træk, som kendetegner den refleksive dokumentarfilm (se nedenfor), og den sag, der udrulles og afsløres, minder om det fokus den autoritative dokumentar har, og endelig kan man sige, at det er et performativt element (se om personlig/performativ dokumentar nedenfor), når man i den interaktive dokumentar følger, hvordan filminstruktøren 'skaber' ny virkelighed ved at performe på en bestemt måde i den.

Et eksempel på en deltagende/interaktiv dokumentar er den berømte amerikanske film Super Size Me af Morgan Spurlock fra 2004. Du kan se dette klip fra filmen på YouTube.

En ekstrem udgave af den interaktive dokumentarfilm er den, nogle kalder interventionistisk dokumentar. Interventionistiske dokumentarfilm er, i følge Kristoffer Hegnsvad, film- og tv-redaktør på Politiken, karakteriseret ved, at filminstruktøren aktivt griber ind i en social situation og derved fremprovokerer et mønster af reaktioner, der gerne skulle kaste lys over sandheder, der ellers lever skjult, som det er tilfældet i Mads Brüggers værker ’Det røde kapel’, ’Ambassadøren’ og ’Muldvarpen’ og ikke mindst TV2's og Brüggers dokumentarserie 'Den sorte svane', som blev sendt i maj 2024. Se trailer på Facebook til 'Den sorte svane'.

Den personlige dokumentarfilm

Kaldes også 'subjektiv dokumentar'. Det er betegnelsen for den dokumentarfilm, hvor det personlige bliver et bærende element i filmen - enten ved, at det er instruktøren selv, der er hovedperson i sin egen film, eller at der er fokus på udsnit af bestemte andre personers livshistorie.

Man kan sige, at den ene type personlige dokumentar minder om selvbiografisk film (dvs. at den handler om instruktøren selv), og den anden type om en biografisk film (dvs. at instruktøren laver en dokumentar om en andens eller en persongruppes liv).

Se fx et klip fra Jørgen Leth skildring "Jeg taler til jer - John Kørners verden" om en malerkunstners arbejde og holdning til livet (Klik på knappen 'Forsmag' for at se et par minutter af den personlige dokumentar).

Hvis det er instruktøren selv, eller nogle andre personer, der selv fotograferer sin/deres gøren og laden (der kan dog også inddrages tidligere fotooptagelser fra personens liv), så kalder man filmgenren for en performativ dokumentar. Med begrebet 'performativ' hentydes her til, at filmen viser, hvad der løbende sker, når den fotograferende (og eventuelt dem, han er sammen med) 'performer', dvs. optræder i, og dermed er med til at skabe, den virkelighed, de filmer.

Se et klip fra Ulrik E.E. Gutt-Nielsens performative dokumentarfilm Fremtidsvej (2015), hvor instruktøren beretter om sit eget og sin fars liv, efter at moren er død. (Klik eventuelt bare på knappen, hvor der står 'Forsmag' på Filmstribens side for at se et kort klip fra filmen).

Et andet eksempel på en performativ video er serien "Limbo - når sabbatår er fucked" på DR 3 i 2019. Se en teaser på YouTube.

Den poetiske dokumentarfilm

I den poetiske dokumentar er det ikke en fremadskridende handlingshistorie om et emne eller en person, der er det centrale. Når den kaldes 'poetisk' er det en betegnelse, der er hentet fra litteraturen, fra digtgenren. For ligesom et digt ofte eksperimenterer med sin form og sit sprog på en helt anden måde end en almindelig episk fortælling (fx en novelle eller en roman), er det på sin vis også formen, både kompositorisk (opbygningen), de æstetiske og filmiske virkemidler (herunder også ofte musik), der er i fokus i måden et udsnit af virkeligheden fremstilles på.

Den poetiske dokumentarfilm er ret sjælden, bl.a. fordi den - på grund af dens fravær af klar handlingsmæssig struktur og i nogle tilfælde uklare eller diffuse tematik og budskab - ikke har så stort et publikum.

Men den poetiske dokumentarfilm kan udsige noget om virkeligheden på en helt anden måde end den autoritative, fordi den - lidt firkantet sagt - ikke bruger indholdet - men formen og filmiske og lydlige virkemidler som 'sprog' til at fortælle. Ligesom et digt i sin koncentrerede form kan sige meget med få ord, kan den poetiske dokumentar sige utrolig meget med sine billeder (jf. udsagnet om, at 'et billede siger mere en tusind ord').

Se Jørgens Leths poetiske dokumentar 66 Scenes from America fra 1982.

Den refleksive dokumentar

Den hedder sådan, fordi den reflekterer over, hvad en dokumentarfilm egentlig er. Den refleksive dokumentar er en slags metadokumentar, dvs. at den handler om sig selv, om sin egen genre, og tager op til diskussion, i hvilken grad det egentlig er muligt at formidle et sandfærdigt billede af virkeligheden, når der er så mange forhold, der har indflydelse på, hvad der optages, og hvordan modtageren forstår det, han eller hun ser og hører.

Dels giver selve udvælgelsesprocessen om, hvad man vælger at vise, og hvad man vælger fra, 'ridser' i sandheden. Hvis man vælger noget fra, har man jo ikke vist 'hele' virkeligheden. Og dels er der i produktionsprocessen forhold, som kan forstyrre den sande beretning om virkeligheden, fx noget så simpelt som den indflydelse, det kan have på deltagere i en dokumentarfilm, at der er et større eller mindre filmhold, der står på nakken af dem. Vil de kunne opføre sig så naturligt foran kameraet, som de ville gøre, hvis der ikke havde været fremmede til stede?

Denne dokumentargenre findes næsten ikke i sin rene form, men mange af de andre typer dokumentarfilm indeholder træk, som signalerer en vis refleksion over selve dokumentarens muligheder og begrænsninger. Fx kan dette ske ved, at instruktøren eller en anden fra filmholdet viser sig i filmen, og derved signalerer, at dette altså er en film, ikke den helt uspolerede fremstilling af virkelighed (for i den ville der jo ikke være et filmhold til stede).

PS: Nu om dage bruges forskellige dramaturgiske virkemidler i alle typer af dokumentarfilm. Dog er brugen af sådanne virkemidler meget begrænset i en observerende dokumentar, da den 'rene' observerende dokumentar jo er kendetegnet ved 'kun' at registrere virkeligheden, som den foregår foran kameraet, derfor hører fx brug af underlægningsmusik, brug af varieret kameraføring eller speciel spændingsfremkaldende klipning mv. ikke til i den genre.