Knækprosa var oprindelig en nedsættende betegnelse for den lyrik i 1970'erne, der var kendetegnet af sin prosaform og sit personlige bekendelsesindhold.

Knækprosagenren kan kort defineres som en prosatekst, der er ombrudt i verslinjer, så den i sin grafiske opsætning ligner lyrik. Indholdsmæssigt handler knækprosaen ofte om selvoplevede private problemer, om det komplicerede parforhold, traumatiske barndomsoplevelser, manglende selvværd, uafklaret identitet mm.

Når knækprosaen således handler om virkelige personers virkelige problemer, kan den genremæssigt siges at være tættere beslægtet med nonfiktionen (sagprosaen) end fiktionen (fiktionsprosa og lyrik).

Knækprosaen voksede bl.a. ud af kvindefrigørelseskampen og i det hele taget den kønspolitiske debat, der var meget intens i denne periode. Således var det også særligt kvindelige lyrikere, der fik 'stemplet' deres digte som knækprosa.

I følge 'Den Store Danske Encyklopædi' var det Torben Brostrøm (f. 1927), der lancerede termen 'knækprosa' i artiklen Frugt & grønt i poesien som var trykt i litteraturtidsskriftet Chancen, 1.årg., nr.1, sep. 1979, Gyldendal. Her skriver han bl.a.:

Noget af den såkaldte bekendelseslyrik arbejder med simple forløbsformer, mest bestemt af stoffet. Rent strukturelt synes det at være tilfældighedsprincippet der bestemmer: der snakkes løs med talesprogets alt for mange tomme ord og ubetonede stavelser, men lyrik bliver det ved den uordnede typografi. Det kaldes knæk-prosa og er let forståeligt. (s. 50).

Begrebet 'knækprosa' bruges i dag også om en fri (dvs. ikke metrisk bundet) og anekdotisk (humoristisk) lyrik. Denne udvidelse af begrebets betydning synes jeg personligt er uheldig, fordi det er en udvanding af dets ellers præcise betydning, som et der betegner en prosatekst ombrudt i verslinjer, der handler om en digters private erfaringer. I de tilfælde, hvor vi oplever et digt uden et fast mønster med hensyn til metrik (strofer/verslinjer), uden fast rytme og rim, men med brug af lyriske virkemidler som troper (billedsprog), særlige sætningskonstruktioner og særlig tegnsætning, rytmiske og/eller klangmæssige virkemidler, bør vi anvende det, i faglitterære kredse, anerkendte begreb 'prosadigt'. Ethvert knækprosadigt kan således siges at være et prosadigt, men det omvendte er ikke tilfældet, for vi bør kun kalde et prosadigt for knækprosa, hvis det er skrevet efter 1970, og hvis det handler om en digters private erfaringer/ bekendelser.

Knækprosaens glansperiode var, som nævnt, 1970'erne.

Et skoleeksempel på knækprosa er flere af digtene i Vita Andersens (f. 1944) digtsamling Tryghedsnarkomaner fra 1977. Fx digtet Fredag:

Om fredagen henter du mig på jobbet
vi køber lidt lækker mad i Irma,
lidt hummerhaler, skinke, franske oste, flute og en flaske rødvin
vi stiller det hele på en bakke
bærer det ind i stuen
tænder for fjernsynet og sidder og ser på det
nydende maden og vinen
da vi har spist er der stadig lidt vin tilbage i flasken
vi drikker det holder hinanden i hånden
ser fjernsyn
efter den sidste tv-avis
går vi i seng.