Impressionistisk metode eller litteraturkritik er kendetegnet ved, at kritikeren udtrykker sin umiddelbare, personlige vurdering og oplevelse af en tekst.

Begrebet 'impressionistisk' skal i denne sammenhæng forstås som en formidling af læserens subjektive her-og-nu-oplevelse - ligesom den impressionistiske maler, der maler et øjebliksbillede af den natur, han ser - sådan som han ser og oplever den i det øjeblik, han iagttager den.

Jo bedre en skribent, jo mere erfaren og dygtig læser, den impressionistiske kritiker er, des mere interessant, lærerig og underholdende vil hans impressionistiske kritik opleves at være for andre læsere.

Mange litteraturanmeldere benytter sig af en impressionistisk metode.

Den impressionistiske metode er kritiseret for ikke at være en anvendelig som egentlig litterær metode i undervisningsmæssig sammenhæng. Således skrev fx Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen i bogen Metodebogen:

Som litterær metode er den impressionistiske kritik uanvendelig. Den er ganske usystematisk. Dens behandling af forskellige tekster er helt usammenlignelige. Vurderingerne er aldeles subjektive, og tekstbehandlingen præget af opdukkende associationer. (Brandt-Pedersen, Finn m.fl.: Metodebogen - Analysemetoder til litterære tekster, 1980 : 120).

Men samtidig skriver de også i nævnte bog, at den impressionistiske metode er helt uomgængelig, fordi den har fokus på litteraturlæsning som personlig oplevelse. Og netop:

læseroplevelsen er fundamental. Den er begyndelsen, og uden den bliver der ingen fortsættelse. (...) Det er nyttigt under alt systematisk arbejde med litteratur at huske denne læseroplevelses karakter og tage den med i betragtning. (Brandt-Pedersen, Finn m.fl.: Metodebogen - Analysemetoder til litterære tekster, 1908 : 121).

Den impressionistiske metode er beslægtet med den læserorienterede (receptionsæstetiske) metode.