Introduktion til uddraget: Novellen handler om storebror Bill, der - til forældrenes store fortrydelse - vil rejse ud i verden og afholde koncerter med sin lillebror, Nis, som han opfatter som et vidunderbarn med en imponerende sangstemme. På vej til havnen for at sejle afsted, tvinges brødrene op på ladet af en militærlastbil, da en kvinde, der i forvejen befinder sig der, påstår, at Bill er hendes mand, og at de skal giftes - nu. På vej mod kirken skyder en soldat lillebror Nis, så denne dør. Mere eller mindre mod sin vilje giftes Bill med kvinden, hvis profil var såvel græsk som fåret, hendes hår såvel gult som rødt som flammer uden varme og røg, hendes øjne store og utrolig blå og hendes mund så lang, at den for ikke at rage uden for det smalle ansigt måtte bue langt ned i bægge vigene. Når hun smilte (...) trak hun vigene op på kinderne og munden blev som en lang rød snor der er ved at knække på midten. (s. 92). Og historien fortsætter s. 98:

Hvis ikke Bill havde været så fåmælt, havde han på forhånd kunnet sige sig selv at et ægteskab der indledtes på denne halvt krigeriske, halvt fjantede facon, umuligt kunne blive harmonisk. I begyndelsen levede Bill og hans hustru da også som hund og kat, siden blev det værre. Hun syntes at have glemt at det var hans uskyldige lillebror og ikke Bill selv der var vidunderbarn med en usædvanlig ren og klar stemme, og det viste sig snart at hun havde bygget hele sin rosenrøde fremtid på Bills sangstemme. Da en enkelt dag var forløbet så fattigt, at de kun havde det tørre hvedebrød at bide i, sendte hun ham ud at synge, men da han jo ikke var vidunderbarn, måtte han nøjes med at synge i gårdene, og der faldt ikke så meget af, kun en femøre nu og da, indpakket i avispapir. Da hun blev klar over at det var nødvendigt at stride for føden om de ikke skulle lide nød, tilegnede hun sig den ulyksalige opfattelse af det ægteskabelige forhold mellem mand og kvinde at det var mandens hverv at stride, kvindens at lide, og hun tog plads på en blød sofa, der var købt på afbetaling, for med den i ryggen at lide for alvor. Unævnelige var hendes lidelser, hun nævnte intet om hvori de bestod, hun nøjedes med at ligge med lukkede øjne og slap mund og sukke og gispe om kap. Når hun åbnede sine skønne blå øjne, lukkede hun dem igen når hun havde sikret sig at Bill enten var ude at stride for føden eller i det mindste så medlidende ud. En skønne dag da Bill var blevet træt af udelukkende at være medlidende, besvangrede han hende omsider. Hidtil havde hans phallos ikke næret så stor ærefrygt for hendes kvindelighed at den rejste sig op i hendes nærhed, og når den pludselig indtog hin stilling, skyldtes det vel snarest irritation over hendes evige passivitet. Utvivlsomt har den ved den lejlighed ikke opfattet sig selv som et overflødighedshorn fuldt af rige gaver, men som et oprustet våben med krudt. Og at dømme efter de former hun straks derefter antog, kunne den meget vel have været ladt med vægtige kanonkugler. Hun svulmede op så hendes smækre korset sprængtes med et smæld, og sofaen begyndte at stønne under hendes vægt. Hendes suk voksede til skrig der generede beboerne i ejendommen døgnet rundt så de bægge blev sagt op, men da værten ikke ville være bekendt at sætte en svanger kvinde på gaden, så meget mere som hun ikke kunne komme ud gennem døren, nøjedes han med at sige Bill op, hvad der fik hans kone til at skrige endnu voldsommere så han midt om natten måtte kaldes hjem igen i bil.

Fødselen varede i ugevis, og den stakkels kvinde led så hun forlangte at Bill uafbrudt skulle ligge på knæ og bede til Gud, som hun opfattede som en evig skægløs herre i gul frakke med blå trekantet hat med røde fjer, og tillige måtte der tilkaldes den ene jordemoder efter den anden. Imidlertid svulmede hun stadig op så der kun kunne være fire jordemødre i værelset, så måtte de øvrige sidde i køkkenet og drikke kaffe. Siden kunne der kun være tre jordemødre derinde, siden kun to, siden kun een, siden slet igen jordemødre. Da måtte Bill - rigtignok i strid med lejevedtægten - bryde væggen ned, men næppe var der dannet et lille hul ud til den fri luft før den opsvulmede kvinde eksploderede som følge af det forøgede lufttryk. Så voldsom var eksplosionen at butiksruder splintredes de særeste steder i hele byen, så stort var trykket at Bills hustru sporløst forsvandt.

- Det blev en stor dreng, sagde jordemødrene i munden på hinanden.

Bill, der så småt havde ventet ottelinger, tørrede sved af panden og trådte med faderspænding ind i det nu forholdsvis tomme værelse. Hans søn kom gående imod ham med et genert smil. Det var hans lillebror. (...)

Uddrag af novellen "Vidunderbarnet" fra tekstsamlingen Sære historier af Villy Sørensen (1929-2001). Sære historier udkom første gang i 1953 på Gyldendal, men forlaget mente ikke, at "Vidunderbarnet" egnede sig for et dansk læserpublikum, og indgik derfor først i samlingen ved udgivelse af en ny udgave i 1962.