Tomme pladser i litteratur
Tomme pladser er de steder i teksten, hvis betydning ikke er forklaret åbenlyst, og som således først giver mening, når modtageren (fx læseren) selv har fortolket sig frem til den.
Man kan sige, at modtagerens forståelse af teksten er bestemt af den fortolkning, han fylder tekstens 'tomme pladser' ud med.
Det er den tyske Wolfgang Iser (1926-2007), der i sin tiltrædelsesforelæsning Die Appellstruktur der Texte i 1969 (udgivet på skrift i 1974 introducerede begrebet 'tomme pladser'.
Isers synspunkt var, at den litterære tekst kan betragtes som en ramme omkring en række 'Unbestimmtheitsstellen' (ubestemthedssteder) eller 'Leerstellen' (tomme pladser). Han mente, at det bl.a. var gennem læserens aktive indsats for at fylde de 'tomme pladser' ud, at 'meningsfylden' i et værk skabes.
Man kan således sige, at den forståelse og oplevelse, der kommer ud af et værk, i høj grad bestemmes af den læser, der tolker og forstår værket. Det er altså faktisk ikke forfatteren/afsenderen, der bestemmer, hvordan hans værk bliver forstået; det er læseren/modtageren, der bestemmer, hvordan han forstår forfatterens værk.
Denne forståelse af læsning kaldes læserorienteret læsning.
Alle tekster indeholder tomme pladser. Det gælder nonfiktive sagtekster (fx journalistiske artikler og dokumentarfilm) og fiktive tekster (romaner, noveller, film, malerier, skulpturer, kunstinstallationer mv.). Sagtekster indeholder dog langt færre tomme pladser end fiktionstekster. Når man fx læser en nyhedsartikel i en avis, skal det gerne fremgå tydeligt og utvetydigt, hvad artiklen handler om; det er ikke noget, læseren skal bruge krudt på at gætte sig til.
Typisk er digte åbne for friere fortolkning (= mange tomme pladser) end fiktionsprosatekster (romaner, noveller, eventyr). Men der dog mange undtagelser. Fx er der et væld af tomme pladser i impressionistisk (fx af Herman Bang) og minimalistisk (fx af Helle Helle) skønlitteratur.
Et eksempel på en tom plads i et digt
Et tilfældigt eksempel på en tekst, der nøder læseren til at fylde en bestemt tom plads ud - ellers kan læseren nemlig ikke få svar på, hvorfor jeg-fortælleren føler så voldsom en varme:
BLOMMEN I ET ÆG
Hvor har jeg det godt her
i hviden og himlen bagved
så lys og klar,det vugger
af og til,så jeg sover så
saligt,bare varmen ikke i
øjeblikket var så voldsom
Et digt af Ove Abildgaard (1916-1990) fra digtsamlingen Mariehønen, 1976. PS: Digteren laver ikke afstand efter sine kommaer i denne digtsamling)
Eksempler på tomme pladser i noveller
Eksempel 1:
Min far er fra Nørrebro og en rigtig rabarberdreng (...). Min mor mødte ham helt tilfældigt i en af Københavns parker, han har aldrig villet fortælle mig hvilken, og det er måske også meget forståeligt.
Uddrag fra Katrine Marie Guldagers novelle "Hun snød mig til sidst" fra novellesamlingen Nu er vi så her (2009).
Og så er det, at læseren bliver nødt til at prøve at udfylde den tomme plads med et svar på spørgsmålet: Hvorfor har faren ikke villet fortælle, hvilken park han mødte møderen i - og hvorfor opfatter fortælleren (jeg-personen) det åbenbart som meget forståeligt, at faren ikke vil det?
Eksempel 2:
Men så kom efteråret og vinteren, og før jeg blev student, var Dorte tilbage i vores køkken tirsdag og torsdag, min mor stod med ryggen til ved køkkenbordet og rørte længe i et eller andet med et eller andet.
Uddrag fra Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid fra 2011, s. 39.
Hvorfor står moderen mon med ryggen til og rører længe i et eller andet? Hvordan skal det forstås? (PS: Når du læser dette uddrag i sin rette sammenhæng, vil du selvfølgelig være bedre rustet til at foretage en mere kvalificeret udfyldelse af den tomme plads, men kom bare med et bud alligevel...).
Eksempel 3:
I novellen "Hvem er Antonia" af Hanne Marie Svendsen dør jeg-fortællerens kone, Antonia, pludseligt. I forbindelse med bisættelsen oplyser datteren sin far (jeg-fortælleren) og bror om, at moderen gerne ville have "en festlig begravelse med lys og blomster og mange mennesker". Det synes far og bror åbenbart ikke er passende. Derfor planlægges en enkel og stille bisættelse, og der bliver ikke sat nogen dødsannonce i avisen før bisættelsen.
Faderen beskriver sin oplevelse i forbindelse med bisættelsen og en efterfølgende samtale med datteren således:
Ikke desto mindre var det lille kapel (...) næstens fyldt. Der var adskillige stærkt sminkede kvinder i spraglede kjoler og frakker, men flest mænd, unge og gamle mellem hinanden, nogle med stærkt sydlandske ansigtstræk. (...)
Da vi var kommet hjem, bebrejdede jeg min datter, at hun mod min udtrykkelige vilje havde udspredt oplysningen om sin mors død. Hun påstod, at hun kun havde nævnt bisættelsen for en enkelt af Antonias veninder, der havde insisteret på at være til stede sammen med mand og søn. Selv havde hun følt det meget tomt, at der var kommet så få. "Men sådan ville du jo have det.". Jeg forstod hende ikke.
Uddrag af novellen "Hvem er Antonia" af Hanne Marie Svendsen (f. 1933) fra novellesamlingen Gyngende grund, 2010.
Hvordan kan det mon være, at faderens og datterens oplevelse af fremmødet ved bisættelsen er så forskellige: faderen fortæller, at der kom mange mennesker til begravelsen, mens datteren føler det tomt, at der kom så få? Et svar på dette spørgsmål skal læseren selv finde? Eller sagt på en anden måde: Denne tomme plads skal læseren selv udfylde, så faderen og datterens forskellige oplevelser på en eller anden måde giver mening. Én mulig forklaring kan være, at faderen (som altså er novellens jeg-fortæller) er i psykisk ubalance, således at det, han ser, faktisk ikke sker i virkeligheden. Om hans psykiske kaotiske tilstand er forårsaget af skyldfølelse over konens død eller deres dårlige ægteskab, af savn eller sygelig jalousi fremgår ikke åbenlyst i novellen, men man kan finde flere 'spor' i novellen, der peger på, at han vist er ret jaloux anlagt.
Den nævnte novelle var hovedtekst i en opgave til skriftlig hf-eksamen i dansk, maj 2017. Kun få elever gjorde noget ud af denne passage i novellen. De fleste tog jeg-fortællerens konstatering af, at der kom rigtigt mange mennesker til bisættelsen, for gode varer; de opdagede tilsyneladende ikke, at datteren oplevede det helt anderledes.
Eksempel 4:
I Mette Østgaard Henriksens bog med titlen Lesbiske eventyr om mænd (forlaget Basilisk 2014) lyder en af de små 'mikrofortællinger' sådan her:
Der var engang en mand, der gjorde noget utilgiveligt. Efter han havde gjort det, havde alle det, som om de skulle brække sig.
Overvej selv, hvordan du vil udfylde denne fortællings tomme plads?
Eksempel 5:
En klasse havde besøg af en forfatter. Han satte eleverne i gang med at lave en skriveøvelse, hvor eleverne spontant skulle skrive nogle sætninger, der indledtes med "Jeg kan huske...." En af pigerne skrev bl.a. Jeg kan huske mit første kys nede ved Mosens Ishus. Han var 18 og havde tungepiercing. Det var klamt!
Forfatteren kommenterer efterfølgende elevens skriveri. Han ærgrer sig over, at eftersætningen: "Det var klamt" har fået lov at smutte med i en konkret skildring, der ellers virkelig ægger læserens fantasi. Eleven synes lige, hun skal fortolke oplevelsen selv, og det svækker teksten. Forfatteren siger, at en 'tom plads' ville have aktiveret læseren mere, altså hvis der bare havde stået:
Jeg kan huske mit første kys nede ved Mosens Ishus. Han var 18 og havde tungepiercing.
Kilde: Peter Kaspersen: Forfattere i gymnasiet, 2007, s. 25.
Er du enig i det?
Tomme pladser i film
Som nævnt kan man også tale om tomme pladser i andre former for 'tekster' end litterære tekster. I alle former for kunst (fx film, malerier, skulpturer, kunstinstallationer, dans, musik mv.) er der tomme pladser.
Tomme pladser (også kaldet blanks med et engelsk udtryk) i en film er altså de steder, hvis betydning først giver mening, når modtageren selv har fortolket sig frem til den. Og det gør modtageren ustandseligt i løbet af en filmisk fortælling. Hver gang en person siger eller gør noget, så arbejder filmtilskuerens hjerne på højtryk med at finde en forklaring på (= at fortolke), hvorfor noget siges eller gøres.
Imidlertid er det sjældent, at modtagerens fortolkning sker ud i den blå luft. For det første sker den jo på baggrund af det, han ser på billedsiden og hører på lydsiden, og for det andet har filmskaberen som regel lagt spor (clues, set-ups) ud, som skal lede modtagerens fortolkning og forventninger i en bestemt retning.
I rigtig mange tilfælde har filmskaberen dog også lagt falske spor ud (kaldet 'red herring' eller 'kipper'), netop fordi han ved, at den typiske tilskuer ikke kan lade være med at fylde de tomme pladser ud, ikke kan lade være med selv at tænke sig frem til, hvor sporene fører hen. Lykkes det at få modtageren til at følge 'vildledningerne', vil modtageren få en god filmoplevelse ud af at opleve de overraskelser og uforudsigeligheder, der er resultatet af, at han fulgte nogle spor, som viser sig at føre et andet sted hen, end han havde regnet med.
***
De kunstkritiske metoder, der er optaget af modtagerens (fx læserens) samspil med teksten - ligesom den her nævnte om tomme pladser af Wolfgang Iser - kaldes for læserorienteret metode, receptionsteoretisk metode, receptionsæstetik eller reader-response-kritik.
(Wolfgang Isers ideer er bl.a. fremlagt i Værk og læser: en antologi om receptionsforskning af Michel Olsen og Gunver Kelstrup, Borgen 1981).