Herunder præsenteres forskellige fagforfatteres gennemgang om begrebet fremstillingsformer - med fokus på de fremstillingsformer, vi kan støde på i skønlitteratur. Det kan vist godt virke lidt uoverskueligt ved første øjekast.

Men med lærerens hjælp kan klassen plukke lidt fra hver af de tekster, hvor I synes, der står noget fornuftigt, eller I kan vælge at lade én af artiklerne være jeres 'grundtekst' om fremstillingsformer.

En artikel om fremstillingsformer af Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen fra deres bog Metode Bogen - Analysemetoder til litterære tekster, 1980.

Man kan kategorisere fremstillingsformer i følgende to hovedkategorier med dertil knyttede undertyper:

• Scenisk fremstilling: dialog, situationsberetning, sammentrængt beretning (m. tidsforløb).
• Panoramisk fremstilling: sammentrængt beretning (u. tidsforløb), beskrivelse, information, kommentar, refleksion.

Det karakteristiske for tekster, der tilhører den episke hovedgenre, er, at der fortælles en historie, et begivenhedsforløb, en handling, som forløber i tid. Et brudstykke kunne tage sig sådan ud:

Han listede ligesom tilfældigt hen mod døren. Han lagde hånden på håndtaget. Ingen af forældrene bemærkede noget eller sagde noget. Han smuttede hurtigt ud, ned ad trappen, hen til cykelskuret. Han fandt cyklen, sprang op på den og susede ud ad indkørslen. Så ned ad villavejen med en følelse af frihed. Han passerede de nærmeste vel­kendte naboer og de fjernere og fortsatte, så langt vejen gik. Så drej­ede han til venstre og straks efter ind ad en indkørsel, hvor han smed cyklen fra sig. Han gik op til huset og ringede på døren. Han ventede længe. Så gik døren op og en jævnaldrende pige kom ud: Dav Søren...

En sådan fortællemåde kan vi kalde beretning. I eksemplet berettes der udførligt og detaljeret. Det giver en anskuelighed, så vi i nogen grad kan se begivenhedsforløbet for os, omtrent som et filmisk forløb. I det tilfælde kan vi tale om en situationsberetning, idet 'situation' henviser til anskueligheden.

Den fortalte tid er den tid, som de fortalte begivenheder strækker sig over - her altså den tid, der går, fra Søren forlader et lokale, til en pige åbner en entrédør for ham. Fortælletiden er den tid, det tager at fortælle forløbet. Det er karakteristisk for situationsberetningen, at fortælletiden og den fortalte tid er nogenlunde sammenfaldende. Der fortælles i nogenlunde samme tempo, som begivenhederne foregår. Eller læseren opnår i det mindste en illusion af dette sammenfald.

Det ses af eksemplet, at der kan forekomme replikker i denne frem­stillingsform. En passage kan bestå udelukkende af replikker, f.eks. sådan:

- Dav Søren. Hvad vil du?
- Nåe, jeg tænkte, at vi måske kunne læse lektier sammen.
- Det kan vi da godt. Du plejer ellers ikke at være så vild med at læse lektier.
- Det var måske også mere, fordi jeg gerne ville hjemmefra.
- Nå, så kom ind. Vi kan da begynde med en kop te.

Vi kan betragte dette som en særlig fremstillingsform med betegnelsen dialog. Den har et næsten totalt sammenfald mellem fortælletid og fortalt tid, men ikke stor anskuelighed, fordi vi kun får replikkerne. Det er hørespil, ikke film.

Et begivenhedsforløb kan også meddeles som en langt mere sam­mentrængt beretning med karakter af referat. Så er detaljerne borte, og det er iøjnefaldende, at begivenhederne fortælles i et tempo, som er langt hurtigere end begivenhedernes. I et sådant tilfælde siger man, at beretningens fortælletempo er højt. Det kunne tage sig sådan ud:

Søren kørte ned hos Kirsten. De drak te og læste lektier sammen. Da han et par timer senere kom hjem igen, spurgte forældrene stadig ikke om noget.

Disse tre fremstillingsformer, dialog, situationsberetning og sammen­trængt beretning, kan vi under ét kalde scenisk fremstilling.

Det gælder helt bogstaveligt, at det fortalte uden større vanskelighed kunne fremføres på en scene, kunne dramatiseres eller filmatiseres, fordi det meddeler begivenheder i tidsfølge, meddeler éngangsforløb. Der må dog lige det forbehold med, at også tankeforløb hører hjemme her, skønt de ikke uden videre kan overføres til en scene.

Det er disse tre fremstillingsformer, under ét den sceniske fremstil­ling, der konstituerer den episke hovedgenre. Der kan i episke tekster udmærket forekomme indslag af andre fremstillingsformer og vil of­test gøre det, men kun i et vist omfang. Hvis andre fremstillingsformer breder sig stærkt på den sceniske fremstillings bekostning, vil genren antastes. Genrepræget vil være svækket, og teksten vil opleves som en blandform mellem den episke genre og andre genrer og teksttyper.

Sammentrængningen af beretningen kan også antage en anden form, f.eks. sådan:

I de følgende uger tilbragte Søren næsten hver dag eftermiddagen og aftenen hos Kirsten. Sommetider læste de lektier, sommetider drak de bare te. I de få øjeblikke han dog måtte være sammen med foræl­drene, stillede de ingen ubehagelige spørgsmål.

Her er sket noget afgørende med hensyn til fremstillingsform. Det er stadig meddelelse om begivenheder, men begivenhederne meddeles ikke som et forløb i tidsfølge. I stedet gives et overblik over en tidspe­riodes begivenheder, en redegørelse for en varig tilstand. Dette giver sig tydeligt udslag i tidsangivelserne i teksten: I de følgende uger, næsten hver dag, sommetider, i de få øjeblikke.

Dermed er det principielt episke forladt. Vi følger ikke et forløb af enkeltbegivenheder, men overskuer en tilstand over en periode. Denne sammentrængte beretning uden tidsforløb kan vi i modsætning til det sceniske kalde en panoramisk fremstillingsform.

Og det kan være praktisk, uanset den nærmere betydning af ordet, at lade betegnelsen panoramisk være fællesbetegnelse for alle fremstil­lingsformer, som ikke er sceniske. Dermed har vi betegnelserne sce­nisk og panoramisk fremstilling som overbegreber for henholdsvis de fremstillingsformer, som er konstituerende for den episke hovedgenre, og de øvrige fremstillingsformer, som kan forekomme.

Dermed omfatter betegnelsen panoramisk fremstilling også frem­stillingsformerne beskrivelse, information, kommentar, refleksion. De er allesammen betegnelser for indskud fra fortælleren, som midlerti­digt afbryder den fremadskridende beretning - for at beskrive en per­son, en genstand, et landskab, en stemning, et miljø - give nogle oplys­ninger, som kan være nyttige for forståelse - kommentere begivenhe­derne og personerne, evt. ved at udsige værdidomme - eller reflektere over begivenhederne og deres perspektiver.

Den følgende tekst er konstrueret, så alle de nævnte otte fremstillings­former er repræsenteret én gang:

[Sammentrængt beretning uden tidsforløb:]
I flere år havde Joe skiftende arbejde. I perioder var han cowboy på den ene og den anden ranch i byens omegn, i perioder havde han kontorarbejde i den lokale bank.

[Sammentrængt beretning med tidsforløb:]
En dag skubbede han skrivemaskinen fra sig, løb ud og tog en tilfældig hest og red nord ud af byen. Han red hurtigt gennem ørkenstrækningen og ind i skoven til et forladt bjælkehus.

[Situationsberetning:]
Han standsede hesten, så sig om, svingede højre ben over hesten til jorden og lirkede venstre fod ud af stigbøjlen. Så gik han skridt for skridt til hoveddøren, konstaterede, at den var åben, gik ind og satte sig i en god stol midt i rummet. Netop da han havde sat sig og ville slappe af og hvile, hørte han skridt. En fremmed bevægede sig udefra mod døren, åbnede den og måtte nu være i rummet.

[Dialog:]
- Hvem er det? - Er der nogen? - Sig hvem du er! - Kan vi ikke snakke om det? - Du må få alle mine penge. - Nu spæner jeg!

[Beskrivelse:]
Han var en høj mand, bredskuldret og med et skarptskåret ansigt Cowboybukserne sad stramt om hans smalle hofter. Støvlerne havde lidt skæve hæle, men sporerne glimtede blankt i lyset. Hans blik var fast og gennemborende. Hænderne var store og grove, men fingrene bevægede sig smidigt og lå godt om revolverskæftet, pege­fingeren på aftrækkeren.

[Information:]
Da han blev bange i bjælkehytten, kom de lyde, som skræmte ham, fra en gren på et træ. I vinden dunkede grenen mod væggen med en lyd, der kunne minde om en mands skridt. Og vinden blæste døren op, netop da dunkene lød, som om en fremmed var nær ved.

[Kommentar:]
Han burde ikke være blevet bange. John Waine ville være blevet og selv have klaret paragrafferne.

[Refleksion:]
Men det er let at være klog på andres vegne. Mon ikke vi ville blive bange, hvis vi var alene i et bjælkehus og hørte skridt og hørte døren gå op? Der er mennesker, der gør som John Waine. Der er også nogle, der gør som du og jeg.

I et episk forløb vil forfatteren ofte veksle mellem brug af forskellige fremstillingsformer. Det kunne måske tage sig sådan ud:

Pilen midterst i feltet angiver den fortalte tid, den tid, som begiven­hedsforløbet strækker sig over.

Tættest omkring den er markeret fremstillingsformerne dialog og situationsberetning, de to former for scenisk fremstilling, som har nærmest sammenfald mellem fortælletid og fortalt tid.

Under situationsberetningen er angivet den tredje sceniske fremstil­lingsform, sammentrængt beretning med tidsforløb. I virkeligheden er der glidende overgange mellem situationsberetningen og denne form for sammentrængt beretning.

Nederst er markeret den sammentrængte beretning uden tidsforløb. Og øverst er angivet de fire former for indskud fra fortællerens side, alle uden tidsforløb: beskrivelse, information, kommentar og refleks­ion.

Omkring midteraksen har vi altså de sceniske fremstillingsformer, og udenom de panoramiske. Desuden er der fra midteraksen og udef­ter et fald i anskuelighed.

De tre sceniske fremstillingsformer er alle vist ved en pil som ud­tryk for tidsforløbet. Pilen er for dialogen formet som en ret linje som udtryk for, at der her er næsten fuldt sammenfald mellem fortalt tid og fortælletid. Pilen er let slynget for situationsberetningen som ud­tryk for, at fortælletiden kan afvige noget fra den fortalte tid, men dog giver en illusion af sammenfald. Og den er stærkt slynget for den sammentrængte beretning med tidsforløb som udtryk for klar forskel mellem fortælletid og fortalt tid, højt fortælletempo.

Den sammentrængte beretning uden tidsforløb er angivet som et lukket felt med en stiplet pil som udtryk for, at der nok meddeles om begivenheder, om handling, men ikke meddelt i tidsfølge. De øvrige fremstillingsformer er angivet som lukkede felter uden pil som udtryk for, at de ikke meddeler begivenheder.

Bemærk, at forbindelseslinjen til og fra de øverste felter er ført tilbage til samme sted, som den udgik fra, som udtryk for, at tidsforløbet er suspenderet under fortællerkommentar mv. Fra feltet, der angiver sammentrængt beretning uden tidsforløb, er linjen derimod ført til­bage senere på tidslinjen som udtryk for, at et (ofte langt) tidsrum er omtalt og dermed forløbet efter denne tekstpassage.

Endelig må det nævnes, at fremstillingsformerne ikke altid skiller sig så klart fra hinanden som i eksemplet her. De kan veksle fra sætning til sætning eller tættere endnu. Et eksempel:

Han spurgte, om nogen ville melde sig frivilligt. Der blev en urolig mumlen i salen i nogen tid. Så rejste en sig.

Den midterste sætning er strengt taget et panoramisk indslag i det sceniske, er sammentrængt beretning uden tidsforløb. På grund af det korte tidsrum, der overskues, og sætningens korthed bemærkes skiftet dog næsten ikke.

Et andet eksempel kan vise, hvordan der i en beskrivelse kan indgå et enkelt ord, der må betegnes som kommentar, fordi det indeholder en vurdering:

Hun var iført cowboybukser og spraglet silkebluse. Hun havde afrokruset hår og sygekassebriller. Ved ørerne dinglede et par smagløst store øreringe.

Fortælleren bliver 'synlig' i det ene ord: smagløst - med mindre det af den omgivende tekst fremgår, at passagen skal opfattes personalt, f.eks. sådan:

Kontorchefen betragtede hende nøje. Hun var iført...

I så fald er vurderingen kontorchefens og ikke fortællerens.

Vi har her søgt at gøre grundigt rede for fortællerforhold og fremstil­lingsformer, fordi det er et kompliceret og et væsentligt område, og fordi det er et område med stor usikkerhed og forskellighed i brug af begreber. Først når man har klarhed over nogle rimeligt veldefinerede begreber, kan man anvende dem funktionelt i tekstarbejdet.

Vi vil kort give eksempler på denne anvendelse.

Fortællertypernes funktion

I teksteksemplerne ovenfor så vi forskellige fortællertypers funk­tion: I det første eksempel får vi som læsere kun oplyst, hvad perso­nerne gør og siger, og det er overladt til os selv at danne os en mening om, hvorfor de bærer sig sådan ad. I de følgende eksempler så vi, hvordan vi som læsere kan få støtte til dette (subsidiært: blive frataget friheden til selv at danne os vores mening), dels via den personale teknik, som giver os indblik i en af personernes tanker, dels gennem en synlig fortællers refleksioner.

Af eksemplerne fremgik det, at en ændring af en tekst i fortælle­teknisk henseende ikke kun er en teknisk ændring, men en omdigtning med ny fiktionsskaben. Ville vi flytte synsvinklen til kvinden eller gøre hende til jeg-fortæller, måtte vi begynde i lejligheden, da hun hører dørklokken ringe, og måtte altså kunne give oplysninger om hendes situation derinde, og videre om hendes tanker ved replikskiftet.

Forbehold overfor en jeg-fortæller

Over for en jeg-fortæller må man som læser altid tage forbehold. Jeg-personen er en person i fiktionen. Alt, hvad vi får at vide, får vi gennem den person, og han kan eventuelt være upålidelig eller tage helt fejl af både andre personer og sin egen situation. Det kan være afgørende for forståelsen, at vi bemærker dette. Og det samme gælder i forskellig grad over for den synsvinkelbærende person ved brug af personal teknik. Fortælleren i novellen 'En brun, en blå, en gul, en rød' af Jørn Fabricius er et eksempel på en sådan jeg-fortæller, hvis ord man ikke uden videre skal tage for gode varer.

Fremstillingsformernes funktion

Den grafiske fremstilling ovenfor viser, hvordan fremstillingsfor­men i en tekst ofte skifter med korte mellemrum. Det sker naturligvis ikke tilfældigt, men har en hensigt, en virkning. Vi må i en forelig­gende tekst klarlægge disse skift og deres funktion. Hvad er det for perioder i forløbet, der henholdsvis berettes udførligt og berettes sam­mentrængt, og hvad medfører dette valg? Hvor undervejs afbrydes det sceniske forløb af indskud fra fortælleren? Hvilken type indskud er det - refleksion, kommentar osv.? Specielt: Er indskuddet af den art, som indeholder meninger, værdidomme, og dermed gør fortælle­ren 'synlig', eller er det af teknisk, informerende art?

Fremstillingsformerne afspejler forfatterhensigter

Hvis man lavede en sådan grafisk afbildning af fremstillingsforløbet i et større antal børnebøger, ville man se en tydelig tendens. I noget ældre børnebøger vil der oftest være mange og omfattende indslag af kommentar og refleksion, hvori forfatterens opdragende og belærende hensigt kommer til udtryk. I børnebøger fra 1960'erne vil disse ind­slag oftest være helt eller næsten borte, svarende til andre forfatter­hensigter. I 1970'ernes politiske børnebøger vil de være der igen, i stort tal eller ofte i mindre antal, men omfattende og markante, an­bragt på centrale steder i forløbet, afspejlende forfatterens hensigter i retning af bevidstgørelse om samfundsforhold.

Fremstillingsformernes betydning for læselighed

Også for vurdering af f.eks. børnebøgers grad af letlæselighed er et overblik over fremstillingsformer nyttigt, idet den sceniske fremstil­ling, i kraft af anskuelighed, handlingens mulighed for spændingsskaben og medriven, muligheden for identifikation med en hovedperson, er langt mere imødekommende for børns oplevelsesmåde end de pa­noramiske fremstillingsformer. For identifikationsmuligheden er også den personale teknik, synsvinkelplaceringen, væsentlig.

Postulat/demonstration

Begreberne postulat og demonstration, som de anvendes i fortælle­teknisk sammenhæng, vil afspejle sig i fremstillingsformerne. Postula­ter er fortællerudsagn om f.eks. en persons karakter, en situations stemningsindhold, eller om årsager bag handlingsforløb. Demonstra­tion er anskueliggørelse i fiktionens fortalte 'virkelighed'. Postulaterne fremstår derfor som fortællerens refleksion, kommentar osv., demon­strationen som scenisk fremstilling.

Når bogens personer gemmer sig i ruinens kældre og eftersøges af forbryderne, kan fortælleren postulere, at situationen er frygtelig spændende. I romanens sammenhæng er det dog stærkere virkende, hvis situationen er fortalt, så læseren oplever den som spændende.

Fremstillingsformer og genrer

Fremstillingsformerne er her behandlet i den episke hovedgenres sammenhæng. Det er nævnt, at det er den sceniske fremstilling, der konstituerer denne genre, at andre fremstillingsformer oftest og fuldt normalt vil forekomme, men at det kun kan ske i begrænset omfang, hvis genren ikke skal antastes.

En udførligere redegørelse for de forskellige hovedgenrer og tekst­typer ville kunne ske i høj grad gennem en redegørelse for deres fremstillingsmæssige forhold. F.eks. er fortællerrefleksionen dominerende fremstillingsform i ræsonnerende sagprosa.

Forskellige genrer er forskellige henvendelsesmåder

Genreiagttagelser har derfor interesse af den grund, at forskellige genrer er forskellige henvendelses- og formidlingsformer. Den ene er ikke bedre end den anden, men de er meget forskellige. En ræsonne­rende sagprosaafhandling behandler en problemstilling ved rationel tankevirksomhed og når måske en konklusion. En roman bearbejder måske den samme problemstilling i et fortalt handlingsforløb, som får en udgang. Sagprosaen appellerer til læserens logisk-rationelle medtænken. Romanen appellerer til læserens medleven og helhedsople­velse.

Der er stor forskel på at analysere og tankebearbejde en problem­stilling og at fortælle en historie om den.

Når en fortælling skal fortælles, vil fortælleren/ forfatteren have nogle grundlæggende fremstillingsformer at benytte sig af. Fortællingen kan opbygges af beretning, replik og beskrivelse.

Beretningen er en fremstilling af begivenhedsforløbet, af handlingen, og det er den fremherskende fremstillingsform inden for den episke litteratur.

Man skelner mellem to former for beretning: scenisk og panoramisk:

• I den sceniske beretning er synsvinklen tæt på begivenhederne, og læseren er så at sige til stede, mens begivenhederne foregår. Fortælletempoet er normalt lavt, der er mange detaljer med i fremstillingen af begivenhederne, og der optræder ofte direkte tale.
• I den panoramiske beretning er synsvinklen langt fra begivenhederne; der fortælles i store stræk og gives et overblik over - og ofte en vurdering af - forløbet. Fortælletempoet er normalt højt, og der er ikke mange detaljer med i fremstillingen - begivenheder, der udspiller sig over lang tid, fortælles i en kortfattet, resuméagtig stil.

Scenisk/panoramisk fremstilling svarer nogenlunde til det engelske begrebspar showing og telling, der er udtryk for en skelnen mellem at vise personer og begivenheder og at fortælle om dem.

Replikken er den fremherskende fremstillingsform inden for dramaet, men den optræder også i den episke litteratur. Brugen af replik i en fortælling kan tage forskellige former. Der kan benyttes:

• direkte tale ("Hun sagde: "Jeg bliver altså nødt til at gå"")
• indirekte tale ("Hun sagde, at hun blev nødt til at gå")
• dækket direkte tale ("Hun blev altså nødt til at gå"). I dækket direkte tale fremtræder udsagnene som beretning, men er skjulte replikker i personernes mund - beretningen er farvet af den beskrevne person.

Beskrivelsen indgår i såvel episk som lyrisk litteratur (i dramaet hører beskrivelsen til i regibemærkningerne). En episk beretning vil ofte afbrydes af beskrivelser af personer, landskaber og miljøer - beskrivelser, der uddyber læserens forståelse af personerne og begivenhederne, men ikke bringer handlingen videre. Udbredt brug af beskrivelsen kan give en tekst et lyrisk præg.

Kilde: Henrik Rasmussen (red.), Kamilla Hygum Jakobsen og Jeanne Berman: Gads Litteraturleksikon, Gads Forlag 2005 (1999), 2. udg., s. 123-124.

I Håndbog i Nudansk af Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen fra 2013 står bl.a. følgende om fremstillingsformer:

En fremstillingsform er en bestemt måde at give information på. Man kan i sin fremstilling fx beskrive, eksemplificere, dokumentere eller vurdere.

Nogle fremstillingsformer er vigtigere end andre: hovedfremstillingsformerne. De kan "bære" informationen i en hel tekst eller et stort tekststykke. Andre er hjælpefremstillingsformer, dvs. de bruges til mindre afsnit og indgår i hovedfremstillingsformerne.

Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk, Politikens Forlag, 6. udg. 2013, s. 202.

Videre står der - her direkte citeret:

Hovedfremstillingsformer

Hovedfremstillingsformeme er de vigtigste. Grænsen mellem dem og hjælpefremstillingsformerne er dog ikke helt klar, og det kan ske at en hjælpefremstillingsform er den bærende i en bestemt tekst, fx i en eksempelsamling.

Der er 8 hovedfremstillingsformer som kan grupperes efter om de er informerende, påvirkende eller vurderende.

De informerende fremstillingsformer er:

• referat
• beskrivelse
• beretning
• analyse.

I disse 4 typer er det emnet og fremstillingen af sagforholdet der er det vigtigste.

De påvirkende hovedfremstillingsformer er:

• instruktion eller handlingsanvisning
• argumentation
• opfordring.

I disse 3 typer retter fremstillingen sig først og fremmest mod modtageren (læseren el. tilhøreren).

Den vurderende fremstillingsform er:

• vurdering.

Denne type giver især udtryk for afsenderens (forfatterens el. talerens) holdninger og følelser.

Citat slut!

De enkelte fremstillingsformer

Nedenstående definitioner er direkte citat fra opslaget om fremstillingsformer s. 203-205, dog med tilføjelse af definitioner af hhv. 'at argumentere', 'at citere', 'at instruere', 'at referere' og 'at resumere' fra andre steder i leksikonet:

Herfra citeres direkte:

(...) De enkelte fremstillingsformer forklares [nedenfor] ud fra hvad der er almindelig bred opfattelse af begreberne. Man kan sagtens, især i særlige faglige sammenhænge, finde andre opfattelser, ofte med mere snævre betydninger. Der kan også findes eksempler på at andre ikke skelner præcis sådan som her. Vær opmærksom på at der ofte er tale om overlapninger og nuancer i betydningen (se fx at redegøre og at berette). (...):

• at analysere: at undersøge systematisk og beskrive hvilke enkeltdele et emne består af, og hvordan enkeltdelene hænger sammen
• at argumentere: (...) at argumentere er at begrunde. Det gør man både mundtligt i fx taler og diskussioner og skriftligt i fx læserbreve og anmeldelser (ibid s. 67)
• at berette: at give en udførlig fremstilling af et handlingsforløb (se også at redegøre)
• at beskrive: at meddele de væsentligste kendsgerninger ved en ting, en person, en proces el.lign. uden at vurdere den.
• at causere: at give nogle ikke dybtborende, men ofte morsomme eller spidsfindige betragtninger og iagttagelser i en ofte stærkt subjektiv og løst disponeret form
• at citere: (...) et citat er en ordret gengivelse af noget der er blevet sagt eller skrevet (ibid s. 107)
• at definere: at give en entydig præcisering og forklaring af et ords eller et begrebs indhold
• at diskutere: at give en belysning af et emne ved at sætte forskellige synspunkter og argumenter op over for hinanden
• at dokumentere: at fastslå noget ved hjælp af konkret materiale eller oplysninger »på papir« (data, facts); ofte brugt som begrundelser (argumenter, præmisser) i argumentation
• at eksemplificere: at belyse et forhold ved et eller flere tilfælde der bekræfter gyldigheden i det generelle, eller som gør noget abstrakt lettere forståeligt og mere konkret
• at foreslå: at nævne noget som en (positiv) mulighed
• at forklare: at meddele hvordan forskellige emner og forhold hænger sammen og påvirker hinanden (modsat at analysere)
• at fortolke: ved hjælp af analyse at bestemme en opfattelse af et forhold, fx hvordan man mener at en tekst eller et forhold skal forstås
• at instruere: (...) at instruere vil sige at man giver vejledning i, hvordan noget skal gøres, udføres eller bruges. Instruktioner bruges i mange forskellige teksttyper, fx i arbejdsbeskrivelser, brugervejledninger, reparationsanvisninger, brugsanvisninger, håndbøger, manualer, mad- og strikkeopskrifter (ibid s. 289)
• at karakterisere: at fremhæve særpræget ved et emne, et forhold eller en person; minder om beskrivelse, men trækker som regel kun særlige forhold frem
• at klassificere: at inddele en mængde informationer, et materiale efter et bestemt system ud fra en bestemt synsvinkel
• at opfordre: at tilskynde nogen til at gøre noget
• at parafrasere: at gengive indholdet, mening for mening
• at perspektivere: at pege på hvordan noget har betydning og konsekvenser i andre fremtidige sammenhænge
• at redegøre: at fremstille et sagforhold (ofte et forløb), inkl. sammenhænge og årsagsforhold (se også at berette)
• at referere: (...) et referat gengiver det væsentligste i noget skrevet eller noget talt (ibid. s. 551). Man kan normalt kræve af et referat at det:
  • - er kortere end forlægget (den oprindelige tekst)
  • - har samme struktur (opbygning, disposition) som forlægget
  • - er loyalt over for forlæggets mening og sigte
  • - er neutralt og objektivt i fremstillingen, - er overskueligt og let at finde rundt i (ibid. s. 627).

• at reflektere: at forholde sig begrebsmæssigt til observationer, erfaringer og fænomener i forhold til en praksis
• at registrere: at give en saglig konstatering af hvordan noget rent faktisk forholder sig, fx gen- stande, fysiske forhold, persondata; minder om at beskrive
• at resumere: (...) Et resumé er en sammentrængt gengivelse af hovedpunkterne i noget talt eller skrevet (ibid. s. 513). I et resumé gengiver man først og fremmest hovedpunkterne. Formen vil derfor også være konstaterende og kortfattet, og ofte punktformet. Når man skal lave et resumé, kan man følge disse retningslinjer:
  • - Et resume skal være kort (...)
  • - Resuméer må gerne være punktformede. Hvert hovedpunkt i teksten skal så have sit punkt i opstillingen
  • - Man må i et resumé gerne rokere om på informationerne så man altså ikke slavisk følger rækkefølgen i den tekst man resumerer. Det kan fx være rimeligt at samle informationer til ét punkt i resuméet, også selv om disse informationer står spredt om i den bog el.lign. som man resumerer
  • - Sproget skal være kortfattet, neutralt og objektivt. Man kan i et vist omfang bruge afkortede sætninger, fx udelade gentagelser af subjekt (grundled), og altså bruge telegramsprog i en vis udstrækning (...)
  • - Sproget skal indrettes efter læserne. Modtagergruppens egenskaber er afgørende for om man fx kan bruge fagudtryk og lign. (...)
  • - Et resumé skal altid have et hoved. Nævn altid i hovedet titel, forfatter, årstal og andre oplysninger som brugeren af resuméet kan have nytte af (...). (ibid. s. 513)

• at sammenligne: at påvise ligheder og forskelle mellem to eller flere emner, forhold osv.
• at vurdere: at tage stilling til værdien af noget og afgøre om det fx er godt eller dårligt, pænt eller grimt, egnet eller uegnet, brugbart eller ubrugeligt.

Litteratur

Jørgensen, Peter Stray: Videnskabelige ord - sproglig rådgivning i videnskabelighed, 2004.
Jørgensen, Peter Stray, Rienecker & Skov: Specielt om specialer, 2011, s. 141-150.
Rienecker & Jørgensen: Den gode opgave, 2012, s. 269-293.

Kilde: Ibid s. 203-205.

Begrebet fremstillingsform kan i bredeste forstand defineres, som den form afsenderen giver tekstens indhold eller som den måde, hvorpå en afsender organiserer sit stof. Nogle beskriver begrebets betydning med ordene 'tekstens byggeklodser'.

I det følgende gennemgås forskellige fagforfatteres bud på kategorisering af fremstillingsformer i tekster:

Jens Cramers konstative, ekspressive og regulative fremstillingsformer:

Jens Cramer m.fl. opstiller følgende fremstillingsformer i leksikonet 699 varme termer:

1. Fremstillingsformer med konstativ afsenderintention og modtagerinteresse i at blive oplyst og belært om noget man ikke kender. Også kaldet orienterende fremstillingsformer. Det kan fx være beretning, beskrivelse, tolkning, referat, resume og analyse.
2. Fremstillingsformer med konstativ afsenderintention og modtagerinteresse i at blive bevæget og få ændret opfattelse. Det er tekster, der har fokus på argumentation.
3. Fremstillingsformer med ekspressiv afsenderintention og modtagerinteresse i at blive belært om noget, man ikke kender. Det er fx redegørelse, karakteristik og sammenligning.
4. Fremstillingsformer med ekspressiv afsenderintention og modtagerinteresse i at blive bevæget og ændre opfattelse på områder, som man allerede kender. Det er fx vurdering og propaganda.
5. Fremstillingsformer med regulativ afsenderintention og modtagerinteresse i at blive orienteret. Fx instruktion og definition.
6. Fremstillingsformer med regulativ afsenderintention og modtagerinteresse i at blive bevæget og ændre opfattelse. Fx opfordring og reklame.
7. Fremstillingsformer med både konstativ og ekspressiv afsenderintention og modtagerinteresse i underholdning og livstydning. Fx fiktiv fortælling og causeri.

Kilde: Jens Cramer, Lars Anton Henriksen, Mette Kunøe, Erik Vive Larsen, Ole Togeby og Peter Widell: 699 varme termer - Leksikon til sprogkundskab, Aarhus Universitetsforlag 1996, s. 50-51.

Ekmanns 7 fremstillingsformer

Både Keld Gall Jørgensen (Stilistik, Gyldendal 2002 (1. udgave 1999) s. 127-136) og Hans Lauge Hansen (Tegn, tekst og tolkning, Akademisk Forlag 1998 (1. udgave 1994), s. 43) refererer til Bjørn Ekmanns 7 fremstillingsformer (Bjørn Ekmann: Tegn og Tydning. Tekstfortolkning på semiotisk grundlag, Gyldendal 1979):

1. Evokation, dvs. en 'fremmanelse' af forestillinger og associationer hos læseren, der ikke er rettet mod noget bestemt, men 'bare' er sansninger eller følelser, der aktiveres, når læseren læser særlige ord, udtryk eller sætninger. Vi kan tale om at en følelse eller en sans 'evokeres', altså i betydningen 'aktiveres', 'sættes i gang' eller 'manes frem'. Som Lauge Hansen siger om denne fremstillingsform: "Det er den rene inderlighed." (s. 43)
2. Benævnelse, dvs. en benævnelse af en situation uden at forfatteren ellers knytter nogle kommentarer hertil. Altså en slags påstand om eller registrering af noget uden yderligere kommentarer. Fx indkøbssedlen, hvor der, ukommenteret, bare står følgende benævnelser: "1 l. mælk, Ingrid Marie æbler, majonæse, Riberhus ost, aftensmad til tirsdag og onsdag,..."
3. Beskrivelse, dvs. den rene beskrivelse af personer, steder eller en tid
4. Drøftelse, dvs. en diskuterende fremstilling eller analyse af et emne, hvor der stilles spørgsmål til en sag, hvor sagen overvejes både fra den ene og den anden synsvinkel. Den fremstillingsform kan vi møde, når personer i en fiktiv fortælling overvejer og tænker tanker om et særligt problem. Men oftere støder vi på den i ikke-fiktive tekster, fx i avisens leder, debatindlæg, læserbreve og lignende
5. Beretning, dvs. fremstilling af et begivenhedsforløb, en handling, der udspændes over tid. Det er den dominerende fremstillingsform i fiktionsprosatekster, altså i romaner, noveller, eventyr m.m.
6. Samtale, dvs. når personer taler for sig selv. Det er den dominerende fremstillingsform i drama (skuespil), hvor personerne har forskellige replikker. Også i romaner og noveller møder vi samtalen i form af replikskiftet i dialoger (samtaler) mellem mennesker. I interviews i ikke-fiktive sagprosa-tekster er det ligeledes fremstillingsformen 'samtale', der er i centrum
7. Tableau, dvs. fx dramaets regibemærkninger, hvor der er anvisninger på, hvordan scenografien skal se ud, bemærkninger om skuespillernes gestik (kropsbevægelser) og mimik (ansigtsudtryk). Lauge Hansen stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er relevant at tale om en sådan fremstillingsform, når det drejer sig om litterære tekster (s. 43).

Togebys fremstillingsformer

Ole Togeby kalder forskellige genrer for fremstillingsformer og opstiller følgende oversigt (i artiklen "Den sproglige beskrivelse af fiktion og tekstart" i Lars Heltoft & Carol Henriksen: Den analytiske gejst. Festskrift til Uwe Geist på 60-årsdagen, 23 september 2001):

Fremstillingsformer i fiktionslitteratur v. Gall Jørgensen

Gall Jørgensen omtaler (i Litterær analyse, 1995, s. 31) disse ni fremstillingsformer i fiktionslitteratur:

1. Beretning
2. Beskrivelse
3. Direkte tale
4. Indirekte tale
5. Dækket direkte tale
6. Tankereferat
7. Indre monolog
8. Bevidsthedsstrøm
9. Fortællerkommentar

I flere fagbøger nævnes desuden fremstillingsformen 'belæring' eller 'belærende fortællemåde', dvs. en fremstillingsform, der er kendetegnet ved, afsenderens intention om at ville belære modtageren om, hvad der er rigtigt og forkert, eller opfordre ham til at handle på en bestemt måde.

Fremstillingsformer i sagprosa

I sagprosa tales om følgende typiske fremstillingsformer, nemlig:

1. Orientering
2. Vurdering og argumentation
3. Opfordring og instruktion

Fremstillingsformer i dokumentarfilm

Indenfor især dokumentarfilmen tales om:

1. Alvidende fortælleform
2. Observerende fortælleform
3. Interaktiv fortælleform
4. Selvrefleksiv fortælleform

Disse 'dokumentarismens grundformer' har den amerikanske medieforsker Bill Nichols skrevet om i sin bog Representing Reality, Oxford, 1994.

Andre opererer med begreberne:

1. Den klassiske fortælleform (også kaldet 'den alvidende fortælleform')
2. Den observerende fortælleform
3. Den personlige fortælleform
4. Den poetiske fortælleform

Fremstillingsformer i nyheds-tv

I forbindelse med tv-nyheder omtaler Olsson 3 fremstillingsformer :

1. Episk fremstillingsform dvs. beretningen
2. Didaktisk fremstillingsform, dvs. belæringen
3. Den dramatiske fremstillingsform, dvs. det spændende drama

Olsson, Henning og Henrik Poulsen: Ryd forsiden! - om nyhedsformidling, Dansklærerforeningen, 1995 s. 127.

Fremstillingsformer i tv-reklamer

Christian Jantzen og Jørgen Stigel, begge lektorer ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitetscenter, har, i rapporten Reklamen i dansk landsdækkende TV, 1995, omtalt tv-reklamens to fremstillingsformer:

1. Den faktuelle (eller didaktiske) fremstillingsform, dvs. fremstillingsmåder, der anvender virkemidler, kendt fra sagprosagenrer som nyheds- eller dokumentarprogrammer, hvis væsentligste formål er at orientere, belære eller 'undervise' (jf. begrebet 'didaktik', der betyder 'læren om undervisningens indhold') om virkelige forhold.
2. Den fiktive fremstillingsform, dvs. fremstillingsmåder, der anvender virkemidler, kendt fra fiktionsgenrer som kortfilm og spillefilm i biograf eller tv-film. Bl.a. tænkes her på tv-reklamen, der er opbygget som en fortælling, en handlingshistorie, der foregår et bestemt fysisk sted og strækker sig kronologisk over en vis tidsperiode.

Kært barn har mange navne

I stedet for ordet 'fremstillingsformer' anvender nogle begrebet:

• fortællemåder (fx Holst, Ole og Lars Jensen: Spring ud - indgang til dansk, Gyldendal 1996, s. 48)
• fortælleelementer (fx Gall Jørgensen, Keld: Litterær analyse, Munksgaard 1995, s. 31)
• fortælleformer (fx Pico Stæhr, Claus: Lærerens håndbog i tekstarbejde, Alinea 1989, s. 27)
• meddelelsesformer (Togeby, Ole: Fungerer denne sætning? Funktionel dansk sproglære, Gads Forlag 2003, s. 179).