Det moderne gennembruds inspirationskilder

Det moderne gennembrud (eller Det Moderne Gennembrud) er en betegnelse for den litteraturhistoriske periode, som blev indvarslet af den litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927), der i en række forelæsninger på Københavns Universitet i 1870'erne talte varmt for, at der skulle ske noget nyt. Han kritiserede sin samtids danske forfattere for at flyde med i en forældet litterær strømning, nemlig romantikken, som efter hans opfattelse var kendetegnet ved religiøst inspirerede, urealistiske idylliseringer af tilværelsen. Litteraturen burde, i følge Brandes, være tidssvarende, som meget udenlandsk litteratur allerede var.

Med 'tidssvarende' mente Brandes, at forfatterne skulle lade sig inspirere af:

• Charles Darwins (1809-1882) beviser på arters evolutionære udvikling og dermed indirekte en åbning for erkendelse af, at menneskearten måske ikke nødvendigvis var skabt af Gud
• naturvidenskabens tiltagende indflydelse i det hele taget i sidste halvdel af århundredet
• Friedrich Engels (1820-1895) og Karl Marx' (1818-1883) ideologiske skrifter, der kritisk analyserede det daværende herskende kapitalistiske system og argumenterede for skabelse af en alternativ (socialistisk) samfundsmodel, hvor uligheden mellem samfundsklasserne søgtes ophævet
• Franske, tyske og engelske kunstnere, som allerede årtier før 1870 havde brudt med romantikkens idylliserende og religiøst orienterede kunst til fordel for en mere realistisk kunst. Det gjaldt ikke mindst franske kunstnere som forfatterne Honoré de Balzac (1799-1850) og Gustave Flaubert (1821-1880) og billedkunstnerne Jean-François Millet (1814-1875) og Gustave Courbets (1819-1877) realistiske malerier. (Se også navnene på de kunstnere, som Georg Brandes selv nævner til sidst i nedenstående citat).

Georg Brandes satte som nævnt ord på sin kritik af samtidens danske skønlitteratur i en række forelæsninger på Københavns Universitet i 1871-72. En af forelæsningerne indledte han med disse bemærkninger:

Der vil vel uden Vanskelighed kunne opnaas Enighed om, at den danske Literatur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Hendøen som i vore Dage. Den digteriske Frembringen er saa godt som fuldstændigt stanset, og intet alment Spørgsmaal angaaende Menneskeliv eller Samfund formaar at vække nogen Deltagelse eller fremkalde anden Drøftelse end Dagspressens og Døgnliteraturens. En stærk oprindelig Frembringelsesdrift har vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv traadt til, og den aandelige Døvhed har som Døvheden hos den Døvstumme medført Stumhed.
Det, at en Literatur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.
Saaledes sætter f. Eks. George Sand Forholdet mellem de to Køn under Debat, Byron og Feuerbach Religionen, Proudhon og Stuart Mill Ejendommen, Turgenjev, Spielhagen og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Literatur Intet sætter under Debat er det samme, som at den er i Færd med at tabe al Betydning. (Kilde: https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-brandes04-root).

I et allegorisk naturdigt (dvs. et digt, der handler om natur, men som i overført betydning faktisk handler om noget andet) fra 1884 beskriver forfatteren Viggo Stuckenberg (1883-1905), helt i overensstemmelse med Brandes' idéer, hvordan den romantiske tankegang bør forlades for at give plads for det Ny. Som Stuckenberg skriver: Det er Rengøringstid. Læs digtet her; det har titlen "Efteraarsblæst".

Litteraturens temaer i Det moderne gennembrud

Georg Brandes var altså først i 1870erne fortaler for en realistisk litteratur, der kritisk tog hverdagsnære emner op til debat, fx ægteskabet, kønsroller, religion og andre aktuelle samfundsproblemer. Eller som vi i danskundervisningen ofte populært sammenfatter emnekredsen for det moderne gennembruds kunst til at handle om 'de tre K'er':

• Kirke (religion)
• Køn (ægteskab, kvindens rolle, seksualitet)
• Klasse (samfundsforhold med særligt fokus på de forhold underklassen levede under)

Det vil dog være relevant at udvide de tre K'er til 'de fire K'er', idet det ikke bare var kirke, køn og klasse, men også selve kunstens rolle i samtiden, som blev diskuteret. Vi tilføjer altså følgende K:

• Kunst (herunder kunstens ansvar for at sætte eksistentielle problemstillinger under debat).

Litterære retninger i Det moderne gennembrud

Tidens nye kunst, herunder litteraturen, blev kaldt naturalismen.

Kritisk realisme

Mange af de naturalistiske litterære værker kan med en vis ret betegnes som kritisk realisme, hvis man med kritisk realisme forstår den litteratur i 1870-90, der kritisk debatterede eller kastede fortællingernes hovedpersoner ud i konflikter, der havde at gøre med køn (manden og kvindens rolle og rettigheder, ægteskab, seksualitet), kirke (religionskritik (religion kontra vidneskab, tro kontra ateisme)), samfund (industrialiseringens positive eller negative konsekvenser, ulighed i samfundet mellem rig og fattig (overklasse <-> underklasse (arbejdere i byen og landarbejdere), magtmisbrug, Guds 'design' over for arv og miljø mv.) og kunst (hvad er kunstens rolle, hvordan kan kunsten bidrage konstruktivt til samfundsforandring, til at møde fremtiden, som indvarsles med den begyndende industrialisering mv.).

Læs her et eksempel på en avisartikel af Herman Bang med titlen "Fattigliv". Den er et godt eksempel på en kritisk sagprosatekst, der sætter de svære livsvilkår for storbyens fattigste til debat.

Ud over Henrik Pontoppidan, Henrik Ibsen, August Strindberg og til dels Herman Bang og Holger Drachmann, skrev også J.P. Jacobsen mange fortællinger, der kan karakteriseres som kritisk realisme, idet de udforsker forskellige sider af kønsproblematikken, mandens rolle og hans seksuelle drifter, konsekvensen af utroskab, af kærlighed mellem repræsentanter for forskellige samfundsklasser, menneskets udvikling som betinget af Guds eller af arv eller miljø samt modsætningen mellem gudstro og gudsfornægtelse (ateisme). Læs mere om den kritiske realisme.

PS: Socialdemokratiet blev stiftet i samme år som Brandes begyndte sine forelæsninger om tidens litteratur, altså i 1871. Partiet blev stiftet af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff. Formålet var at organisere den fremvoksende arbejderklasse på et socialistisk grundlag. Et af de vigtigste fokuspunkter i partiets politiske program var at kæmpe for mere retfærdige levevilkår og demokratiske rettigheder for arbejderklassen.

Flere forfattere var nok mere inspireret af den socialistiske ideologi, som Socialdemokratiet var talerør for dengang, end af Brandes' akademiske foredrag på universitetet. Det gælder måske dette samfundskritiske digt, hvor der erklæres 'krig' mod samfundets top:

Prolog

Ja, jeg erklærer Jer alle Krig,
Jer, den bornerte Spidsborgerklike,
Jer, der forpester som rådne Lig,
man har ladet for længe ligge,
Jer, der roder i Løgnens Morads,
snerrer ad hver en fornuftig Mening,
som ej kommer Jer rigtig tilpas,
Jer, med den dyriske Hjerneforstening,
Jer, der i alting er inkonsekvent
kun konsekvent i Inkonsekvensen,
Jer, der for længst burde være sendt
skånselsløst ud over Samfundsgrænsen,
ja, Jer Dage skal nu være talt,
og Jer Regeringstid nu være ude. —
Her må der gås til værks radikalt
mod denne Samfundets Kræftbyldsknude.

Et digt af Alexander Herz (pseudonym for Emanuel Goldstein (1862-1921)) i digtsamlingen Sprængte lænker, 1884. (Ældre dansk retskrivnings regel om brug af dobbelt-a er her ændret til å).

Impressionisme

En anden ny litterær tendens i Det moderne gennembruds periode sidste del (fra omk. 1880 og ind i 1890'erne) er impressionismen. Impressionismen koncentrerede sig om iagttagelse af det psykologiske spil mellem mennesker i forskellige positioner (med forskellig status) i tidens samfund.

Hvor den kritiske realisme især er kendetegnet ved sit karakteristiske indhold, er impressionismen først og fremmest karakteristisk ved sin litterære fortællestil, ved selve skrivemåden. Læs leksikonopslag om impressionismen, hvor der bl.a. er links til impressionistiske tekster af Herman Bang.

Naturalisme som selvstændig retning

I nogle litteraturhistorier bruges begrebet naturalisme både om tidens nye kunst i det hele taget og om en selvstændig litterær retning i perioden. Opfatter man naturalisme som en speciel kunstnerisk retning, kan man måske - i grove træk - inddele tidens litteratur i følgende tre retninger (selv om det i praksis slet ikke altid er muligt, endsige relevant, at prøve at adskille dem skarpt):

• naturalismen (naturvidenskabeligt orienteret). Den mest kendte repræsentant for den litterære naturalisme i Danmark er J.P. Jacobsen.
• den kritiske realisme (samfundsorienteret). De mest kendte repræsentanter for den kritiske realisme er Henrik Pontoppidan (romaner og noveller), Henrik Ibsen og August Strindberg (drama/skuespil).
• impressionismen (psykologisk orienteret med fokus på at give et billede af menneskers psykologi ved at observere deres adfærd og tale). Den mest kendte repræsentant for den litterære impressionisme er Herman Bang.

Brandesianisme

Den kritisk realistiske strømning, som Brandes blev opfattet som fortaler for, fik af nogle kritikere øgenavnet brandesianisme. Det var forsøg på at gøre grin med Brandes og - efter deres opfattelse - hans selvophøjelse til en slags guddommelig dommer over, hvad god og dårlig litteratur var, og en sarkastisk kommentar til de 'apostle', som ukritisk fulgte Brandes' 'bud'.

I perioden fra 1870 til 1890 var der i det hele taget en ivrig diskussion om kunstens, herunder litteraturens, rolle. Også en del af de forfattere, der i begyndelsen opfattede Brandes' ideer som et tiltrængt frisk pust, udtrykte senere i perioden en kritik af, at selve dette med opfatte litteraturens vigtigste rolle som at sætte problemer under debat indebar en fare for at reducere litteraturen til en slags debatindlæg, hvor forfatteren skulle fortælle læserne, hvad der var rigtigt og forkert, og hvordan samfundsmæssige problemer skulle løses.

Georg Brandes selv præciserede i 1880erne, at han mente, at en forfatter bl.a. skulle gøre som Karl Gjellerup delvist gjorde i sin roman Romulus. Brandes skrev i en anmeldelse:

Han har sin styrke i Dialogen og lader (...) sine Personer udtrykke sig uden selv at blande sine Bemærkninger og Forklaringer ind. (...) Hvad det gjælder om for Digteren i den fortællende Kunstart (romaner og noveller, antologien.dks anmærkning) er at skabe Skikkelser og lade os se dem i Handling og Tale (jf. impressionismen, antologien.dks anmærkning). Blot ingen af disse utidige Reflexioner over dem, der fordærver alt. De forklarende Meddelelser fra Forfatter til Publikum høre hjemme i Lyrikken, i Afhandlingsstilen, i Journalistiken; men i Kunstfortælling virke de kun forstyrrende, bryde Tonen, sprænge Stilen og slaa Illusionen ihjel.

Fra Georg Brandes' anmeldelse af Karl Gjellerups roman Romulus i avisen Morgenbladet d. 21. juni 1883. Her gengivet fra Malene Breunig og Lars Handesten (red.): Hvad med litteraturen? - Dansk litterær kritik og poetik 1800-2016, 2017, s. 64.

I øvrigt var Brandes ret træt af, at hans bemærkning i 1871 om, at litteraturen skulle være kritisk og sætte problemer under debat, blev ved med at stå som en sammenfattende overskrift for hans forelæsningsrække om hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Det var alt for unuanceret, indvendte han - og det var også blevet misforstået, hvad han egentlig mente.

I en replik til Herman Bang, som kritiserede Brandes for ikke at udvikle sin kunstkritiske metode, men tværtimod stivne i den, skriver Brandes bl.a.:

Jeg har engang, vel at mærke én Gang (for 12 Aar siden) sagt: "At en Literatur i vore Dage lever, viser sig i at den sætter Problemer under Debat". Det er ikke min Skyld, at denne Sætning er bleven udrevet af al Sammenhæng, som var den mit Program, og gjort til Stikord og hidset til Døde. I den sidste Tid er det nu blevet Mode - Hr. Bang har gjort Sit dertil - at anføre den som gjaldt den særligt Poesien, ikke den hele Literatur, og som havde det været min Mening, at Digtekunsten istedenfor at fremstille Menneskelivet skulde afgive den sandede Valplads for tørre Problemers Strid. Selvfølgelig har jeg aldrig ment Sligt og mig bevidst aldrig udtalt Noget, der kunde tjene til Støtte for denne Opfattelse.

Georg Brandes i et indlæg med titlen "Svar paa et Par Angreb i 'Nationaltidende'" i Morgenbladet d. 16. dec. 1883. Ibid s. 66.

Det moderne gennembruds forfattere

Forfattere, som lod sig inspirere af Brandes og af samtidens tendenser og udvikling (en så småt begyndende industrialisering, urbanisering (flere og flere flyttede fra land til by), Socialdemokratiets dannelse i 1871 mv.), var bl.a. følgende nordiske forfattere:

Danske: Herman Bang (1957-1912), Edvard Brandes (1847-1931), Holger Drachmann (1846-1908), Emma Gad (1852-1921), Karl Gjellerup (1857-1919), Emanuel Goldstein (1862-1921), J.P. Jacobsen (1847-1885), Erna Juel-Hansen (1845-1922), Henrik Pontoppidan (1857-1943), Sophus Schandorph (1836-1901) og Erik Skram (1847-1923).

Også digtere som Sophus Claussen (1865-1931) og Viggo Stuckenberg (1883-1905) støttede i begyndelsen af deres forfatterkarriere Georg Brandes idéer om at gøre op med Romantikkens idyllisering af virkeligheden og forsøge at skabe en tidssvarende litteratur. De to sidstnævnte bevægede sig dog i en markant anderledes retning end realismen fra 1890erne og blev kendte repræsentanter for den litterære nogle har kaldt symbolisme eller Det sjælelige gennembrud.

Norske: Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), Camilla Collett (1813-1895), Arne Garborg (1851-1924), Knut Hamsun (1859-1952), Henrik Ibsen (1828-1906), Hans Jæger (1854-1910) Alexander Kielland (1849-1906), Christian Krohg (1852-1925), Jonas Lie (1833-1908) og Amalie Skram (1846-1905).

Svenske: Victoria Benedictsson (1850-1888), Ellen Key (1849-1926) og August Strindberg (1849-1912).

Læs eventuelt portrætter af nogle af ovenstående forfattere på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside om Det moderne gennembrud. Klik på menupunktet "Det moderne gennembruds kvinder og mænd".