I 1871 formulerer Georg Brandes (1842-1927) en ny poetik i sin forelæsningsrække "Hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur" på Københavns Universitet. Et væsentligt programpunkt er, at den danske litteratur bør skildre virkeligheden ligesom megen udenlandsk litteratur allerede er begyndt på for længe siden. Litteraturen skal sætte problemer under debat. Brandes sagde bl.a.:

Det, at en Literatur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaiedes sætter f. Eks. George Sand Forholdet mellem de to Køn under Debat, Byron og Feuerbach Religionen, Proudhon og Stuart Mill Ejendommen, Turgenjev, Spielhagen og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Literatur Intet sætter under Debat er det samme, som at den er i Færd med at tabe al Betydning.

Lektor på Århus Universitet Jørn Erslev Andersen interviewede i 1987 forfatteren Niels Frank om de tanker denne gjorde sig om det at skrive digte. Niels Frank sagde bl.a.:

Jeg vil gerne tænke på digtene som åbne porte eller som noget, der helt frit vajer i vinden. Hvis man kan gå til dem fra forskellige retninger, lige fra pludselig indskydelse til tekstteoretisk overvejelse, vil jeg se det som udtryk for, at de er lykkedes. Digtene skal helst kunne tage imod alle indtryk og have en dør stående åben i alle retninger. Derfor er det vigtigt, at digtene kan bære, at man kommer med en filosofisk interesse (...). Men det er mindst lige så vigtigt, at de samtidig og i det samme, enkelte udsagn kan bære en helt anden synsvinkel, en eksistentiel eller en symbolsk eller politisk vinkel.

Mit arbejde på at nå frem dertil består i at få digtene til ikke at stille sig i vejen for læsningen. Digtene må ikke rumme noget på forhånd og tage ordene ud af munden på læseren, så at sige. Og mine personlige interesser må ikke være nedfældet i digtene, så man som læser forsøger at finde frem til 'hvad forfatteren mente med sit digt'. Det kan ikke være interessant. Digtene må altså ikke stille sig ind i læsningen med for eksempel en symbolsk ladning, der gør at de skal aflæses og analyseres på et slags repræsentationslag. Det er det vi herhjemme kender fra tressermodernismen, der nærmest er skrevet for at blive fortolket.

Hele mit arbejde med at mindske styringen foregår på et fundamentalt ordplan, der svarer til de første læseoplevelser man overhovdet har, når man får sin første læsebog og skal lære nogle helt enkle ord og hovedsætninger. Et af de første adjektiver man lærer er ordet "stor", som senere afløses af ordet "sort". Som barn kan man slet ikke holde de to ord ude fra hinanden, de glider ind over hinanden og bliver det samme ord og den samme betydning. Allerede på det tidspunkt får man lagt et fundament, hvor ord der indeholder bogstaverne r, o, t og s giver en bestemt betydning - betydningen er allerede indkodet. Og der kunne jeg godt tænke mig at tælle ned gennem rækken af for eksempel adjektiver til det første, 'oprindelige' adjektiv, som er derfra hvor betydningen udgår, og som er fundamentet for al senere sprogbrug, for det ordkendskab man opbygger fra ordet "stor". Det er at gå tilbage til den første oplevelse af ordet, svarende til det tyske begreb "Ursprung" - en slags kilde.

(...) Når jeg skriver et digt, foregår det altså først og fremmest på enkeltordsplan, sådan at jeg gennem lang tid kan forberede digtet ved at notere nogle ord ned, som jeg kan mærke har den der oprindelige karakter. De kan stamme fra aviser eller bøger eller samtaler, hvor man lige pludselig bliver nervøst opmærksom på et enkelt ord langt inde i en sætning og skynder sig at skrive det ned, så det ikke forsvinder igen. Til sidst kommer man ned på et fåtal af ord, tre grundlæggende verber og tre substantiver og så videre. (...) Verberne er (...) "ligge", "rejse sig" og "gå". Det må være verberne - som jo også har en dannelsesretning i sig, ikke? En udvikling og en historie ved at man er et sted, forlader det og søger et andet sted at være. På samme måde er der nogle substantiver som "dør" og "sten". Ordene bliver ligesom Bonsai-træer man hele tiden poder, eller små spanske børn med ansigter som oldinge. Det er uendeligt gammelt, men alligevel til stede for første gang.

I Digte i kim har jeg prøvet at vide ordenes fundamentale karakter ud, hvis man da overhovedet kan tale om en udvidelse. Men jeg har prøvet at 'forstørre' det enkelte ord, sådan at det fik en slags eksistentiel klang, og sådan at der kom nogle kropslige, geografiske og lokalistiske elementer ind i digtene. For eksempel hånden, der er noget man bærer med sig simpelthen herfra og hele vejen igennem, ikke? Og der er ansigtet, som man møder verden med. Det er nogle kropslige eller snarere biologiske forhold, som man skal gøre sig klart før noget andet.

Jeg har prøvet at sige: Vi skal have nogle ting klart. Sådan ser min hånd ud, og sådan fungerer det med min krop. Det er sådan nogle ting man ikke kan lave om på, men som man skal kende til ligesom man bor i en bestemt del af en større geografisk helhed og er nødt til at kende enkeltdelen fuldt ud, før man kan vende blikket ud mod det større. Man skal kende til det fuldstændigt og ned i hver krog. Der er ikke een sten, der må overses. Først når jeg kender de ting helt igennem, kan jeg sætte mig ned og skrive og gøre det med bevidstheden om, at der ikke er noget jeg er gået glip af eller noget jeg mangler at se.

Det er på samme måde med de lokale, nære forhold. Man skal vide, hvilke rum man opholder sig i, hvor dørene fører hen og trapperne. Det er næsten sådan, at man må gå og banke på murene for at se om der er hulrum, ikke? Man skal kende sengen og vinduet og stolen, før man kan skrive. Jeg ved for eksempel, at sengen her stammer fra en gammel mand som min mor passede, at fjernsynet har tilhørt min bedstemor og spejlet min farfar, at bordet kommer fra min søster, og at jeg har stjålet stolen fra en container i Horsens og lagt et rødt tæppe hen over den, ikke? Alle tingene har en bestemt historie, som jeg skal kende til for at kunne skrive i dette rum.

(...) Da jeg skrev Digte i kim tænkte jeg på, at tingenes historie måtte være de eksistentielle fundamenter ved siden af enkeltordsfundamenterne. Og samtidig havde jeg en lille, privat poetik om, at de elementer der optrådte i bogen skulle være hentet fra rummet her. Hen mod slutningen af bogen kom der så en åbning, fordi jeg da syntes at have stiftet det nødvendige fundament, så det til sidst kunne udvides.

En anden ting jeg opdagede i arbejdet med Digte i kim var, hvor få ord, der egentlig er poetiske. Det er kun ganske få ord, der kan være eller leve i et digt, synes jeg. Så da jeg arbejdede på bogen fik jeg opbygget et helt register over uegnede ord. Og jeg har det stadig sådan, at jeg må lægge et digt fra mig, hvis der står et ord i det som er upoetisk. Det røber for mig at se, at digteren ikke har gået ordene efter og skilt de uegnede fra.

Med Digte i kim tænkte jeg især på "radiator" som et ord, der på ingen måde kunne stå i et digt. (...) Den ordpoetik præsenterede jeg så ved et møde i en digtkonkurrence, hvor vi skulle vælge de bedste digte ud. Nogle få dage tidligere havde Peter Laugesen, der var med ved mødet, sendt mig sin nye bog, men jeg havde ikke haft tid til at læse den, fordi jeg skulle forberede mig til udvælgelsen. Men så læste jeg den nogle få dage senere, og så stod ordet "radiator" i den! - Og i den bog fungerede ordet selvfølgelig fint. Det har nu fået mig til at tænke på "radiator" som det yderste ord jeg skal sigte efter, når jeg skriver mine nye digte. Hvis jeg kan nå helt ud til "radiator", så er jeg på en måde nået frem. (...)

Forløbet (...) arbejder [jeg] med i selve skrivningen. Ordene er skrevet ned på små notatpapirer, og sætninger og indfald er skrevet ned, sådan at der ligger en hel masse fragmenter, hvis eneste mangel er at de ikke hænger sammen. Den forløbsmæssige sammenhæng er så det jeg skal arbejde med - alt det andet er allerede til stede. Det er et rent koordineringsarbejde, så at sige, hvor jeg tænker på: Hvilke ord står i forhold til hinanden? Hvilke ord kan stå ved siden af hinanden uden at underbetone hinanden? Hvilke ord kan bogstaveligt talt belyse hinanden. Forløbsskabelsen og skabelsen af sammenhæng er selve det lyriske arbejde for mig.

Det betyder at jeg må oplære mig selv i at forstå, hvilke forbindelse der er mellem ordet og dets betydning, mellem det skrevne og det læste osv. Med det som baggrund skal jeg få tingene til at danne et bestemt lyrisk forløb, som ikke er et narrativt forløb, slet ikke, men hovedsageligt et billedligt forløb. (...)

Uddrag fra interviewartiklen Ansigt og bogryg - en samtale med Niels Frank om en personlig poetik i tidsskriftet Passage nr. 3/4 1987, s. 11-12.