Betegnelsen 'klassicisme' dækker over en gendyrkelse i 1700-tallet af klassiske, dvs. græske og romerske antikke idealer, udtænkt af filosoffer og udført af kunstnere, der levede i århundrederne før og omkring Kristi fødsel.

Klassicisme er ikke kun en litterær strømning. Også inden for arkitektur, billedkunst og musik slår de klassicistiske idealer igennem.

Litterær klassicisme havde sin glansperiode i Frankrig mellem 1630-80. Den bredte sig langsomt i Europa og nåede Danmark omkring 1700, hvor den udgjorde en kunstnerisk strømning til ca. 1760 - i den periode, vi kalder Oplysningstiden.

Et af de vigtigste klassicistiske idealer, som kunstnerne forsøgte at efterleve, var at vise deres evne til at imitere (efterligne) antikke værkers form og indhold. I Danmark blev det ofte til en slags dobbeltefterligning, forstået på den måde, at danske kunstnere både imiterede franske kunstneres værker, som efterlignede antikke kunstnere, og søgte inspiration direkte fra de gamle oprindelige antikke værker.

Et andet ideal, som forsøgtes udtrykt i kunsten, var værdsættelsen af den menneskelige fornuft. Begrebet 'fornuft' skal i denne kunstneriske sammenhæng først og fremmest forstås i betydningen: menneskets intellektuelle evne til at fremstille noget enkelt, klart og harmonisk. Det er et ideal, som direkte er 'kopieret' (jf. imitation) fra antikken.

'Fornuften' kommer i klassicismen bl.a. til udtryk ved, at kunsten skal følge bestemte normer og regler for at blive opfattet som 'god' kunst - og kunstnerens dygtighed vurderes ud fra, hvor godt han efterlever disse normer og regler. Den klassicistiske opfattelse af 'fornuft' står således i modsætning den efterfølgende dyrkelse af fantasi og intuition i Romantikken i 1800-tallet.

Den litterære klassicismes norm om, at litteraturen skal udtrykke enkelhed, klarhed og harmoni både i indhold og form, var en reaktion mod det forrige århundredes, dvs. baroktidens, kunstfærdige, udspekulerede, komplicerede og 'overlæssede' (i modsætning til det, man kunne kalde minimalistisk) kunst.

Den klassicistiske litteratur, herunder dramaet, udtrykker formmæssig 'enkelhed' (og vel også dermed en slags klarhed) ved at undgå at blande genrer. Fx er flere af Ludvig Holbergs (1684-1754) komedier 'rene' komedier i den forstand, at de ikke indeholder elementer af noget tragisk, og drikkeviser - som var en af tidens humoristiske genrer - er 'rene' drikkeviser uden at indeholde åbenlys moraliseren. Opbyggelig moraliseren hører en anden genre til, nemlig salmen.

Enkelhed og klarhed i prosatekster (essays, epos, romaner og dramaer) ses udtrykt i en mere enkel syntaks (sætningskonstruktion) og et mindre kompliceret sprog i det hele taget, end i meget af barokkens digtning (selv om det litterære sprog dengang i forhold til nutidens typiske sprog i prosatekster måske kan forekomme ret ordrigt, omstændeligt formuleret og ofte svært at forstå).

Enkelhed blev i sig selv opfattet som mere harmonisk end det komplekse, klarhed mere harmonisk end dunkelhed, symmetriske former mere harmoniske end de asymmetriske. Og gennemskueligt opbyggede vers efter bestemte enkle 'systemer' blev anset som mere harmoniske, end digte komponeret efter komplekse systemer.

Fx var der i klassicismen en forkærlighed hos visse digtere for den såkaldte 'aleksandriner'. Det er en fransk relativt enkel versdigtning, hvor hver verslinje består af tolv eller tretten stavelser, organiseret således, at første del af verslinjen består af seks stavelser efterfulgt af en pause (såkaldt cæsur), og derefter 6 eller syv stavelser. Verslinjen er ofte jambisk (dvs. en tryksvag stavelse efterfulgt af trykstærk, som du kender fra ordene mu-sik og sta-tiv). To aleksandrinere rimede som regel parvis (såkaldt parrim).

Flere danske digtere skrev digte efter dette metriske system, som de kendte fra store franske digtere. Det gælder fx Johannes Ewald (1743-81) og Johan Herman Wessel (1742-85).

Også Ludvig Holberg brugte aleksandrineren i flere af sine tekster. Se her et eksempel fra Holbergs komiske heltedigt Peder Paars (1720):

Note: ꓴ = tryksvag stavelse. – = trykstærk stavelse. // = cæsur (pause). ꓴ – = jambe. ꓴ – ꓴ – ꓴ – = seksfodet jambisk vers. 'Paars'/'Aars' = parrim.

Idéhistorisk repræsenterer mange klassicistiske forfattere i 1700-tallet oplysningstidens idealer, hvilket fx for Ludvig Holbergs vedkommende gav sig udslag i, at hans erklærede hensigt med sin forfattervirksomhed (og sin fornuft) var at sprede oplysning til gavn for almenheden og til nytte for samfundet.

Både Holberg og andre af tidens kunstnere er tydeligt fascineret af den menneskelige hjernes potentialer. Mange er således optaget af, hvordan man rationelt og logisk kan ræsonnere sig frem til, hvad der er sandt og falsk, rigtigt og forkert, hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt, herunder også, hvilke juridiske og politiske tiltag, man ved fornuftens brug kan argumentere for, der gavner almenvellet mest. Der går så at sige sport i - for alvor og for sjov - at øve sig i at argumentere for holdbarheden af forskellige synspunkter.

I flere af Ludvig Holbergs komedier føres de rationelle argumenter - eller rettere argumentatoriske fejlslutninger - ud i det ekstreme. Det kender du måske fra fx Erasmus Montanus' forsøg på at argumentere for, at hans mor er en sten?:

En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!

Kendte danske klassicistiske forfattere er bl.a. Ludvig Holberg (1684-1754), Johannes Ewald (1743-81) og Johan Herman Wessel (1742-85).

Også sidstnævnte forfatter, Johan Herman Wessel, laver i flere tekster sarkastisk sjov (måske lidt for alvor?) med tidens dyrkelse af rationalismen og fascination af fornuften. Rationalisme er i følge Gyldendals leksikon:

den opfattelse, at den menneskelige fornuft (i modsætning til guddommeligt åbenbaret eller jordisk autoritet og i modsætning til følelser, fantasi og empiri) er en væsentlig kilde og muligvis hovedkilden til erkendelse. (kilde: denstoredanske.lex.dk/rationalisme)

Men den erkendelse eller det resultat, man når frem til, når man bruger sin menneskelige 'sunde' fornuft, kan vise sig at være ganske umenneskelig.

Læs bare denne lille episke satire på vers af Wessel, hvor den overraskende slutning signalerer, at hvad der forekommer at være mest fornuftigt for almenvellet, ikke nødvendigvis er fornuftigt for det enkelte individ. Eller sagt med andre ord: Rationalisme og retfærdighed går ikke altid hånd i hånd: