Heretica betyder kættersk og er blevet betegnelsen for en litterær bevægelse, der havde sin glansperiode fra ca. 1946 til midt i 1950'erne.

Bevægelsen har fået navn efter titlen på et litteraturtidsskrift i perioden 1948-53, som en kreds af digtere (Ole Wivel, Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig) udgav med det formål at inspirere hinanden til at skrive litteratur, der kunne vise vejen ud af krisen efter 2. Verdenskrig.

Når navnet Heretica blev valg, var det dels fordi forfatterne simpelthen mente, at det var et navn, der ville irritere de potentielle læsere, og derfor ikke ville blive glemt, dels at forfatterne bevidst gerne ville lidt kætterske i betydningen oprørske og at gå imod strømmen. Eller som der står i Den Danske Ordbog om en kætter: person med meninger der afviger fra det generelt accepterede, og som skaber forargelse og fordømmelse.

I parentes bemærket diskuterede initiativtagerne dog en del forskellige navne til deres tidsskrift, inden de valgte Heretica, fx Thermopylæ, Kontur, Atlantis, Hundevagten, Wivels tidsskrift, Hybris, Tradition, Icaros, Eros, Orfeus og Perspektiv (Engberg 1999, s. 27-28).

Hereticabevægelsen var en reaktion mod den realistiske og politiske kunst, der baseredes på ideologiske holdninger - især 30ernes socialrealistiske, marxistiske, kulturradikale, funktionalistiske og freudianske 'fornuftsstyrede' kunst.

Historien viste, i følge heretikerne, at resultatet af det fornuftige menneskes tænkning og deraf følgende handlinger var alt andet end fornuftigt. Det var de to store verdenskrige i 1900-tallets første halvdel forfærdelige og tragiske eksempler på. Derfor tog heretikerne afstand fra alle de bevægelser, ideologiske eller videnskabelige, der var baseret på en rationalistisk tankegang, som de altså mente var tilfældet med marxismen, kulturradikalismen, psykoanalysen mv.

Rationalismen var efter heretikernes mening også det fundament som alt for mange forfatteres samfundsdebatterende eller samfundskritiske realistiske litteratur hvilede på.

Som en af heretica-digtningens vigtige repræsentanter, forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955), skrev i essayet Konvention og Formand (1948):

Men Mennesker, hvad er det for Skabninger, hvad er et Menneske for et Væsen? Vi har inddrukket Reoler, Tønder fulde af Teorier om, hvad det er for en Mærkværdighed, Positivismens, Naturalismens, Liberalismens, Socialismens, Biologismens, alle Systemers og Ismers Teorier om, hvad det er for et Væsen, og alt var saa simpelt; men de vakler paa deres sokler, disse Afguder. Fundamentet under dem skælver, og der farer Rotter og Bænkebiddere ud af deres trøskede Indre som altid af gamle Afgudsbilleder, der styrter. Og tilbage staar vi med en Mærkværdighede, et omhvirvlet Begreb, et ubegribeligt Ord: Menneske. (Citeret i Antologi 1943-1993 af Carsten Dilling m.fl. (1995) s. 12).

Heretikerne opfattede således historiens gang, der kulminerede med 2. Verdenskrig, som bevis på, at rationalismen og de store ideologier eller -ismer havde spillet fallit. De følte et stærkt behov for at finde en ny måde at forholde sig til verden og livet på.

Den ægte heretiker havde en eksistentialistisk tilgang til livet, det vil bl.a. sige, at han opfattede det som afgørende vigtigt, at det enkelte menneske erkendte sit ansvar for sig selv og sine handlinger.

Han så kunsten, ikke mindst lyrikken, som middel til at få øje på nye værdier og til at overvinde den personlige psykologiske krise, som mange mennesker, inklusive heretikerne selv, i efterkrigssamfundet, led under.

Heretikerne opfattede kunstneren som en person, der evner at se ting, ingen andre ser. Denne fremhævelse af kunstneren som noget særligt og som derfor også havde en særlig forpligtelse til at anvende kunsten til at hjælpe mennesket med at finde nye veje og værdier, kan siges at være en slags genvækkelse af den universalromantiske periodes geni-dyrkelse. I det hele taget er der tendenser i Heretica-digternes kunst, der antyder slægtskab med romantiske værker, og også symbolistiske værker. Det gælder ikke mindst den heretiske lyriks symbolladede sprog, der henter sit materiale fra naturen, de gamle myter, herunder den kristne mytologi.

Lyrikken, som var den dominerende heretiske genre, var kendetegnet ved temaer, der kredsede om individualisme, ensomhed, manglende fællesskab i den moderne verden, forvandling, søgen efter mening med tilværelsen, frygt for undergang mv.

Et eksempel fra Heretica-perioden:

Første strofe af Paul la Cours digt Det Aabne fra digtsamlingen Mellem Bark og Ved (1950), hvor både natursymbolik og især kristen symbolik er karakteristiske virkemidler:

Hvad skal jeg ofre, hvad skal jeg endnu forlade,
før min Ryg og min Arm tør rette sig ud til Vinge,
og jeg lever i det aabne,
opstanden, fri,
med en Solopgangs Friskhed i Sjælen.
Jeg gav dig mine Grene, jeg gav dig alle mine Blade,
snart har jeg kun tilbage
Skjorten som jeg fik i Fødslen, min Hud.
Er det den du vil, saa riv den af mig, klæd mig nøgen,
blot mig til mit Blod.

Nogle af de toneangivende hereticanere var Bjørn Poulsen (1918-2000), Paul la Cour (1902-1956), Martin A. Hansen (1909-1955), Thorkild Bjørnvig ((1918-2004), Orla Bundgård Povlsen (1918-1982), Ole Sarvig (1921-1981), Ole Wivel (1921-2004), Morten Nielsen (1922-1944), Tage Skou-Hansen (f. 1925), Frank Jæger (1926-1977), Poul Vad (1927-2003) og i en periode, inden han træder ud af kredsen: Erik Knudsen (1922-2007).

Også Karen Blixen (1885-1962), Grethe Heltberg (1911-1996), Tove Meyer (1913-1972), Halfdan Rasmussen (1915-2002), Grethe Risbjerg Thomsen (f. 1925) og Jørgen Gustava Brandt (f. 1929) m.fl. har i en periode af deres forfatterskab bidraget til Heretica-litteraturen.