Den danskfaglige teoritekst, der følger lige om lidt, handler om, hvad personkarakteristik (også kaldet karaktertegning) egentlig er. Bl.a. gøres rede for, hvad direkte og indirekte personbeskrivelse er. Der præsenteres en 'personlighedsmodel', der kan hjælpe med at huske, hvad der kan være relevant at undersøge nærmere, når man skal lære en person(lighed) i en litterær tekst 'at kende'. Og til sidst i teoriteksten gives gode råd om, hvordan du kan begrunde din personkarakteristik.

Overordnet læseformål: At tilegne dig viden om, hvordan du kan udarbejde en personkarakteristik af vigtige personer i en fiktiv tekst.

Læseformåls-spørgsmål, dvs. de spørgsmål, du gerne skal kende svaret på, når du har læst artiklen:

1. Hvad er direkte personbeskrivelse?
2. Redegør ganske kort for, hvordan Jonna i teksteksemplet i afsnittet om direkte beskrivelse beskrives direkte af fortælleren i første afsnit, og hvordan Jonna beskriver sig selv og sin mand i de to næste afsnit.
3. Hvilken direkte beskrivelse står der om den ældste søn i det norske citat?
4. Hvad er det, man skal være opmærksom på, hvis det, der fortælles, er fortalt af en person, der er indre synsvinkel i?
5. Hvad er indirekte personbeskrivelse?
6. Hvad menes der med begrebet 'tom plads', når vi bruger det er i tekstanalytisk sammenhæng?
7. Hvad tror du, fortælleren i digtet "Angst" er så bange eller bekymret for? Forklar, hvordan du når frem til den fortolkning.
8. Hvad er det for konkrete forhold i digtet/sangteksten "Orkanen er drevet over...", som kan tolkes som en indirekte beskrivelse af en person, der isolerer sig fra omverdenen?
9. Hvilken form for beskrivelse bruges mest i de fleste former for fortællinger (romaner og noveller)- - den direkte eller den indirekte beskrivelse?
10. Hvad menes der med, at det ikke bare er, når vi laver tekstanalyser i dansk, at vi 'læser' mennesker 'mellem linjerne', men at vi også gør det i hverdagen?
11. Er du enig i den påstand?
12. Hvad er formålet egentlig med at undersøge personlighedsmodellens fem kendetegns-områder?
13. Hvad menes der med begreberne ydre karakter og indre karakter?
14. Personlighedsmodellen lægger altså op til undersøgelse af følgende fem kendetegns-områder hos en person: Fysiske, sociale, psykiske, kulturelle og udviklingsmæssige kendetegn:
    1. Giv en kort beskrivelse af, hvad der menes med fysiske kendetegn?
    2. Er alle fysiske kendetegn lige interessante at omtale i en personkarakteristik? Eller spurgt på en anden måde: Hvornår er det vigtigt at nævne et fysisk kendetegn ved en person, som du udarbejder en personkarakteristik af - og hvornår er det måske ikke særlig vigtigt?
    3. Giv et eksempel på et tilfælde, hvor et bestemt fysisk kendetegn kan være relevant at omtale nærmere - og et eksempel på et tilfælde, hvor et bestemt fysisk kendetegn ikke er relevant at nævne i en karakteristik af en person.
    4. Giv en kort beskrivelse af, hvad der menes med sociale kendetegn - både de kendetegn der har med social position og med sociale relationer at gøre?
    5. Giv en kort beskrivelse af, hvad der menes med psykiske kendetegn?
    6. Giv en kort beskrivelse af, hvad der menes med kulturelle kendetegn?
    7. Giv en kort beskrivelse af, hvad der menes med udviklingsmæssige kendetegn?

15. Hvordan kan man begrunde eller dokumentere sine analytiske iagttagelser og fortolkninger, når man udarbejder en personkarakteristik?
16. Kan du formulere 'opskriften' på, hvordan man bruger et citat fra en tekst på en god måde? - Eller spurgt på en anden måde: Hvad er det, man skal huske, hvis man vil inddrage et citat til at dokumentere et karaktertræk ved en person i en personkarakteristik?
17. Hvad er en dårlig måde at bruge et direkte citat på?
18. Hvad skal være afgørende for, om man udvælger en kort passage i en tekst, som man vil citere direkte i sin tekstanalyse?
19. Er det god stil at have en hel masse citater med i sin tekstanalyse? Begrund dit svar.
20. Hvis man vælger at bruge et citat i sin personkarakteristik, er det så som regel mest interessant at vælge at citere en direkte beskrivelse eller en indirekte beskrivelse af et af personens træk?

Langt de fleste fortællinger handler om mennesker. Når du går i gang med at læse (eller se eller høre) en fortælling, kender du ikke de mennesker, den handler om. Hvis du skal kunne forstå fortællingen og få en stor personlig oplevelse ud af være 'i selskab' med den, er det afgørende vigtigt, at du bruger tid på at lære de vigtigste personer at kende. Og det er netop det, en personbeskrivelse (også kaldet personkarakteristik, karakterbeskrivelse eller karaktertegning) går ud på.

En personbeskrivelse er nemlig en undersøgelse af, hvilke personlighedstræk/karaktertræk der kendetegner en fortællings person(er).

Som modtager, dvs. som læser af, tilhører eller tilskuer til en fortælling, er du nødt til både at 'lege' detektiv og psykolog for at finde ud af, hvem de forskellige personer i en fortælling egentlig er som mennesker, hvordan deres indbyrdes forhold er, og hvorfor de føler, tænker og handler, som de gør.

Man kan også sige, at før du kan udarbejde en sammenhængende, kvalificeret personkarakteristik, skal du lave en grundig research, dvs. en undersøgelse af, hvilke oplysninger din kilde (som er den fortælling, personen/personerne indgår i) bidrager med om den eller de personer, du skal tegne et portræt af.

Et sådant detektiv- og psykologarbejde eller en sådan research kan udføres på mange forskellige måder. Nedenfor omtales den måde, som tager udgangspunkt i en model, vi har valgt at kalde personlighedsmodellen.

Men først lige en definition af to vigtige danskfaglige begreber, der har med personkarakteristik at gøre: direkte personbeskrivelse og indirekte personbeskrivelse:

En forfatter forsøger med forskellige virkemidler at gøre sine karakterer så interessante, at modtageren (læseren) får lyst til at lære dem nærmere at kende. Efterhånden som kendskabet til personer i fortællingen uddybes, opstår en form for følelsesmæssig tilknytning imellem læser og personer, en tilknytning der giver sig udslag i, at læseren føler sympati for nogle personer og distancerer sig fra andre.

Forfatteren kan beskrive personerne for læseren ved enten at beskrive dem direkte eller indirekte:

Direkte personbeskrivelse

Man kalder det direkte personbeskrivelse, når fortælleren helt åbenlyst og utvetydigt afslører bestemte personlighedstræk og andre kendetegn ved en person. Direkte personbeskrivelse er der altså tale om, når der – 'på linjerne' - står en række vigtige oplysninger om en person.

Et eksempel:

Det var hen på formiddagen, da Jonna Frank sad ved toiletbordet i sit soveværelse og betragtede sig selv i spejlet. Værelset var opfyldt af et mildt dæmpet lys, der kastede et varmt skær over hendes smalle, regelmæssige ansigt, som var indrammet af det lyse, glansfulde hår. Hun var smuk på en kølig, neutral måde, og det var vanskeligt at blive klar over, hvad hun inderst inde tænkte og følte. [...]

Børnenes kærlighed betød uendelig meget for Jonna. Hun var hjemmegående husmor, og hun holdt af sit arbejde. Navnlig betød det alt for hende, at hun havde nærmest ubegrænset tid til sine børn. Størstedelen af det huslige arbejde fik hun fra hånden, mens børnene var i skole. Når de kom hjem, tog hun sig af dem – men ikke så meget, at de eller hun følte det belastende. Hun fandt det forkert at hænge over sine børn, for selv om de var relativt små, risikerede man, at man derved tog enhver form for selvstændighed fra dem, og det ønskede hun ikke. [...]

Jonna betragtede fraværende billedet af sin mand, der stod på toiletbordet. Helge var adjunkt og fire år ældre end hende. Han var køn, mørk, en rolig og bestemt type, der havde let ved at sætte sig i respekt hos eleverne på det forstandsgymnasium, hvor han underviste. Men han var også afholdt, fordi han på samme tid havde en yderst kammeratlig og afslappet facon over for eleverne.

Fra indledningen af ugebladsnovellen Afsked med en drøm af Benny Aaholm i Illustreret Familiejournal nr. 37, 12. sep. 1983.

PS: Bemærk, at hvis der er indre synsvinkel i den person, som direkte beskriver karaktertræk ved sig selv eller andre, så er det vigtigt at være opmærksom på, at det jo ikke er sikkert, at det er en sand direkte beskrivelse.
I ovenstående teksteksempel er der indre synsvinkel i Jonna Frank i de sidste to afsnit. Det er altså hendes personlige (subjektive) oplevelse og opfattelse, vi læsere bliver præsenteret for, og derfor kan vi ikke med sikkerhed vide, om hendes direkte beskrivelse af sig selv og hendes mand er helt rigtig. Fx ved vi ikke, om hun måske pynter lidt på mandens fortrin, når hun fortæller, at han har let ved at sætte sig i respekt hos eleverne, og at han er meget afholdt? Er det mon noget, hun tror, fordi han har fortalt hende det, eller har hun faktisk selv oplevet eller hørt fra andre troværdige kilder, at han er meget respekteret og afholdt af eleverne?

Et andet eksempel på en beskrivelse, hvor personens negative karakter udtrykkes meget direkte:

Hestehandleren (...) Nilgren, som var en meget kraftig, tyk og fordrukken Mand med et Ansigt som en overfed Buldog, hånede altid Calle. Hestehandlerens små Griseøjne, som var indkapslet i Fedt, var grusomme. Hån og kynisme skinnede ud af dem; hans største Nydelse var at håne og såre svage og fysisk mindreværdige Mennesker. Hver gang han så Calle, lod han sin Gift stænke henover ham.

Uddrag af novellen "Calle Gustavssons Kohandel" af Nils Nilsson fra novellesamlingen Jord og Skæbner, 1934.

Et tredje eksempel (fra en norsk novelle):

Konen fik trillinger (...) og alle spaade trillingerne en snarlig død. Men de tre ynkelige kræene døde ikke, de blev fødd op paa grøt, vassblandet melk og øl, og gav det hverken synderlig vekst eller styrke, døde de i alle fald ikke av det. (...) Bitte smaa var de alle, farveløse, graa i haar og øine og hud, med store hoder. Han som gik for at være den ældste, var den som lignet de andre mindst, og han var ogsaa likesom litt større end de to andre, ikke mer end at de maatte staa ved siden av hverandre alle tre for at man skulde opdage det; men saa kaldte de ham "kjæmpen". Han var saa dum, at de sa at han aldrig i hele sit liv lærte at tælle til ti, - "han har faat saa mye krop", sa moren undskyldende.

PS Vær opmærksom på, at man både kan tale om direkte og indirekte personbeskrivelser OG direkte og indirekte miljøbeskrivelser.

Her er et eksempel på en direkte miljøbeskrivelse (fra samme norske fortælling som den lige nævnte direkte personbeskrivelse):

Huset hadde bare én indgang, den fra gaten gjennem butikken, og bare et vindu ut til smuget, butikvinduet. Og hele skuret var sunket slik sammen at vinduet bare laa i en fots høide over gaten. Vindusutstillingen var enkel og altid den samme: en tom brusflaske. (...) Ingen andre gjester kom der end slike som søkte indom for at handle billig øl eller litt ulovlig brændevin, og saa ungerne fra smugene som kjøbte sukkertøi, naar de hadde kvartet nogen ører. Huset fristet ikke til længere ophold. Det luktet surt og raat fra elven, alt var klamt at ta paa, væggene skimlet i vaate farver, og det stank derinde av skitt, av gamle klær, av matrester, mest av sild og vond kaffe.

Begge ovenstående citater er fra novellen "Trillingerne" af Kristian Elster (1881-1947) fra antologien Norge forteller - Seksogtredve norske forfattere har ordet, 1944.

Et lidt anderledes eksempel på en direkte beskrivelse skal også nævnes. Her beskrives karakteristiske fysiske træk ved personerne i den helt specielle måde, de omtales på. Det citerede uddrag er fra et gammelt digt af den tyske forfatter Gottfried Benn (1886-1956) med titlen Natkafé:

Digtet er fra 1912 og uddraget her er en oversættelse af Peter Poulsen i Gottfried Benn: Destillationer (1963).

Indirekte personbeskrivelse

Man kalder det indirekte personbeskrivelse, hvis afsenderen overlader til modtageren selv at fortolke sig frem til en persons følelsesmæssige tilstand og karaktertræk eller livssituation i det hele taget. Den indirekte personbeskrivelse er den mest anvendte i fiktionslitteratur.

Det er typisk sådan, at en læser lærer en person i en fortælling at kende ved at fortolke, hvad personens tale (såkaldt direkte tale i form af monolog (enetale) eller dialog (samtale)), tanker (såkaldt direkte tanke eller indre monolog), sansninger og handlinger indirekte afslører om personens personlighed, livssituation og relationer.

Man kan sige, at de fleste forfattere foretrækker indirekte at vise, hvordan en person er og har det, frem for direkte at fortælle (eller forklare) det.

Et eksempel:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Et digt af Emil Aarestrup fra 1838.

I en tekst som denne er der flere såkaldte tomme pladser. En tom plads er der tale om, når den indholdsmæssige betydning af en sætning eller et tekststykke ikke fremgår direkte, men skal 'fortolkes frem' af modtageren (læseren).

Hvad kan man fx fortolke sig frem til om personen, der fortæller, i ovenstående digt? Det kan du få svar på ved bl.a. at overveje følgende spørgsmål: Hvilken relation er der mellem fortælleren og den person, han/hun taler til? Hvordan har fortælleren det egentlig? - eller spurgt på en anden måde: hvordan vil du beskrive den følelsesmæssige situation, han/hun befinder sig i, hvad er det for nogle følelser, han/hun udtrykker? Er der mon 'stof' at hente til en personbeskrivelse i digtets titel, som er "Angst"? Hvad er det måske, fortælleren er 'angst' for?

Et andet eksempel på indirekte beskrivelse:

Det er sommer og min mor har lavet en aftale med mig.

Første sætning i Helle Helles novelle "En lille tur" fra samlingen Biler og dyr (2000).

Hvis du skal læse denne sætning 'indenad', altså afkode, hvad der her indirekte bliver sagt om relationen mellem fortælleren og hendes mor, hvad når du så frem til?

Et eksempel på en persons sansninger, som indirekte kan fortælle noget om personen:

I Helle Helles novelle "Globryllup" fra novellesamlingen Biler og dyr (2000) gør fortælleren i fire forskellige situationer opmærksom på sin sansning af lugt:

1. En ældre dame ved min side læner sig ind over mig. – Neej, siger hun lavt. Hendes stemme sitrer. Hun lugter af kamfer.
2. Jeg står på et dametoilet, der lugter af skurepulver.
3. I bilen rækker hun mig en lille flakon med parfume. – Bare forsyn dig, siger hun. Jeg snuser til flakonen og ryster på hovedet. – Den er vist ikke lige mig.
4. Han har en robust kropsbygning og kortklippet, lyst hår. Desværre lugter han for meget af sæbe eller noget lignende.

Hvad er det mon forfatteren indirekte vil beskrive om jeg-fortælleren som person ved at skrive sådan?

Et eksempel på en direkte beskrivelse af både en person og et sted, som samtidig er en indirekte beskrivelse af personens psykiske situation:

Orkanen er drevet over, men vi har stadig ingen strøm.
Jeg står på trappetrinet ud til den lille have med raftehegnet.
Det er ikke til at se bevoksningen i mørket,
men der er en græsplæne og noget, der kunne ligne
et birketræ, inde midt på den.
Stammen lyser hvidt. Det er stjerneklart.
Alle skyer er stormet af himlen.
Jeg tænker på, hvor tit jeg tænker på vejret,
når jeg sidder i stuen bag den grå plaid,
jeg har hængt foran vinduet ved sofaen.
Jeg bankede to søm i øverst på vinduesrammen
Og nippede hovederne af med en tang.
Den grå plaid kan henlægge stuen
i et behageligt halvmørke, uanset vejret.
Det stedsegrønne gør resten af arbejdet
foran vinduerne ud mod vejen.

Et digt/en sangtekst af Kristina Holgersen (f. 1973) fra tekstsamlingen To slags Mørke - efter Helle Helle, 2016. Teksten er et bearbejdet uddrag fra Helle Helles roman Ned til hundene (2008), s. 33.

I ovenstående tekst beskrives tilsyneladende helt nøgternt noget af haven uden for det hus, som jeg-personen opholder sig i. Der nævnes bl.a. et raftehegn, en græsplæne, et træ og en stjerneklar himmel. Det beskrives desuden, hvordan personen har hængt et gråt tæppe op foran vinduet ud mod haven - og hvordan der står en stedsegrøn beplantning foran vinduerne ud mod vejen.

Men denne direkte beskrivelse indeholder samtidig en indirekte beskrivelse, fordi læseren ikke kan lade være med bl.a. at overveje, hvorfor mon personen har brug for at dække vinduet til med et tæppe, så vedkommende sidder i halvmørke, uanset hvordan vejret er?

Den direkte beskrivelse af en have, der er omgivet af et raftehegn, som lukker af til eventuelle naboer, en stedsegrøn beplantning som lukker af for udsigten ud mod vejen (og fremmede blikke fra vejen ind mod huset) - og et tæppe, der lukker af for beboerens udsigt ud til haven rummer altså en indirekte beskrivelse af en person, der har lukket selv inde, og som virker til at være bange for kontakt med, eller som i hvert fald af en eller anden grund bevidst forsøger at undgå kontakt med, omverdenen.

Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med direkte og indirekte beskrivelse?

Det vigtigste formål med snakken om direkte og indirekte personskrivelse er at gøre dig bevidst om, at meget af det, der står i en litterær tekst, faktisk slet ikke står der - i hvert fald ikke direkte på linjerne, men derimod indirekte 'mellem linjerne'.

Når du skal lave en personkarakteristik af personer i en roman eller novelle, så skal du altså ikke lave en overfladisk analyse ved at sige: "Der står ikke ret meget om personen i novellen". Nej, du kan tværtimod som udgangspunkt næsten altid regne med, at der faktisk står ret meget om hovedpersonen og andre vigtige personer i de fleste former for litterære tekster. Det står der bare ikke direkte, men indirekte.

Og det er netop de indirekte personbeskrivelser, der som regel er de mest interessante. Men da de indirekte beskrivelser jo altså ikke står formuleret klart og tydeligt i teksten, så skal du selv regne ud, hvad personen er for en type ved at fortolke den måde, han ser ud på, ved at fortolke det, han siger - og ikke mindst: ved at fortolke den måde han handler på, altså hans adfærd, hans måde at opføre sig på.

Det er således den indirekte beskrivelse, langt de fleste litterære tekster henter deres betydning fra (det gælder for den sags skyld også for billeder og film). Eller rettere sagt: Det er især den mening, du henter ud af en teksts indirekte beskrivelser, der giver teksten dens betydning - og som gør den interessant og spændende (eller det modsatte) for dig at læse.

Er du mon klar over, at du i forvejen er ret øvet i at fortolke indirekte personbeskrivelse? Det er jo nemlig det, du meget ofte gør til hverdag, når du omgås mennesker. Man kan faktisk sige, at du 'læser' mennesker 'mellem linjerne', ligesom du læser en novelle eller et digt. Det skal forstås på den måde, at du fortolker, hvordan du tror, at andre mennesker er, og hvordan de har det, ud fra hvordan de ser ud, hvordan deres påklædning er, hvordan de udtrykker sig kropssprogligt (smiler, ser sure, forargede, vrede eller tænksomme ud i bestemte situationer), hvordan de taler, hvordan de er over for andre mennesker, hvilke interesser de har, hvad de er gode til, hvad de ikke kan finde ud af, hvordan de reagerer på det der sker omkring dem, og hvordan deres humør og adfærd i det hele taget er osv.

Hvis du fx opfatter en af dine venner som meget omsorgsfuld, så er det jo sandsynligvis ikke, fordi vennen selv direkte har beskrevet sig selv ved at sige: "Jeg er omsorgsfuld". Nej, det er en konklusion, du er kommet frem til ved at se din ven være nærværende, rar, hjælpsom og lyttende. Det er altså vennens måde at være på, der indirekte fortæller dig, at han er omsorgsfuld = Når min ven siger sådan og gør sådan, så er det, fordi en af hans karakteregenskaber er, at han er omsorgsfuld.

En fortællings person kan beskrives ud fra et helhedssyn, dvs. at en person karakteriseres på baggrund af en undersøgelse af det, man – direkte og indirekte – får at vide om personens hele livssituation. Man undersøger således både de fysiske, sociale, psykiske, kulturelle og udviklingsmæssige forhold, der kendetegner en persons livssituation.

Formålet med at undersøge en persons forskellige kendetegns-områder er at nå frem til en så nuanceret beskrivelse som muligt af personen, af personens ydre og indre karakter, kort sagt af hvem han eller hun er som menneske.

En undersøgelse af det hele menneske, af en persons fysiske, sociale, psykiske, kulturelle og udviklingsmæssige kendetegn, kan illustreres i følgende model, som vi kalder personlighedsmodellen:

Her følger en huskeliste over de punkter, du kan kigge nærmere på, når du skal forsøge at karakterisere en persons ydre og indre i en fortælling:

Fysiske kendetegn

Personens fysiske kendetegn, dvs. det, der hører til kroppen, fx personens:

• køn - kønsidentitet
• seksuelle orientering
• alder
• udseende
• påklædning
• fysiske holdning
• fysiske helbredstilstand
• evt. fysiske og/eller psykiske handicap

Gode hjælpespørgsmål i forbindelse med undersøgelse af en hovedpersons fysiske kendetegn kan fx være at spørge:

1. Hvilke fysiske kendetegn ved hovedpersonen får vi beskrevet? Får vi fx - direkte eller indirekte - noget at vide om:
   • hovedpersonens køn?
   • hovedpersonens alder?
   • hovedpersonens seksuelle orientering?
   • hovedpersonens fysik, udseende, beklædning mv.?

Husk at begrunde alle dine svar.

Bemærk: En persons fysiske kendetegn kan indirekte både fortælle noget om personens ydre og indre karaktertræk. Fx kan en mand, der klæder sig i dyrt mærketøj, dels udtrykke det ydre træk, at han sandsynligvis er økonomisk relativt velstående, siden han har råd til at købe den slags, og dels kan den dyre og smarte tøjstil være tegn på et indre karaktertræk om, at han gerne vil signalere til sine opgivelser, at han lægger vægt på at gå i tøj af god kvalitet, at han har styr på sig selv og sit liv i det hele taget, at han håber at opnå anerkendelse fra personer, der også tillægger en dyr tøjstil særlig værdi – eller lignende.

Sociale kendetegn

Personens sociale kendetegn kan underdeles i personens sociale position (ydre forhold) og sociale relationer (indre forhold):

Sociale situation, dvs. personens:

• økonomi
• boligforhold
• uddannelse
• arbejde
• bosted
• civile status (gift, ugift, papirløst ægteskab, single, enke/enkemand)
• familiære status (barn, søster, bror, far, mor, stedfar eller -mor (pap- eller bonus-, eller hvad det nu kaldes), bedstefar, farmor, tante, onkel mv.)
• sociale status (høj eller lav status, rig, fattig (mindrebemidlet), socialklasse 1-5, overklasse, middelklasse, (løn)arbejderklasse mv.)

Gode hjælpespørgsmål i forbindelse med undersøgelse af en hovedpersons sociale situation kan fx være at spørge:

1. Hvilke sociale kendetegn, der har med personens sociale position at gøre, får vi beskrevet? Får vi fx - direkte eller indirekte - noget at vide om:
   • hvorvidt hovedpersonen bor på landet eller i byen?
   • hvilken boligform hovedpersonen bor i?
   • hvordan hovedpersonens bosted er indrettet, hvordan der ser ud?
   • hvad hovedpersonen laver til daglig (studie/arbejde/arbejdsløs/på pension eller lignende)?
   • hovedpersonens civile status, altså om vedkommende er single eller gift, skilt, har børn...?
   • hvordan personens økonomiske situation er, og hvad han eller hun egentlig bruger sine penge på?

Hvilke konkrete spørgsmål, der er mest relevante og interessante at søge svar på, afhænger naturligvis helt og aldeles af, hvad fortællingen handler om.

Husk at begrunde alle dine svar.

Sociale relationer, dvs. personens:

• sociale netværk (familie, venner, kolleger, bekendte mv.)

I forbindelse med undersøgelse af en hovedpersons sociale relationer at gøre, er følgende hjælpespørgsmål ofte gode at stille:

1. Hvilke sociale kendetegn, der har med en hovedpersons relationer, får vi beskrevet - direkte eller indirekte? Dvs.:
   • Hvad får vi at vide om, hvem personen har relationer til? (Lav en liste over alle de personer, hovedpersonen er i direkte kontakt med eller tænker på)
   • Hvad får vi at vide - direkte eller indirekte - om karakteren af disse relationer: er de nære, distancerede, overfladiske, komplicerede, ukomplicerede, trygge, utrygge, betydningsfulde eller mindre betydningsfulde for personen mv.?
   • Hvilket billede tegner det af hovedpersonen, at h*n har de relationer, h*n har, og at hans eller hendes relationer er på den måde, de er?

Husk at begrunde alle dine svar.

PS: En nærmere undersøgelse af en hovedpersons relationer til andre mennesker er et meget vigtigt punkt i en tekstanalyse i det hele taget og også som en del af en personkarakteristik. Det fortæller nemlig indirekte meget om en persons karakter og livssituation, hvem vedkommende har relationer til, og hvordan disse relationer er?

Læs eventuelt et eksempel på et såkaldt sociogram, som er udarbejdet med det formål at skaffe sig et overblik over en persons relationer og karakteren af dem.

Psykiske kendetegn

Personens psykiske kendetegn, dvs. det, der hører til psyken, fx personens:

• humør
• sanse- og følelsesmæssige reaktioner i forskellige situationer

I forbindelse med undersøgelse af psykiske kendetegn er følgende hjælpespørgsmål ofte gode at stille:

1. Hvilke psykiske kendetegn ved hovedpersonen får vi beskrevet - direkte eller indirekte? Får vi på noget tidspunkt - direkte eller indirekte - fx noget at vide om:
   • hvad hovedpersonen føler for nogle bestemte mennesker?
   • hvordan hovedpersonen har det rent følelsesmæssigt? Er der situationer, hvor han har det godt og er tilfreds? Er der andre situationer, hvor han har det skidt og er utilfreds, ked af det eller på anden måde ikke rigtig trives? Giv eksempler på konkrete situationer, hvor hovedpersonen handler på en bestemt måde eller siger noget, der - direkte eller indirekte - fortæller noget om, hvordan han har det, eller hvilke problemer han slås med.

Kulturelle kendetegn

Personens kulturelle kendetegn, dvs. personens:

• holdninger: politiske og religiøse opfattelse, i det hele taget vedkommendes moralske og etiske holdninger/normer: hvad, synes personen, er rigtigt og forkert, hvad er godt og dårligt, hvad er acceptabelt og uacceptabelt?
• interesser: hvad interesserer personen sig for, hvorfor gør han det, og hvad siger det indirekte om personen, at han/hun er optaget af netop de interesser?

Gode hjælpespørgsmål i forbindelse med undersøgelse af kulturelle kendetegn kan fx være:

1. Hvilke kulturelle kendetegn ved hovedpersonen får vi beskrevet - direkte eller indirekte? Får vi fx - direkte eller indirekte - noget at vide om:
   • hovedpersonens holdninger til noget? Giv eventuelt nogle eksempler på konkrete situationer, hvor hovedpersonen udtrykker nogle holdninger - og fortolk, hvad det indirekte fortæller om personen som menneske.
   • specielle vaner eller rutiner, som signalerer noget om hovedpersonens karakter?
   • hovedpersonens interesser, altså noget som hovedpersonen beskæftiger sig med i fritiden? Hvad siger det om personen, at h*n har disse interesser - eller at h*n måske ikke har nogle specielle interesser?
   • hovedpersonens fortid, som måske kan medvirke til at give et billede af, hvem h*n er?

Husk at begrunde alle dine svar.

Udviklingsmæssige kendetegn

Ofte er det karakteristisk for en episk fortælling, at der sker et bevidsthedsskred i løbet af fortællingen hos den hovedperson, som befinder sig i og bevæger sig igennem en konfliktsituation. Hovedpersonen udvikler/forandrer sig, fordi den konflikt, han udsættes for, giver ham nye erfaringer, som kan føre til nye erkendelser.

Det vil altså sige, at personen ikke er helt den samme i fortællingens slutning, som han eller hun var i begyndelsen. Personens ydre og indre karakter har i større eller mindre grad måske forandret sig. Denne mulige forandring skal du også indfange, for den er en vigtig del af din personkarakteristik.

I din personkarakteristik skal du altså også undersøge personens udviklingsmæssige kendetegn, dvs.:

• de træk ved en person, som signalerer, at personen har gennemgået en personlig udvikling på:
  • det fysiske område (fx at personen har lagt sin tøjstil om)
  • det sociale område (fx at personen har valgt at få nyt arbejde, at h*n har fået talt ud med en vigtig person i sit sociale netværk)
  • det psykiske område (fx at personen anderledes i en bestemt situation, end han gjorde tidligere)
  • det kulturelle område (fx at personen har ændret holdning til et eller andet, fordi h*n har fået visse erfaringer, fordi han har erkendt, at h*n tog fejl eller lignende)

En persons udvikling kan bevæge sig i en positiv retning, men jo også en retning, der kan opfattes som negativ. Og ofte kan det konstateres, at personen faktisk ikke udvikler sig synderligt i løbet af den tidsperiode, en fortælling strækker sig over.

I forbindelse med undersøgelse af udviklingsmæssige kendetegn kan følgende hjælpespørgsmål ofte være relevante at søge svar på:

1. Hvilken udvikling får vi beskrevet - direkte eller indirekte - at der sker med hovedpersonens ydre og indre karakter i løbet af fortællingen? Får vi fx - direkte eller indirekte - noget at vide om:
   • hvordan forholdet udvikler sig mellem hovedpersonen og personer, der har betydning for personen, som han har været i konflikt med e.l.?
   • hvordan hovedpersonens humør eller trivsel eventuelt har ændret sig eller ikke ændret sig fra begyndelsen til slutningen af historien? Er der noget der tyder på, at hovedpersonen er blevet klogere på livet, at h*n har fået nogle nye erfaringer, som h*n har lært af, at h*n er nået frem til nogle nye erkendelser om sig selv og sit liv - fra begyndelsen til slutningen af den tidsperiode, fortællingen strækker sig over?

Husk at begrunde alle dine svar.

Inddrag gerne få vigtige citater: I nogle af dine begrundelser må du gerne 'bevise', at dine svar ikke er helt hen i vejret ved at citere direkte fra et sted i teksten, hvor der bliver sagt eller skrevet noget interessant og vigtigt om hovedpersonen. Husk at forklare, hvilke vigtige og interessante informationer citatet efter din mening - direkte eller indirekte - giver om personen.

***

I en hel del tilfælde kan det være svært at adskille sociale, psykiske og kulturelle kendetegn. Fx vil forholdet mellem hovedpersonen og kæresten (socialt kendetegn) naturligvis have indflydelse på personens følelsesmæssige tilstand (psykisk kendetegn). Og måske er forholdet mellem dem negativt påvirket af en bestemt traumatisk oplevelse i hovedpersonens fortid (kulturelt kendetegn).

Men at der er en sådan indbyrdes forbindelse mellem kendetegnene, siger jo bare, at et menneske ikke er en opsplittet model, men en helhed - og det er sådan set også netop denne helhed, helhedssynsmodellen skal hjælpe til med at indkredse.

Det vigtige i en personbeskrivelse er altså ikke, om du kan bestemme et kendetegn som enten fysisk, socialt, psykisk eller kulturelt. Nej, det vigtige er, at du kan opdage kendetegnet, uddybe, hvad det går ud på, og bruge opdagelsen til at nuancere det billede, du tegner af personen som menneske, som personlighed - og måske af de problemer, han tumler med i livet.

Husk, at du skal gøre meget ud af at begrunde, dvs. at forklare eller argumentere for, hvordan du når frem til at særlige fysiske, sociale, psykiske, kulturelle og udviklingsmæssige kendetegn er karakteristiske for vigtige personer i teksten.

I din argumentation må meget gerne indgå 'stof' fra bestemte steder i teksten, der ’beviser’, at din karakteristik nok ikke er helt forkert.

Du kan tekstdokumentere ved at citere en sætning direkte, eller du kan referere til, hvad der står et sted i teksten.

Hvis du citerer direkte, kan du fx gøre sådan her:

Hovedpersonen i novellen er beskrevet som ”forfængelig og ikke til at holde ud.” (s.2, l.34)

Hvis du refererer til et sted i teksten, kan du fx formulere det sådan her:

Allerede i indledningen af novellen bliver hovedpersonen beskrevet som meget forfængelig og ikke til at holde ud at være sammen.

Når du citerer, skal du inddrage citatet på en måde, så det sprogligt hænger sammen med din egen tekst. Og det er desuden meget vigtigt, at du gør det klart for læseren, hvad citatet skal bruges til. Du skal altså – før eller efter citatet - forklare med dine egne ord, hvilke vigtige informationer om en persons karakter, citatet bidrager med.

Det er som regel meget mere interessant at citere en indirekte beskrivelse, hvor der efter din mening fortælles noget vigtigt end at citere en direkte beskrivelse. Direkte beskrivelser i en tekst kan du nøjes med at referere indholdet i (hvis de altså siger noget vigtigt om personen).

Et eksempel på en god måde at inddrage et direkte citat på i sin tekstanalyse:

I H.C. Andersens fortælling ”Barnet i Graven” fra 1860 er moderen i familien desperat efter drengens død, og da han begraves, kan hun ikke længere kontrollere sin sorg: ”… hun overgav sig til Sorgen, og den kastede hende som Søen kaster Skibet, der har mistet Ror og Styrer.” (s. 1, l. 15-16).

H.C. Andersen bruger her et sprogligt billede, en sammenligning, til at karakterisere moderens følelsesmæssige tilstand. Moderen sammenlignes med et skib på havet. Skibet har mistet roret, der bruges til at styre med, og den person, styreren, der skulle betjene roret, er også væk. Skibet er derfor overladt til havets luner. På samme måde er moderen uden indre styring, overladt til sorgens luner. Ordet ”kaster” illustrerer, hvor voldsomt moderens indre følelsesliv er, når sorgen har styringen og kontrollerer hende. Hun kan derfor ikke længere navigere på normal vis i sit liv, hun er konstant optaget af sine triste tanker, og hun glemmer alt omkring sig.

I eksemplet her introducerer kursisten, hvad det er, at han vil bruge citatet til, nemlig at vise, at moderens er følelsesmæssigt desperat og ude af kontrol på gr. af sønnens død. Og efter citatet følger et velargumenteret bud på en fortolkning af, hvordan citatet bidrager til en karakteristik af moderen som person. Kursisten forklarer hermed sin læser, hvad citatet bruges til, og hvordan citatet passer sammen med det, han gerne vil vise.

Et eksempel på en dårlig måde at inddrage et citat i sin tekstanalyse:

I H.C. Andersens fortælling ”Barnet i Graven” fra 1860 overgav moren: ”sig til Sorgen, og den kastede hende som Søen kaster Skibet, der har mistet Ror og Styrer.” (s. 1, l. 15-16).

Denne eksemplificering er inspireret af en undervisningsvideo, som forlaget Systime lavede på et tidspunkt.

I dette eksempel hænger citatet sprogligt sammen med resten af formuleringen. Det er fint, men citatet introduceres ikke godt nok, og læseren får hverken forklaret, hvordan billedsproget i citatet indholdsmæssigt kan fortolkes, eller hvordan det citerede bidrager til en karakteristik af moderen. Det bevares som en gåde for læseren, hvorfor kursisten vælger at citere netop den passage fra H.C. Andersens fortælling. Og det er ikke så godt.

I en tekstanalyse skal indgå både direkte citater til og refereringer af bestemte steder i teksten.

Det er dog meget vigtigt, at du ikke overdriver hverken den ene eller den anden måde at dokumentere på.

Og du skal kun citere direkte fra steder i teksten, hvor der står noget meget relevant og vigtigt.

1. Hvilken rolle har personen i fortællingen – Er han/hun/den mest fremtrædende karakter og dermed hovedperson, kaldet protagonist (svarende til den person, der spiller hovedrollen i en film), en ret vigtig biperson (primær biperson) eller mindre vigtig biperson (sekundær biperson)?

2. Har personen en særlig funktion i forhold til hovedpersonen, fx som vejleder/rådgiver/mentor for hovedpersonen, modstander (kaldet antagonist), kontrastperson (dvs. en person, der på markante områder (fysisk og/eller psykisk) adskiller sig fra hovedpersonen) eller parallelperson (dvs. en person, der på markante områder ligner hovedpersonen)?

3. Hvilke fysiske kendetegn karakteriserer personen?

4. Hvilke sociale kendetegn karakteriserer personen - Her er det især vigtigt, at du undersøger:

   • Hvem eller hvad har personen relationer til? Hvem er personens primære relationer og hvem er personens sekundære relationer?

   • Hvordan vil du karakterisere forholdet mellem personen og de vigtigste af personens relationer?

5. Hvilke psykiske kendetegn karakteriserer personen?

6. Hvilke kulturelle kendetegn karakteriserer personen?

7. Hvilken udvikling/forandring gennemgår personen i løbet af den tid, fortællingen strækker sig over?

PS: For hvert af disse (fysiske, sociale, psykiske, kulturelle og udviklingsmæssige) kendetegns vedkommende er det afgørende vigtigt, at du efterfølgende forsøger at svare på disse spørgsmål: Hvilken betydning har/får det for personen i fortællingen, at han/hun er udstyret med disse kendetegn? Hvilken betydning har det for læseren og dennes forståelse oplevelse af personen og fortællingens handling og konflikter at blive informeret om de disse kendetegn?
Hvis du ikke kan finde interessante svar på disse spørgsmål i forhold til fx de fysiske kendetegn, som en bestemt person beskrives at have, så er der ingen grund til, at du nævner dem i din mundtlige eller skriftlige analyse og fortolkning af en tekst.

NOTABENE! Vær opmærksom på, at du i din personkarakteristik skal have fokus på inddrage de ydre og indre personlighedstræk, der siger noget interessant og vigtigt om personen, og om det liv han eller hun lever.

Eller med andre ord: Du skal især koncentrere dig om de træk og det liv, hovedpersonen lever, som en modtager vil synes er interessante og vigtige, hvad enten det er:

• fordi modtageren kan genkende træk og situationer fra sit eget liv, og derfor kan identificere sig med personen
• fordi modtageren kender nogen, der ligner hovedpersonen
• fordi modtageren nærer antipati for personen, og dermed distancerer sig fra ham (det er jo også ofte fascinerende at læse om personer, man ikke så godt kan lide)
• eller fordi læseren kan lære af det, hovedpersonen gør - eller ikke gør.

Overvej, om I - i forbindelse med analyse og fortolkning af fiktionstekster - vil bruge termen:

• Karakter i stedet for person
• Hovedkarakter i stedet for hovedperson
• Karakterbeskrivelse eller karaktertegning i stedet for personbeskrivelse eller personkarakteristik

Betydningen af begrebet 'karakter' er, når det bruges i forbindelse med tekstanalyse, nemlig lidt bredere end betydningen af 'person', idet det kan forstås i følgende to betydninger:

• de deltagere (også kaldet rollehavere) i fortællinger, som er personer (dvs. mennesker) og de, som ikke er personer, men (fantasi)væsener, tænkende og talende dyr eller levendegjorte ting/objekter
• de grundlæggende træk eller egenskaber, der kendetegner en bestemt rollehavers måde at tænke, føle og handle på

Her på pixidansk.dk er dog i de fleste tilfælde valgt at gøre brug af betegnelserne 'personbeskrivelse' eller 'personkarakteristik', fordi de fleste fortællinger trods alt har personer i hovedrollen.