Dadaisme var en kunstnerisk retning, der havde sin glansperiode fra ca. 1915-1925.
En af dadaisternes frontfigurer Tristan Tzara (1896-1963) afsluttede et foredrag om 'dada' i 1922 med at sige:
Måske vil I forstå mig bedre, når jeg fortæller jer, at Dada er en uberørt bakterie der trænger ind, med luftens vedholdenhed, i alle sprækker som fornuften ikke har kunnet fylde ud med ord og konventioner. (Fra Robert Motherwells (red.), The Dada painters and poets - An anthology, Wittenborn 1951, min oversættelse).
Dadaismen var en kunstretning, der dyrkede det 'ufornuftige' og normoverskridende, det tilsyneladende tilfældige, det kaotiske, det anarkistiske og provokerende - som en reaktion imod bl.a. 1. Verdenskrigs groteskhed, hvor over 9 mio. soldater blev dræbt; 22 mio. blev såret og invalideret for livstid, og 5 mio. meldt savnet.
Også som en reaktion mod, at kunsten i samtiden efter dadaisternes mening havde tendenser til at blive for intellektuel, for 'fortænkt' eller akademisk, dannede de deres bevægelse, der officielt indledtes i 1916.
Selve ordet 'dada' kan betyde forskellige ting: På fransk kan det betyde 'kæphest' (en legetøjshest), på rumænsk 'ja, ja', på tysk 'en hund' eller 'et udannet menneske'. 'Dada' kan desuden referere til et spædbarns eksperimenteren med lyde og tale. Nogle af dadaisterne selv opfattede det som en pointe, at 'dada' ikke betød noget bestemt, men at man efter eget temperament kunne tillægge udtrykket en betydning, hvis man fandt det interessant.
Dadaisterne arbejdede egentlig især med skulpturelle objekter, men flere forfattere, malere og kunstfotografer erklærede sig for dadaister. De forsøgte at overføre de dadaistiske ideer til litteraturen, maleriet og fotografiet. Især er dadaisterne kendt for deres genresammenblanding, som flere billedkunstneres collager og fotomontager var udtryk for.
Litterær dadaisme var ikke en udbredt retning med mange forfatteres deltagelse. Men de litterære eksperimenter, der godt kan betegnes som dadaistiske, var typisk kreativ leg og eksperimenter med ord og lyd, både i skriftlig form og i lydlig form. Normer og konventioner om, at digtning skulle have mening blev forsøgt brudt ned ved bevidst at ændre meningsfuld og forståelig sprogbrug til det modsatte. Fx ved helt konkret at eksperimentere med tilsyneladende meningsløse og umiddelbart uforståelige ord- og stavelseskombinationer, en slags lyddigte.
Selv om den dadaistiske gruppe blev sprængt omkring 1922, fordi nogle blev betænkelige ved dadaismens, efter deres mening, negative og destruktive måde at fortolke bevægelsens idégrundlag på, - så fortsatte en mindre flok kunstnere ufortrødent.
Bl.a. fastholdt forfatteren Tristan Tzara, at dadaismen havde idégrundlag tilfælles med 
anarkismen. Måske er det netop anarkisme, der udtrykkes i dette uddrag af en oplæsning ved et dadaistisk arrangement af forfatteren Louis Aragon (1897-1982) omk. 1920:
Ikke flere malere, ikke flere forfattere, ikke flere musikere, ikke flere billedhuggere, ikke flere religioner, ikke flere royalister, ikke flere republikanere, ikke flere imperialister, ikke flere anarkister, ikke flere socialister, ikke flere bolsjevikker, ikke flere politikere, ikke flere proletarer, ikke flere demokrater, ikke flere hære, ikke flere politibetjente, ikke flere nationer, ikke flere af disse idioter, ikke flere, INTET, INTET, INTET! (Fiona Bradley: Surrealismen, oversat af Torben Christensen, Forlaget Søren Fogtdal 1999, s. 19).
Eller som Jean Arp beskrev dadaismens grundidé:
Dada wished to replace the logical nonsense of the men of today with an illogical nonsense (...) Dada like nature is without meaning. Dada is for infinite meaning and finite means. (The Dada Painters and Poets, red. Robert Motherwell, 2.udg., 1981 s. 226).
Kendte udenlandske kunstnere var, i en vis periode af deres virke, dadaistiske. Det gjaldt fx Hugo Ball (1886-1927), Kurt Scwitters (1887-1948), Tristan Tzara (1896-1963), Jean Arp (1886-1996), Marcel Duchamp (1887-1968), Francis Picabia (1879-1953), Max Ernst (1891-1976), Man Ray (1890-1976) og Richard Huelsenbeck (1892-1974).
Dadaismen og surrealismen eksisterede side om side i 1920'erne. Men surrealismens fortalere var, for de fleste vedkommende, udbrydere af den dadaistiske gruppe.
Et par eksemplariske eksempler på dadaismens provokation mod samtidens forlorenhed, dobbeltmoral og intellektualisme er franskmanden Marcel Duchamp signerede pissoirkumme med titlen: 'Fontæne' og hans parodi fra 1919 på Leonardo da Vincis (1452-1519) berømte maleri 'Mona Lisa' (1503-1506). Duchamp gav Mona Lisa-billedet titlen 'LHOOQ', der, læst på fransk, udtales 'Elle a chaud au cul'. Det betyder noget i retning af 'Hun er varm i røven'. Og da 'h' er stumt på fransk, og 'Q' jo udtales som 'K', lyder titlen umiskendeligt som det engelske ord 'look', så titlen provokatorisk kan opfattes som en direkte opfordring til beskueren: "Se, hun er varm i røven!".
Hør et uddrag af den tyske Kurt Schwitters dadaistiske lydlyriske "Ursonate" fra 1932 her: https://youtu.be/1qLKu3R8no4. Eller den samme komposition udført af Michael Schmid i 2011: https://youtu.be/PXtDkAnJx7o.
Danske dadaister er der ikke så mange af. På malerfronten regnes kunstnerne Svend Dalsgaard (1914-1999) og Per Neble (1937-2004) dog som sene dadaister i en del af deres karriere.
Digtere som Tom Kristensen (1893-1974) og Emil Bønnelycke (1893-1953) eksperimenterede omkring 1920 med litterær dadaisme.
På afsnitp.dk (en hjemmeside (der ikke længere opdateres) om moderne interaktiv og visuel lyrik), står der bl.a. følgende om Tom Kristensen og dadaisme:
Skøn som et meningsløst ord,skrev Tom Kristensen i digtsamlingen Fribytterdrømme fra 1920. Det var på den tid han gik på 'sludreture' gennem København med digterkollegaen og ungdomsvennen Emil Bønnelycke, for at stenografere trafikken og lade sig inspirere af børns pludren:De ved måske at der var en bevægelse der kaldtes dadaismen. Dada betyder kæphest, og der var vist også en skuespillerinde i Schweiz, der hed Dada - det ved jeg ikke rigtig, men det var en digtning, hvor de fyrede med revolvere og trak grise ind, medens de læste digte op, og sagde noget mærkelig meningsløs sludder.(Tom Kristensen i DR 1960). Hør lydfil.
(Kilde:
Og Dan Turell (1946-1993) nævnes af og til som en lyriker med dadaistiske aner. Hans ordrige digte med mange lydord og hans ofte ekvilibristiske oplæsninger giver i nogle tilfælde mindelser om tyske dadaisters lyddigte. Han har selv kaldt en af sine digtsamlinger for Onkel Danny's dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks (1973).
Det er desuden nok ikke helt ved siden af at sammenligne den tidlige dadaistiske digtning og performances i form af oplæsning af lyddigte med flere af 1960'ernes danske konkretisters sprogligt eksperimenterende lyrik. Læs 
mere om konkret digtning.
Også en digter som Lars Skinnebach (f. 1973) virker inspireret af dadaisterne. Hvis du først har hørt uddrag af Kurt Schwitters lyddigte ovenfor, så hør bare Skinnebachs måde at recitere et udvalg af sine digte på i Lyrikporten fra 2016: https://youtu.be/2p9Ui67GgCs.