Receptionsteoretisk litteraturkritik er en fællesbetegnelse for de litteraturteoretiske/litteraturkritiske retninger, som, fra 1960'erne, i særlig grad sætter fokus på forholdet mellem tekst og læser, mellem læseprocessen og læserens reaktioner på/oplevelser af en tekst.

I Europa benævnes en sådan enten med termen 'læserorienteret litteraturkritik' eller 'receptionsæstetik'. I USA bruges udtrykket 'reader-response-kritik'.

Den italienske forfatter og sprogforskeren Umberto Eco (f. 1932) taler om åbne og lukkede tekster. Lukkede tekster er dem, som ikke i særlig høj grad kræver læserens aktive medvirken for at etablere betydning, for det fremgår af teksten selv, hvordan den skal (eller gerne vil) forstås. Det gælder fx triviallitterære tekster, kriminalromaner og gyserromaner. Den åbne tekst er derimod en som kræver og som i det fleste tilfælde bevidst er skrevet på en sådan måde, at læseren kun kan etablere en betydning ved sin egen aktive medleven.

Den franske litteraturteoretiker Roland Barthes (1915-1980) taler om læselige (lisible) og skrivelige (scriptible) tekster. De læselige tekster er dem, som læseren relativt passivt kan forholde sig til og alligevel få noget ud af den. De skrivelige tekster derimod er dem som indeholder uendelige betydninger og som derfor i princippet kan opleves på ligeså mange måder af læseren. Dette indebærer også muligheden for at forskellige læsere kan opleve den samme tekst meget forskelligt.

Det er Roland Barthes' fortjeneste så tidligt som i 1953 at have pointeret nødvendigheden af at forstå læserrollen som en differentieret, aktiv og integreret del af det litterære fænomen og ikke som stående i hverken et udvendigt receptionsforhold eller indvendigt projektionsforhold til teksten. I sin første bog Le degré zéro de l'écriture (udgivet på dansk som Litteraturens nulpunkt) fra 1953, argumenterer Barthes for en "ny humanisme" i litteraturens historie, en ny humanisme, der skulle forsone den individuelle skribents kreative frihed med forpligtelsen til at forbedre det samfund, som gav ham eller hende denne frihed. For Barthes blev dette et spørgsmål om intersubjektivitet, om at gøre rede for den retoriske triade: skribentinstans-tekst-læserinstans inden for det litteraturhistoriske felt med særlig fokus på teksten, fordi for Barthes er sproget det medium i hvilket skribent og læser mødes. Dette til forskel fra tidligere tiders fokusering på forholdet mellem skribenten og teksten over for en læser, der ofte betød en fokusering på skribentens mere eller mindre bevidst intenderede mening, som det gjaldt om for læseren (som tolker) at finde frem til og eventuelt leve sig ind. (Fra artiklen: Om ikke at gå over åen efter vand eller Hvad er tekstualitet? af John Thobo-Carlsen, mag.art., lektor ved Center for Litteraturvidenskab og Semiotik, Syddansk Universitet, Odense, der er en lettere bearbejdet udgave af indledningen til bogen Litteraturen. Kroppen. Masken. Til en Læsningens Semiotik, Odense, Syddansk Universitetsforlag 1999).

Den tyske litteraturprofessor Wolfgang Iser (f. 1926) mener, at forfatterens intentioner er "indlagt" i en tekst og derfor i en vis udstrækning leder læseren i mere eller mindre tydelig fortolkningsretning, men samtidig gør han klart, at det er et karakteristisk træk ved især fiktion, at den indeholder såkaldte tomme pladser, som fordrer læserens aktive medvirken for at blive forstået.

Den amerikanske litteraturkritiker Stanley Fish (f. 1938) mener, at der i princippet ikke er nogen fastlagt betydning i en tekst, fordi læseren på helt egne betingelser og ud fra egne personlige erfaringer tyder og fortolker en tekst ord for ord, sætning for sætning, således at de efterfølgende ord og sætningers fortolkning bestemmes af den fortolkning der går forud. Så det fortolkningsspor læseren selv lægger ud fra starten forfølges og kan pege i en fuldstændig anden retning, end en forfatter havde tænkt sig eller en anden læser vil gøre. Han mener således, at ingen fortolkninger kan siges at være forkerte. Det er læserens suveræne ret at fortolke på sine helt egne præmisser. Han taler ganske vist om 'fortolkningsfællesskaber', men det er fællesskaber, der er kendetegnet ved, at deres medlemmer ofte tolker i nogenlunde samme retning, fordi de har en fælles erfaringshorisont fx i kraft af at have gennemgået den samme uddannelse eller gået på den samme uddannelsesinstitution.

Den forskning, der beskæftiger sig med, hvordan den enkelte modtager optager budskabet i den konkrete situation kaldes receptionsteori. Receptionsteorien betegner et opgør med den gamle kommunikationsmodel, der fremstiller kommunikation som en fuldstændig gnidningsløs transport af sprog fra afsender til modtager. 'Kanylemodellen' bygger på en forestilling om, at bare afsenderen skruer budskabet rigtigt sammen, så skal det nok trænge ind i modtageren

Receptionsforskningen påpeger, dels gennem empiriske læserundersøgelser og dels på et teoretisk niveau, at læseren er en endda temmelig magtfuld instans i kommunikationsforholdet. Læseren er ikke bare nogle knapper, afsenderen kan trykke på - læseren gør også noget ved teksten. Og det er netop interaktionen mellem tekst og læser, receptionsforskningen interesserer sig for. Her er der altså ikke kun tale om en envejs påvirkning.

Der er receptionsteoretikere, som fokuserer på, at læseren kan gøre - og gør! - lige hvad de har lyst til med en tekst (f.eks. Stanley Fish). Men der er også mere moderate teoretikere (f.eks. Wolfgang Iser og Umberto Eco), som mener, at der snarere er tale om, at teksten tilbyder en række forskellige 'aktualiseringsmuligheder', og indenfor dem realiserer den enkelte læser sin egen udgave. Derfor kan modtagere også have forskellige opfattelser af den samme tekst.

I nogle tilfælde har læsere dog en ret overensstemmende forståelse og oplevelse af en tekst. Det er tilfældet, når det er lykkedes teksten (forfatteren) at lede læserens reception i bestemte retninger ved hjælp af forskellige teknikker og virkemidler.

Den helt grundlæggende pointe i receptionsteorier er, at en tekst ikke er noget - før den bliver til i læserens bevidsthed - og forfatteren kan ikke bestemme på forhånd, hvordan læseren vil opleve teksten. Læserens oplevelse (fortolkning) afhænger af utallige forhold, fx:

• af den aktuelle konkrete situation læseren befinder sig i (fx i skolen, i et rum med sine klassekammerater, hjemme osv.).
• af læserens konkrete livssituation (hvordan har personen det lige nu, når hun læser teksten?).
• af læserens erfaringer med forskellige tekst-genrer og i særlig grad med de erfaringer og derfor forventninger på forhånd, han har til den tekstgenre han oplever at skulle til at forholde sig til.
• af læserens livserfaringer i det hele taget (forskellige mennesker har forskellige livserfaringer, ergo oplever de heller aldrig den samme tekst fuldstændig ens, for de billeder der skabes i deres bevidsthed, når de læser et eller andet, vil aldrig være helt de samme).

Interessant er det desuden, at læserens oplevelse af en tekst ikke kun er betinget af egne personlige livserfaringer men, som Jauss siger det, så er læserens erfaringshorisont resultatet af flere generationers erfaringer, en slags kollektiv læserbevidsthed (jævnfør psykoanalytikeren Gustav Jungs tale om det kollektivt ubevidste): En læsers forståelse/fortolkning af tekster videreføres og beriges fra generation til generation i en kæde af receptioner.

Det er først og fremmest de to tyske litteraturprofessorer Hans Robert Jauss (1921-1997), Wolfgang Iser (f. 1926) og Umberto Eco (f. 1932), der har æren for tænkningen bag receptionsteorien.

Det kan være en afgørende forskellig tilgang til danskundervisningen, om læreren forsøger at foregøgle, at en tekst skal/bør fortolkes på én bestemt måde, for at være 'rigtig' fortolket, eller om læreren respekterer elevers tolkninger ud fra en receptionsteoretisk forståelse, hvor elevens fortolkning i princippet er lige så okay som lærerens, selv om fortolkningerne ikke er helt de samme.

Dog skal det siges, at fortolkningen af en tekst ikke er totalt frisat, fordi der altid er lagt nogle såkaldte skematiserede billeder (som Iser siger) ind i teksten, der ofte leder fortolkningen i en særlig retning. Det kan bl.a. være forfatteren, der helt bevidst (enten 'på linjerne' eller 'mellem linjerne') forsøger at sende et budskab til læseren (forfatterens intentioner), derfor skriver han sin historie på en bestemt måde omhandlende nogle bestemte personer der slås med bestemte konflikter. Men det kan også være forventninger til den givne forfatter, genren, opbygningen af fortællingen (kompositionen), sproget (fx sproglige billeder) osv. der leder fortolkninger i særlige retninger.

Det er et kendetegn ved fiktionen, at den ofte indeholder en række tomme pladser, som læseren selv må fylde ud for at få en sammenhængende forståelse for og oplevelse af teksten. Men særlige litterære retninger og dermed forfattere, der bevidst skriver i en sådan stil, kan næsten siges at være receptionsteoretikere i praksis, fordi de bevidst gør læseren til medskaber af deres tekst ved at motivere læseren til aktiv medskaben ved at lade pladser være tomme, som læseren selv kan fylde ud. Det gælder fx impressionismen. Fx beskrev Herman Bang på sin egen måde en forståelse for læserens aktive medskaben af en tekst, i artiklen "Impressionisme. En lille Replik" fra 1890:

Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand.

Hans Fremstillings Maal er da at gøre disse handlende Mennesker levende. Han higer møjsomt efter, ad hundrede Veje, at frembringe den yderste Illusion af bevæget Liv. Og naar han paalægger sig al denne Møje, er det netop, fordi han tror, at Læserens "Hjærne er et overmaade drevent Redskab" (læseren kan selv fylde de "tomme pladser" ud, min anmærkning), - saa drevent et Redskab, at den overfor denne "levende" Kunst vil magte det samme som overfor selve Livet: Læseren vil ogsaa i Kunsten "se mere end hans Øjne er i Stand til at sanse, forstaa mere, end han netop har Ævne til at opfatte".

En kunstnerisk retning som minimalismen er også eksemplarisk ved sin meget 'skrabede' skrivestil, hvor kun det allernødvendigste fortælles og resten overlades til læseren.

Det har Louise Faldorf også opdaget. I artiklen "Helle Helle - Hus og hjem" fra d. 24. maj 2002 på litteratursiden.dk skriver hun følgende i et afsnit med overskriften 'Receptionsæstetik':

Værkets æstetiske metode er helt central for forståelsen af romanen. Som læser ønsker man at forstå Anne og hendes måde at agere på, men i stedet mødes man af tavshed. Modtagerens hjerne er så forunderligt konstrueret, at den vil skabe mening, hvor ingen mening umiddelbart ses.
Da Anne pludselig bryder sammen i gråd, uden forklaring, kan vi som læsere kun gætte på hvorfor? Er det en sørgmodig anerkendelse af at være faldet for Jens og have mistet ham til Charlotte? Et lettelsens suk over igen at være sammen med Anders? Eller en form for posttraumatisk forløsning i forhold til forældrenes død?
Vi ved det ikke, idet Anne aldrig reflekterer over det. Det viser sig som et typisk træk for Anne, at gemme særligt 'støjende' følelser bort. Det tydeliggøres her, i en kort sidebemærkning, hvori det står klart for os, at Anne fuldstændig har isoleret sig fra følelser, der knytter sig til traumet over forældrenes død:
”Det må da have været forfærdeligt for dig, siger han.
- Ja, det tænker jeg også nogle gange.
- Hvad?
- At det må have været forfærdeligt (…)”
Den store katastrofe indtræffer aldrig og den udeblevne krise, hensætter både romanfigurerne og læseren i en tilstand af stagneret rastløshed. Denne fortættede stilhed bliver altafgørende for læserens rolle i tilblivelsen af romanen.
Læseraktivering som æstetisk praksis, kan teoretisk set betegnes som receptionsæstetiske virkemidler eller perceptionsfænomenologi. Tekstens 'stilhed' eller 'tavshed' beskrives i denne sammenhæng ofte som 'tekstens mellemrum' eller 'huller'. Al denne tavshed vil uafladeligt resultere i ligeså mange fortolkninger, som der er læsere. Enhver analyse af romanen, vil derfor blive særdeles subjektiv og begrænser sig til den enkeltes forhold til teksten. Imens læseren har travlt med at fylde alle hullerne med betydning, skabes fortællingen løbende. Denne tavshed eller stilhed pirrer læserens nysgerrighed og åbner værket op for en omfattende betydnings-mangfoldighed. Romanen udfordrer altså sin læser og gør selve læseoplevelsen til et yderst personligt projekt.
Denne aktivering af læseren, som æstetisk praksis, er ét af de gennemgående virkemidler, Helle Helle benytter sig af i sit forfatterskab. Hus og Hjem viser hvordan litteraturen rent sprogligt kan bygges op omkring det bare ingenting. Det tavse og usagte er i høj grad betydningsskabende og opfordrer altså læseren til at indgå i et tæt samarbejde med teksten.

Og litteraturstuderende Marie Louise Büchert følger op og skriver i januar 2004 om samme roman:

Helle Helles 'sproglige huller' i samtaler og sammenhænge fremstiller Annes skjulte indre liv voldsomt vibrerende som værkets egentlige, centrale omdrejningspunkt. Hvis læseren vil forstå romanens pointe, må han/hun altså aktivt udfylde hullerne, selv forløse værket ved at tilføre den fraværende erkendelse.

Artiklen "Helle Helle - virkelighedens genkomst - om Hus og Hjem".

Lektor og dr.pæd. Bo Steffensen foreslår, i sin bog Når børn læser fiktion, 3. udgave, Akademisk forlag 2005 (1993) s. 212, at udgangspunktet for en læserstyret læsning/fortolkning kan være følgende 5 spørgsmål:

1. Læs teksten.
2. Find de fem ting du synes er vigtigste at få svar på, for at du synes du rigtig har forstået teksten.
3. Formuler de fem ting som spørgsmål.
4. Diskuter de forskellige foreslåede spørgsmål med klassen/holdet/gruppen. Specielt hvilke begrundelser der er for at det er de vigtigste spørgsmål.
5. Svar på spørgsmålene. Diskuter svarene.

En læserstyret læsning (en læserstyret fortolkningsmetodik), som Bo Steffensen giver betegnelsen 'dialektisk læsning' står i modsætning til både den ensidigt subjektive og ensidigt objektive læsning (mesterlæsningen), da det er den:

eneste metode der tager hensyn til at tekster består af tomme pladser som læseren skal fylde ud, men at der også findes en grundtekst mellem pladserne som læseren må forholde sig til hvis læsningen skal være en fortolkning af netop denne enestående tekst. (Når børn læser fiktion, 3. udg. 2005, s. 211).