Periode i Danmark: Især 1870-1890.
Begrebet brugtes og bruges - måske lidt forvirrende - både som samlende betegnelse for den tidssvarende og realistiske litteratur i Det moderne gennembrud, som bl.a. Georg Brandes opfordrede tidens forfattere til at skrive - og om en specifik litterær retning i perioden, som især havde naturvidenskaben som udgangspunkt.
Ordet 'naturalisme' kommer af det franske ord 'naturaliste', der bl.a. kan betyde 'naturforsker'. Og dette ord betegner ret præcist det kendetegnende træk ved naturalistisk kunst, at det er en kunst, der er barn at naturvidenskaben. Hvor mennesket i romantikken gik til præsten, når der var noget galt, går naturalisten til lægen. Naturvidenskaben påkalder sig nemlig særlig interesse fra midten af 1800-tallet, hvor biologen 
Charles Darwin (1809-1882) udgiver sin 'Om Arternes Oprindelse' (1859, på dansk: 1872), der fortæller, at arter, også mennesket, er resultatet af en meget lang udvikling (evolution) fra laverestående arter. Altså en radikal anden forklaring på menneskets eksistens end kristendommens.
Samtidig diskuteres ivrigt i tiden, i hvilken grad et menneske er påvirkeligt af henholdsvis den genetiske arv, det er født med - og det sociale miljø, det lever i.
Psykologien udvikler sig næsten lige så hastigt som naturvidenskaben i denne periode. Menneskets psyke diskuteres ivrigt af europæiske filsosoffer, fx den franske Hippolyte Taines (1828-1893) - og tyskeren Theodor Lipps (1851-1914) - (som Sigmund Freud (grundlæggeren af den psykoanalytiske teori omk. 1900) var åbenlyst inspireret af).
Den naturalistiske fortælling, som i særlig grad ses i periodens epik og drama - er kendetegnet ved at handle om menneskeskæbner, hvis liv og udvikling er lagt i hænderne på noget andet eller nogen andre end personerne selv, end personernes egen frie vilje. Det er en persons genetiske arv, hans opvækstmiljø og det miljø, han aktuelt befinder sig i - samt de psykiske drifter, lyster, begær og ønskedrømme, der styrer en persons tanker, adfærd og dermed udvikling.
I det naturalistiske værk er det en ateistisk og en deterministisk grundholdning, der dominerer. Firkantet sagt er der ikke længere nogen grund til at tro på Gud eller på en overjordisk ordnende kraft (= ateisme), for Darwin viste jo, at det ikke var Gud, men arternes udvikling, der skabte mennesket. Samtidig opfattedes Darwins lære også som 'bevis' på, at det ikke var mennesket selv, der var herre over dets egen udvikling (= determinisme). Det enkelte menneskes skæbne var styret af ydre naturlove, af arv og miljø. Mennesket var et led, ligesom alle andre skabninger, i en udviklingskæde, der udviklede sig stort set uden, at det enkelte menneske havde indflydelse derpå.
Stilmæssigt er bl.a. følgende stiltræk særligt kendetegnende for naturalistisk epik:
- Den dominerende genre er romanen.
- Dominerende brug af en - tilsyneladende - objektiv (eller registrerende) fortæller. Hvor den
romantiske fortæller typisk er en subjektiv følelsesladet alvidende fortæller, der gerne vil være ét med naturen - så står den naturalistiske fortæller observerende uden for både den fysiske natur og uden for de menneskers natur - han beskriver. - Hyppig brug af virkemidlet dækning (dækket direkte tale) og/eller indre monolog.
- Forholdsmæssigt hyppig brug af beskrivende (eller konstaterende) adjektiver, dvs. adjektiver der betegner objektive egenskaber ved noget.
- Relativt meget detaljerede og 'fuldstændige' beskrivelser med det formål at skabe det helhedsbillede for læseren - på baggrund af hvilken, man kan forstå hovedpersonens tanker, handlinger og udvikling. I modsætning til impressionisterne, som ganske vist også beskriver detaljer, men kun ufuldstændige udpluk.
Pil Dahlerup skriver i et efterskrift til antologien Gennembrudsnoveller følgende om naturalismen:
Naturalismen er en retning under realismen; den lægger vægt på at beskrive menneskets afhængighed af sin medfødte biologi og af sit miljø. Da naturalisterne var oprørere mod deres samfund, valgte de ofte at skildre uheldige biologiske anlæg og dårlige miljøer, eller de beskrev gode anlæg, der blev ødelagt i slette omgivelser.
En del naturalister blev pessimister, fordi de mente, at når mennesket var styret af sin biologi, og den førte til ulykke (f.eks. seksualdriften), så havde det menneskelige jeg i grunden ikke mere at skulle have sagt, end dengang man troede, Gud bestemte. I princippet kan man imidlertid godt mene, at menneskenaturen er god, eller at den er til at samarbejde med.
De naturalistiske forfattere var påvirket af naturvidenskaben; de ønskede ofte, at forfatteren skulle være en objektiv iagttager af biologiens og miljøets love.
Fra kapitlet "Efterskrift" i Pil Dahlerups Gennembrudsnoveller - af danske kvindelige forfattere 1870-1900, 1984, s. 194-195.
I dansk sammenhæng nævnes følgende forfattere som nogen, der har skrevet naturalistiske værker: Henrik Ibsen (1828-1906), Holger Drachmann (1846-1908), Amalie Skram (1846-1905), J.P. Jacobsen (1847-1885) - som dog også betegnes som "naturalist i teorien og symbolist i praksis", 'førsymbolist', 'naturalistisk romantiker' eller 'nyromantiker' (i artiklen 'Var Jacobsen naturalist?' af Iben Holk, 1999), August Strindberg (1849-1912), Herman Bang (1857-1912), Henrik Pontoppidan (1857-1943) og Johannes V. Jensen (1873-1950).
Se også kritisk realisme.