Periode fra ca. 1600-ca. 1750. P.S.: Læs også punktopstilling om tekstproduktion i 1500-, 1600- og det meste af 1700-tallet i leksikonartiklen om renæssance.

Ordet 'barok' betyder oprindeligt 'forvreden', 'grotesk'. Det skyldes dets oprindelse fra det portugisiske ord 'barrocco' = 'en skæv perle'.

Barok er ikke i egentlig forstand en kunstnerisk retning med ensartede kendetegn. Kunstneriske og herunder litterære strømninger i denne periode er meget forskellige, afhængigt af hvilke regioner i Europa de udfolder sig i, og hvilken del af tidsperioden kunsten udøves i.

Eftertiden har dog især bemærket ét specielt kendetegn ved kunstneriske værker i barokken, nemlig dyrkelse af den pompøse (dvs. højtidelige, overvældende eller prunkende) og svulstige stil/form.

Mange barokkunstnere lod dette kendetegn komme til udtryk i selve formgivningen af deres kunst, hvad enten der var tale om arkitektur, billedkunst eller litteratur. Den pompøse barokke 'form' skulle afspejle metafysiske religiøse værdiforestillinger som 'orden', 'sammenhæng', 'stabilitet', 'uforanderlighed' og 'uforgængelighed'. Kunsten repræsenterede således et alternativ til det fysiske, jordiske liv, der i samtiden blev opfattet som præget af uorden, manglende sammenhæng, ustabilitet, forfald og forgængelighed.

Visse ideologisk orienterede kunstkritikere har i eftertiden karakteriseret barokkunst som 'ukritisk' og 'samfundsbevarende' kunst. Men der var nu ganske forståelige grunde til, at barokkunstneren ikke åbenlyst forsøgte at bryde herskende normer, for en kunstner risikerede alvorlige anklager for majestætsfornærmelse eller landsforræderi, hvis han offentligt satte spørgsmålstegn ved kongens, regeringens og kirkens måde at udøve deres magt på. Desuden blev al litteratur, der skulle trykkes i Danmark, censureret. Alle skrifter skulle have et såkaldt 'imprimatur', dvs. en kongelig tilladelse til at blive trykt og dermed offentliggjort. I praksis var det teologiske professorer på universitetet, der læste manuskripterne igennem og godkendte eller afviste dem.

Et 'revolutionerende' træk ved tidens digtning - i forhold til i renæssancen - var dog, at mere og mere af den blev skrevet på dansk. Digterne ville lyrik på dansk i stedet for på det kunstfærdige latinske sprog, der ellers havde domineret digtekunsten. Ganske vist ikke mundret folkeligt dansk (der blev kaldt 'vulgærsprog'), men velpoleret dansk kunstsprog.

Man kan sige, at med det stigende fokus på at skrive dansksproget litteratur, tog en egentlig nationalt orienteret digtning sine første skridt.

Litterært er den altoverskyggende genre i baroktiden lyrikken, især lejlighedsdigte, også kaldet brugsdigtning eller brugslyrik, dvs. digtning der er skrevet til brug ved bestemte lejligheder.

Mange digtere var, lige som andre kunstnere i tiden, økonomisk afhængige af den betaling, de fik af de personer i samfundets højeste lag, som de skrev deres digte for/til.

På dansk grund er der typisk nogle regler knyttet til forskellige typer af barokke lejlighedsdigte:

• Mindedigte (hvad enten de var hyldest- eller sørgedigte) skulle være højtidelige, ikke for personlige og helst afsluttes med en morale om personens dyd og ære. Sprog og 'handling' skulle afspejle respekt for de personer. Mindedigtene var skrevet til og passede til den (højtidelige) situation, de blev brugt i.
• Bryllupsdigte til adelige personer skulle signalere den adeliges værdighed og udtrykke ærbødighed over for den adelige.
• Lejlighedsdigte til festlige begivenheder i verdslige/borgerlige lag kunne være mere direkte og frimodige ('med måde' naturligvis).
• Hyrdedigte var bl.a. kendetegnet ved, at deres sprog forventedes at være mere folkeligt og indholdet mere konkret (i modsætning til hyldest- og sørgedigte).

Det blev anset for 'god kunst', hvis digterne brugte helt bestemte typer af strofeformer, rytmemønstre og rimtyper.

Derudover var flere digtere glade for at bruge forskellige former for gentagelsesfigurer og modsætningsfigurer, som fx antitesen, dvs. betydningsmæssigt modstillede ord og udtryk samt forskellige former for billedsprog, ikke mindst personifikationer og besjælinger.

Her en hurtig lille opgave: Hvilke af de lige nævnte sproglige virkemidler ses i denne første strofe af Thomas Kingos digt: 'Hver har sin skæbne' fra 1681?:

Sorrig og glæde de vandre tilhobe
lykke, ulykke de ganger på rad,
medgang og modgang hin anden anråbe,
solskin og skyer de følges og ad!
Jorderigs guld
er prægtig muld,
himlen er ene af salighed fuld.

Anders Arrebo (1587-1637) kan nævnes som repræsentant for den tidlige danske barok. Nogle litteraturforskere daterer den danske baroks begyndelse til 1623, hvor Arrebos oversættelse til dansk af Davids salmer fra Det Gamle testamente blev udgivet.(Læs et par af de oversatte salmer på kalliope.org).

Senere i barokken skriver danske digtere som Anders Christensen Bording (1619-1677) og Thomas Kingo (1634-1703) baroktekster - og ind i 1700-tallets Oplysningstid nævnes ofte lejlighedsdigtere som Christian Frederik Wadskiær (1713-1779), Tøger Reenberg (1656-1742) og præsten Jørgen Sorterup (1662-1723).