Glansperiode: Sidste halvdel af 1960'erne.
Konkret digtning (også kaldet 'konkret poesi' eller 'konkretisme'), og den beslægtede stilart 
systemdigtningen, kaldes tilsammen for modernismens 3. fase eller tredjefasemodernisme.
Konkret digtning er en retning indenfor det 20. århundredes kunst, der lægger mere vægt på sprogets udtryksside end indholdsside.
Den konkretistiske digter undersøger - og leger med - ordet i sig selv, dets udseende, dets lyd; det er sprogets/skriftens 'udseende', dets typografi (bogstavers udseende, størrelse, skrifttype, farve mv.) og fonetik (udtale, lyde, klange) - frem for sprogets semantiske (betydningsmæssige) indhold. Man kan sige, at konkretisten undersøger, eksperimenterer og leger med bogstaver, ord og sætninger på en sådan måde, at der ud af disse 'skrifteksperimenter' - så at sige - 'formes' et indhold. Konkretisten gør således op med den traditionelle - og efter hans mening falske - skelnen mellem form og indhold - for sprogets form, dets udtryksside er - i sig selv - betydningsbærende. Ligesom sprogets indhold naturligvis har en form - så gjorde konkretisten opmærksom på, at også sprogets form har et indhold.
En inspirationskilde var den amerikanske minimalisme (Minimal Art). Som Tania Ørum, tidligere lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, skriver:
En brik til forståelsen af den danske 60'er-avantgarde skal med andre ord findes i amerikansk minimalisme, og et spor i 60'er-avantgardens litteratur, tydeligst måske i Hans-Jørgen Nielsens litteratur, kan forklares i lyset af Minimal Art. (Max Ipsen i artiklen Minimal Art og den danske 60'er-avantgardes litteratur, i bogen En tradition af opbrud, Tania Ørum m.fl. (red.), 2005, s. 240).
Se fx et digt som dette:
Eller se nedenstående konkrete (eller konkretistiske) digt af den schweiziske forfatter Eugen Gomringer (f. 1925), oversat af Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) i bogen 'Nielsen' og den hvide verden - essays, kritik, replikpoesi 1963-1968 (1968). Sådan et digt er også beslægtet med minimalistisk billedkunst, idet der er fokus på den enkle form, på det 'udtryk', som bogstaverne og ordene tilsammen skaber - fremfor ordenes semantiske (betydningsmæssige) indhold.
Hans-Jørgen Nielsen skriver om Gomringers digt:
Almindelige, indoeuropæiske ord fremtræder i vores notationssystem normalt ikke som ideogrammer. Men hvis man udnytter fladen, kan de komme til det. (...) Denne ideogramtekst af den schweiziske konkretist Eugen Gomringer er et typisk eksempel. Ethvert spor af syntaktisk kontekst er bortelimineret. Tilbage er kun en ordkonstellation på en flade. (...).
Desuden har teksten den egenskab, at den i sin enkelhed øjeblikkelig lader sig overskue. Den er, med et udtryk fra den semiotiske tegnteori, et 'supertegn'. Og dette supertegn er endda af en særlig art: Det opviser (...) visse direkte overensstemmelser med sit indhold. Det rummer virkelig en tavshed. Den slags tegn kaldes i semiotikken for 'ikoner'.
Dette ikoniske supertegn er så opbygget af en række underordnede tegn. For det første de otte gange 'tavshed', altså en række konventionelle, ikke-ikoniske tegn. Men det er ikke de eneste tegn. takke være den grafiske opstilling bliver det sted, hvor ordet tavshed mangler, også et tegn. En meddelelse, der siger, at her skulle der have stået 'tavshed', men i stedet er der tavshed.
Det hvide felt i midten er med andre ord et ikonisk tegn for tavshed. Og hele digtets æstetiske effekt bygger på spændingen mellem de to tegnklasse, i det denne spænding samtidig udtrykker en hel opfattelse og kritik af sproget. Og hele skriftbilledet er samtidig et billede af en åben mund.
Citat fra essayet "Hr. Godot formoder jeg?" i bogen 'Nielsen' og den hvide verden, 1968.
Nogle opfatter også konkretismen som tydelig inspireret af 1920'ernes dadaistiske og surrealistiske kunst.
I Danmark var bl.a. Palle Jessen (1920-1962), Per Højholt (1928-2004), Vagn Steen (1928-2016), Vagn Lundbye (1933-2016), Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991), Johannes L. Madsen (1942-2000) og Peter Laugesen (f. 1942).