I 1908 skrev professor og folkemindeforsker Axel Olrik (1864-1917) artiklen "Episke love i folkedigtningen" (se uddrag af artiklen længere nede på denne side). I artiklen gennemgår han en række typiske 'regler', som rigtigt mange eventyr følger, og som derfor bliver et karakteristisk træk ved genren eventyr.

På pixidansk.dk har vi valgt at kalde Olriks episke love for fortælleregler, men hvis du vil benævne dem episke love, er du naturligvis velkommen til det.

Følgende leksikonopslag om eventyrets fortælleregler er stærkt inspireret af Olriks artikel:

Indledning

Når læseren eller tilhøreren ved, at nu skal fortælles/læses eventyr, så vokser helt bestemte forventninger frem om fortællingens sandsynlige forløb og handling.

Det er nogle forventninger, som skabes, fordi mange eventyr plejer at være opbygget efter nogle bestemte fortælleregler.

Ofte bliver disse forventninger indfriet, men det er dog ikke altid tilfældet.

Nedenfor gennemgås følgende af eventyrets mest almindelige regler: Indledningens hvileregel, det dvælende optrin, afslutningens hvileregel, indlednings- og afslutningsformel, stigende gentagelsesregel, tvillingereglen, forvægts- og bagvægtsregel, modsætningsreglen, talregler (regler om brug og betydning af tallene 2, 3, 7 og 14), magi og prøver.

1. Indledningens hvileregel

Eventyret begynder i en tilstand af dvale. Roligt bliver vi ført ind i:

• en ubestemt tid ('Der var engang')
• på et ubestemt sted ('en gård ude på landet', i 'et land')
• befolket af ubestemte personer ('en gårdmand, hans kone og tre sønner').

Ubestemt betyder i denne sammenhæng, at historien i princippet kunne finde sted når som helst, foregå hvor som helst og ske for næsten hvem som helst.

Af og til har lokale mundtlige fortællere tilsyneladende tilladt sig at ændre denne ubestemthed. Fx ser man i Danmark mange folkeeventyr, der er knyttet til lokalgeografiske områder. Således kan man opleve det samme folkeeventyr i mange egne af landet. Forskellen er stort set kun, at det fortælles, som om historien skulle have fundet sted i det lokalområde, hvor eventyret er blevet fortalt.

Fx lyder det indledningsvist i en udgave af eventyret 'De tre røvere':

Heksen Ma Graa i Graaskov i Thorning var ilde berygtet, men dog mest udensogns. (Fra H.P. Hansens eventyr "Skovlovringer", 1936 i Tage la Cour: Danske Sagn og folkeeventyr, s. 18)

I det hele taget er det et karakteristisk træk ved eventyr, at de tilpasses det miljø, det land, den egn og den tidsperiode, de fortælles i. Dette hænger naturligvis sammen med, at folkeeventyrene blev mundtligt fremført, og for at tilhørerne skulle kunne identificere sig med eller i hvert fald finde genkendelige elementer i fortællingen, blev navne, overnaturlige skikkelser, omgivelser, indbo, landskaber og brugsgenstande tilpasset den målgruppe, eventyrene blev fortalt for.

2. Det dvælende optrin

Det dvælende optrin er det enkelte eventyrs mest markante situation, dvs. der hvor én situation skiller sig ud fra de andre i eventyret, som ganske særligt vigtig. Der hvor afgørende modsætninger mødes i en bestemt og afgørende handlingssituation. Dette 'møde' har tit en høj grad af intensitet og sanselighed, og der dvæles derfor ofte ved situationen et øjeblik.

3. Afslutningens hvileregel

Stemningen og handlingen i eventyret går igen i dvale i afslutningen. Til sidst berettes om hovedpersonens videre skæbne ('De levede lykkeligt til deres dages ende') og af og til om en bipersons velfortjente straf:

Imidlertid var de flygtende kommet til det slot, hvor prinsen havde hjemme. De klatrede op over havemuren, løb tværs igennem haven og smuttede ind ad et åbent vindue. Da var heksen lige bag efter dem. Men prinsessen satte sig i vinduet og pustede ned på heksen: hundrede hvide duer fløj ud af hendes mund, og de susede og flagrede om hovedet på heksen, så hun blev så gal, at hun fløj i flint; og der står hun endnu som en stor flintesten uden for vinduet. (Fra folkeeventyret "Den hvide due")

Det er værd at notere sig, at selv om langt størstedelen af de kendte nedskrevne folkeeventyr (bogeventyrene) ender lykkeligt, så møder vi i de 'ægte' udgaver af de mundtlige folkeeventyr og i mange moderne kunsteventyr knapt så forudsigelige slutninger. Slutninger som snarere må betegnes som ulykkelige. Fx lyder en del af slutningen af fortællingen om "De tre røvere" således:

Nu blev der søgt efter Røverne, og de to yngste fandtes og blev henrettede, den ældste flakkede længe om:

'Den Røver de søgte saa længe,
til sidst fandt de ham i Skidenenge.'

(...) Saa fortalte Dommeren, at det var hans egne tre Søstre, han havde været med til at dræbe, og at hans Forældre var døde af Sorg der over. Han blev ellers benaadet paa Grund af den store Anger, han udviste, men bad om Døden for at lide sin Straf.

(Fra et genfortalt eventyr af Tage la Cour: Danske Sagn og folkeeventyr, s. 9, efter Evald Tang Kristensen: Danske Sagn. Fjerde afdeling, 1896, Nr. 1248 fortalt af Chr. Weiss, Tingerup pr. Hvalsø)

4. Indledningsformel

De fleste af os kender eventyr-koden: Der var engang... Støder vi i første linje på dette sproglige udtryk, tænker mange med det samme: Det er indledningen til et eventyr.

Og det er da i mange tilfælde også helt rigtigt, for utallige eventyr begynder med denne sproglige frase, som vi også kan kalde en af eventyr-genrens typiske indledningsformler. Fx: Der var engang to herremænd, den ene ung og den anden gammel...

Det er dog ikke altid præcist formuleringen 'Der var engang', som bruges i eventyrs første linje. Der er utallige variationer af en tidsbestemmelse, som signalerer, at det fortalte er foregået for lang tid siden.

Variationer over 'der var engang...' kan fx lyde sådan:

- I Bolstrup i Hørmested Sogn har engang været en stor Gård, som for et halvt hundred År siden blev splittet ad.
- I Slotterup var der i Kong Kristians den fjerdes Tid en overmåde smuk Fiskerpige.
- To Soldater fulgtes engang efter endt Felttog ad til deres Hjemstavn
- Der var en Præst nær ved Tønder i gamle Dage, han var grov nærig og kunne aldrig unde at giuve sit folk noget.

Alle fire indledninger er fra Gamle danske Minder i Folkemunde, tredje Samling, 1861 af Svend Grundtvig (1824-1883).

PS: Vær dog opmærksom på, at mange eventyr indledes uden brug af indledningsformlen 'Der var engang...' eller variationer heraf.

5. Afslutningsformel

En lige så typisk afslutningsformel, som 'Der var engang...' er en almindelig indledningsformel, er denne formulering: "Og de levede lykkeligt til deres ende."

Men et eventyr bliver jo ikke nødvendigvis til et dårligere eventyr eller til en anden genre, hvis dets sidste linje ikke indeholder denne afslutningsformel.

Faktisk er det da også sådan, at mange eventyr afsluttes anderledes. Nogle sætter fx punktum på en mere eller mindre spøgefuld måde. Fx som denne:

(...) Og så fik Hans sin Karen, og de holdt bryllup, og de sidder nu i Rige Per Larsens gård, og de har store børn, som går omkring og sælger kærnemælk i alenvis og skråtobak i pottevis. Og:

Snip, snap, snude,
så er eventyret ude.
Tip, tap, tønde,
et andet kan begynde

Slutningen af folkeeventyret "Drømmene" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

Eller denne:

Sæt dig på min tryne, sagde grisen, så skal jeg fragte dig over, sagde han.
Det gjorde pandekagen så
Øf-haps! sagde grisen og slugte pandekagen i én mundfuld, og da pandekagen ikke kom længere, er historien heller ikke længere.

Slutningen af folkeeventyret Pandekagen af Asbjørnsen og Moe, oversat af Franz Berliner i eventyrsamlingen Asbjørnsen og Moe - Folkeeventyr - i udvalg af Franz Berliner, 1994.

Meningen med en sådan afslutning er at slå fast, at denne historie altså er en opdigtet historie, og at tilhøreren/læseren kan vende tilbage til sin virkelighed nu - da eventyret er slut.

6. Stigende gentagelsesregel

Axel Olrik skrev om det, han kaldte 'gentagelsesloven':

Trerækken (når noget gentages tre gange, min anm.) kan antyde en gradvis overvindelse af vanskeligheder, eller en stadig voksende vanskelighed, kort sagt en stigende række.

Fra artiklen "Episke love i folkedigtningen", 1908, s. 69-89.

Et konstrueret eksempel:

I den første skov var bladene af sølv, i den næste af guld og i den tredje var bladene af de klareste diamanter.

Hensigten med en sådan gentagelse er at billedliggøre, hvor fantastisk eller hvor forfærdelig den sidst nævnte gentagelse er. Dette gøres ved at sammenligne med andre fantastiske eller forfærdelige lignende elementer.

I ovenstående eksempel fremhæves diamanternes uovertruffenhed ved at blive sammenlignet med andre fantastisk værdifulde ting:

Diamanterne er mere overdådige end de overdådige guldblade, der er mere overdådige end de overdådige sølvblade.

7. Tvillingereglen

Tvillingereglen er reglen om, at når to personer tillægges næsten de samme egenskaber og optræder i næsten samme rolle, regnes de for svagere end en enkelt. Og dette gælder uanset om det 'par', der er tale om, er kødelige tvillinger eller ej.

Et eksempel:

En konge havde to sønner. Det var et par forvovne drenge, der altid havde så megen galskab for. Så en dag roede de alene ud på havet i en lille jolle. Det var smukt vejr, da de roede ud; men så snart de var kommet et stykke fra land, rejste der sig en forrygende storm. (...)

Da mødte de et underligt fartøj, det var et dejtrug, hvori der sad en enlig gammel kælling. Hun råbte dem an og sagde, at de kunne endda slippe levende i land, når de ville love hende den søn, som deres moder dronningen snart skulle føde. - "Det kan vi ikke," råbte prinserne, "han tilhører ikke os, så vi kan ikke give ham bort." - "Ja, så kan I rådne på havsens bund, begge to," sagde kællingen; (...)

Så roede hun væk i sit dejtrug; mens stormen hylede endnu højere end før, og vandet væltede ind i båden til dem, så de var lige ved at synke. Da tænkte prinserne, at der var dog noget i, hvad kællingen sagde om deres moder, og de ville jo også gerne frelse deres liv, og så råbte de til hende og lovede, at det skulle være, som hun forlangte: hun måtte have deres ufødte broder, når hun ville frelse dem af denne havsnød. (...)

Men på slottet blev der stor glæde over prinsen og hans brud. Og hans to ældre brødre kom og faldt på knæ for ham og bad om forladelse for, hvad de havde gjort imod ham. Han alene skulle nu arve riget og regeringen, og de ville være hans tro undersåtter.

Forskellige uddrag af folkeeventyret "Den hvide Due" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

8. Forvægts- og bagvægtsregel

Forvægtsreglen hentyder i denne sammenhæng til, at det næsten altid er sådan, at den person, der har højest social status, nævnes først: Kongen nævnes før prinsen, den rige før den fattige, den gamle bondemand nævnes før hans tre sønner, manden nævnes før konen osv.

Et eksempel:

Der var en gårdmand, som kaldtes Rige Per Larsen, fordi han var den rigeste mand i sognet. Men han var ond, hård og hovmodig. Han havde et eneste barn. Det var en datter, som hed Karen. Så boede der en fattig husmandskone i samme by. Hun havde en eneste søn, som hed Hans.

Fra folkeeventyret "Drømmene" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

Bagvægtsreglen er reglen om, at den vigtigste person i fortællingen nævnes til sidst. Et eksempel:

Der var engang en gårdmand, som havde tre sønner: Den ældste hed Peder, den anden Poul, og den tredje Esben. Peder og Poul var et par raske, opvakte knægte: De kunne både høre og se, lege og le, pløje og så, meje og slå, og deres fader havde megen gavn af dem; men den yngste var et stakkels skrog, som ingenting duede til. Han sagde aldrig noget, men gik og drev om som i søvne, eller han lå ved arnen og rodede i asken. Derfor kaldtes han for Esben Askefis.

Fra indledningen til folkeeventyret "Jomfru Lene af Søndervand" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. II, 1878.

Den af de tre sønner, der nævnes til sidst, er den vigtigste. I det her tilfælde er det Esben. Han er fortællingens hovedperson.

Bagvægtsreglen er også reglen om, at den vigtigste situation nævnes til sidst. Det er det sidste forsøg ud af tre, der udløser en afgørende konfliktsituation eller er den afgørende forudsætning for, at en konflikt kan blive løst.

9. Modsætningsreglen

Modsætningsloven går ud på, at når to personer optræder samtidig, skildres de ofte som modsætninger, som såkaldte kontrastpersoner. En er rig, en er fattig. En er rar, en er slem, osv.

Axel Olrik skriver om denne regel i den tidligere omtalte artikel om episke love i folkedigtningen:

Når sagnet lader to personer optræde på én gang fremhæves de som modsætninger i karakter, og bringes ofte også i handlingsmodsætning til hinanden. "Der gik to jomfruer bolde over de grønneste volde, den ene var ved så frit et mod, den anden var så sorrigfuld"; (...) "Rige Per kræmmer og fattig Povl smed" (...)
Meget almindelige modsætninger er mellem en god og en ond, en fattig og en rig (undertiden: en køn og en grim), en stor og en lille, en dum og en klog, en stor og stærk stilles overfor en lille og svag, der tillige er snedig (...)

10. Talregler

To-tallet

Totalsloven er reglen om, at to aktive personer som regel er det højeste antal i en 'scene'.

Tre-tallet

Axel Olrik skriver om tretalsreglen eller rettere - tretalsloven:

Tretallet i folkedigtningen udtrykker især at noget er stort (vanskeligt at overkomme, farligt)...Når noget skal fremtræde som et væsentligt moment i æventyret, vil det som oftest være udstyret med en række af gentagelser.

Trerækken kan antyde en gradvis overvindelse af vanskeligheder, eller en stadig voksende vanskelighed ...: første gang når helten halvt op ad glasbjærget, anden gang til randen, tredje gang helt op - og tar guldæblet og prinsessens hånd ... Men rækken kan også være ganske jævn: første, anden og tredje bror prøver deres lykke i verden ...

Når folkedigtningen har sådan en forkærlighed for gentagelsen, synes det navnlig at have sin årsag i at den mangler midler til at udmale den enkelte situation tilstrækkelig fyldig; kun gennem gentagelsen når den til at give en forestilling om hvor væsentligt et moment det pågældende er ...

Og endelig er tretalskompositionen ikke blot af rent æstetisk, men også af ganske praktisk betydning: herved kan den folkelige fortæller holde rede på sit stof. Tretalsloven er et hovedprincip i den æventyrlige fortællings arkitektur.

Fra artiklen "Episke love i folkedigtningen", 1908, s. 69-89.

Tretallet kan have forskellige symbolske betydninger, der har rødder i vores tusindårige kultur og historie.

• Tretallet er tallet for helheden, idet det rummer en begyndelse, en midte og en afslutning.
• Det kan symbolisere verdens tresidige natur som himmel, jorden og vandene, menneskets legeme, sjæl og ånd, dets fødsel, liv og død, fortid, nutid og fremtid.
• Første og anden gang kan være en tilfældighed, men tredje gang opfyldes ønsket (3. gang er lykkens gang).
• Vi råber et trefoldigt leve: 'Hurra-hurra-hurra'.

Fra kristendommen kender vi også tretallets hellige symbolik. Fx

• Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden
• Den guddommelige familie, Faderen (Gud), Moderen (Jomfru Maria) og Sønnen (Jesus), som genspejles i menneskets familie: far, mor og barn
• De hellige trekonger
• Disciplen Peter fornægter Jesus 3 gange
• Der er 3 kors på Golgata
• Kristus var død i 3 dage
• Efter døden viste han sig 3 gange
• Der er 3 såkaldt 'teologiske dyder': tro, håb og kærlighed
• Osv.

Et eksempel på tretalsloven i funktion i et eventyr:

(...) Det var en dag, kongen gik i sin have og havde sin eneste datter med; hun var da en femten års pige. Så kløede det i kongens hoved, og han bad datteren se efter, hvad det kunne være, der voldte ham den uro. Da fandt hun en lus i hans hår. Ingen af dem havde nogensinde set sådan et dyr før, og de satte det da i en smøræske for at se, hvor stort det kunne blive. Inden året var omme, var dyret vokset så meget, at det fyldte hele æsken. Så satte de det i en smørbøtte, og inden det andet år var ude, var det blevet lige så stort som smørbøtten. Da lod kongen dyret sætte ned i en smørtønde, og inden det tredje år var omme, var dyret så stort, at det sprængte tøndestaverne fra hinanden.

Fra folkeeventyret "Ulv Kongesøn" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

Læs folkeeventyret "Smørbuk", hvor der sker en gentagelse tre gange af en bestemt hændelse. Læg i øvrigt mærke til, at der måske også er tale om en stigende gentagelse (jf. reglen om netop dette ovenfor) i forbindelse med det, som er i sækken?

Syv-tallet

Syv-tallet kender vi fra Guds skabelse af verden. Det tog seks dage, og den syvende dag er hviledag og blev oven i købet velsignet af Vorherre.

• I kristen tankegang tillægges 7-tallet betydningen 'Fuldstændighed', fordi det er summen af himlens og sjælens tal 3 og jorden og kroppens tal 4. Således kan 7-tallet symbolisere det fuldendte. Denne symbolik fremgår måske indirekte af følgende vers fra folkeeventyret 'Vildmanden':

Så om morgenen kommer vildmanden ind til kongesønnen (som i øvrigt er syv år på det tidspunkt, min anm.) og siger til ham:

Her skal du bo, og her skal du være,
og her skal du stå syv år i lære,
indtil du selv kan gå ud i den vide verden.

Syv + syv er 14, og netop dette år opfattedes (også) tidligere som et skelsår i et menneskes udvikling. Som 14-årig trådte man ind i de voksnes rækker. Indtil da, var det, især for piger, vigtigt at bevare sin dyd, sin uskyldighed, renhed og jomfruelighed. Utallige eventyr omtaler, hvorledes en pige, en prinsesse holdes fangen eller på anden måde forhindres i konfrontation med den 'farlige' verden, før hun er 'moden' til det, dvs. når hun fylder de 14.

• Vi taler om oldtidens 7 underværker eller verdens 7 vidundere (Kheops pyramiden, De hængende haver i Babylon, Artemistemplet i Efesos, Zeusstatuen på Olympia, Mausolæet i Halikarnassos, Kolossen på Rhodos og Fyrtårnet ved Alexandria).
• I vores kristne kulturarv nævnes de 7 (3 + 4) positive dyder og de 7 dødssynder. Utallige andre 'syvtals-forhold' omtales i både det gamle og det nye testamente.
• Udtrykket 'i den syvende himmel' er et sprogligt billede på den højest mulige lykke.
• Osv.

Eksempler på brug af syv-tallets symbolik/magi i eventyr:

(...) Så hentede de høleerne, og de gik nu i syv dage og slog hver syv skår om dagen. Så fandt de til sidst ræven, hvor den havde gemt sig, bag det højre øre. Der havde den rigtig lagt sig til rette og fået syv hvalpe, inden de fik fat på den.

Da så det var gjort, så tog de hen og holdt bryllup alle sammen, og det bryllup var både stærkt og stort og varede i syv snese og syv dage. (Fra folkeeventyret "En ræv bag øret").

(...) Det trak op til splid imellem brødrene, men det ville Vorherre ikke tillade. Derfor lod han alle seks brødre og prinsessen med dø i én og samme nat. Og så tog han og satte dem alle syv op som stjerner på himlen. Og det er det stjernebillede, som vi nu kalder Syvstjernen. Den af de syv stjerner, som funkler klarest, det er prinsessen. Men den matteste af dem alle det er mestertyven.

Slutningen af folkeeventyret "Syvstjernen" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

Alle tal opfattedes og opfattes ofte som symbolladede. I eventyr er det, udover de allerede nævnte 2, 3, 7 og 14, især 9, 12 og 13, der tillægges en særlig merbetydning.

11. Magi

Eventyret er ofte en indføring i et 'fantastisk', et magisk univers.

Det fantastiske og magiske synliggøres fx:

• når ikke-menneskelige væsener eller når ting tillægges menneskelige egenskaber. Et eksempel:

(...) "Nu skal jeg fortælle!" sagde Blæsten.

"Nei, tillader De," sagde Regnveiret, "nu er det min Tour! De har længe nok staaet ved Gadehjørnet og tudet alt hvad De kunde tude!"

"Er det Tak," sagde Blæsten, "fordi jeg til Ære for Dem har vendt mangen Paraply, ja knækket den, naar Folk ikke vilde have med Dem at gjøre!"

"Jeg fortæller!" sagde Solskinnet, "stille!" og det blev sagt med Glands og Majestæt, saa Blæsten lagde sig saa lang den var, men Regnveiret ruskede i Blæsten og sagde: "Det skulle vi taale! hun bryder altid igjennem, denne Madame Solskin. Vi ville ikke høre efter! det er ikke Umagen værdi at høre efter!".

Fra H.C. Andersens eventyr "Solskins-Historier", 1869).

• når eventyret handler om mennesker eller væsener, der besidder overnaturlige evner. Et eksempel:

(...) Så den næste morgen siger trolden til ham: "Ja, i dag skal dyrene ikke fodres, de får ikke sådan hver dag. Nu kan du få lov at løbe lidt omkring imens, til de skal fodres igen". Så sagde trolden nogle ord til ham, som han ikke forstod; og i det samme blev drengen til en hare og sprang ud ad skoven til. (Fra folkeeventyret "Troldens datter")

• når magiske hjælpemidler får overnaturlige ting til at ske. Et eksempel:

Da faldt det ham ind, at han jo lige så godt med det samme kunne prøve at få opfyldt et af de ønsker, fisken havde givet ham; og så ønskede han, at den bankeskammel måtte bære ham, hvorhen han ville, både over land og over vand. Så behøvede han jo aldrig at gå mere. Han ville nu hjemad med spanden, og så snart han havde udtalt dette ønske, så løftede bankeskamlen sig op fra jorden og sejlede afsted med Lars og med spanden igennem luften. (Fra folkeeventyret "Ønskerne")

12. Prøver

Helten i et eventyr må ofte igennem forskellige manddoms- og/eller modenhedsprøver; han skal løse forskellige opgaver eller bliver udsat for en eller anden form for straf.

Intet eventyr er et rigtigt eventyr uden konflikter i form af prøver eller opgaver, som helten skal klare før målet kan nås.

(...) Da blev Rige Per Larsen så gal, så han var lige ved at revne, og han spyttede i næven og gav Hans et slag lige midt ansigtet, og så sagde han: "Jo vist, skal du have Karen! Men nu kan du først rejse til verdens ende. Så kan du få hende, når du kommer tilbage."

"Jeg skal prøve på det," sagde Hans, og så gik han hjem til sin moder og sagde, at han måtte få Karen, når han havde været ved verdens ende; og nu ville han straks begive sig af sted.

Fra folkeeventyret "Drømmene" fra Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876.

Prøverne i et eventyr kan have forskellige funktioner. Typisk kan der være tale om følgende tre:

1. Den kvalificerende prøve eller egnethedsprøven, hvor heltens troværdighed som helt bliver stillet på en prøve. Han skal nemlig bevise, om han, så at sige, besidder kvaliteterne til at være helt. Der bliver indgået en aftale/kontrakt mellem helten og en hjælper/giver mod at helten til gengæld får hjælpemidler eller på anden vis bliver kvalificeret til at klare de forstående strabadser, den forestående afgørende kamp.
2. Den principielle prøve, den centrale prøve eller hovedprøven. Det er prøven helten udsættes for, når han står i den afgørende (kamp)situation mod modstanderen. Det er denne prøve, der giver helten adgang til det objekt, han stræber efter, til det mål, han søger at nå.
3. Den glorificerende prøve eller æresprøven: En succesrig udgang på denne prøve fører helten endegyldigt ind i den sociale orden igen. Helten har bevist sit værd, fordi han har klaret de andre prøver. Han har nået sit mål, og han accepteres som/ophøjes til - netop - en helt.

I masser af eventyr er den principielle prøve heltens sidste prøve.

Den glorificerende prøve udsættes helten som regel kun for i de fortællinger, hvor den besejrede hovedmodstander eller den tilsyneladende sidste store forhindring afløses af en ny. (I fx folkeeventyret "Tvillingebrødrene", bekæmper prinsen først en mægtig trold og derefter konfronteres han med fjende nummer to: Ridder Rød).

Note: Betegnelserne for de prøver, en eventyrhelt skal igennem, kaldes lidt forskelligt af forskellige litteraturforskere:

• Torben Kragh Grodal m.fl. kalder i bogen Tekststrukturer (1974) de tre prøver for henholdsvis kvalificerende, den centrale og den glorificerende prøve (s. 135)
• Den franske sprogforsker A.J. Greimas kalder dem i bogen Strukturel semantik (1974/1966) for henholdsvis kvalificerende (eller egnetheds-), hoved- og æresprøve (s. 311)
• Peter Lykke-Olesen og Ole Pedersen kalder den midterste prøve for den principielle prøve i deres bog Folkeeventyr (1987/1982), s. 40.

Vejledende spørgsmål i forbindelse med eventyrets fortælleregler:

1. Hvilke regler (love) følges i det eventyr, du analyserer? Giv konkrete eksempler.
2. Hvilke regler følges ikke eller måske ligefrem brydes? Giv konkrete eksempler.
3. Er en dominerende tendens i det konkrete eventyr, at fortællereglerne følges eller det
   modsatte?
4. Hvilken intention kan der ligge til grund for at bryde en eller flere regler, hvis det er tilfældet i det eventyr, du analyserer?

Læs flere folkeeventyr i Svend Grundtvigs Danske Folkeæventyr bd. I, 1876 og Danske Folkeæventyr bd. II, 1878.

I faglitteratur om analyse af eventyr omtales - som gennemgået ovenfor - ofte forskellige fortælleregler, der er typiske for folkeeventyret.

En af de første, der i Danmark forskede i, hvilke særlige træk der kendetegner mange eventyr, myter, sagn og folkeviser, var Axel Olrik (1864-1917).

Han var folkemindeforsker, docent i nordiske folkeminder ved Københavns Universitet. Han blev professor i 1913.

Nedenfor bringer jeg i uddrag hans pointer om det, han kalder:

Episke love i folkedigtningen

...Jeg betragter i det følgende de europæiske folkedigtninger som en enhed. Jeg tar mine eksempler snart fra nordiske, snart fra græske eller keltiske myter, fra heltedigtning, æventyr, viser og sagn. Det vil - så vidt jeg kan se - ikke gøre nogen som helst væsentlig forandring om jeg tar udgangspunkt i den ene eller den anden folkegruppe eller i en begrænset art digtning. I det højeste vil man kunne tale om en mere stram og en mere slap underordnelse under de samme love.

Jeg kalder disse overensstemmelser for love på grund af deres almengyldighed indenfor et stort stof...Hvad der først må slås fast, er blot det at med sådanne eller sådanne træk er folkedigtningerne i almindelighed bygget op.

1. Jeg tar udgangspunkt i sagnets overskuelighed.... På dets scene optræder få personer. Yderst få kræfter griber på én gang ind i et menneskes liv; og skal endelig flere kræfter virke til samme resultat, vil sagnet indføre dem som virkende en efter en...

2. Mest iøjnefaldende er de få personer. Sagnet vil nødig have mere end to handlende personer på sin scene. Hvis to har været i samtale og en tredje så optræder, skal en af de to gå over til stum person eller helt forsvinde...

3. Sagnet skematiserer sit stof, både personer og tildragelser; det gir kun de til handlingen nødvendige træk. Ensartede personer og ensartede optrin gøres med flid så ens som muligt. Hver morgen fører drengen med det gode sværd sine får ind på en ny løkke, møder en bjærgmand, fører næsten samme samtale med ham, og dræber ham på samme måde.

Skematiseringen går så vidt, at man lægger personerne ord i munden, der kun i hovedsituationen er rigtige, i den indledende situation urigtige: "Skøn jomfru, skyd en særk" - "Kong Lindorm, skyd en ham" (...kun i sidste tilfælde er udtrykket "skyde" anvendt med rette)...

4. Den næste fordring er sagnets anskuelighed, lad os sige sagnets plastik. Hvert optrin skal danne et tydeligt billede for fantasien: Hver person i en handling eller tilstand, hvis ydre form og indre stræben svarer til hinanden, og som skiller sig tilstrækkelig ud fra hverdagslivet til ikke at tabe sig i det...

5. Sagnet indfører ikke gærne andre motiver end dem der får indflydelse på handlingen; og det lader deres omfang og vægtighed stå i forhold til deres forskellige grad af betydning for dét mål som handlingen går henimod.

Denne sagnets logik bevæger sig i et noget andet plan end den ydre sandsynligheds.... Sagnets begreb om årsag og virkning er et andet end vor tids. Her følges "det overnaturliges egne naturlove" (S. Grundtvig)... [min anmærkning: Altså: Alt kan ske i et eventyr, også selv om det bryder naturens love og al anden logik].

6. Sagnets handling samler sig om en enkelt begivenhed; det medtar hvad der fører frem mod den, det udelader hvad der ikke vedkommer den...

7. Den simpleste og i sagnverdenen almindeligste form for sammenhæng er den umiddelbare episke handlingsenhed. Hvert træk virker til at fremkalde en begivenhed, hvis mulighed tilhøreren allerede fra første færd aner...

8. Handlingen bevæger sig stadig frem til det - i årsagskæde og i tid - nærmeste punkt. Sagnet bryder ikke af for at vende tilbage til noget forud sket; og det flytter ikke skuepladsen, uden at handlingens gang fremtvinger en sådan flytning...Dette er "handlingens ligeløb"...

9. Person-enheden er ikke mindre væsentlig. Sagnet grupperer sig altid om en hovedperson; det medtar hvad der vedkommer ham, det forbigår alt andet... Dette er sagnets "midtpunkt-lov"...

10. To hovedpersoner kan forekomme. Eller snarere: en person kan nærme sig til den egentlige hovedperson i interesse. Især fordeler interessen sig nogenlunde ligelig mellem en mandlig og en kvindelig hovedperson.

Manden er i så tilfælde digtningens formelle hovedperson; sagnet tar udgangspunkt i hans skæbne. Kvinden når dog ofte over ham i åndelig dygtighed og i ævne til at fange tilhørernes interesse...

11. Når sagnet lader to personer optræde på én gang fremhæves de som modsætninger i karakter, og bringes ofte også i handlingsmodsætning til hinanden. "Der gik to jomfruer bolde over de grønneste volde, den ene var ved så frit et mod, den anden var så sorrigfuld"; ...

"Rige Per kræmmer og fattig Povl smed"...

Meget almindelige modsætninger er mellem en god og en ond, en fattig og en rig (undertiden: en køn og en grim), en stor og en lille, en dum og en klog, en stor og stærk stilles overfor en lille og svag, der tillige er snedig...

12. I kraft af modsætningsloven stilles der overfor sagnets hovedperson en eller flere bipersoner med ganske modsat karakter...

13. Når to personer optræder som fælles om en handling, er de herved betegnede som svagere end en enkelt. Dette kaldes den episke "tvillingelov", idet man ved "tvillinger" ikke blot tænker på dem der virkelig er født sammen, men overhovedet på søskende eller samlevende der optræder med samme egenskaber og i samme rolle...

14. "Tretals-loven" og "Gentagelsesloven". Sagnet har forkærlighed for tallet tre: tre personer, tre ting, tre efter hinanden følgende optrin af samme art osv...

3 er i almindelighed det højeste tal, hvis enkelte dele sagnet kan gøre rede for. 5 og 7 betyder "mange", især af en sælsom eller magisk art. 12 bruges om en sammenhængende flok af følgesvende; 9 spiller en mytisk-religiøs rolle, men er ikke af så stor episk betydning...

Tretallet i folkedigtningen udtrykker især at noget er stort (vanskeligt at overkomme, farligt).. .Når noget skal fremtræde som et væsentligt moment i æventyret, vil det som oftest være udstyret med en række af gentagelser.

Trerækken kan antyde en gradvis overvindelse af vanskeligheder, eller en stadig voksende vanskelighed, kort sagt en stigende række: første gang når helten halvt op ad glasbjærget, anden gang til randen, tredje gang helt op - og tar guldæblet og prinsessens hånd... Men rækken kan også være ganske jævn: første, anden og tredje bror prøver deres lykke i verden...

Når folkedigtningen har sådan en forkærlighed for gentagelsen, synes det navnlig at have sin årsag i at den mangler midler til at udmale den enkelte situation tilstrækkelig fyldig; kun gennem gentagelsen når den til at give en forestilling om hvor væsentligt et moment det pågældende er.... Og endelig er tretalskompositionen ikke blot af rent æstetisk, men også af ganske praktisk betydning: herved kan den folkelige fortæller holde rede på sit stof. Tretalsloven er et hovedprincip i den æventyrlige fortællings arkitektur.

15. Når flere stilles efter hinanden, ligger der eftertryk på den sidste i rækken: den yngste af tre brødre, det sidste af tre forsøg; "hver af dem har sønner tolv, den yngste hun har tretten", "den ene græd tårer, den anden græd blod, den tredje græd sin moder af den sorteste jord". Det kaldes "bagvægt"...

16. På første plads sættes den fornemste eller anseligste. Den regel om "forvægt" er ikke nogen særlig episk lov, den gælder al redegørelse: den mægtige gud, den herskende høvding, den ældste broder...

17. I sagnets begyndelse går man fra det enkelte til det mangfoldige, og fra det hvilende til det stærkt bevægede. ("Indledningsloven"). ...

For alle arter af folkeminder gælder denne gradvise overgang: fra forestilling af personerne til ganske jævn og daglig handling og derfra til en mere spændt, endende i pludseligt stød...

18. Fortællingen standser efter en afgørende begivenhed, men nødig altfor pludselig. Det må ikke give et ryk i tilhørerne; stemningen skal have tid til at lægge sig til ro og gradvis svinde bort fra hovedoptrinnet.

For at fyldestgøre denne "hvilelov" tilsættes en særlig slutning, f.eks.:

1) Hovedpersonens senere skæbne, især således at man følger ham over i en varig og dvælende tilstand;...

2) Bipersonernes senere skæbne især i forhold til den digteriske retfærdighed: "Dronningen blev lagt på stejle og hjul, kongen og kejseren de drak jul"...

3) Synlige minder om begivenheden, herunder også spøgeri af de i sagnet optalte personer...

4) Udtalelser om de nærmestes sorg.... "Den anden dags morgen, da dagen gjordes ljus, da var der tre lig i hr. Olufs hus...

Uddragene fra denne artikel af Axel Olrik med titlen "Episke love i folkedigtningen" findes i Danske studier, af Marius Kristensen og Axel Olrik, Det schubotheske Forlag, Kbh., 1908 s. 69-89. Mine fremhævninger.