Jansson opfatter således postmodernisme som en selvstændig kunstnerisk stil, der er markant anderledes end modernismen. Han taler om den tidlige postmodernisme i 1940'erne og 1950'erne, og om at fx den danske forfatter Svend Åge Madsen (f. 1950), allerede fra først i 1970'erne begynder at skrive postmodernistisk litteratur.

• Digteren Pia Tafdrup skriver i indledningen til digtantologien Transformationer - Poesi 1980-1985 (Systime 1985) om 80'ernes digtere og den samtid, de lever i:

  Der er sket en forskydning fra samfund til individ og eksistens. Vi vil hverken frelse eller omvende (...) Illusionen om, at digtet er en politisk-social magtfaktor, har vi ikke. Et digt skaber en forandring i og med, at det bliver til (og bliver læst), men rokke ved en samfundsindretning kan det næppe.

  Verden er ikke en helhed. Enhver forestilling om sammenhæng er væk, enhver tro på en orden er afløst af det mangfoldiges princip: det at man et givet øjeblik modtager en række indtryk og samtidig indgår i en yderst kompliceret virkelighed. -- Alt flyder. -- Alt er i forvandling. -- Intet er mere gyldigt end noget andet. -- Alt er virkelighed.

• I Litteraturhistorisk oversigt af mag.art. i nordisk litteratur Ole Ravn (Systime 2002) står der om postmodernisme:

  Baggrunden for postmodernismen er opfattelsen af, at alle faste værdier er nedbrudt, og at der ikke længere findes nogen overordnet mening i tilværelsen, og det ikke tjener noget formål at søge en overordnet sammenhæng (...). Den enkelte er derfor overladt til selv at skabe indhold i et liv, der umiddelbart kan tage sig flimrende og fragmentarisk ud. Dette kan f.eks. ske gennem bevidste selviscenesættelser (med dyrkelse af det ekstreme og særprægede) eller ved en ekstrem individualisme.

  I dansk litteratur kan den postmodernistiske tendens spores i Michael Strunges digte fra 1980’ernes begyndelse, men holdningen slår først for alvor igennem i løbet af 1980’erne i bøger af f.eks. Peer Hultberg, Jens Chr. Grøndahl og er i 1990’erne videreført af en række helt unge forfattere, bl.a. i den såkaldte minimalistiske prosa. (s. 87).

• I Litteraturens veje af lektor Johannes Fibiger m.fl. (Systime 2004 2. udg.) står der bl.a.:

  Det fælles udgangspunkt for de postmoderne teoretikere er, at den store længsel mod mening og forløsning fra fremmedgørelse og angst, der ligger som et grundtema i modernistisk litteratur og kunst, er forældet og skal forlades. Vi skal ikke lede så længe efter en mening, som ikke er der. Det man forstår som de store meningsgivende fortællinger om menneskets forløsning: Marxismen, det borgerlige dannelsesprojekt og den seksuelle frigørelse er døde. Verden er blevet kompleks og fyldt af mange små fortællinger, som ikke længere er universelle men lokale. Det er dem, vi fremover skal fortælle i stedet for at jage em tabt mening og dyrke fravær, melankoli og meningsløshed.

  Forskellen mellem postmodernismen og den klassiske modernisme er, at den moderne tilstand ikke længere opleves som et tab, men som noget hverdagsagtigt, ja ligefrem som en mulighed. Individet kan afprøve tilværelsens tilbud, spille de roller, der vil og gøre, hvad der passer det. (...).

  I litteraturen opgiver den postmoderne roman at skildre en persons liv i en klassisk udviklings- eller dannelsesproces. I stedet eksperimenterer den med form og sprog, og danner sin egen brudte virkelighed eller magiske realisme. Mange postmoderne romaner handler på et overordnet plan om dem selv som tekster, de er såkaldte metaromaner, der leger med genre og stil" (s. 512/513).

• I Dansk Litteraturhistorie 1978-2003 af lektor, mag.art. Erik Skyum-Nielsen (Systime 2004) beskrives litterær postmodernisme på denne måde:

  Litterært har begrebet postmodernisme mest slået an som den klassificerende etiket på en ny type romaner (fra 1980erne og frem), der kendetegnes ved, at de forholder sig ironisk kopierende til en eller flere i forvejen velkendte fortælleformer og måske oven i købet forholder sig ironisk til sig selv. Strukturen er gerne labyrintisk, og handlingen former sig som en sammenfletning og spejling af flere historier, der viser hen til hinanden (...) Inspirationerne hentes fra massemedier og populær kultur, og lokaliteten er hyppigt den postindustrielle storby. (s. 144).

• I Gads Litteraturleksikon af associate professor Henrik Rasmussen (red.), 2. udgave 2005 står bl.a.:

  Den postmoderne arkitektur er collageagtig og eklektisk, idet den tager dele fra alle epokers stilretninger og sætter dem sammen. Det samme kendetegner den postmodernistiske roman. Den sammenhængende fortælling afløses af en episodisk og fragmenteret fortælling (...) På grund af ubestemmelighed, selvmodsigelser og mange mulige slutninger (...) gives læseren så mange alternativer, detaljer og kombinationer, at det er svært at samle værket til en betydningsenhed.

  Den fremadskridende fortællemåde, som er dominerende i en traditionel roman (fx et handlingsforløb over tid, der knyttes sammen af et plot) forhindres gennem en række tekniske greb. Der benyttes fx narrative indskud, encyklopædiske opremsninger og ombytninger, labyrintiske forløb, citater, collage, bricollage, løse sider og brud i den typografiske layout: tegn, tal, formler og tekst som konkret digtning. Andre stiltræk er parodi, ironi, pastiche, overdrivelse og tilfældighed. (s. 278).

• Professor, dr.phil. Morten Kyndrup gennemgår (i bogen Det postmoderne, Gyldendal, 1986) en række kendetegn for den postmodernistiske kunst, om hvilken han siger, at den først og fremmest rummer en anderledes omverdensforståelse en i modernismen. De karakteristika, han fremhæver, er bl.a., at postmodernistisk kunst er:
  1. Ikke-logocentrisk, dvs. at kunsten ikke længere opfattes som et medie, der skal formidle eller handle om en overordnet mening med eller forståelse for tilværelsen, livet - for en sådan findes ikke.
  2. Ikke-alvorlig i den betydning, at postmodernistisk kunst ikke i sig selv har som formål at blive opfattet som seriøs kunst, ikke opfatter sig selv som 'nødvendig' og 'vigtig'. Men selv om den postmodernistiske kunst ikke opfatter sig selv som alvorlig, kan den selvfølgelig godt være seriøs, handle om noget alvorligt.
  3. Ikke-original, dvs. at den postmodernistiske kunst ikke har ambition om at være original. Værket skal ikke opfattes som anderledes end andre, som noget unikt i forhold til andre værker, men som en "éngangsbegivenhed i sig selv" (s. 26).
  4. Ikke-et-opgør-med-noget, dvs. at kunsten ikke har som projekt at gøre op med tidligere epokers kunst, litteratur, samfund, politik mm. - for et sådant opgør opfattes som ligegyldigt.
  5. Metakunst, dvs. "den bruger uhæmmet løs af andres udtryk (...). Men udtrykkene bruges løsrevne fra deres sammenhæng (...), og de blandes på tværs af til eksempel 'den gode smag': vi får serveret trivialkunstens klicheer midt i menneskets dybeste eksistentielle spørgsmål; effektsøgende pornografi og vold blandet op i moderkærlighedens renhed etc. etc. (...) Resultatet bliver, at postmodernistisk 'kunst' får en uegentlig karakter. Den vil ofte (...) blive regnet for ikke-kunst eller i hvert fald dårlig kunst. I den forstand sætter den sig selv på spil som kunst." (s. 24/25).
  6. Underholdende. Den postmodernistiske kunst 'vil' ikke noget bestemt, der er ikke nogen 'mening' med den. Den har heller ikke som intention at være underholdende - men hvis den skal kunne tiltrække modtageren, må den i det mindste have en vis underholdende værdi. Morten Kyndrup formulerer det således: "Den må nødvendigvis minimalt kunne 'fordrive' tiden (...); hvorfor skulle folk ellers indgå i en udveksling med den?" (s. 26)

Af udenlandske forfattere, der har skrevet postmodernistiske værker, kan bl.a. nævnes italienerne Italio Calvino (1923-1985) - fx hans roman 'Hvis en vinternat en rejsende' (1979) og Umberto Eco (f. 1932) - fx romanen 'Rosens navn' (1980), tjekken Milan Kundera (f. 1929) - fx romanen 'Udødeligheden' (1990), amerikaneren Paul Auster (f. 1947) og nordmanden Jan Kjærstad (født 1953).

Herhjemme har en række danske forfattere eksperimenteret med tekster, som kan opfattes som postmodernistiske. Det gælder bl.a. Per Højholt (1928-2004) - fx novellen 'Brevet der vender indad' (i 'Salamanderen og andre blindgyder' 1986), Peer Hultberg (1935-2007), Henrik Bjelke (1937-1993), Peter Laugesen (f. 1942), Ib Michael (f. 1945) - fx hans 'Vanillepigen' (1991) og 'Den tovlte rytter' (1993), Jens Smærup Sørensen (f. 1946), Svend Åge Madsen (f. 1950) - fx 'Tugt og utugt i mellemtiden' (1976), Søren Ulrik Thomsen (f. 1956), Peter Høeg (f. 1957) - fx hans 'De måske egnede' (1993), Michael Strunge (1958-1986), Jens Chr. Grøndahl (f. 1959), Simon Grotrian (f.1961), Niels Frank (f.1963) - fx digtsamlingen Tabernakel (1996), Pablo Henrik Llambias (f. 1964), Kirsten Hammann (f. 1965) - fx hendes debutroman 'Vera Winkelwir' (1993) eller romanen 'Bannister' (1997), Lars Bukdahl (f. 1968) - fx hans roman 'Guldhornene' (1988), Katrine Marie Guldager (f. 1966) - fx digtsamlingen 'Styrt' (1995), Janus Kodal (f. 1968) - fx digtsamlingen 'Antologi' (1991), Karen Marie Edelfeldt (f. 1971) - fx digtsamlingen 'Til Babylon' (1995), Peter Adolphsen (f. 1972) - fx bogen 'En million historier' (2007) m.fl.

Nogen mener, at den litterære stilart 'magisk realisme' er en gren af postmodernismen. Og nogle opfatter forfattere af minimalistisk prosa som litterære postmodernister. Dette sidste synspunkt er litteraturforskeren Bo G. Jansson dog lodret uenig i. Han skriver fx:

Minimalismen (...) opfattes ind imellem, og aldeles fejlagtigt, som et aspekt af den egentlige postmodernisme. Den egentlige postmodernismes feltråb er overhovedet ikke 'less is more', men snarere 'less is bore'. Den litterære minimalisme (...) forsøger at eliminere selve det fortællende fra det litterære værk. Postmodernismen genindfører imidlertid fortællingen i kunsten. (Jansson: Postmodernism och metafiktion i Norden, 1995 s. 77, min oversættelse).

Andre kilder på internettet om postmodernisme:

• http://da.wikipedia.org/wiki/Postmodernisme