Formål

Formålet med denne artikel er:

• du skal tilegne dig viden om, hvad 'et lyrisk jeg' er, og hvorfor man ofte kalder en fortæller i et digt et lyrisk jeg
• at du skal blive bekendt med, at det dog ikke altid vil være rammende at bruge betegnelsen 'lyrisk jeg' om fortælleren i alle typer af digte, men at det - i visse digte - kan være mere præcist at kalde fortælleren en jeg-fortæller, episk jeg, alvidende fortæller eller observerende fortæller

Læseformåls-spørgsmål

Når du har læst artiklen, skal du gerne kunne svare nogenlunde fyldestgørende på følgende spørgsmål:

1. Hvorfor kalder man ofte fortælleren i et digt for 'lyrisk jeg' i stedet for jeg-fortæller?
2. Definér så præcist så muligt, hvad et lyrisk jeg er?
3. Hvad menes med begrebet 'et biologisk jeg' i forbindelse med analyse af litteratur?
4. Hvad betyder begrebet 'alterego'?
5. Hvad er det nu lige, at fremmedordene 'eksplicit' og 'implicit' betyder?
6. I hvilke typer digte er det lyriske jeg ikke eksplicit men kun implicit til stede?
7. Hvilke ord i digtet "Regn" af Hulda Lütken er det, som signalerer, at der er et implicit lyrisk jeg, der udtrykker sin subjektive (personlige) oplevelse af en regnvejr?
8. I hvilken slags digte kan det være relevant at kalde fortælleren 'jeg-fortæller' - og altså ikke 'lyrisk jeg'?
9. I hvilke digte kan det være mest præcist at kalde fortælleren 'episk jeg'?
10. I artiklen omtales genrerne lyrisk digt, episk digt og knækprosadigt. Er du helt med på, hvad disse genrebetegnelser står for? Hvis ikke, så smut lige ind i artiklen om lyrik for at få styr på det.
11. Hvilken fortællertype kaldes også 'fingeret jeg'?
12. Hvornår kan det være okay bare at kalde fortælleren i et digt 'digtets stemme' eller 'digtets fortæller'?
13. Kan der være digte, hvor en alvidende fortæller, som vi ellers kender bedst fra ældre episke tekster, er på spil? Begrund dit svar.
14. I artiklen påstås, at fortælleren i nogle digte bedst kan beskrives som en observerende fortæller - og der henvises i den forbindelse til et eksempel, nemlig digtet "Nat" af Herman Bang. Læs lige digtet - og svar derefter på følgende spørgsmål:
    • Er du enig i, at der her er en udenforstående 'fluen-på-væggen-fortæller, som formidler sin observation videre til læseren?
    • Hvis du er enig, giv da et kort resumé af, hvad det er, fortælleren observerer?

15. Hvad menes, når det til sidst i artiklen påstås, at det i nogle tilfælde vil være mere rigtigt at karakterisere fortællerinstansen i et digt som to- eller flerstemmig eller polyfon i stedet for at kalde fortælleren for lyrisk jeg eller jeg-fortæller?
16. Hvad er Google-poesi for noget?

I denne artikel er der fokus på at forklare, hvorfor man ofte kalder en fortæller i et digt for lyrisk jeg og ikke bare jeg-fortæller. Der gøres dog også opmærksom på, at det ikke altid vil være rammende at bruge betegnelsen 'lyrisk jeg' om fortælleren i digte. I visse såkaldt episke digte, dvs. digte, der beretter om en handling - ligesom vi kender det fra noveller - kan det være mere præcist at kalde fortælleren enten jeg-fortæller, episk jeg, alvidende fortæller, personbunden fortæller eller observerende fortæller. Endelig er der digte, hvor fortællerinstansen ikke er hverken et lyrisk jeg eller en jeg-fortæller, men snarere kan karakteriseres ved sin flerstemmighed, altså tilstedeværelsen af flere fortællere på én gang.

Lyrisk jeg

Der er tradition for at bruge betegnelsen 'lyrisk jeg' i stedet for 'jeg-fortæller', hvis der er et 'jeg', der 'taler' i et digt. Herom skriver forfatterne til lærebogen Litteraturens huse:

I lyriske tekster taler vi ikke om en jeg-fortæller, men om det lyriske jeg, hvis der er en stemme i digtet, som tydeligt fremstiller et enkelt menneskes tanker. Der er en tradition for at benævne den slags digte som centrallyrik, fordi der er en personlig kerne i teksten. Ofte vil man finde et lyrisk jeg. En personlig stemme træder frem i digtet, og analysen vil afsløre, hvordan det forholder sig med denne person, hans eller hendes oplevelse af en bestemt situation eller hele livsholdning. Men det lyriske jeg kan også dække over en gruppe menneskers holdning til livet, fx i en salme eller et politisk digt.
I nogle digte er der en klar stemme, men ikke i form af et lyrisk jeg, eller der kan være flere forskellige stemmer. (Kilde: Johannes Fibiger, Sine Dalsgaard Kristensen og Gerd von Buchwald Lütken: Litteraturens huse, en iBog fra forlaget Systime, 2010. https://litteraturenshuse.systime.dk/index.php?id=586. Kræver abonnement. Besøgt 9. sep. 2019).

Når vi analyserer epik (romaner og noveller) i dansk, gør vi ofte en del ud af at gøre opmærksom på, at det er vigtigt at skelne mellem jeg-fortælleren i den opdigtede tekst og forfatteren. Det skal jo helst ikke være sådan, at du ringer til politiet og anmelder forfatteren for vold, fordi jeg-fortælleren i forfatterens novelle er voldelig.

I den lyrikgenre, der kaldes centrallyrik, og som defineres ved, at en jeg-person formidler sine sansninger, følelser og tanker, er der imidlertid ofte en direkte forbindelse mellem jeg'et i digtet og forfatteren i den forstand, at jeg'et nærmest kan opfattes som identisk med forfatteren.

Mag.art. i nordisk litteratur Erik Skyum-Nielsen skrev i en bog om lyrik følgende om forbindelsen mellem det, der skrives om i et dígt, og den, der skriver digtet:

Digte opfattes som noget personligt, privat, ja, næsten intimt. Det hænger sammen med, at den der skriver et digt, på en måde giver en del af sig selv. Man tager sine tanker, finder deres form - og anbringer dem uden for hovedet (...) Stemme og stof står tæt på hinanden. Ens jeg er hele tiden langt fremme i teksten, også når det står underforstået og ikke benævnes direkte. (Erik Skyum-Nielsen: Med luft imellem - En håndbog i lyrik, 1966, s. 24)

Ét argument for at bruge betegnelsen lyrisk jeg i forbindelse med analyse af et digt i stedet for jeg-fortæller kan altså være, at det lyriske jeg antages at repræsentere forfatteren selv, eller vi kan sige, at jeget er forfatterens 'alterego'. (Et sådant ’jeg’ kaldes også biologisk jeg).

Et eksempel på et lyrisk digt (læs eventuelt om forskellige digtgenrer) , hvor det lyriske jeg fremtræder åbenlyst og sandsynligvis må opfattes som et biologisk jeg, er digtet ”De korsfæstede fisk” (1998) af Mikael Josephsen (f. 1961), hvorfra disse linjer stammer:

Selv svanerne svedte når
jeg læste op af min barndom
der foregik i en andens krop.
Min egen lå altid gemt
mellem stenene i denne verden.
Som et skrøbeligt æg
under min fars fod.

Et andet argument for at bruge betegnelsen 'lyrisk jeg' i stedet for 'jeg-fortæller' er, at betegnelsen jeg-fortæller (førstepersonsfortæller) som regel kun bruges om det åbenlyse jeg, der optræder som fortæller i en fiktiv tekst, altså om den fortæller, der indgår som deltager i handlingen og tilkendegiver sin tilstedeværelse ved brug af pronomenet 'jeg' i teksten. Men 'lyrisk jeg' kan både betegne det åbenlyse jeg og det 'jeg' i et digt, der ikke italesættes eksplicit, men hvor der relativt tydeligt - om end altså implicit (underforstået) - alligevel er et jeg, der tænker og reflekterer. Det gælder bl.a.:

• digte, hvor det fortalte er anskuet fra en personlig indre synsvinkel, som fx digtet "Regn" af Hulda Lütken, hvor det implicitte lyriske jeg beskriver sin subjektive oplevelse af et livgivende regnvejr. Eller som når Michael Strunge (1958-1986) i digtet "Coma" (1981) kritisk og sarkastisk udtrykker sin uforbeholdne mening om det syge danske samfund med bl.a. disse ord:

  Med et drop af kaffe og sprit
  ligger nationen hen på et sterilt leje
  af obligatorisk venlighed.
  En pacemaker af wienerbrød og frikadelle
  holder det lunkne similiblods sløve tempo.

• digte, hvor fortællerinstansen mere kan opfattes som en gruppe (eller 'et skjult lyrisk vi') end et individuelt jeg, som udtrykker erfaringer eller holdninger om tro (fx mange salmer) eller historiske og samfundsmæssige forhold (fx politiske eller generelt bare samfundskritiske digte eller for den sags skyld: samfundsforherligende digte (herunder mange nationalromantiske digte i Romantikken)).
• digte, hvor adressaten (dvs. den, det lyriske jeg 'taler til') er et 'du', som fx Emil Aarestrups "Du! Du! Du! Søde!"
• apostrofiske digte, dvs. digte, hvor den talende højtideligt henvender sig til sig selv eller andre end læseren (som også kan være til et 'du'), til Gud, naturen eller lignende. Fx som i digtet "Oh Søvn" af Helge Rode fra 1896, hvor digteren 'taler til' søvnen. Eller når samme digter påkalder naturen i sidste strofe af digtet "Uden frygt":

  Natur! Oh Du, der gør mig varm,
  jeg hviler roligt i Din Arm,
  da smelter Sindet i saa sød en Smerte.
  Er Livet kun en flygtig Drøm,
  jeg lever i den Vellyststrøm,
  der vælder fra og til Dit store Hjerte.

Her er nu blevet argumenteret for, at hvis du mener, at den talende i digtet sandsynligvis er identisk med forfatteren, kan du kalde fortælleren for det lyriske jeg.

Jeg-fortæller og episk jeg i digte

Hvis du – og din lærer – accepterer definitionen af ’lyrisk jeg’ som det åbenlyse eller underforståede 'jeg' i digte, hvor fortælleren må opfattes som (repræsentant for) forfatteren selv, vil det være logisk at kalde fortælleren noget andet, hvis jeg’et i digtet er en opdigtet figur.

Hvis det fortællende jeg og forfatteren i et digt således ikke er identiske, kan vi vælge at kalde fortælleren ’jeg-fortæller’, ligesom vi gør om den opdigtede person i en roman eller novelle, der omtales som ’jeg’. En sådan jeg-fortæller er der også nogle, der kalder 'et fingeret jeg'.

Det er således en jeg-fortæller – og ikke et lyrisk jeg - der er på spil, når forfatteren Morten Søndergaard (f. 1964) iscenesætter et fortæller-jeg, der er gammel og dement. De første linjer i digtet ”At blive væk” fra 2009 lyder sådan:

Hvor? Midt i det rolige opstår et hul, et loop.
Og jeg er dér. Et brev. En bog. En kuglepen.
Mine nøgler. Handsker. En note. Et udkast til
noget. Nogle ord. Nogle ord på et stykke pa-
pir. Eller en ting. Tingene. Jeg kan ikke finde
dem. De er væk. Der og der kunne de være. (…)

Hvis du fortolker, at handlingen i et episk digt er selvbiografisk, dvs. at det fortællende ’jeg’ (hvad enten det fremtræder eksplicit eller implicit) er forfatteren selv, der beretter om sit eget liv og levned, så kan du kalde fortælleren et episk jeg. (Det vil jo være lidt misvisende at kalde fortælleren i et episk digt for et lyrisk jeg). Læs eventuelt mere om forskellige digtgenrer.

Helt vil siden af vil det nok ikke være at betegne fortælleren i Dy Plambecks (f. 1980) selvbiografiske digt ”Med hensyn til de fem-seks forskellige biler” som et episk jeg. Læs her de indledende verslinjer:

Med hensyn til de fem-seks forskellige biler
vi havde stående på rad og række på grunden bag vores hus.
Hvordan skal jeg forklare dig det, det var
en lidenskab min far havde.
Han sagde selv
når min mor slog løs på ham med et vådt viskestykke
fordi han havde taget endnu et lån i huset
at han ikke kunne gøre for det, at han bare måtte eje den bil. (...)

Digtet er fra tekstsamlingen Burresøfortællinger, 2005.

Se denne oversigt over nogle af de nævnte fortællertyper i digte:

Alvidende fortæller, personbunden tredjepersonsfortæller og observerende fortæller i digte

Ud over den nævnte jeg-fortæller i opdigtede episke digte, kan vi - i forbindelse med undersøgelsen af visse digte - også genbruge andre af de fortællerbegreber, vi kender fra tekstanalysen af romaner og noveller:

Fx kan det være helt relevant at tale om en alvidende fortæller, hvis en fortæller i et episk digt befinder sig uden for handlingsplanet og måske anvender ydre og indre synsvinkel, fortællerkommentarer og/eller springer i tid. En alvidende fortæller er bl.a. på færde i en hel del folkeviser.

Også en episk vise som "Sangen om Larsen" af Sven Møller Kristensen (1909-1991) fra 1935 er fortalt af en alvidende fortæller.

I nogle digte - om end ikke ret mange - vil den mest præcise betegnelse for digtets fortæller være personbunden tredjepersonsfortæller, dvs. at der er indre syn i den fortællende 'hovedperson', som angives med et tredjepersonspronomen ('han' eller 'hun'). Det er en sådan fortæller, der 'digter' i dette digt:

Søndag eftermiddag er en tilstand
Hun har taget en hortensia
ind fra haven

Den kunne få frost

Ro
Hun hader den slags ord i digte
Samtidig er hun i rotation
omkring netop det ord

Hun bøjer ordet
At være rolig
Og hun kommer ind i fortidens
mudder og kævl

Er det derfor hun skal sidde her
søndag eftermiddag og se på
en hortensia - den plante
der får hende til at gå i nutid

Et digt af Bodil Nielsen (1945-2004) fra digtsamlingen Rabarberspring, 2005.

Og til sidst skal nævnes, at den såkaldte observerende fortæller også optræder en gang imellem i digte. Det gælder fx digt "Nat" (1889) af Herman Bang, hvor fortælleren er en flue på væggen, der observerer fra en ydre synsvinkel: kalliope.org/da/text/bang1999061304.

PS: Hvis du er i tvivl om, hvilken fortællertype der er på spil i digtet, kan du vælge at betegne fortælleren som enten digtets stemme eller digtets fortæller. Måske kan du efter en nærmere tekstanalytisk undersøgelse præcisere fortællertypen, hvis du vurderer, at det er vigtigt for at komme helt ind 'under huden' på digtet.

Den flerstemmige fortællerinstans

I især nyere lyrik, som af nogle forskere kaldes interaktiv lyrik, er der flere fortællestemmer på spil på én gang. Der kan fx være tale om en tostemmighed i digte, hvor en implicit fortæller gør grin med eller markerer en ironisk distance til den karakter, der er fortæller i digtet (hvad enten det er en jeg-fortæller eller personbunden tredjepersonsfortæller).

Når man kan kalde dette for tostemmighed, er det, fordi der så at sige er to stemmer, der taler imod hinanden i digtet: 1) Den fortællende karakter i digtet, der måske omtaler sig selv på en selvrosende facon, og 2) den implicitte (= skjulte, men underforståede) fortæller, der - ved hjælp af forskellige sproglige markører i digtet - signalerer til modtageren (læseren), at hans fremstilling af jeg-fortælleren skal forstås humoristisk, ironisk eller sarkastisk, altså fx i betydningen, at jeg-(eller tredjepersons-)fortælleren er dum, uvidende, naiv, usympatisk eller lignende.

Man karakteriserer fortællerinstansen som to- eller flerstemmig, når én af fortællerne har dominerende status. Og det er tilfældet, når en implicit fortæller forsøger (og lykkes med) at skabe en alliance, en fælles forståelse med modtageren om at tage afstand fra den karakter på handlingsplanet, som optræder som fortæller.

Man kalder fortællerinstansen for polyfon, når de fortællende stemmer i et digt kan opfattes som sideordnede, som ligeværdige. Eksempler på en sådan polyfon fortællerinstans finder vi i den såkaldte Google-poesi, der er kendetegnet ved at være en slags montage- eller collage-lyrik, hvor digteren sammensætter citater (= forskellige personers 'stemmer') fra internettet. Fx har Christian Yde Frostholm (f. 1963) udgivet Ofte stillede spørgsmål i 2008, hvor han sammenstiller spørgsmål og svar på forskellige websiders frequently asked questions (= ofte stillede spørgsmål). Og Pejk Malinovski (f. 1976) udgav i 2010 den 233 sider lange Den store danske drømmebog, hvor han har sammenstykket Google-søgninger på ordene 'jeg drømmer' eller 'jeg drømte'.

Som forlaget Basilisk skriver som præsentation af Malinovskis værk:

Hvilke synsbilleder får danskerne i deres søvn? Hvilke forestillinger gør danskerne sig? Hvilke brændende ønsker nærer danskere? Det er de spørgsmål Pejk Malinovskis bog undersøger på den mest direkte måde, nemlig ved systematisk at gennemsøge internettets teksthav og samle svar sammen. Op af dette hav træder et kor af stemmer, som ikke overraskende synger om sex, uskyld, terrorister, sorg, traumer og mange andre ting.

Kilde: basilisk.dk/. Pixidansk.dks fremhævning.

Et lille uddrag fra værket, som jo kan opfattes som et slags langdigt:

Jeg drømte at jeg gik i et grønt område med en pige fra min bekendtskabskreds.
Jeg drømte at jeg lirkede mig ind mellem Marlene Dietrichs hvide lår.
Jeg drømte at jeg var kommet i børnefængsel.
Jeg drømte at jeg stod og puttede gamle, defekte lamper ind i bagagebokse i Vejle.
Jeg drømte at jeg kørte i min bil gennem nationalparken Murchinson Falls med åbent vindue. Pludselig ser jeg en løve komme løbende i fuldt firspring.
Jeg drømte at jeg var til orgie med Annemette Hommel, Lynndie England og Lene Espersen.

Læs mere om fortæller.