Firserlyrikken kalder nogle også modernismens 4. fase (det gør fx forfatterne til Gads Litteraturleksikon, 2001 s. 222).

Firserlyrik (firserdigtning) er en fællesbetegnelse for lyrik (digte) skrevet af en række danske digtere fra omkring 1976 til ca. 1985. Det er bl.a. udgivelsen af F.P. Jacs: Spontane Kalender-Blade i 1976 og digte af Søren Ulrik Thomsen i tidsskriftet 'Hvedekorn' i 1977, der signalerer, at en anderledes digterisk strømning - end den der ellers har været dominerende i 1970erne - er på vej.

På flere punkter skrev digterne faktisk ret forskelligt. Visse fællestræk for 80'er-generationen var dog til dels:

• at de var trætte af den private og hverdagsagtige realisme, som de dominerende litterære strømninger i 1970'erne repræsenterer, fx bekendelseslitteraturen, kvindelitteraturen i det hele taget og den - efter deres mening - fantasiløse politisk venstreorienterede arbejderlitteratur i samme periode.
• at 80'er-digterne lod sig inspirere af en variation af forskellige litterære kilder, som:
  • ikke-realistiske strømninger fx universalromantik, romantisme og symbolisme, bl.a. repræsenteret ved de franske digtere Charles Baudelaire (1821-1867) og Stéphane Mallarmé (1842-98) den danske symbolist Sophus Claussen (1865-1931)
  • modernistiske (eller avantgardistiske) strømninger som 1960'ernes konfrontationsmodernistisk lyrik, konkretisme og/eller systemdigtning.
  • af samtidens punk- og rockmiljø repræsenteret ved bands som Sex Pistols og komponister og sangskrivere som Lou Reed (1942-2013), Iggy Pop (f. 1947), David Bowie (1947-2016) og Brian Eno (f. 1948).

Det er desuden indholdsmæssigt karakteristisk for mange af firserlyrikernes digte:

• at digtenes 'rum'/sted/scenarie er storbyen
• at digtene er centrallyriske, dvs. at digtets 'hovedperson' er digterjeg'et selv
• at digtenes tematik kredser omkring hans eller hendes fysiske, kropslige, seksuelle sansning af at være til stede, at være til i verden - ikke i fortiden, ikke i fremtiden, men i nuet.
• at digtene:
  • enten formidler et pessimistisk budskab, fordi digteren oplever, at det komplicerede og hastigt forandrende senmoderne samfund skræmmer ham, det føles labyrintisk (altså svært at finde rundt i) og fremmedgørende.
  • eller formidler et optimistisk budskab, der signalerer, at det ikke hjælper at klynke - for det bliver tilværelsen ikke mindre kompliceret, mindre labyrintisk eller mindre skræmmende af. Livet er, som det er - og det må du finde ud af at forholde dig til. Livet er din kamp - en kamp som du kan vinde - på din egen måde.

Jf. opgøret med realismen i begyndelsen af 70'erne og den optimistiske tendens i firserlyrikken, beskriver Carsten Dilling og Anne-Marie Mai essensen i strømningen sådan her:

Det er ofte en lyrisk digtning, der i et opgør med ideologiseringen af litteraturen (bl.a. den venstreorienterede/marxistiske arbejderlitteratur og feministiske kvindelitteratur i 70'erne, min anm.) søger et nyt ståsted ved at fokusere på kroppen og døden - og derved give livet intensitet og fremtvinge en følelse af nærvær. (Antologi 1943-1993, Dansklærerforeningen 1995 : 10).

Pia Tafdrup gav følgende karakteristik af 80'emes digtere, som hun selv var en af:

Digterne har gjort sig gældende på den måde, at de markant afviger fra det, der står som tendensen i 70'erne. Jeg tænker på den digtning, der fortrinsvis havde mediernes opmærksomhed, nemlig knækprosaen, bekendelses-digtningen og den politisk sociale digtning. Alt sammen lyrik der ville læseren noget: formidle erfaringer, moralisere eller fremsætte ideer af programmatisk art - for nu at sætte det lidt på spidsen.
Budskaber, som blev fremsat i 70'erne, kan 80'ernes digtere imidlertid ikke tilsvarende siges at have. Der er sket en forskydning fra samfund til individ og eksistens. Vi vil hverken frelse eller omvende. Ikke sådan at forstå, at visioner og utopier ikke findes i vore rækker - for selvfølgelig gør de det, men illusionen om, at digtet er en politisk-social magtfaktor, har vi ikke. Et digt skaber en forandring i og med, at det bliver til (og bliver læst), men rokke ved en samfundsindretning kan det næppe.
Verden er ikke en enhed. Enhver forestilling om sammenhæng er væk, enhver tro på en orden er afløst af det mangfoldiges princip: Dét at man et givet øjeblik modtager en række indtryk og samtidig indgår i en yderst kompliceret virkelighed. En ting kobles sammen med en anden, eller et fænomen forbindes med et andet i digtene - eller noget konkret med noget abstrakt, men kun for i næste øjeblik igen at indgå i helt andre sammenhænge. Alt flyder. Hverken i praksis eller ideologisk set kan man to gange stige ned i samme flod. Alt er i forvandling. Alt transformeres, omformes, omdannes i en uendelig proces. I et rum uden grænser. Intet er mere gyldigt end noget andet. Det ene øjeblik ikke mere sandt end det andet. Alt er virkelighed. Tingene eksisterer ved siden af hinanden uden altid at indgå i en forbindelse.

Et uddrag af indledningen til digtantologien Transformationer, 1985. 

Nogle betegner en del af lyrikken og prosaen i 1980'erne (herunder altså også firserlyrikken) og 1990'erne som postmodernistisk litteratur:

• når den handler om, at digteren føler sig alene i verden, fordi 'de store fortællinger' i form af ideologiske eller religiøse værdisæt, som tidligere generationer har støttet sig til, opleves at være for gammeldags til at kunne vejlede ham eller hende i den nye tid. Denne udvikling kan på den ene side opleves som et tab af fælles værdimæssige normer og retningslinjer og trygge traditioner, og på den anden også som en gevinst, fordi det enkelte menneske har mulighed for at udfolde en hidtil uset form for individuel frihed (jf. ovenfor om nogle digteres hhv. pessimistiske og optimistiske budskab).
• når den blander stiltræk fra forskellige tidligere litterære strømninger.

Forfatter og underviser i filosofi Jimmy Zander Hagen opfatter firserdigternes mange inspirationskilder som et postmodernistisk træk. Han skriver i sin bog Søjler af sol - En introduktion til den danske litteraturhistorie (1998):

I den rette postmodernistiske ånd var deres lyrik inspireret af det meste af traditionen: symbolismen, hvor digteren var en 'seer', ekspressionismen, hvor kraften i det personlige udtryk var det væsentlige, hereticanerne, der udtrykte sig i dunkle billeder samt modernismen, hvor digteren skulle indtage en konfrontationsholdning over for virkeligheden. (s. 107/108).

Læs mere om postmodernisme.

Af firserdigtere kan bl.a. nævnes Klaus Høeck (f. 1938), Allan Karlsen (f. 1944), Peter Nielsen (f. 1948), Maj-Britt Willumsen (f. 1949), Nina Malinovski (f. 1951), Pia Tafdrup (f. 1952), F.P. Jac (1955-2008), Bo Green Jensen (f. 1955), Sam Fleischer (f. 1956), Klaus Lynggaard (f. 1956), Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) - hvis digtsamling City Slang (1981) opfattes som et godt eksempel på firserlyrik, Merete Torp (f. 1956), Pernille Tønnesen (f. 1956), T.S. Høeg (f. 1957), Camilla Christensen (f. 1957), Jens Asbjørn Seehuusen (f. 1958), Michael Strunge (1958-1986), Peter Huss (f. 1959), Juliane Preisler (f. 1959), Thomas Boberg (f. 1960), Henrik S. Holck (f. 1961) og Morti Vizki (1963-2004).