Bagudsyn

Bagudsyn er et fortælleteknisk virkemiddel, der bruges i især episke litterære tekster som eventyr, noveller og romaner. Bagudsyn er karakteriseret ved, at fortælleren 'ser bagud' og fortæller om noget, efter at det er sket. Langt de fleste fortællinger er 'bagudsynede'.

Det mest eksemplariske eksempel på bagudsyn er, når fortællingen indledes med Der var engang..., fordi der hermed åbenlyst markeres, at det, der fortælles, er sket før det tidspunkt, det fortælles på. Den historie, der bliver fortalt, handler altså om noget, der er foregået for længe siden - lang tid før historien bliver fortalt.

Hvis det tydeligt fremgår, at fortælleren ser begivenhederne i bagudsyn, vil læseren ofte opleve en vis distance til det fortalte.

Bagudsyn signaleres i de fleste fortællinger ved brug af verber i datid.

Forfattere forsøger af og til at mindske denne distance ved at ændre synsvinklen fra bagudsyn til medsyn. Medsyn er at skabe en illusion om, at det, der fortælles, foregår på samme tid, i samme øjeblik, som det fortælles. Medsyn er altså et forsøg på at fremstille nogle begivenheder, som om de foregår 'live', - lige som i den direkte tv-udsendelse.

Medsyn

Medsyn er der således tale om, når fortælleren fortæller, som om det fortalte foregår samtidig med, at han fortæller det. Fortælleren ser begivenheder med samme syn (med-syn) som personerne i fortællingen, som om han befinder sig samme sted som personerne i fortællingen, og som om han ser og oplever det samme, som de gør. En af pointerne ved fortællerens medsyn er, at det netop også er sådan, læseren oplever det. Læseren bytter så at sige plads med fortælleren (eller følges med ham) og oplever sig nærmest som værende til stede i det rum og på den tid, begivenhederne udspiller sig.

Formålet med dette 'medsyns-trick' er ofte at intensivere spændingen, men det er også virkemiddel, der giver læseren lettere adgang til identifikation med personer i fortællingen og til i det hele taget at indleve sig i det, der foregår.

Medsyn fremstilles ofte i nutid, fordi nutidsbøjningen forstærker læserens oplevelse af, at det fortalte sker, imens det fortælles.

Et eksempel på medsyn i nutid:

Jeg springer nu mange Aar frem i Tiden. Jeg er ikke Barn længere og bor ikke mere paa Landet. Jeg sidder nu under er Villatag ved Valbyvejen og læser til Artium. Jeg ser op fra min Bog. Et gulligt Skær om Lampekuplen og den dæmrende Tone af Blaaligt under Rullegardinet bebuder Morgenens Komme.
Jeg slukker Lampen og ruller Gardinet op. Jeg aabner Vinduet og Stuens Tobaksskyer trækker ud i den rene Luft.
En almægtig Stilhed hersker derude, og ustandselig, utrættelig strømmer, risler Nattergalesangen ovre fra Søndermarken. Stilheden synes at dale over Jorden fra den blege, farveløse Himmel, som overalt er ens. Der staar et Træ udenfor mit Vindue, en dejlig, friskudfoldet Ahorn. Jeg ser ind i Træets lydløst svulmende Fylde — og Stilheden gror ud af det.

Fra en erindringsfortælling med titlen Nattergalen af Ludvig Holstein (1864-1943) i tekstsamlingen Et Minde (1943), udgivet af Forlaget Gyldendal i anledning af forfatterens død, s. 23-24.

Fortælleren kan dog sagtens fortælle, og læseren kan sagtens opleve, i medsyn, selv om fremstillingen er fortalt i datid.

Et eksempel på medsyn i datid:

Dette uddrag fra den norske novelle Tusmørke (1946) af Arnulf Øverland (1889-1968) foregår i begyndelsen af 1900-tallet. Novellen handler om en gammel fattig kvinde, hvis væsentligste indtægt stammer fra et job som avisomdeler. Hun er reservemor for sin afdøde datters to børn. Vi kommer ind i historien, hvor hun, træt og udslidt, kæmper med at få uddelt de sidste aviser en kold og mørk og meget tidlig søndag morgen:

Men i dag - det var, som om alting var forhekset. (...) Der var nogen, som fulgte efter hende hele tiden. Og hun var blevet så svag i knæene, at det ikke nyttede noget at forsøge at slippe bort. Standsede hun, så stod han også stille, men begyndte hun at gå igen, så fulgte han efter. Og han kom nærmere.
Gud ske lov, at hun snart var færdig og kunne komme hjem igen.
Hun gik, så hurtigt hun kunne. Af den store, tunge bunke havde hun nu kun et par blade tilbage. Her i hjørnegården var der to, som skulle have avisen, og så var der mælkebutikken og to gårde til, og så var hun færdig.
Nu havde de slukket lygterne. Himmelen var helt hvid, men tusmørket holdt sig endnu inde under husmurene, et gråt og koldt lys lå over alle ting. Et eller andet sted skramlede en vogn. Men det var da ikke noget, hun behøvede at være bange for. Men nu var hun for træt. Hun måtte sætte sig på en trappe og hvile sig lidt. Hun havde ikke ondt nogen steder, men hun var svimmel og næsten som lam i hele kroppen.
Tænk, om hun nu ikke kunne rejse sig mere! -Hun følte sig pludselig så fuldkommen hjælpeløs, som hun sad der. Hun ville straks rejse, men hun magtede det ikke, hun blev blot siddende og stirrede frem for sig med stive øjne. Dette var der ingen mening i, det gik ikke an at sidde her på den måde! - Hun måtte jo hjem!
Derhenne stod han og ventede på hende. Og nu kom han, ja, nu kom han!
- Herre Jesus, mumlede hun...