Kulturradikalismen er en bevægelse, der har sin glansperiode i 1930'erne, men som indledtes midt i 1920'erne og blev fulgt op af forskellige kulturpersonligheder og politikere i perioden efter 2. verdenskrig.

Kulturradikalismen var en politisk og kulturel bevægelse, der skulle styrke humanismen og demokratiet i samfundet. Eller som det hedder i et foreløbigt program for foreningen 'Frisindet Kulturkamp' stiftet på initiativ af forfatteren Martin Andersen Nexø d 10. februar 1935:

"Frisindet Kulturkamp" har til formaal paa en bred, frisindet basis at arbejde for de humanistiske og demokratiske idealer og synspunkter (tanke-, tale-, trykke-, og forsamlingsfrihed, toleranceprincippet, kritisk og fornuftbetonet indstilling, menneskeret -). (Kilde: leksikon.org/art.php?n=1483).

Arkitekten, designeren, journalisten og forfatteren Poul Henningsen (1894-1967) og filosoffen og politikeren Jørgen Jørgensen (1888-1974) var bevægelsens mest kendte frontfigurer. Kulturradikalismens grundlæggende ide var, at pædagoger, kunstnere og arbejderklasse skulle indgå en alliance om at styrke demokratiet og hæmme diktatoriske kræfters indflydelse, som blev større og større i 1930'erne i lande som Tyskland, Italien, Spanien.

Den kulturradikale bevægelse var knyttet til den danske politiske venstrefløj og havde også tæt forbindelse til Danmarks Kommunistparti. Forbindelsen til kommunisterne blev imidlertid også anstødsstenen til opløsning af foreningen 'Frisindet Kulturkamp' i 1939. Det var nemlig det tidspunkt, hvor Rusland og Tyskland indgik en midlertidig ikke-angrebspagt. Derfor kunne den kommunistiske del af den kulturradikale bevægelse ikke længere tillade sig at prioritere kampen mod den tyske nazisme særlig højt. En prioritering som bl.a. forfatterne Piet Hein (1905-1996) og kommunisten Hans Kirk (1898-1962) forholdt sig helt forskelligt til.

Kunstnerne havde en særlig rolle at spille, fordi kunstnere måtte gå forrest i kritikken af forkerte tendenser i det borgerlige samfund. Kunstnerne og deres kunst måtte 'opdrage' folkets til at frigøre sig fra borgerlige normer og at forholde sig kritisk til sin omverden - med det formål at udvikle demokratiet.

Et problem for de kulturradikale kunstnere var, at 'folket' var opdraget til bedst at kunne lide det, kulturradikalisterne opfattede som ukritisk og overfladisk underholdning - ikke kunst. Poul Henningsen skriver i en kronik fra 1964:

Forskellen mellem kunst og underholdning er, at kunsten ønsker at ændre det herskende kulturmønster, så folkets vaner kommer i overensstemmelse med folkets egne interesser og ikke med kirkens, statens eller industriens eller kapitalismens. Underholdningen bygger derimod på de herskende kulturvaner. Indenfor deres bestemmelser og begrænsninger søger underholdningen at adsprede publikum. Det er derfor slående, at masseindustrien som forlanger massemennesket som køber, må foretrække underholdningen for kunsten. (Citeret i Sandheden er altid revolutionær. Tekster 1918-1967, Ole Harsløf (red.), 1980: 143).

Bl.a. derfor var det magtpåliggende for bl.a. Poul Henningsen, at kunsten skulle provokere og have en bevidstgørende effekt:

Det er kunstens ide, at folk ikke skal ha, hvad de kan li. Det er meningen med kunsten og mennesket at vise os noget vi ikke før har brudt os om. (ibid.: 161).

Til sidst fremhæves kunstens vigtighed og værdi for menneskeheden:

Hvis mennesker vidste hvor vigtig kunsten er, ikke som nydelsesmiddel men som vejen til frihed, som hjælp til at gøre dagen, natten, sorgen, glæden, livet, kærligheden og måske endog døden mere værd - så ville de kæmpe for den sidste kunst med alle midler." (Poul Henningsen: "Flugten fra virkeligheden, ibid.: 162).

Kunstnerisk kom kulturradikalismen til udtryk i den arkitektoniske strømning, der kaldtes funktionalismen og som var repræsenteret ved bl.a. Edvard Heiberg (1897-1958) og Poul Henningsen.

Litterært kom kulturradikale tanker formuleret i tidens revy-tekster, forfattet af bl.a. Poul Henningsen og digteren Otto Gelsted (1888-1968). Otto Gelsted var kulturradikalismens lyriker sammen med Piet Hein (1905-1996), mens kommunisterne Hans Kirk (1898-1962), Hans Scherfig (1905-1979), Martin Andersen Nexø (1869-1954) m.fl. var bevægelsens prosaister, som især skrev 'opdragende' socialrealistisk (eller socialistisk) litteratur.