Romantikken, der regnes i Danmark for at vare fra ca. 1800-1870, kan inddeles i forskellige litterære retninger:

• Førromantik (i Danmark ca. 1790-1800)
• Nyplatonisme (det første årti af 1800-tallet).
• Universalromantik (1800-1820), også kaldet højromantik, fordi den specielle romantiske stilretning var på sit højeste. Her 'aner' det kunstneriske geni (digteren, maleren, komponisten) vejen til lykken, til det gode, det skønne og det smukke, som han formidler videre til folket i sin kunst, i musikken, teatret, maleriet og digtet. Se fx dette romantiske maleri af den franske kunstner Constance Mayer fra 1819, der illustrerer den højeste lykke, når det gælder kærligheden.
• Nationalromantik (1807-1830), som har mange lighedspunkter med universalromantikken, men der er i særlig grad fokus på hyldest af Danmark som land, af dén nationale egenart, der definerer landet som nation, og det at være dansker.
• Biedermeier (1820-1870) er tidens trivialkunst. Biedermeier-kunsten fokuserer på det lykkelige og konfliktfrie liv i den nære families skød.
• Poetisk realisme (1830-1870) og romantisme (1830-1850) er to litterære strømninger, der har til fælles at markere en overgang fra romantikken til den kunstneriske tendens, der kaldes realismen, som slår endeligt igennem i Det moderne gennembruds periode fra 1870-1890.
• Postromantik eller i nogle tilfælde nyromantik kan man måske kalde de forfatteres lyrik (digte) i 1900-tallet, som har tydelige rødder i romantikken i første halvdel af 1800-tallet. Det gælder bl.a. den såkaldte symbolisme fra 1890, noget af hereticadigtningen efter 2. Verdenskrig og visse firserlyrikeres digte i perioden fra ca. 1975 og et årti frem.

NOTABENE! Lige en kommentar til det med romantikken og inddeling i perioder og bestemmelse af teksters tilhørsforhold til en bestemt periode eller retning:

1. Der er uenighed om tidsmæssig placering af de litterære retninger i romantikken. Fx stadfæster nogle nationalromantikken fra 1800-1870, andre fra 1807-1830, atter andre placerer nationalromantikken fra enten 1800-1850 eller 1820-1850.
2. Selv om digte eller salmer er skrevet i universalromantikkens glansperiode fra 1800-1807, kan der sagtens være fx nationalromantiske træk i dem - eller andre kendetegn, der ikke har så meget med universalromantik at gøre. Og selv om digte eller salmer fra perioden har tydelige nationalromantiske træk, er det slet ikke så sjældent, at de også indeholder universalromantiske, biedermeierske eller sågar romantistiske træk.

Pointen her er, at du altså ikke må opfatte disse genrebetegnelser eller litterære retninger/strømninger alt for firkantede. Og når det kommer til stykket, er det jo heller ikke så interessant eller relevant at blive dygtig til at bestemme, om et digt er universalromantisk, og sandsynligvis derfor er skrevet i begyndelsen af 1800-tallet, eller om et digt er biedermeiersk. I dansk vil det mest interessante og relevante altid være - uanset hvornår en tekst er skrevet - at undersøge:

• hvad teksten handler om
• hvordan denne handling (eller stemning, sansning, følelse eller tanke) bliver formidlet (= hvilke virkemidler bruges til at formidle handlingen) og
• hvorfor teksten er skrevet, dvs. hvilke (livs)erfaringer eller holdninger forfatteren med sin tekst vil dele med mennesker i den samtid, han udgav den, og hvad du måske i din samtid kan lære af det/bruge det til i dit liv.

I den romantiske periode udtrykker meget kunst et menneskesyn, en tilværelsesforståelse, der er kombination af kunstneres lidt forskellige fortolkninger af filosofiske/religiøse ideer i den græske antik før år 0, og et protestantisk kristent livssyn.

Menneskesynet i den såkaldte platonisme eller nyplatoniske digtning byggede grundlæggende på den græske filosof Platons (427-347 f. Kr.) forestilling om, at lige så lidt som en skygge af et menneske er et virkeligt menneske, lige så lidt er menneskets liv på jorden et liv i den virkelige verden. Platon mente nemlig, at verdens fænomener (fx mennesket selv som fysisk væsen, og det, mennesket kan sanse omkring sig) var et skyggebillede af den virkelige, den ægte verden. Den virkelige verden kunne mennesker ikke se. Den falske forestilling man har, hvis man tror, at fænomenernes verden er virkeligheden, svarer til, at man bor i en hule, og tror, at hulen er verden. Idéernes verden, den virkelige og sande verden, er den verden, der - så at sige - er uden for hulen.

Platon mente, at menneskets udødelige sjæl havde opholdt sig i idéernes verden, før den blev inkarneret i det jordiske legeme, når et nyt menneskebarn fødtes. Sjælen havde under sit ophold i ideernes verden haft indsigt i altings væsen. Ved fødslen havde sjælen glemt sin indsigt, som imidlertid kunne genopfriskes gennem erfaringer i livet som menneske, og ved tænkningens hjælp kunne det glemte gen-erindres i fuld klarhed. Det er bl.a. herfra Romantikkens opfattelse af kunstneren som et geni stammer, altså forstået således, at kunstneren er et af den slags mennesker, der ved tænkningens og fx digtningens hjælp evner at få "indsigt i altings væsen".

Platons tanker inspirerede mange filosoffer i samtiden og i eftertiden. Bl.a. udvikles et såkaldt nyplatonistisk menneskesyn i 3.-6. århundrede. Nyplatonisterne definerede Platons idéverden som 'Det ene', det absolutte og fuldkomne, hvorfra enhver form for sandhed, skønhed og godhed strømmer (jf. romantiske digteres søgen efter 'det gode, det skønne og det sande', se mere nedenfor). I modsætning hertil står materien, der repræsenterer det modsatte, nemlig det usande, uskønne og onde. Mennesket opfattes således som en repræsentant for materien, som en 'falden skabning'. Den eneste måde mennesket kan 'rejse sig' er at søge, at stræbe efter en tilbagevenden til 'Det Ene'.

En sådan teori lyder måske lidt 'fortænkt' og langt ude ved første øjekast, men dualismen (dvs. modsætningen mellem to grundlæggende forhold) mellem materie og 'Det ene', sådan som nyplatonisterne fortolkede den, er også en del af grundlaget for den kristne tro, der jo var en fundamental tilværelsesforståelse for stort set alle mennesker i det danske samfund i 1800-tallet. I kristen sammenhæng brugtes bare begreber som legeme og sjæl, synd og tro, jord og himmel, helvede og paradis i stedet for 'inde i hulen' og 'uden for hulen', materien og "Det ene", fænomenernes og idéernes verden.

Hvis vi stiller disse forhold op som modsætningspar over for hinanden - og tænker dem ind i en nyplatonistisk og kristen kontekst (sammenhæng), så opfattes den ene del (materie, legeme, synd, jord og helvede) som negative forhold og den anden del (idé, sjæl, tro, himmel og paradis) som positive.

PS: Der var stort set ingen, der dengang troede, at man døde, når man døde.

Mange romantiske kunstnere brugte deres kunst til at undersøge og formidle deres mening om, hvordan mennesket kunne skabe mening i sin tilværelse. Man kan sige, at kunstnerne i Romantikken var en slags udøvende kristne filosoffer, for filosofi og tro, både Platons filosofi og kristendommen, bygger på en opfattelse af, at der må være mere i tilværelsen end bare det, at det enkelte lille menneske skal leve og dø. Filosofien handler om at undersøge - og troen forsøger at give svar på - tilværelsens store spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Hvad er vi menneskers rolle - hvorfor er vi til? Hvad sker der, når vi dør? Osv.

Nogle - platonistisk orienterede - kunstnere mente, at livet på jorden bare var en slags venteposition - før det rigtige liv i himlen (den fysiske død er indgangen til sjæleligt liv). De opfattede det jordiske liv som en lidelse og ventede bare på, at 'døden' skulle befri dem. Andre - kristent orienterede - opfattede det jordiske liv som en øvelse i at leve et 'himmelsk liv', for jorden var jo også skabt af Gud og således et slags spejlbillede af det himmelske.

Netop denne søgen, længslen efter og drømmen om det ideale liv - var typiske temaer i romantiske værker. Enten skrev digterne om modsætningen mellem den uharmoniske fænomenverden (materien) og harmoniske idéverden - eller forsøgte at skabe kunst, herunder at skrive litteratur, der symboliserede selve det, de søgte efter, selve det ideale.

Et eksempel på nyplatonistisk romantisk digtning, på modsætningen med den ideale verden og fænomenverdenen, mellem det liv, mennesket længes efter at leve, og det liv, mennesket rent faktisk lever, er følgende digt af A.W. Schack von Staffeldt (1769-1826) fra digtsamlingen Digte (1804):

Indvielsen

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bölgerne hvilte,
Da hælded' Solen til Havets Bryst
Og rundtom rödnede Luft og Kyst.

Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenröde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred
Förend jeg drager Himlene ned!

Man karakteriserer en filosofi eller religion som dualistisk, når den bygger på to modsatrettede, uforenelige grundprincipper.

I et digt fra 1804 af Schack von Staffeldt (1769-1826), som - betegnende nok - hedder "Det uopnaalige" udtrykker han ønsket om, at jord og himmel, det jordiske og det himmelske, kan forenes:

Mellem Jord og Himmel her
Alt mit Eie Længsel er.
Vilde Skiebnens Almagt mig forleene,
Kraft med Ynde, Pligt med Lyst,
Jordisk Ringhed med det Himmelreene,
Ideal med Udtryk at foreene
I et dödigiennemaandet Bryst?

I romantikkens samtid var det kristne livssyn altdominerende. Og kristendommen spiller på mange måder 'sammen' med platonismen i den forstand, at også kristendommen bygger på dualismer, fx modsætningerne mellem krop og sjæl, synd og frelse, helvede og paradis, menneske og Gud mv.

Organismetanken er den filosofi, der bygger på en grundtanke om, at alle fænomener i verden er bundet sammen af en 'Ånd'.

Organismetanken blev først og fremmest introduceret af den tyske filosof Friedrich Schelling (1775-1854) og fulgt om på dansk grund af naturvidenskabsmanden og filosoffen Heinrich Steffens (1773-1845).

Steffens formulerer selv organismetankens monistiske grundprincip på denne måde:

Det er min Hensigt, at vise Dem, mine Herrer! hvorlunde en ordnende og bestemmende Ånd synes at skjule sig bag den, som det synes, regelløse Vilkårlighed i Naturens Produktioner, (...) og vækker Anelser om en uendelig Sammenhæng.

(Indledning til philosophiske Forelæsninger - Fierde Forelæsning 1802/3, udgivet af Johnny Kondrup DSL/C. A. Reitzels 1996, s. 58).

I litteraturen kom organismetanken til udtryk i bl.a. utallige tekster om den 'levende', af ånd gennemstrømmede, natur (man kalder også dette for romantisk naturfilosofi).

I samtiden, hvor det kristne livssyn som nævnt var altdominerende - blev 'Ånden' opfattet som Gud, der er i alt. Dette kalder man en 'panteistisk anskuelse' (pan betyder 'alt' eller 'hel').

I følgende digtuddrag af Carsten Hauchs (1790-1872) digt Bekiendelse fra 1842, som ganske vist er fra den sidste del af den romantiske periode, udtrykkes nyplatonismen i næstsidste og organismetanken i sidste strofe således:

Et andet trøster mig end:
Thi jeg stirred paa Tidernes Løb,
Og skiøndt dybt mig smerted Menneskets Qval,
Saa følte jeg dog den høie Giengieldelses Ret,
Hvis hellige Finger,
I det den fælder sit Offer,
Over dets Grav Henpeger mod Evigheden.

Og tidt har Maanens vexlende Skive
Skinnet paa min Vei
I det falmede Løv;
Og tidt saae jeg Syvstiernen
Og den himmelske Svane
Blinke med dobbelt Glands
I den mørke Høstnat;
Da aned jeg, at der gives Tanker, der,
Stiernerne liig,
Ikke lyse for Jorden, men over den.

I næstsidste strofe opstilles modsætningen mellem den trøstesløse tid på jord ("Menneskets Qval") og trøsten i evigheden ("hellige finger (...) henpeger mod evigheden").

I sidste strofe fører digterens intuitive evne ("aned jeg") ham til at forstå den 'Tanke' (= Ånd), der "lyser...over" (=gennemstrømmer) både månen, det falmede løv, syvstjernen, den himmelske svane (et andet stjernebillede), den mørke høstnat - og digteren selv.

Et billede af den romantiske digters søgen efter tilværelsens ophøjede mening - og hans forsøg på at visualisere organismetanken for tidens publikum, gives af H.C. Andersen i fortællingen om "Klokken" (1845) og af den tyske forfatter Novalis i et uddrag af romanen "Heinrich von Ofterdingen" (1802).

I "Klokken" oplever kongesønnen og den fattige dreng efter lang tid søgen efter 'Klokken', at det hele går op i en højere enhed. Det formuleres således:

de løb hinanden i møde og holdt hinanden i hænderne i naturens og poesiens store kirke, og over dem klang den usynlige hellige klokke, salige ånder svævede i dans om den til et jublende halleluja!

I uddraget fra romanen finder den unge hovedperson i sin drøm ikke en klokke, men en blå blomst - og dette fund er også et stort og ophøjet øjeblik:

Han befandt sig på blødt græs ved kanten af en kilde, der vældede ud i luften og syntes at forsvinde i den. (...) dagslyset, der omgav ham, var lysere og mildere end det sædvanlige; himlen var sortblå og fuldstændig ren. Men det, der drog ham til sig med fuld magt, var en høj, lyseblå blomst, der stod tæt ved kilden og berørte den med sine brede, skinnende blade. Omkring den stod utallige blomster i alle farver, og den kosteligste duft fyldte luften. Han så intet andet end den blå blomst og betragtede den længe med unævnelig kærlighed.

Det der kendetegner oplysningstiden, perioden før romantikken, er et menneskesyn, der opfatter mennesket som et enestående væsen, der adskiller sig fra alle andre levende væsener ved at have nogle særlige talenter, ved at besidde nogle kræfter ingen andre gør. Derfor er mennesket berettiget til en særlig position som ledende kraft i og af denne verden. Dette grundlæggende syn på mennesket som noget unikt, noget særligt, bygger romantikerne videre på.

I romantikken blev naturforskere, tænkere og kunstnere anset som genier, fordi de med deres særlige indsigt og evne til kreativ skabelse kunne opdage og formidle sandheden om guds, ånden tilstedeværelse i alt og i det enkelte menneske. Disse mennesker, der adskiller sig fra mennesker i al almindelighed ved at udvise et særligt talent, en særlig originalitet og veludviklet intuition, har en høj status i samtiden, og de er genstand for omverdenens (først og fremmest samfundets privilegerede lags) store opmærksomhed.

Genidyrkelsen bliver udtrykt i filosoffen Steffens forelæsninger i 1802 på denne måde:

Geniet adskiller sig fra det blotte Talent, (…) derved, at det er den umiddelbarste Åbenbarelse af det Evige selv i det Endelige og derfor, endskjønt det individuelleste, dog tillige det universelleste. At Geniet spotter de blotte Klogskabsregler, gjennembryder alle de Regler, man vil udkaste for det, baner sig (...) en egen Vej. (...) Geniet er Guddommens egen Stråle, der nu og da, glandsfuld bryder ud af Massen, og i klar Harmoni samler, hvad Talentet ensidig adsplitter. Til at bedømme et Geni kan man aldrig bruge Regler, som Tiden give; thi den er intet Geni, som ikke rager ud over sin Tid, skaber en ny. Det er, som om hele Historiens Ånd rejste sig midt i Tiden. (…) Det sande Geni, (...) er (...) et mystisk Hieroglyf, ved hvilket det Evige profetisk viser hen til en tilkommende Tid. (…) Det sande Geni bliver bestandig ubegribeligere, jo mere det udtaler sig, jo kraftigere det åbenbarer sin guddommelige Glands. Naar Geniets Stemme lader sig høre, så lytter enhver. De Ideer, de Gestalter han producerer, er Historiens egne, evige Ejendom, dens uforvisnelige Blomster. (...) Hans Produkter er uforgængelige, som det Evige, af hvilket de havde deres Udspring.

Indledning til philosophiske Forelæsninger, s. 146-147.

Kunstnerne har en speciel rolle, fordi deres kunstværker i sig selv er et åndeligt skaberværk, lige som naturen er det.

Filosoffen Steffens beskrev det således:

Naturen [inklusive mennesket, min anm.] stræber efter at komme til bevidsthed om sit eget egentlige væsen (...) - og denne bevidsthed er gradvis fordelt igennem de forskellige riger eller sfærer: sovende i stenen, slumrende i planten, vågnende i dyret, vågen og klar i mennesket, klarest i det kunstneriske geni.

Efterskrift af lektor, dr.phil. Johnny Kondrup fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab - til Indledning til philosophiske Forelæsninger, s. 171, min fremhævning.

Denne erkendelse om, at kunstnergeniet kan erkende og 'ane' ånden i alt, udtrykker digteren Adam Oehlenschläger i denne strofe af digtet Guldhornene fra 1802:

(...) de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Høie
I Naturens Øie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Største.

Kunstneren (i dette tilfælde Oehlenschläger) "aner" Ånden ("Det høje", "Guddommens straaler") i alt ("I Sole" oppe i universet, "i Violer" nede på jorden. Kort sagt: både "I det mindste, i det største").

Selv om det herskende menneskesyn i perioden byggede på et kristent grundlag, så var der i tiden, jf. genitanken, tendens til at ophøje digterne og deres kunsts betydning til næsten at være ligestillet med troens. Sådan kan det i hvert fald tolkes, når fx Schack von Staffeldt (1769-1826) i digtet "Digterbekiendelse" fra digtsamlingen Digte (1804) slutter sidste strofe med linjerne:

Op, Digtre! alt det Jordiske bortfierner,
Da skal I snart det Himmelske opnaae,
Thi Kunsten er lig Troens skiönne Rige,
Kun ubesmittet Frahold did tör stige.

Ofte beskrives romantikken som en periode, der kan defineres i modsætning til oplysningstiden:

Ifølge Peter C. Kjærgaard er det en almindelig fejltagelse at definere de historiske kategorier oplysningstid og romantik som modsætninger. Standardhistorien er, at man i romantikken reagerede imod oplysningstidens videnskabeligt og rationelt funderede verdenssyn, og i stedet satte en intuitiv og følelsesbestemt forståelse af naturen.

Indledning til Ole Høiris og Thomas Ledet (red.): Romantikkens verden - Natur, menneske, samfund, kunst og kultur, 2008, s. 22.

Det er altså værd at hæfte sig ved, at også naturforskere og intellektuelt fremmelige filosoffer opfattedes positivt i romantikken. En del af disse havde i øvrigt en kunstnerisk åre - ligesom flere kunstnere som en sidebeskæftigelse arbejde med forskning eller filosofi.

Adgangen til naturens dybeste lag blev ikke kun åbnet gennem kunstnergeniets spontane helhedserkendelse, men byggede også på den dybe indsigt, naturerkendelsen i form af omfattende empiriske registreringer gav. (Romantikkens verden, s. 11).

I samtiden opfattede man opdagelsen af elektricitet og magnetisme som et videnskabeligt bevis på eksistensen af den ånd, der usynligt gennemstrømmer alt (jf. begrebet panteisme).

Inden for det kunstneriske område var det især kunstnerens evne til at udtrykke sig intuitivt, originalt, ekspressivt (følelsesmæssigt) og kreativt (nyskabende), der blev set op til.

I 1700-tallets oplysningstid blev menneskets fornuft, dvs. dets evne til rationel og logisk tænkning anset for at være dén afgørende kraft, der kunne sikre udvikling af et godt samfund og en god meningsfuld tilværelse for flertallet. Men magthavernes 'fornuft' var tilsyneladende medvirkende til - og kunne ikke forhindre - et voldsomt bombardement af København i 1801, som forårsagede en total ødelæggelse af den danske flåde, en krig med England i syv år fra 1807-14, en økonomisk krise, der kulminerede i en statsbankerot i 1813, afståelse af Norge efter over 400 års samhørighed i 1914 mv. Der var vel således ret gode argumenter for, at tilværelsen ikke blev god ved blot at stole på fornuften. Der måtte også noget andet til.

Det er kendetegnende for den romantiske tænkning, at den bygger på idealet om den såkaldte 'guldalder'. Det var en periode, eller snarere: en forestilling om en periode langt tilbage i historien, som var karakteriseret ved en paradisisk harmoni i mennesket, i folket, i naturen, mellem mennesket og naturen, ja i altet. (Romantikkens Verden s. 12.). Denne harmoni blev imidlertid afløst af en destruktiv periode med større og større disharmoni. Først med Jesus fødsel en positiv udvikling så småt - dog med flere tilbagefald eller statiske perioder i løbet af de efterfølgende 1800 år.

Den danske romantiske naturforsker, tænker og kunstner måtte erkende, at livet i samtiden var karakteriseret ved en kamp mellem harmoni og splittelse. Det gav sig på et samfundsmæssigt plan udslag i drastiske revolutionære samfundsomvæltninger ude i Europa fx med Den franske revolution i 1789-99, i Danmark i et voldsomt bombardement af København i 1801 (Slaget på Reden), som forårsagede en total ødelæggelse af den danske flåde, i en krig med England i syv år fra 1807-14, i en økonomisk krise, der kulminerede i en statsbankerot i 1813, i tvangsafståelse af Norge i 1814 efter over 400 års samhørighed.

Bl.a. forårsaget af disse ydre kaotiske omstændigheder bliver det romantiske projekt, også for den romantiske kunstner, til en mission, der går ud på at finde og bidrage til at genskabe den oprindelige [Guldalders] harmoni og en kommende paradisisk eksistens, hvor alt igen skulle forenes i en guddommelig harmoni (Romantikkens verden, s. 12).

Den romantiske kunstner brugte især intuitionen (som man dengang kaldte 'anelsen') og kreativiteten som redskab til at finde vejen.

Men som bekendt er der jo ofte mange veje, der fører til samme mål. Og det er også tydeligt, at kunstnere i romantikken bruger forskellige 'kort', når de skal prøve at lokalisere den guddommelige harmoni.

Der skrives om alt muligt og på alle mulige måder. Der skrives både idealistisk og fantasifuld litteratur og også mere realistisk litteratur. Der skrives moralsk opbyggelig litteratur og litteratur, som udfordrer eller reflekterer kritisk over tidens traditioner, herskende normer og kristne moral.

Der skrives desuden i alle mulige genrer, og genrerne blandes ivrigt. Det er fx ikke ualmindeligt, at man i længere tekster både mikser mere nonfiktivt prægede genrer som filosofiske, essayagtige skriverier og dagbogsnotater med opdigtet prosa og lyrik. Rigtig mange forfattere i tiden blander den episke, lyriske og dramatiske genre, således at noget af teksten har novelleagtig karakter, andre dele af teksten er lyrisk og opstillet i strofer, og atter andre dele af teksten består af længere skuespilslignende dialoger.

Tematisk er der et virvar af temaer på spil, der enten kan fokusere på harmoni eller disharmoni eller modsætningen mellem disse, på kaos eller orden eller modsætningen mellem disse, på liv og død, himmel og helvede, lyst og seksuelle drifter eller fuldstændigt fravær af denne slags 'utugtige' emner, det skønne og det hæslige, det hyggelige og det skrækindjagende (fx taler man også om 'skrækromantik', som fx Mary Shelleys (1797-1851) Frankenstein (1818)) osv. osv.

Nogle romantikere dyrkede mest splittelsen og dæmonien, andre dyrkede guldalderforestillingen i form af fortidsdyrkelse eller ved idylliserede billeder af samtiden. (Romantikken verden, s. 12).

Af betydningsfulde begivenheder i samtiden, som havde stor indflydelse på mange kunstneres liv og på deres kunst, kan bl.a. nævnes følgende:

• 1889-99: Den franske revolution.
• 1801: Slaget på Rheden. Slaget på Reden var et søslag mellem en britisk og en dansk flåde. Det fandt sted ud for København d. 2. april 1801. Den engelske flåde var den danske helt overlegen, og den danske flåde blev nedbombet af englændernes 1058 kanoner mod danskernes 630. Et totalt nederlag for Danmark.
• 1802: Henrik Steffens begynder sine forelæsninger på Elers' Kollegium.
• 1802: Guldhornene stjæles.
• 1807: Københavns bombardement. England ville forhindre Napoleon i at styrke sig ved at overtage den danske flåde. Derfor gjorde England krav på at få udleveret hele den danske flåde, hvilket Danmark ikke accepterede og derfor erklæredes krig mod England. Englænderne bombede København i tre dage og hovedstaden kapitulerede, hvorefter England sejlede afsted med hele den danske flådes krigsskibe.
• 1807-1814: Englænderkrigene. Danmark var i krig med England i syv år. Efter bombardementet i 1807 knyttede Danmark sig nærmere til Napoleon. Men han blev taberen i de såkaldte Napoleonskrige i perioden 1804-1815. Og Danmark blev tvunget til at indgå en aftale med krigens sejrende parter om at afstå Norge. Det blev aftalt mellem stormagterne England og Rusland, at Norge skulle i union med med Sverige, og det var de i perioden 1814-1905. Danmarks 434 år lange statsfællesskab med Norge var hermed opløst.
• 1813: Staten går bankerot: En stor økonomisk krise med stor inflation, fordi staten havde haft voldsomt store udgifter på militærbudgettet og havde mistet toldindtægter på grund af krigen mod England.
• 1814: Danmark afstår Norge til Sverige.
• 1826: N.L. Høyen begynder sine forelæsninger ved Kunstakademiet 1839: Frederik VI dør og efterfølges på tronen af Christian VII.
• 1834: Oprettelse og valg til de fire rådgivende stænderforsamlinger i Slesvig, Holsten, Nordjylland (dvs. Jylland nord for Kongeåen i det nuværende Sønderjylland) og Sjælland og øerne. Stænderforsamlingerne, hvor kun store ejendomsbesiddere havde valgret, kunne rådgive kongen i forskellige sager.
• 1848: Revolutioner i Italien, Frankrig (Februarrevolutionen), i Wien og i Berlin. Under den tyske revolution, der indledtes med Martsrevolutionen i Berlin i 1848, kæmpedes for demokratiske reformer, herunder ophævelse af pressecensur og bønders livegenskab, og en national samling af de tyske fyrstendømmer.
• 1848: Første Slesvigske Krig (Treårskrigen) bryder ud. Denne krig var en slags borgerkrig, idet hertugdømmerne Slesvig-Holsten ville løsrive sig fra den danske helstat. Den danske hær rykkede ind i hertugdømmerne for at forhindre yderligere oprør, men Slesvig-Holsten fik hjælp af Det Tyske Forbund og dele af det nuværende sydlige Jylland blev besat. Det lykkes dog den danske hær at bryde belejringen. En fredsaftale blev indgået i 1850.
• 1849: Enevælden afskaffes med vedtagelsen af Danmarks Riges Grundlov, hvor frihedsrettigheder som ytringsfrihed, trykkefrihed og forenings- og forsamlingsfrihed blev indført, og hvor et rigsråd bestående af et Landsting og et Folketing skulle stå for at udforme og vedtage landets love. Samfundets rigeste mænd over 40 år kunne vælges til Landstinget, og mænd over 25, der ikke var ansat som tyende og som havde "rådighed over eget hjem" kunne vælges til Folketinget. Ca. 15 procent af den voksne danske befolkning havde stemmeret. Kvinder og tjenestefolk/tyende og fattige havde ingen stemmeret.
• 1864: Anden Slesvigske Krig (Krigen 1864) bryder ud. Danmark tabte krigen og mistede Holsten, Lauenburg og Slesvig, så det danske monarkis grænse rykkede helt op til Kongeåen (lidt af det tabte fik Danmark dog tilbage ved Genforeningen i 1920).

Universalromantik

Periode: Første årti i 1800-tallet. Universalromantikken kan kaldes romantikkens første fase. Kaldes også 'Jenaromantik', fordi den havde sit center i den tyske by Jena i slutningen af 1700-tallet.

Nogen opfatter universalromantikken som romantikkens glansperiode og kalder derfor perioden for 'højromantikken', mens andre til betegnelsen 'højromantik' også regner nationalromantikken.

Det var den tyske filosof og forfatter Friedrich Schlegel (1772-1829), der introducerede begrebet 'universalpoesi'. Han skrev i det tyske tidsskrift Athenäum 1798, at Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi - og med dette mente han bl.a.:

• at poesien skulle bruges som værktøj, eller bevidsthedsmæssig indgang, til at fornemme, at mærke eller forstå den universelle ånd, der gennemstrømmer alt (også kaldet 'romantikkens naturfilosofi') - en Guds orden.
• at skønlitteraturen skulle være genremæssigt altomfattende (=universel) i den forstand, at den skulle optage alle genrer i sig. Konkret kom dette fx til udtryk i, at Adam Oehlenschlägers værk Digte 1803 (udgivet 1802) både har en episk, lyrisk og dramatisk del. Eller som hans Poetiske Skrifter (1805), der både indeholder drama, digte og mytiske fortællinger om nordiske sagnhelte.

De mest fremtrædende universalromantikere var i det første årti af 1800-tallet A.W. Schack von Staffeldt (1769-1826), Adam Oehlenschläger (1779-1850) - og også visse tekster af N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og B.S. Ingemann (1789-1862).

Læs fx digtet Indvielsen af Staffeldt ovenfor. Det er et godt eksempel på et nyplatonistisk digt. Man kan måske - lidt populær-litteraturhistorisk - tale om romantiske 'strammere' og 'slappere'. De romantiske strammere var dem som ikke havde meget tilovers for det jordiske liv, og som derfor længtes efter døden (= livet efter døden i Paradis). Til denne gruppe hørte Staffeldt. 'Slapperne' var dem, som mente, at det kunne lade sig gøre, og faktisk burde være et ideal, at forsøge at få et så godt liv på jorden som muligt, inden den skønne død indtraf og det himmelske liv kunne begynde. Hertil kan digtere som Oehlenschläger og Grundtvig regnes.

Nationalromantik

Også kaldet Heidelbergromantik, fordi denne romantiske bevægelse havde sit center i den tyske by Heidelberg i første årti af 1800-tallet. Den danske nationalromantik er en periode i senromantikken, der strækker sig fra ca. 1807-1830, og som opfattes som romantikkens anden fase.

Det er en periode, hvor kunstnerne glorificerer danskheden, fx det danske sprog, den danske natur og det jævne danske folks kultur.

Også Danmark som nation vies mange lovord i digtningen. Danmark havde lidt alvorlige nederlag og bl.a. mistet Sverige til Norge i de såkaldte Englandskrige (1801-14) og Napoleonskrige (1804-15).

I samtiden er der et stærkt behov for at bearbejde og genrejse den nationale selvfølelse, nationens værdighed og stolthed. Det sker både i fiktionsprosaform, hvor digterne i historiske romaner og dramaer mindes den danske nations fortidige storhed og dens helte (fx tidligere konger), og det sker i lyrikken, hvor der skrives digte, der hylder fædrelandet, og hvor modige historiske helte og deres gerninger fra nordisk mytologi, vikingetiden og middelalderen genoplives.

Den særlige interesse for det nationale kommer desuden til udtryk i øget interesse for folkekulturen, fx mundtligt overleverede genrer som sagaer, sagn, folkeviser og folkeeventyr. Mange danske forfattere gendigter gamle sagn og folkeeventyr og skriver lyrik, der er inspireret af folkevisetraditionen. Man interesserede sig også særligt for den folkelige digtning, fordi man mente, at den digtning, der havde 'levet i folkemunde' på en særlig måde udtrykte den ægte danske folkesjæl.

De mest fremtrædende litterære nationalromantikere er Adam Oehlenschläger (1779-1850), N.F.S. Grundtvig (1783-1872), B.S. Ingemann (1789-1862) og Carsten Hauch (1790-1872).

Læs et eksempel på typisk nationalromantisk lyrik, nemlig digtet Hiemvee (1811) af Adam Oehlenschläger, hvor den rejsende fortæller længes efter sit fædreland.

Biedermeier

Også benævnt 'borgerlig romantik'. Biedermeier er en betegnelse for en litteratur (og malerkunst, møbelkunst og interiørdesign), der har sin glansperiode i tidsrummet 1820-1870 i Danmark, altså i romantikken.

Udtrykket stammer fra en serie tyske digte af Ludwig Eichrodt (1827-1892), der skrev om den naive skolelærer Gottlieb Biedermaier i 1850'erne.

Den litterære biedermeier-strømning er kendetegnet ved at være en slags 'hyggelitteratur', ved at dyrke det idylliske og harmoniske, det nære miljø (først og fremmest familielivet), og det 'skønne' landskab og 'gode' fællesskab i det lille lokale bondemiljø.

Forhold, som i samtiden opfattedes som direkte frastødende, grove og rå eller tabubelagte problemfelter (fx seksualitet), beskæftigede biedermeierdigteren sig helst ikke med. Med afdøde litteraturprofessor Erik Lundings (1910-1981) ord:

Selvom biedermeierdigtningen med dens interiører og genrebilleder i usædvanlig grad kredser om hjemmet og et hjmeligt miljø, saa er der dog ikke tale om en egentlig realistisk digtning, men derimod (...) om en kunst, der er stiliseret i ganske bestemte baner. (...), nemlig med kurs mod harmonisering, afdæmonisering og afdæmpning af alle grelle og skærende farver samt med absolut fortielse af enhver hentydning til det seksuelt-erotiskes eksistens.

Citat fra artiklen Biedermeier og romantisme i tidsskriftet Kritik nr. 7 1968.

Digteren Christian Winther (1796-1876) sætter på sin egen måde ord på essensen i biedermeierkulturen - i dette uddrag af digtet Sjelland (1835):

For Afgrundens Rædsel
Jeg vender sky mit Blik;
Men Jorden, den lyse,
Med Bjerg og med Dal,
Med duftende Græsmark
Og Bøgeskoven sval,
Hvor Raabukken springer,
Og Sidsken en slaaer
For friske Nordlandsmøer
Med guldblonde Haar, -
Den lokker mig saa sødt
Til sit moderlige Bryst,
Der hviler sig mit Hjerte,

På den ene side kan biedermeier opfattes som en stilart, der bevæger sig væk fra romantikken:

Bevægelsen går fra en søgen efter harmoni i alle modsætninger til en harmonisering af alle modsætninger. Altså: Fra romantik til Biedermeier.

Fra artiklen Det nationale kompromis - mellem realisme og romantik af Jørgen Aabenhus i tidsskriftet 'Vid nyt', august 1994 s. 13.

På den anden side kan biedermeierlitteraturen også opfattes som en overgangsstrømning, der både indeholder romantiske og realistiske stiltræk, nemlig:

• en romantisk idealistisk stræben efter harmoni og idyl, der byggede på den grundlæggende panteistiske tilværelsesopfattelse om, at en fælles guddommelig ånd (= Gud) gennemstrømmer alt levende (også kaldet 'romantikkens naturfilosofi').
• en realistisk skildring af udvalgte dele af virkeligheden.

Bidermeierske temaer om det idylliske landlige fællesskab, det gode familieliv, det nære mor/barn-forhold, hjemmet mv. er emner følgende danske forfattere dyrker i visse af deres værker: P.A. Heiberg (1758-1841), Thomasine Gyllembourg (1773-1856), Steen Steensen Blicher (1782-1848), N.F.S. Grundtvig (1783-1872), B.S. Ingemann (1789-1862), Ludvig Bødtcher (1793-1874), Poul Martin Møller (1794-1838), Christian Winther (1796-1876), Henrik Hertz (1797/98-1870), H.C. Andersen (1805-75) - fx hans digt Moderen med barnet (Hist, hvor Veien slaaer en Bugt) og Carl Ploug (1813-94).

Læs mere om biedermeier.

Poetisk realisme

Periode: 1830-1870. En strømning, der udspringer i Tyskland og som signalerer en litterær bevægelse fra romantik - til realisme/naturalisme.

Poetisk realisme var litteratur, der handlede om hverdagslivet for almindelige mennesker, det særlige lokale hjemstavnsmiljø - skrevet i en nøgtern og afdæmpet tone, dvs. domineret af observerende beskrivelser uden voldsomme dramatiseringer - og uden en fortællers holdningstilkendegivelser, som ellers var kendetegnende for det meste af romantikkens litteratur, der blev fortalt af en alvidende fortæller eller en jeg-fortæller.

Den folkelige realisme, også kaldet hjemstavnsdigtningen i begyndelsen af 1900-tallet har rødder i den poetiske realisme.

Begrebet 'poetisk realisme' er opfundet af litteraturforsker og forfatter Vilhelm Andersen (1864-1953), og første gang introduceret i hans bog Danske Studier (1893). Vilhelm Andersen mente, at det var hensigtsmæssigt at tidssætte perioden fra 1824 til 1850, fordi to af den poetiske realismes hovedfigurer Steen Steensen Blicher (1782-1848) og Poul Martin Møller (1794-1838) begge debuterer i 1824 med en realistisk stil, der varsler en ny litterær strømning - og tæt på året 1850 (nærmere bestemt 1848) dør både Blicher og Danmarks sidste enevældige konge Christian 8. En epoke er dermed, efter Vilhelms Andersens mening, forbi, både på det litterære og det samfundsmæssige område.

Betegnelsen 'poetisk realisme' kunne måske også have været 'idealistisk realisme', fordi de realistiske skildringer de poetiske realister skriver, er kendetegnet ved - på den ene side deres relative virkelighedsnærhed - og på den anden side forfatternes forsøg på at give skildringerne et metafysisk perspektiv, dvs. at sende et budskab om, at der er en universel sammenhæng, en guddommelig mening med det liv, det lille menneske lever på jorden.

PS: Poetisk realisme er ikke det samme som, men tidsmæssigt sideløbende med, den ovenfor nævnte biedermeier-litteratur.

Litterære repræsentanter for den poetiske realisme var Steen Steensen Blicher (1782-1848) og Poul Martin Møller (1794-1838), og visse værker af Thomasine Gyllembourg (1773-1856), Meir Aron Goldschmidt (1819-1887), Andreas Nicolai de Saint-Aubain, der skrev under pseudonymet Carl Bernhard (1798-1865), samt af dramatikerne Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) og Christian Hviid Bredahl (1784-1860).

Romantisme

Romantisme er en særlig strømning i den senromantiske periode. Romantismen periodesættes sædvanligvis til ca. 1830-1850, men man kan naturligvis ikke, og det gælder alle litterære og andre kunstneriske perioder, sætte præcise begyndelses- og sluttidspunkter på.

I modsætning til den næsten samtidige strømning, der kaldes biedermeier-kulturen, som i litteratur og malerkunst beskriver de mere idylliske sider af naturen, hverdagslivet på landet og det hjemlige familiemiljø, udforsker den romantistiske digter også den seksuelle lyst og drift, de sider af mennesket og i menneskelivet, der i en kristen selvforståelse blev opfattet som dæmoniske eller dunkle sider af mennesket, og som var tabuemner i samtiden.

Romantisten udtrykker i nogle tilfælde fascination af og i andre tilfælde utryghed ved eller fortvivlelse over at være et splittet menneske, hvis identitet både rummer lyse og mørke sider, både noget godt og ondt, frelst og syndigt, anstændigt og uanstændigt, menneskeligt og dyrisk, pænt og grimt, moralsk dydigt og moralsk fordærvet mv.

Romantismen kan således forstås som en reaktion på den idyllisering af mennesket, den verdensfjerne længsel efter og tro på harmoni, som visse universal- og nationalromantiske og i særlig grad biedermeierske digtere havde fokus på.

Romantismen undertrykker ikke, men snarere dyrker de sider hos det enkelte menneske og i menneskelivet i det hele taget, som har at gøre erotisk lidenskab og forførelse, selvdestruktiv fortvivlelse og angst og andre af sindets 'farlige', dæmoniske og mystiske sider, der ligger og lurer 'under overfladen'.

Romantister kan også finde på at sætte spørgsmålstegn ved, om der egentlig er eller bør være noget formål med tilværelsen. Nogle udtrykker afstandtagen til og ubehag ved den borgerlige orden, dens moralske krav om pligt og dydighed, dens forlorne facade.

Både negativt ladede emner som fortvivlelse, jalousi, angst, ensomhed, død mv. og positivt ladede emner som pirrende erotik, kærligheden til den eneste ene, den storslåede natur mv. er tilbagevendende temaer i romantistisk lyrik og prosa.

Det er ikke sjældent, at også seriøse og 'tunge' temaer behandles på humoristisk eller (selv)ironisk vis.

Den danske romantisme kan opfattes som en 'blid' udgave af romantisme, hvis den sammenlignes med andre europæiske digteres krasse skildringer af det splittede menneske.

Ludvig Bødtcher (1793-1874) og især Emil Aarestrup (1800-1856), samt til dels Christian Winther (1796-1876) nævnes ofte som romantismens lyriske kerne i Danmark, mens Carl Bagger (1807-1846) fx i værket 'Min Broders Levnet' (1835), H.C. Andersen (1805-75) og Søren Kierkegaard (1813-1855) er de vigtigste repræsentanter for den romantistiske prosa.

Alle de nævnte forfattere var præget af det romantiske menneskesyn og har også skrevet digte eller fortællinger, som ikke er romantistiske, men snarere må betegnes som universal- eller nationalromantiske eller biedermeierske.

Et eksempel på et romantistisk digt:

Fortvivlelse

Du er Gudinden som hun svæver
I sine gyldne Himles Ly,
Hvem Cherubimer og Serapher
Paa Hænder bære i en Sky.
Jeg er den sorte, faldne Dæmon,
Fra Lysets Engle-Hjem forstødt,
Fordømt til Qvalerne i Dybet,
Hvor Baalet brænder evigrødt.
Min Latter skingrer over dette
Modsætningens uhyre Gab: -
Kan du engang iføres Kjødet
Og jeg en dydig Egenskab?
Jeg vælter mig i mine Flammer,
Og har det - saavidt - ganske godt
Jeg har endnu min gamle Latter
Min Djævlefrækhed, og min Spot.

Et digt af Emil Aarestrup (1800-1856) fra Utrykte digte - 1825-37.

Andre eksempler på romantistiske tekster fra midten af 1800-tallet er: novellen "Skriftestolen" (1843) af Christian Winther, Digtene "I en Landsbykirke" og ”Paa Sneen” af Emil Aarestrup fra digtsamlingen Digte (1838) og "Paa Maskeraden" fra Efterladte digte 1865 (digtet er skrevet i 1835) samt B.S. Ingemanns novelle Glasskabet fra tekstsamlingen Nye eventyr og Fortællinger (1847).