I Magdalenekirken i Girgenti havde Man gjort Forbere­delserne til en stor Fest. Alt var smykket paa sædvanlig Maade med røde Tapeter og Blomster. Arbeiderne havde i Middagsstunden forladt Kirken, og der herskede nu den forunderlig veemodige Stilhed, som i de catholske Templer er saa velgjørende og opløftende.

To Flerrer vandrede i sagte Samtale i den lange Gang, der løber langs den nordlige Side, og syntes at nyde Kir­kens Skygge og Kjølighed, som om det var en offentlig Promenade. Den Ene var en Mand paa omtrent fem og tyve Aar, stor, stærktbygget, bredskuldret, med et alvor­ligt Ansigt, hvori ingen Lidenskab syntes at have sat sit Præg; det var Don Antonio Carracciolo, Marchese d'Arena. Den anden, fiintbygget og slank og neppe ud- traadt af Ynglingsalderen, lod sit smukke, livlige Ansigt, med de mørke, men næsten qvindelige Øine, vende sig til alle Sider med mønstrende Blik, ret som om han havde Noget at sige her; og det havde han ogsaa; thi det var den Architect, der havde forestaaet og ledet Arbeidet, det var den for ikke længe siden fra Rom hjem­komme Giulio Balzetti. Med Eet standsede denne.

"Jeg skal dog for Løier betroe Dem, Signor Marche­se! en Hemmelighed, som Ingen kjender, troer jeg, uden jeg," sagde han i den fortrolige Tone, hvormed man til­taler en Ven, i hvis Huus man daglig kommer. "De veed, at Akustikens Virkninger undertiden spille os Bygme- stere mangt et Puds, hvor vi mindst ventede og mindst ønskede det. Et Træf, en Hændelse har lært mig, at naar man staaer her - her paa denne hvide Marmorflise, saa hører man aldeles tydeligt hvert Ord selv af den sagteste Hvisken histnede, langt herfra - der, hvor De seer den næstsidste Skriftestol staae, uden at de, der befinde sig paa Linien mellem disse to Punkter kunne fornemme et ene­ste Ord, om de end ere nok saa nær ved hiint Sted. Bliv staaende her! jeg vil gaae ned til den betegnede Skrifte­stol, og De vil undres over dette Mirakel af Naturen!"

Han ilede bort; men neppe havde han fjernet sig et Par Skridt, før Marchesen hørte en tydelig Hvisken, hvis Indhold strax satte hans Sind i den heftigste Bevægelse. Han stod der stiv og marmorhvid i Ansigtet, som rørt af en Troldkjep, og den spændte Opmærksomhed, der malede sig i hans ellers saa rolige Træk, lod formode, at han hørte noget meget Mærkeligt. Han rørte ikke et Lem, han aandede neppe, som Een, der staaer paa Ran­den af en Afgrund og frygter for at styrte ned, og hans rullende Øine og bankende Hjerte vare det eneste Bevæ­gelige paa ham.

I det Samme kom den unge Architect tilbage og sagde alt i nogen Frastand med smilende Læber: "Jeg kunde ikke komme til at gjøre Experimentet; thi i Skriftestolen sad der Nogen, saavidt jeg kunde skimte, en tilsløret Dame - men, min Gud! hvad fattes Dem dog?"

Marchesen lagde, paa Italiænerens Viis, Fingeren paa Munden og forblev ubevægelig staaende. Efter et Par Minutters Forløb drog han et dybt Suk; Statuen fik Liv og traadte ud af den magiske, fortryllede Kreds.

"Det er slet Intet, kjære Giulio!" sagde han med ven­lig Stemme, "tænk blot ikke om mig, at jeg er overtro­isk; men jeg forsikkrer Dem, det Hemmelighedsfulde, det Overraskende ved dette besynderlige Naturphænomen greb mig dog paa en ganske egen Maade. Kom, lad os gaae! I den frie Luft vil jeg samle mig igjen!" ved­blev han, tog fortrolig Balzetti under Armen, førte ham til Promenaden udenfor Byen, og da de tvende Herrer der en lille Stund havde vandret frem og tilbage, tog han Afsked med Ynglingen, idet han sagde: "Imorgen efter Festen kommer De vel, som sædvanligt, ud til vor Villa? Til vi sees!" -

- Næste Morgen ganske tidligt traadte Marchesen ind i sin Kones Forværelse. Kammerpigen, som just kom ind ad en anden Dør, gjorde store Øine.

"Har Din Frue ringet?" spurgte Marchesen.

"Nei, Eccellenza!" svarede Pigen, dybt neiende og rødmende.

"Saa bi her, til Du bliver kaldt!" sagde Marchesen og aabnede Døren til Paaklædningsværelset, der laae foran Sovekammeret. Idet han traadte ind, kom hans unge, yndige Huusfrue ham imøde i en Morgendragt, saa let som vel muligt, nemlig saaledes som hun var staaet ud af Sengen. Marchesen blev staaende, ligesom frapperet ved sin Kones Deilighed, og lod, som om han slet ikke bemærkede den indre Uro og Storm, der havde jaget alt Blodet fra Kinderne, medens det saa meget desto vold­sommere arbeidede i Hjertet og hævede den fyldige Barm under den hvide Natdragt.

"Du er tidligt paafærde, Antonio!" sagde neppe hør­ligt den unge Kone med et usikkert Smil og stærkt rød­mende. "Hvad vil Du dog her?"

"Kunde det undre Dig, min Lauretta! mine Øines Lys!" sagde Marchesen med den blødeste og mest smigrende Betoning, "kunde det undre Dig, om jeg kom baade tidligt og silde? Dog nei, Elskeligste! det var i Dag ikke egentlig Dig, hvem mit Besøg gjeldte. Du veed, det er i Dag den hellige Magdalenes Fest, og at der er en stor Høitid i den Anledning, og jeg har nu faaet det Ind­fald at forberede mig til min Andagt ved at betragte den herlige Tizianske Magdalene, som Du har ophængt i Dit Sovegemak. Tillader Du?" lagde Marchesen til med Fiinhed, idet han med langsomme, faste Skridt nærmede sig Døren.

"Der er saa uordentligt derinde," sagde den unge Kone med et hurtigt Blik gjennem den halvaabne Dør, "men - gaae dog kun ind - jeg vil imidlertid her begyn­de mit Toilette."

Og han traadte derind.

"Hvor yndig," sagde han med en skalkagtig Stemme, "hvor yndig er dog ikke denne Uorden! Disse gracieust henkastede Rober, disse smaabitte Skoe! hvor forunderlig balsamisk, phantasivækkende er ikke denne Luft! Der er ordentlig Poesie i Alt dette!"

Hans speidende Blik fæstede sig paa den sneehvide, aabne Seng, hvis stukne Silketeppe var trukket op og bredt ud, og under dette tegnede sig tydeligt Contoureme af et menneskeligt Legeme, der laae heelt udstrakt, som for at røbes saa lidt muligt.

"Jeg vil sætte mig ned," sagde Marchesen med en rolig og blid Stemme, "og see mig rigtig mæt paa dette Mesterværk!"

Idet han talede disse Ord, tog han den hvide, med brede Blonder kantede Trækkepude, lagde den sagte paa det Sted, hvor den skjulte Persons Ansigt maatte være, og satte sig dernæst med hele sit kraftige Legemes Vægt derpaa, medens hans høire Haand fast stemmede og støttede sig mod den Liggendes Bryst. Liden at ændse de uvilkaarlige, rasende convulsiviske Bevægelser af den i Dødsangst Bestedte, vedblev Marchesen med rolig og fast Stemme:

"Hvor det dog er fuldendt, dette Billede! Hvor ædelt og ægte kydsk dækker ikke den skjønne, bodfærdige Synderinde sine nøgne Skuldre og sin Barm med de lange, gule Lokker og med de fine, veldannede Hænder, medens det fromme, sønderknuste Blik taareblændet stirrer didop, hvorfra Naaden og Forbarmelsen skal komme! Man kunde blive Digter ved at betragte et saadant Kunstværk! Ak, men jeg mangler nu desværre al­deles Talent til at improvisere. I dets Sted skal jeg for­tælle Dig Noget, som hændtes mig i Gaar. Vor lille Ven, Giulio Balzetti, førte mig om i Magdalenekirken, og un­der vor Vandring viiste han mig et Punkt og bad mig staae stille der, efterdi man, som han sagde, just der ty­deligt og grant kunde høre, hvad der paa et andet langt fraliggende Punkt endog kun blev hvisket. Og meget rig­tigt! Paa hiint andet Punkt staaer netop Skriftestolen No. 6. Neppe havde jeg stillet mig paa det anviiste Sted, før jeg hørte en yndig Stemme - Gud maa vide, hvis det var! - skrifte sine Hjertesorger og sine smaa Synder for Pateren: Hun havde en Mand, sagde hun, som hun elskede - ja hun elskede ham, og han elskede hende; han var saa god imod hende og lod hende have megen Frihed - kort, hun lod Manden vederfares al den Ret, han kunde forlange, Gud bevares! - men - hun elskede nu ogsaa en Anden! - Hans Navn nævnede hun ikke; det vilde ellers ret have moret mig! det maa nu være Een af vore unge, smukke Herrer her i Byen! Denne Anden elskede hun da - hun kunde ikke andet, sagde det stak­kels Barn, og meente ogsaa, at hendes Hjerte vel havde Rum til ham ved Siden af Manden. Han var saa ædel denne Anden, saa elskelig, saa smuk, og han tilbad hende - nei! det var hende en Umulighed at nægte ham Noget! desuden - naar Manden ikke vidste det, saa var det ham jo ingen Smerte; men om han saa end fik det at vide, og hans Kjærlighed til hende var sand, saa maatte han jo tilgive hende og blive ved at elske hende fremdeles - og meget andet Saadant. Hun havde nu, for­talte hun, lovet ham en Sammenkomst denne Morgen tidlig - nu maa Stevnemødet altsaa finde Sted! - og fast besluttet for hans og hendes Roligheds Skyld at tilstaae ham Alt; thi saa meente hun, - hører Du? saa meente hun, vilde dette nok snart gaae over. Det er det, som de franske Damer kalde passer ses caprices! Tilsidst bad hun da meget gracieust om Absolution i Forveien - det er saa beqvemt! - og - hun fik den. Hvad synes Du, min Sjæl, om Alt dette?" sagde Marchesen, idet han reiste sig fra sit rædsomme Sæde, hvor al Bevægelse var svundet.

"Nei," vedblev han i en spøgefuld Tone, "vore gode Præster ere altfor føielige - at sige i Almindelighed! - thi vor gamle Don Gregorio vilde nok ganske anderle­des have taget Dig i Skole, hvis Du -" fortsatte han, medens han langsomt lagde Hovedpuden tilbage paa sit Sted og slog Teppet tilside. Det var Architecten Giulio Balzetti; han aandede ikke mere.

"Har Du nylig været i Skriftestolen min Laura?" spurgte Marchesen.

Der kom intet Svar.

"Nu staaer min Engel vist igjen med Knappenaale i Munden, og jeg har dog saa tidt tryglet Dig om at lade være! Er det længe siden, Du var til Skrifte?" gjentog han med forstærket Stemme.

"Nei!" svarede den unge Frue med halvqvalt Røst.

"Apropos!" sagde Marchesen, idet han dækkede det græsseligt fordreiede og blaae Ansigt til med Teppet, "Vi følges vel ad til Kirkefesten i Dag? Præcis ved Mid­dag begynder Processionen, og da lader jeg spænde for. Vi maae ikke forsømme det."

Flan traadte ind i Paaklædningsværelset. Den unge Kone sad i en stor Lænestol, hendes fyldige, sorte Flet­ninger hængte ned til begge Sider, Dødens Bleghed dæk­kede hendes Kinder og Pande, og begge Hænder hvilede paa Knæerne.

"Hvad feiler Dig, elskede Barn?" sagde Marchesen med inderlig Blidhed og uforandret Venlighed paa Læ­berne. "Du er nok kommen for tidligt op, min Lille? - og saa anstrænger Du Dig ogsaa alene med Din Paa- klædning! Hvor er din Pipetta? Nu skal jeg ringe!"

Han trak i Klokkestrængen, nærmede sig til sin Kone, trykkede et Kys paa hendes Pande og forlod Værelset.

I Middagsstunden, da alle Stadens Klokker klang fest­ligt, holdt Marchesens rigt forgyldte Stadsvogn, for­spændt med fire, med gyldne Qvaster prydede Skimler, i Palladsets hvælvede Port, og en Sværm af kostbart gallonerede Pager, Løbere, Tjenere og Jægere stod, ven­tende paa Herskabet.

Det varede heller ei længe, før Marchesen i glimrende Hofdragt, med Stjerne paa Brystet og Hatten i den ene Haand, ved den anden førte sin unge, deilige, men død­blege Frue med Anstand og Siirlighed ned ad de brede Marmortrapper. Medens hendes Ansigt syntes koldt og forstenet som Statuerne, de skrede forbi, straalede hans Øine med en usædvanlig Livlighed og Giands. Lakaierne strømmede til, Vognen blev aabnet, de stege ind, og ud foer den af Palladset, hen gjennem Gader, over Torve, medens de Vandrende vendte sig om og sagde til hver­andre: "Der kjører et lykkeligt Par!"

Architecten var forsvundet. Ingen anede, at han paa Festens Dag laae død og blaa, med rædsomt fordreiet Ansigt i en ung Dames Garderobe paa Gulvet, mellem Papæsker og Skoe; eller at han næste Nat hemmeligt ved Fruens gamle, troe Tjener paa et Æsels Ryg blev trans­porteret til en nærliggende Bjerghule og der nedstyrtet.

Til et Magdalenekloster skjenkede hun en betydelig Sum for hans Sjæls Frelse.

Munken Don Gregorio - den fine Verdens yndede Skriftefader - blev ogsaa savnet; men han smægtede sin øvrige Levetid i et underjordisk Fængsel i et Camaldolenser-Kloster, hvorhen Marchesens Indflydelse havde bragt ham.

At Skriftestolen blev flyttet, begriber man let.

Marchesen berørte aldrig denne Sag for sin Kone; saavel i Verden, som i sit Hjem behandlede han hende tilsyneladende med stor Agtelse, ja stundom endog med en ham ellers ikke egen Ømhed. Men i hendes Sove­kammer satte han aldrig mere sin Fod.

Novelle af Christian Winther (1796-1876) fra novellesamlingen Fire Noveller (1843).