Overordnet læseformål: At du tilegner dig viden om det, man kalder 'fortællertyper' og 'synsvinkler' i litterære tekster.

Læseformåls-spørgsmål: At du kan svare på følgende spørgsmål efter at have læst afsnittene i artiklen her om forskellige forhold, der har med 'fortæller' at gøre:

• Hvad er forskellen på forfatter og fortæller i en litterær tekst?
• Hvad er forskellen på en fiktiv læsemetode og en faktiv læsemetode?
• Hvordan kan det føre til misforståelser at læse en opdigtet tekst ved hjælp af den faktive læsemetode?
• Hvad menes der med begreberne indre, ydre og alvidende synsvinkel, når de bruges i forbindelse med tekstanalyse af litterære tekster?
• Hvad er en jeg-fortæller?
• Hvad er en personbunden fortæller?
• Hvad er en alvidende fortæller?
• Hvad menes der med begreberne pålidelig og upålidelig fortæller?
• Hvorfor er det vigtigt at undersøge, om fortælleren er pålidelig eller upålidelig?
• Hvad menes der med begreberne sympatisk og usympatisk fortæller?
• Hvilken indflydelse kan det have på din opfattelse af personer og din fortolkning i det hele taget, om du opfatter fortælleren som sympatisk eller det modsatte?

På gymnasialt niveau er det nødvendigt at have følgende forudforståelse, hvad angår den instans i en episk fiktionstekst, som man kalder 'fortælleren': Den, der fortæller en opdigtet fortælling, er ikke den forfatter, der har skrevet fortællingen.

Begrebet 'fortæller' skal nemlig forstås som den instans, forfatteren til en roman eller novelle har valgt til at fortælle sin fortælling. Man kan sige, at fortælleren er en figur eller en karakter (som regel en person), som forfatteren har iscenesat som fortæller, en, som forfatteren har 'ansat' til at fortælle sin fortælling.

En forfatter kan vælge alle mulige 'personligheder' til at fortælle sin fortælling. Det kan være en genert husmor fra et villakvarter i en soveby i 1960'erne, et barn, der lige er født, en sindssyg seriemorder, en grim ælling (som i et eventyr af H.C. Andersen) eller et stykke sæbe (som i et digt af Klaus Rifbjerg).

Forskellige lærere og lærebøger bruger lidt forskellige betegnelser om forskellige typer af fortællere. Her på antologien.dk har jeg valgt at operere med følgende fortællertyper: Jeg-fortæller, personbunden fortæller, alvidende fortæller og observerende fortæller.

Men først skal du lige have styr på det danskfaglige begreb, man kalder synsvinkel, for det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvilken type af fortæller der bruges i en fortælling.

Hvis vi som læsere får at vide, hvad en eller flere af personerne i en novelle eller roman tænker eller føler, så siger man, at der er indre synsvinkel (eller indre syn) i personen.

Hvis den, der fortæller historien, nøgternt beskriver begivenheder og personer i handlingen, og hvor vi altså ikke får noget at vide om, hvad personer tænker eller føler, kaldes synsvinklen ydre synsvinkel (eller bare ydre syn).

Hvis der i en fortælling skiftes mellem indre syn i forskellige personer og mellem indre og ydre syn, kaldes synsvinklen alvidende synsvinkel.

Fortælleren er med i handlingen

Der er to typer af fortællere, som er karakteristiske ved, at de er deltagere i handlingen. Den ene type kaldes jeg-fortæller, og den anden kaldes personbunden fortæller.

Jeg-fortælleren kan kendes på, at den, der fortæller, omtaler sig selv med pronomenet (stedordet) 'jeg' i fortællingen. Jeg-fortælleren kaldes også førstepersons-fortæller.

Hvis fortællingen er fortalt af en jeg-fortæller, vil synsvinklen pr. definition altid være indre synsvinkel, for en jeg-person kan jo ikke anskue sig selv eller sin omverden fra andre end sin egen synsvinkel (med mindre personen er tankelæser ;-)).

Og i samme åndedrag, som jeg her lægger op til, at en jeg-person naturligvis ikke kan læse andres tanker, skal det siges, at i nyere litteratur eksperimenteres med forskellige former for fortællere, som bryder med traditionen og i nogle tilfælde sådan set også med almindelig logik.

I flere romaner eksperimenteres fx med at anskue den samme begivenhed fra flere personers synsvinkel, således at der optræder flere jeg-fortællere i den samme fortælling.

I andre episke fortællinger eksperimenteres med en slags flerstemmig fortælleinstans, hvor det ikke virker, som om der er én dominerende fortæller, der styrer begivenhedernes gang, men snarere et kor af flere ligeværdige stemmer eller et kollektiv af fortællere.

I atter andre tilfælde brydes en ellers realistisk episk tekst, ved at fx en jeg-fortæller på næsten magisk vis optræder som alvidende fortæller. Hør fx, hvad ph.d., institutleder på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet Per Krogh Hansen skriver om fortælleren i Jan Sonnergaards (1963-2016) novelle "Polterabend" fra novellesamlingen Radiator (1997):

I novellen "Polterabend" er 'tricket' at lade novellen blive fortalt af en 1.person-fortæller, som beskriver sin egen færden rundt i det univers, hvori handlingen udspilles - men samtidig besidder de samme egenskaber, som en alvidende fortæller har; det vil sige evnen til at bevæge sig ind og ud af de øvrige karakterers tanker og en uantastelig vished om såvel fortid som fremtid. Allerede i åbningsafsnittet markeres denne særegne egenskab eksplicit:

Det var først senere, jeg selv kom ind i billedet. [...] - det var efter den bratte opvågning i deres lejlighed i Slagelsegade, efter morgenmaden, som Jesper og Per havde indkøbt, og efter tre flasker Gammel Dansk og to kasser øl, og efter Knuds ankomst med et kejtet, forelsket smil til Eva og en lille pose musik fra starten af 90'erne, hvor han havde været en del sammen med Simon og drengene (Sonnergaard 1997: 81)

Jeg-fortælleren påpeger, at han ikke har været med i lejligheden om morgenen, men samtidig har han et indgående kendskab til, hvad der er foregået - helt ned i detaljen, som Knuds hemmelige forelskelse i Eva (bruden) og hans relation til gruppen. Senere, da polterabendselskabet er på vej rundt i København, følger fortælleren efter for at iagttage og bevæger sig uhindret ind i gommens tanker:

Simon var rørt og stolt og glad, og trods den pænt store brandert de havde påført ham, tænkte han helt klart og med alle sine følelser:
- De er mine venner ... (ibid. 86)

Fra artiklen "Det nye ved den nye realisme" af Per Krogh Hansen i Gorm Larsen og John Thobo-Carlsen (red.): Modernismens betydende former, 2003, s. 263-264.

Eller læs her, hvad lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og litteraturanmelder Lilian Munk Rösing skriver om fortælleren i Helle Helles roman Bob (2020):

I romanens fortællesituation er det tilsyneladende sådan, at Bobs kæreste ved alt om, hvordan det er at være Bob. Det er nemlig kæresten, der er romanens fortæller, selv om synsvinklen følger Bob, der i det meste af romanen er alene eller sammen med andre end kæresten. Helle Helle har selv i et interview benævnt denne nye og originale fortællertype »den alvidende kæreste«.

Kilde: Lilian Munk Rösing i anmeldelsen med tilten "5 hjerter: Det skal læses, det er fanme sjovt. Helle Helle leger med ordene i ny roman" i politiken.dk d. 9.jan. 2021.

Den personbundne fortæller kan kendes på, at den, der fortæller, omtales med pronomenet 'han' eller 'hun' (eller ved navn, eller 'den' eller 'det', hvis den fortællende fx er et dyr eller en ting). Denne fortæller kaldes også personbunden eller personal tredjepersons-fortæller.

Det er også hovedsageligt den indre synsvinkel, der bruges i historier, hvor den personbundne fortæller optræder som fortæller. Man kan dog opleve en del fortællinger, hvor der også forekommer afsnit fortalt fra en ydre synsvinkel, som må tilskrives en implicit (en skjult, men underforstået) fortæller, som ikke er deltager i handlingen.

PS: Nogle opfatter både jeg-fortælleren og den fortæller, der angives med et tredjepersons-pronomen, som personbundne fortællere, fordi fortællesynsvinklen i begge tilfælde er ’bundet’ til en bestemt person, der deltager i handlingen. Hvis det også er sådan, I definerer betegnelsen ’personbunden fortæller’ på jeres hold, så kan I skelne mellem personbunden førstepersonsfortæller (eller 1. personal personbunden fortæller) og personbunden tredjepersonsfortæller (eller 3. personal personbunden fortæller). (Note: Det er ligegyldigt, om du bruger endelsen -en eller -et på adjektivet personbunden/personbundet).

Du-fortæller: I sjældne tilfælde optræder fortælleren med pronomenet 'du', og så kaldes fortælleren du-fortæller (eller 2. personsfortæller/andenpersonsfortæller). Læs mere om du-fortælleren og et eksempel på en du-fortælling.

Fortælleren er ikke med i handlingen

Jeg-fortælleren og den personbundne fortæller er altså deltagere i handlingen. Udover disse fortællertyper er der to andre slags fortællere, som er karakteristiske ved, at de ikke er deltagere i handlingen. Den ene kaldes alvidende fortæller og den anden observerende fortæller.

Hvor jeg-fortælleren og den personbundne fortæller fortæller om sig selv og sine egne oplevelser, beretter den alvidende og den observerende fortæller om andre personer og deres oplevelser.

Den alvidende fortæller

Den alvidende fortæller (også kaldet olympisk fortæller) har fået sit navn, fordi han i princippet 'ved alt' om personerne, dvs. han ved og kan fortælle om, hvad personerne tænker og føler, hvordan de ser ud, hvad de siger, hvad de har oplevet i fortiden, hvad de oplever i nutiden og nogle gange også, hvad der sker for dem i fremtiden.

Den alvidende fortællers 'alvidenhed' kommer til udtryk ved brug af alvidende synsvinkel, dvs. at han kan skifte mellem indre syn i flere personer og bevæge sig frit imellem at fortælle om, hvad personer tænker og føler (= indre synsvinkel), og hvad de gør og siger (= ydre synsvinkel).

Læs her et eksempel på den alvidende fortællers evne til både at observere (og kommentere) fysiske omgivelser og personer fra en ydre synsvinkel og en persons følelser eller tanker (eller som i nærværende tilfælde: en persons drøm) fra en indre synsvinkel:

26. DECEMBER 2004, KING'S HOTEL. Midt i Bangkok, hvor trafikken trodser enhver beskrivelse, ligger King’s Hotel nede ad en sidegade til en sidegade i en urolig gyde, hvor flere ældre herrer, på trods af den panik der har hjemsøgt landet disse dage, falbyder friske fisk direkte fra spand til den evigt forbipasserende summen af gamle koner og oldinge, unge mænd på scootere, jakkesætsklædte, børnebærende, skæggede og turister. Hotellet tilhører gruppen af hoteller, der er præcis så dyre, at foyeren har en sofagruppe i empirestil plus to stenløver ved indgangen plus roomservice og en piccolo i en spraglet vest, men samtidig så billige, at piccoloen også er receptionisten, som også er kokken. I hjertet af et filtret system af trapper og gange ligger værelse 237, hvilket angiver, at der er tale om det 7. værelse i den 3. korridor på 2. sal. Der summer airconditioneringen fra sin plads på væggen ved siden af et tilgitret vindue oppe under loftet, og lyden blander sig med et regnskyl, der driver over hotellet netop nu. Alle gardiner i rummet er trukket for. Døren ud til toilettet er lukket, skamlen skubbet ind under skrivebordet, og på sengen, der er redt med molekylær præcision, ligger Thea, så lang hun er, med hænderne foldet bag nakken og skoene ud over kanten af det hvide sengetæppe. Hendes øjne går op og i. Ligegyldigt hvor meget hun fordriver ulykken fra sine drømme, kommer den tilbage med lydene af morgenmennesker, der går ad hotellets glubske gange.

Uddrag fra romanen Sfinx (2021) af Daniel Dalgaard (f. 1987).

Et eksempel på en alvidende fortæller, der anvender indre syn - ikke bare i én person - men i to personer på én gang:

Trods en umådelig anstrengelse kunne Friis ikke på nogen måde finde på en eneste ting mere at tale om, og, da tavsheden havde varet et par minutter, blev den uudholdelig, skønt der ikke var nogen af dem, som vovede at bryde den. Og dog var det tydeligt, at brydes måtte den. Hver for sig gik Eva og Friis og søgte forskellige temaer i sine tanker, men forkastede dem igen, idet de på forhånd var bange for dobbeltmeningen bag banale ord. De gjorde flere tilløb, men opgav det igen i halvfærdige sætninger uden mening.

Fra novellen "Kvinde" af den norske forfatter Christian Krohg (1852-1925) fra novellesamlingen Dissonantser, 1906, s.8, (pixidansk.dk's fremhævning og oversættelse).

Vær opmærksom på, at selv om det hedder en al-vidende fortæller, så er det ikke altid, at denne fortællertype ved 'alt'. I mange fortællinger er den alvidende fortæller nærmest kun, hvad man måske kunne kalde halvvidende, fordi han kun kender noget til en eller to personers livshistorie, tanker og følelser. Men i en analyse kalder man altså alligevel en sådan delvist vidende fortæller for alvidende fortæller.

Den åbenlyse eller skjulte alvidende fortæller

Ofte afslører den alvidende fortæller ikke åbenlyst sin eksistens, men som modtager (fx som læser) kan man imidlertid regne ud, at han må være til stede, for hvem skulle det ellers være, der fortæller det, der fortælles? Hvis den alvidende fortæller skjuler sig, kalder man ham også en skjult fortæller (eller med et fremmedord: en implicit fortæller).

Den implicitte fortæller er især vigtig at have øje for, hvis man som modtager oplever, at fortællingens jeg-fortæller er fremstillet ironisk eller sarkastisk - for hvis læseren får den oplevelse, så er det, fordi der er en bagvedliggende fortællerinstans (den implicitte fortæller), der bruger forskellige sproglige markører til at lede læseren på vej til at forstå, at jeg-fortælleren eller den personbundne tredjepersonsfortæller fx er lidt latterlig, dum, naiv, godtroende, uvidende eller lignende.

Som lektor på Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet og forfatter Marie Lund formulerer det:

'Implicit fortæller' forbeholdes de tilfælde, hvor man kan spore en helhedsmening, der afviger fra den eksplicitte fortællers (fx en jeg-fortællers, pixidansk.dks anm.) fremlægning. Betegnelsen 'implicit fortæller' er primært interessant, hvis der forekommer en fortælleinstans, der er forskellig fra en eksplicit fortæller. (...) Man kan også beskrive det sådan, at teksten husker, hvad fortælleren (den eksplicitte, pixidansk.dks anm.) glemmer.

Marie Lund i bogen Novellen - Struktur, historie og analyse, 1997, s. 21.

Den alvidende fortæller synliggør dog i nogle fortællinger sin eksistens ved at træde frem i 'skikkelse af' pronomenet 'jeg'. Men selv om han gør det, så bliver han ikke til en jeg-fortæller af den grund. En jeg-fortæller er som før nævnt en person i handlingen, der optræder som fortæller og omtales som 'jeg'.

En synliggørelse af den alvidende fortæller kan desuden ske ved en såkaldt fortællerkommentar, hvor fortælleren kommer ud af sit skjul og nærmest 'afbryder' sin egen fortælling ved at indskyde en kommentar eller udtrykke en holdning til de personer eller begivenheder, han fortæller om.

En alvidende fortæller, der åbenlyst omtaler sig selv med et 'jeg' i teksten eller gør sig synlig via en fortællerkommentar, kaldes også en åbenlys fortæller (eller eksplicit fortæller).

Den observerende fortæller

Den observerende fortæller (også kaldet objektiv eller behavioristisk fortæller) er kendetegnet ved kun at kunne iagttage personer og begivenheder ude fra, altså ved kun at kunne bruge ydre synsvinkel. PS: Det er meget sjældent at opleve fortællinger, hvor der kun bruges ydre synsvinkel.

Denne fortællertype forekommer derfor i sin rene form meget sjældent, selv om fx impressionistisk litteratur, som Herman Bang (1857-1912) skrev den i slutningen af 1800-tallet, og Helle Helle (f. 1965) med fleres minimalistiske litteratur i 1990erne og 2000erne, er kendetegnet ved sin ret tilbagetrukne fortæller, der observerer personers tale, udseende, kropssprog og adfærd og de fysiske omgivelser, de befinder sig i.

Se oversigten over fortællertyper herunder. I oversigten har jeg angivet nogle af de synonyme begreber, der bruges om den samme fortællertype. Du skal altså ikke blive forvirret, hvis du på denne hjemmeside ser min forklaring på, hvad en alvidende fortæller er, og i en lærebog eller på nettet læser en lignende forklaring på begreber som autoritær fortæller eller olympisk fortæller. Det er nemlig bare forskellige betegnelser for den samme slags fortæller.

***

Se eventuelt fortæller-oversigten i forbindelse med analyse af eventyr. Den kan nemlig også bruges, når du analyserer almindelige episke noveller og romaner.

En lidt anden måde at inddele fortællertyper på er den, du kan se i illustrationerne herunder. Her skelnes mellem to hovedtyper, nemlig mellem tredjepersons- og førstepersonsfortællere.

***

Denne inddeling med fokus på første- og tredjepersonsfortæller kan også illustreres således:

Læs eventuelt også opslaget om fortællesituation, hvor der er et skema over kendetegn for det, der kaldes hhv. en heterodiegetisk, homodiegetisk og autodiegetisk fortællerstemme.

Jeg har forsøgt mig endnu et skema, der (måske) kan være med til at give overblik over bestemte fortællertypers karakteristika.

	Alvidende fortæller	Observerende fortæller	Personbunden fortæller	Fiktivt jeg/ Fingeret jeg/ Jeg-fortæller	Lyrisk jeg	Episk jeg
Fortæller er deltager i handlingen	Nej	Nej	Ja	Ja	Ja	Ja
Fortæller er ikke deltager i handlingen	Ja	Ja	Nej	Nej	Nej	Nej
Eksplicit fortæller (= tilkendegiver åbenlyst sin rolle som fortæller)	Ikke ret tit	Ikke ret tit	En tredjeperson, der omtales som 'han', 'hun' eller som navngiven person, er fortæller	Ja	Ja/nej: I mange tilfælde optræder det lyriske jeg åbenlyst som et 'jeg' i digtet/den lyriske tekst, men i visse tilfælde kun som underforstået 'jeg'.	Ja/nej: I mange tilfælde optræder det episke jeg åbenlyst som et 'jeg' i den episke tekst, men i visse tilfælde kun som underforstået 'jeg'.
Biologisk jeg = forfatter	Nej	Nej	Nej	Nej	Ja	Ja
Typiske genrer	Eventyr, romaner, short stories (noveller, kortprosa og lign.), nogle episke digte	Eventyr, romaner, short stories (noveller, kortprosa og lign.), nogle episke digte	Romaner, short stories (noveller, kortprosa og lign.)	Romaner, short stories (noveller, kortprosa og lign.), nogle episke digte	Digte (Læs mere om fortælleren i lyrik)	Biografisk litteratur, autofiktion
Synsvinkel	Alvidende (indre og ydre)	Ydre	Indre	Indre	Indre	Indre

Når det i en tekstanalyse af og til kan være vigtigt at forholde sig til fortælleren, er det bl.a., fordi det er vigtigt at undersøge, om man som læser kan tro på det fortælleren fortæller, eller om man ikke kan. Eller med andre ord: Er fortælleren pålidelig (troværdig) eller upålidelig (utroværdig).

Pålidelig fortæller

En pålidelig fortæller er en, der opleves som troværdig af en modtager (en læser, filmtilskuer mv.).

En fortæller kan fremstå som pålidelig i modtagerens øjne:

• fordi det billede, fortælleren skildrer af den opdigtede virkelighed i teksten (romanen, novellen, filmen, skuespillet mv.), er i overensstemmelse med den virkelighed, modtageren kender til.
• fordi personskildringen og hændelsesforløbene er skildret så overbevisende og sammenhængende, at modtageren accepterer fortællingens indhold og udvikling som plausibel, selv om modtageren ved, at det fortalte sandsynligvis aldrig kunne være foregået i virkeligheden.
• fordi fortælleren opleves som upartisk, dvs. som én, der skildrer personer og begivenheder loyalt og retfærdigt - ikke holdningsmæssigt 'enøjet'.
• fordi fortælleren opleves som ærlig, dvs. som en, der tør indrømme fejl, en, der siger sandheder - også dem, der almindeligvis betragtes er traumatiske, pinlige mv. at fortælle.

Upålidelig fortæller

Upålidelig fortæller er den fortæller, der er utroværdig, fx fordi:

• han forsøger at bilde læseren noget ind
• han gemmer sig bag tvetydig humor, ironi, sarkasme, parodi eller løgn
• han lader, som om han beskriver virkelige (opdigtede) hændelser, selv om det er hans egne ønskedrømme eller mareridt eller nogle personers fantasterier og psykisk betingede vrangforestillinger, der fremstilles.

Den upålidelige fortæller kaldes i nogle tilfælde også 'usolidarisk fortæller', fordi det er kendetegnende, at fortælleren netop er usolidarisk overfor en eller flere af de vigtige personer, der fortælles om. Ordet 'usolidarisk' skal her forstås på den måde, at selv om fortælleren på overfladen fremstiller sin hovedperson som en relativt sympatisk person, så holder han reelt ikke med sin hovedperson. Fortælleren har faktisk ikke 'meget tilovers for' sin hovedperson. Denne mangel på solidaritetsfølelse kommer fx til udtryk ved, at fortælleren, 'mellem linjerne', udleverer, latterliggør, ironiserer over sin hovedperson.

Man kan sige, at i teksten, der er styret af den upålidelige fortæller, er der stor distance mellem tekst og dens bærer, dvs. mellem den eller de personer, der fortælles om og den fortæller, der fortæller om dem.

Et gennemført (men måske lidt svært gennemskueligt) eksempel på brug af upålidelig fortæller som virkemiddel er Henning Mortensens novelle 'Lykke' fra novellesamlingen 'Solister' (1977). denne novelle handler om en mand, der flere gange fortæller, hvor lykkelig han synes, hans tilværelse er. Men hvis man nærlæser teksten, opdager man flere tegn på, at han nok snarere er ironisk, når han kalder sit liv lykkeligt. I 'virkeligheden' synes han, at hans liv er ret kedeligt og indholdsløst. Men det siger han bare ikke højt.

Hvis modtageren (læseren, filmtilskueren mv.) ikke opfatter den upålidelige fortællers fantasteri, drømmeri, løgn, vildledning, bevidste tilbageholdelse af vigtige oplysninger, selvmodsigelse, humor, ironi eller sarkasme risikerer han helt at misfortolke teksten.

Om fortælleren er pålidelig eller det modsatte, har intet at gøre med tekstens litterære kvaliteter. Som regel er det et helt bevidst virkemiddel fra forfatterens side, at han iscenesætter en upålidelig fortæller til at fortælle dele af eller hele sin fortælling.

Et eksempel på en måske - eller delvist - upålidelig fortæller er jeg-fortælleren i Katrine Marie Guldagers novelle "Hun snød mig til sidst" fra novellesamlingen Nu er vi så her.

Et sted siger fortælleren fx:

Mine forældre bosatte sig i Valby og fik to børn, min søster og mig. Min søster er den ældste, og jeg er lillesøsteren. Jeg er lillesøsteren. Det betyder sikkert noget forskelligt i forskellige familier, men min mor sagde altid. "Det er jo din søster, der er den vigtigste." Og sådan var det. Jeg tænkte aldrig over det.

Og så er spørgsmålet, om man virkelig kan tro på, at fortælleren aldrig tænkte over, at hendes mor opfattede søsteren som vigtigere end fortælleren? Er fortælleren pålidelig eller upålidelig her?

Et andet eksempel fra samme novelle. Fortællerens mor har fortalt, at hun har købt en lejlighed til søsteren. Det er fortælleren vist ret jaloux over. Hun ser i hvert fald ikke sin mor i lang tid. Pludselig en dag - efter et år uden kontakt med familien - tager hun på besøg og siger til moren, at hun også har brug for en ny lejlighed. Og så står der:

Min mor kunne naturligvis ikke give mig en ny lejlighed, men hun sagde, at hun hvert år ville give mig et "tilskud". Til sidst kunne jeg så lægge alle mine små "tilskud" sammen, og så ville jeg også kunne købe en lejlighed.
Efter det var jeg meget opmærksom på min familie. Opsat på at være en del af den...

Det lyder faktisk ikke helt så ærligt, når fortælleren her siger, at hun er opsat på at være en del af familien - i hvert fald er det sandsynligvis ikke på et følelsesmæssigt plan, at hun vil være en del af den. Snarere er hendes 'optagethed' af familien resultat af, at hun gerne vil opretholde en vis kontakt med sin mor, så hun får det årlige økonomiske "tilskud". Nej, helt pålidelig er denne fortæller vist ikke.

Det er i mange tilfælde ikke helt ligetil at gennemskue, om en fortæller er pålidelig eller upålidelig. Men ét af de kriterier, du kan måle pålideligheden ud fra, er, i hvilket omfang fortælleren modsiger sig selv i løbet af en fortælling - eller i hvilken grad der på anden måde er diskrepans, uoverensstemmelser i noget af det, fortælleren får fortalt.

Et eksempel på sådanne selvmodsigelser, der signalerer, at en upålidelig fortæller er på spil, finder vi i novellen "Hvem er Antonia?" af Hanne Marie Svendsen fra novellesamlingen Skysamleren, 2005. Den handler om en ældre mand, jeg-fortælleren, som har mistet sin kone. Fortællingen er et brev til en præst, som konen kendte. I brevet fortæller manden, at hans kone, Antonia, pludselig døde en dag, og efterfølgende oplever han, at hun går igen og plager ham. Mellem linjerne kan man læse, at manden er ret jaloux anlagt, og man får lidt en fornemmelse af, at det måske er jalousien, der tager overhånd og får ham til at 'se syner'?

Nå, men pointen i den her sammenhæng er jo at undersøge, hvor der er tegn/markører i teksten, der peger på, at fortælleren er upålidelig.

Følgende paradokser falder i øjnene ved en nærlæsning:

1: Et sted skriver manden: "Et bud afleverede en buket blomster samt en flaske champagne med et kort, hvorpå der med blokbogstaver stod: ”Til den uforlignelige Antonia . ” (l. 54-55).
Men senere i novellen formulerer han sig sådan her: "”Til den uforglemmelige Antonia” står der på kortet, som jeg gemmer i min tegnebog." (l. 136-137, mine kursiveringer).

Undringsspørgsmål: Hvordan kan det være, at teksten på kortet ændrer sig fra første til anden gang, fortælleren omtaler det? Kan det være, fordi det faktisk slet ikke er rigtigt, at der ankom et bud efter konens død med en buket blomster og en flaske champagne, at det altså bare er noget, han finder på - hvad grunden end kan være til det?

2. Manden vil have, at konen skal begraves ved en stille begravelse med kun den nærmeste familie til stede, selv om datteren ellers siger, at moren gerne ville have det modsatte. Men til begravelsen beskriver manden sin oplevelse sådan her:

Ikke desto mindre var det lille kapel, da vi ankom (...) næsten fyldt. Der var adskillige stærkt sminkede kvinder i spraglede kjoler og frakker, men flest mænd, unge og gamle mellem hinanden, nogle med stærkt sydlandske ansigtstræk. (...) Da vi var kommet hjem, bebrejdede jeg min datter, at hun mod min udtrykkelige vilje havde udspredt oplysningen om sin mors død. Hun påstod, at hun kun havde nævnt bisættelsen for en enkelt af Antonias veninder, der havde insisteret på at være til stede sammen med mand og søn. Selv havde hun følt det meget tomt, at der var kommet så få. ”Men sådan ville du jo have det". (l.73-84, mine kursiveringer)

Undringsspørgsmål: Manden oplever, at der var rigtigt mange mennesker til Antonis begravelse, mens datteren oplever, at der kommer meget få. Hvem af dem har ret? Er det en forvrænget virkelighed, manden oplever, fordi han er mentalt forstyrret pga. sorg eller jalousi?

3: Et tredje sted står: "Jeg opdagede, at hun var død, da jeg en septembermorgen gik ind i hendes soveværelse – vi havde allerede i en del år haft separate sovekamre – for at spørge, hvorfor hun ikke som vanligt havde sørget for morgenmaden. Hun lå med ryggen til, meget fredeligt, og i begyndelsen troede jeg, at hun sov. Men døden må være indtrådt på et tidligere tidspunkt af aftenen, for da jeg rørte ved hende for at ruske hende vågen, mærkede jeg kulden fra hendes legeme." (l.36-41).
Men til allersidst skriver Antonias mand i brevet til præsten: "Ja, hvor er hun nu, hr. pastor? De klappede hende på hånden, jeg ser det tydeligt for mig. Af hvad art var egentlig Deres forhold til min hustru? Hvis det er sådan, at hun opholder sig hos Dem (...) (l.139-141, mine kursiveringer).

Undringsspørgsmål: Hvis manden fandt hende død i sengen den septembermorgen, hvordan skulle hun så kunne opholde sig hos præsten?

Her er således udpeget tre markører, tre steder i teksten, som signalerer, at man måske ikke helt kan tro på det, fortælleren beretter; ergo er han sandsynligvis en upålidelig fortæller.

***

Læs eventuelt den franske forfatter Annie Saumonts novelle "En ganske almindelig uge" - og diskutér, om en undersøgelse af, hvorvidt fortælleren er pålidelig eller upålidelig, kan føre jer på sporet af, om novellen bare handler om en mands hverdag i løbet af en ganske almindelig uge - eller om den måske også handler om noget andet, der ikke er så helt almindeligt endda?

I Jan Sonnergaards (1963-2016) noveller "Gilleleje" og "Reprise på Krogs Fisserestaurant" fra novellesamlingen Sidste søndag i oktober (2000) er fortælleren også upålidelig. Prøv eventuelt at undersøge, om du er enig i den påstand.

Måske kan det i visse tilfælde også være relevant at operere med en skelnen mellem en sympatisk og en usympatisk fortæller.

En sympatisk fortæller er en fortæller, som modtageren (fx en læser) finder sympatisk, fordi fortællerens refleksioner, synspunkter, handlinger mv. repræsenterer nogle værdier, som modtageren deler.

En usympatisk fortæller er derimod en fortæller, som modtageren distancerer sig fra, både intellektuelt og følelsesmæssigt (moralsk), fordi fortælleren efter modtagerens opfattelse repræsenterer nogle (livs)værdier, som modtageren slet ikke synes om, og som han derfor tager afstand fra.

Modtagerens bedømmelse af fortælleren som sympatisk eller usympatisk har stor indflydelse på, hvordan læseren opfatter og oplever det læste. Hvis fortælleren ikke lever op til læserens forestilling om, hvordan en sympatisk person tænker og handler, vil læseren ofte være meget mere kritisk over for det, fortælleren fortæller, end hvis læseren synes godt om fortælleren. Og en læser vil have svært ved - og vil heller ikke ikke have lyst til - at identificere sig med en fortæller, der opfører sig dårligt, umoralsk, uetisk - kort sagt: usympatisk.

Hvis du opfatter en fortæller som usympatisk, så vær bevidst om, at din egen synsvinkel snævres ind i den forstand, at du sandsynligvis vil være ret negativt indstillet over for fortællerens adfærd, og dermed ikke så åben for at forstå baggrunden for fortællerens tanker og handlinger. Du vil ikke være så tilbøjelig til at lægge mærke til, om fortælleren måske i det små viser en evne til kritisk selverkendelse og måske - i løbet af den periode fortællingen strækker sig over - derfor faktisk udvikler sig i positiv (= sympatisk) retning i forhold til udgangspunktet. En typisk almenmenneskelig psykologisk reaktion er i hvert fald, at jo mere usympatisk, du synes en person (i dette tilfælde en fortæller) er, desto mindre overbærende og tolerant er du over for ham. Og omvendt: Hvis du finder fortælleren meget sympatisk, vil din overbærenheds- og tolerancetærskel være væsentlig højere.

En lille opgave:

Hvordan opfatter du fortælleren i nedenstående fortælling - som sympatisk eller usympatisk? Begrund dit svar:

En fortæller kan skabe fremdrift, dvs. fastholde læserens interesse, pirre hans nysgerrighed og intensivere hans følelsesmæssige engagement i en fortælling ved at give læseren adgang til viden eller ved at tilbageholde viden for læseren.

Et typisk kneb er en såkaldt cliffhanger, hvor et kapitel eller et længere afsnit afsluttes med en uafsluttet spændingsmættet handling - hvis fortsættelse afsløres i næste kapitel (eller næste afsnit, hvis der fx er tale om en tv-serie).

Et andet fortælleteknisk fremdriftsmiddel er suspense (spænding). Her spiller afsenderen på at indvi læseren i en viden, som en af personerne i handlingen ikke kender til. Det kan fx være en viden om, at en bombe eksploderer om 15 sekunder, men det er personen, der befinder sig lige ved siden af bomben, helt uvidende om.

En fortæller kan også bevidst tilbageholde viden, men i den særligt intensiverende form, at han antyder, at han har en viden, som har stor betydning, men som modtageren endnu ikke ved, hvad går ud på.

Læs fx dette uddrag fra en novelle:

Luisa dukkede op i døråbningen. Bag hende kunne han skimte Felipe, Antonio og Manuel. Helt automatisk havde han rejst sig op og bredt armene ud. Luisa styrtede ind i hans favn. - Hvor er det rart at se dig igen, sagde hun, hvad der gjorde ham lidt flov og fik ham til at trække sig et skridt tilbage. Hvis hun bare vidste!

De var alle næsten ligeså overstrømmende i deres gensynsglæde. Altså kunne det ikke være kendt, eller også var der i mellemtiden lavet om på den beslutning som for præcis otte måneder siden havde forekommet ham at være definitiv fra Marianas side. Han havde jo selv presset noget på da sagen var ham magtpåliggende.

Og dog, der var alligevel et eller andet ved Luisa. Imens de sad og snakkede om Antonios elektronikfirma, om børnene, om landbruget og EF og om Felipes trang til at give afkald på det daglige samvær med abscesser, cerebrale pareser, sklerodermi og muskulær dystrofi - en række hæslige ord - sendte hun ham somme tider ransagende blikke der syntes at dække over visse overvejelser. Af den slags, som han havde frygtet for som barn og stadig frygtede, fordi de var i stand til at gennemskue ikke alene hvad han allerede havde gjort, men tillige hvad han var ved at planlægge.

Hun vidste noget.

Klokken 10.20 trådte sekretæren ind i forkontoret og meddelte at Senor Calza desværre var forsinket. Stemningen blev herefter mere tvungen, hvad der gav sig udslag i spredte bemærkninger uden nævneværdig indbyrdes sammenhæng. Han følte sig nødsaget til at sige et eller andet, ligegyldigt hvad, og sagde derfor det første der faldt ham ind:

- Hvor befinder Mariana sig nu?

- Hjemme hos os, svarede Luisa med en altfavnende bevægelse der lod til at inkludere samtlige tilstedeværende, undtagen ham, der altid havde haft status af at være et fritsvævende atom i forhold til resten af familien. Bosat et andet sted, mange hundrede kilometer derfra og kun med sparsom tid til sin rådighed. Det var også hvad han havde antydet overfor Mariana, ikke som en beklagelse, men mere som et faktum det måske var værd at tage hensyn til.

Han var gået over til vinduet, hvorfra han kunne kigge ned på sin bil. Med ét forekom det ham latterligt at have skyndt sig sådan, som om selve hastværket kunne sikre imod et ukontrollabelt forløb, ja, endog at han overhovedet var mødt op i stedet for at beklage at han trist nok var forhindret deri. Alligevel havde han straks sagt ja til det, da Luisa for to dage siden havde ringet og fortalt, hvad der var sket, og fra samme øjeblik var han blevet grebet af en strøm af erindringer der forhindrede ham i at foretage fornuftige dispositioner; sove havde han heller ikke kunnet, sin træthed til trods.

Fra novellen Mariana Pineda af Nina Bolt (f. 1946) i hendes tekstsamling Ukendt herre i landskab, 1992, s. 114-115

Opgave:

Hvilke steder i denne tekst signaleres, at nogen har en viden, som læseren endnu ikke kender til, og som derfor driver læsningen videre, fordi læseren gerne vil have tilfredsstillet sin nysgerrighed om, hvad det er for en viden?

Det kan i nogle tilfælde være opklarende og forståelsesfremmende at undersøge følgende spørgsmål forbindelse med en analyse af fortælleforhold i en opdigtet tekst:

1. Hvilke fortællere er på spil: Er det en, der deltager i handlingen, eller en, der står uden for handlingen?

2. Hvilke observationer eller refleksioner gør den eventuelle udenforstående fortæller sig om andre personers adfærd og psykiske reaktioner? Og/eller om sig selv?

3. Hvilke observationer eller refleksioner gør den eventuelle jeg-fortæller eller personbundne fortæller sig om andre personers adfærd og psykiske reaktioner? Og/eller om sig selv?

4. Er den alvidende eller observerende fortæller objektiv - eller lader han sin fortælling farve af sine egne holdninger og meninger - fx ved at bruge emotivt sprog i form af positivt eller negativt ladede ord - eller ved at lægge sympatien over på personer, der besidder særlige egenskaber og karaktertræk eller handlemønstre, som skal opfattes som attraktive og efterstræbelsesværdige - og ved at være tydelig i sin antipati over for personer, der besidder anderledes eller modsatrettede karaktertræk?

5. Kommer den alvidende fortællers mening åbenlyst (eksplicit) eller skjult (implicit) til udtryk, dvs. italesætter fortælleren tydeligt eller kun indirekte (dvs. at det er overladt til modtagerens fortolkning og underforståelse), at det er ham/hende, der mener det, der udtrykkes?

6. Hvad (hvilken problemstilling) udtaler den alvidende fortæller sig eventuelt om - og kan man derudaf drage et budskab, som er henvendt til modtageren?

7. Er jeg-fortælleren/den personbundne fortæller objektiv eller subjektiv? Hvis subjektiv, hvordan kommer dette så til udtryk - og hvad udtrykker fortælleren sine subjektive holdninger til?

8. Er fortælleren (hvad enten han deltager i handlingen eller ej) pålidelig eller upålidelig, dvs. er han til at tro på - eller lyver han; fører han modtageren bag lyset?

9. I hvilken grad kan vi være sikker på, at fortælleren fortæller os alt, der er nødvendigt at vide for at kunne forstå hans egen eller andre personers handlinger og forskellige situationer i det hele taget?
Eller spurgt på en anden måde: Er der indikationer på, at fortælleren måske ikke afslører alt, ikke fortæller det hele, men bevidst (eller for den sags skyld ubevidst) udelader vigtige informationer om sig selv eller andre personer? Hvis ja, hvad får vi ikke at vide, hvilke forhold får vi ikke alt at vide om - og hvorfor mon det?
Får vi måske endda noget at vide, som (sandsynligvis) ikke passer, men er udtryk for fortællerens snæversynethed, hans fordomsfulde iagttagelse eller analyse af bestemte forhold og personer eller lignende? Hvis ja, hvad er det, der ikke passer - og hvilken betydning har det for modtagerens oplevelse/forståelse/fortolkning?

Nedenstående tekst er et direkte citat af opslaget om fortæller i Gads Litteraturleksikon. Det er med her, fordi jeg synes, det er vældig præcist formuleret, og fordi Gads Litteraturleksikon ikke findes i digital udgave:

En analyse af et litterært værk må nødvendigvis forholde sig til, hvem der fortæller historien, og hvorfra historien fortælles. Især i den episke litteratur er fortælleren vigtig for forståelsen af værket. Det er selvfølgelig altid en forfatter, der har organiseret fortællingen, men læseren møder en fortællestemme, der ikke kan regnes for forfatterens egen, og denne fortællestemme er defineret tidsligt og rumligt, dvs. i forhold til personerne i fortællingen.

Enhver fortælling har en fortæller. Hvis ikke fortælleren træder frem, men står uden for fortællingen, kaldes det en implicit (eller skjult) fortæller. Hvis fortælleren derimod er til stede, enten som en jeg-fortæller eller en 3. persons fortæller, kaldes det en eksplicit (eller åbenlys) fortæller.

Der kan godt være flere fortællere, og en afdækning af fortælleforholdene kaldes også udsigelsesanalyse.

Hvorfra fortælles der? I forhold til tiden kan fortælletidspunktet ligge efter, at begivenhederne er sket, det kaldes bagudsyn, eller der kan fortælles sideløbende med at begivenhederne sker, det kaldes medsyn. I det første tilfælde må man skelne mellem fortælletid, dvs. tiden, hvor der fortælles fra, og fortalt tid, dvs. tiden, hvor begivenhederne udspiller sig. Fortælletempoet kan også varieres: er fortælletiden kort i forhold til den fortalte tid, er fortælletempoet højt og vice versa.

I forhold til rummet kan fortælleren være personbunden (eller personal), sådan at læseren ser begivenhederne med denne persons øjne, eller fortælleren kan bevæge sig frit mellem flere personer. Desuden kan synet på personen eller personerne være indvendigt, fortælleren bevæger sig ind i bevidstheden af personen, eller udvendigt - læseren følger personen, men registrerer kun begivenhederne udefra.

Hvem fortæller? Når - fortælleren bevæger sig frit i tid og rum i forhold til personerne, taler man om en alvidende fortæller (eller olympisk fortæller). Den alvidende fortæller springer i tid og bevæger sig ud og ind af personerne.

Også den alvidende fortæller kan være implicit eller eksplicit, fx kan den eksplicitte fortæller træde frem som "forfatteren" med direkte læserhenvendelser eller "personlige" vurderinger af begivenhederne og personerne.

Den implicitte fortæller vil ikke træde åbent frem, men er en anonym stemme, der kun kommer til syne i ordvalg og organisering af stoffet.

Eksempler på den eksplicitte alvidende fortæller findes i Tom Jones (1749) af H. Fielding og i Milan Kunderas romaner. Eksempler på den implicitte alvidende fortæller findes i H. Balzac realistiske romaner og i Marie Grubbe (1876) af J.P. Jacobsen.

I modsætning til den alvidende fortæller, hvis viden er ubegrænset, kan der optræde en fortæller, hvis viden om begivenhederne og personerne er begrænset. Når fortællerens viden er begrænset, kan det være fordi synsvinklen er personbundet eller udefraregistrerende.

Den personbundne fortæller kan enten være en eksplicit eller implicit 3. persons fortæller eller en jeg-fortæller, der er fortællingens hovedperson eller en biperson, som er vidne til begivenhederne. Et dansk eksempel på det første er Løgneren (1950) af Martin A. Hansen og på det sidste Den kroniske uskyld (1958) af Klaus Rifbjerg.

En variant af jeg-fortælleren optræder i stream of consciousness-fortællinger, fx Ulysses (1922) af James Joyce, hvor fortællingen foregiver at være en ubearbejdet bevidsthedsstrøm.

Den udefraregistrerende fortæller (også kaldet den behavouristiske eller objektive fortæller) er placeret uden for personerne og fremstiller miljøer og begivenheder ukommenteret. Denne fortælleteknik opstod med impressionismen i slutningen af det 19. årh. og blev senere rendyrket af den nye franske roman (nouveau roman).

Kilde: Henrik Rasmussen (red.), Kamilla Hygum Jakobsen og Jeanne Berman: Gads Litteraturleksikon, Gads Forlag 2005 (1999), 2. udg., s. 122-123.