Periode fra 1300-1600. Ofte dateres den danske renæssance til 1500-tallet - eller fra omkring reformationen i 1536, hvor den danske konge gjorde den protestantiske kirke til statskirke - og indtil Enevældens indførelse i 1660.

Renæssance betyder på fransk 'genfødsel' og betegner, rent kunstnerisk, en tid, hvor antikkens humanistiske idealer og kunst (græsk og romersk kultur) bliver genopdaget, imiteret og udviklet.

Det er - i litterær sammenhæng - vigtigt at gøre sig følgende klart, når det drejer sig om litteratur i renæssancen, barokken og det meste af oplysningstiden (rokokoen):

• Langt de fleste mennesker var analfabeter.
• Det var endnu ikke muligt at mangfoldiggøre skriftlige tekster i stort tal. Den første bog, 'Den danske Rimkrønike', blev således først trykt i Danmark i 1495, men det var først i løbet af 1700-tallet, at forskellige opfindelser gjorde bogtrykkerkunsten nemmere og mere effektiv.
• Periodens litteratur var brugs- og lejlighedsdigtning, der var skrevet, blev sunget, læst op eller dramatisk fremført - til brug i helt bestemte sammenhænge.
• Personlig digtning forfattet af en navngiven digter - rettet mod en større målgruppe - kendte man endnu ikke rigtigt. Digtere blev opfattet som en slags håndværkere, der kunne bearbejde sprog, som en snedker kunne bearbejde træ. Således kunne en adelsmand eller anden privilegeret person bestille et digt hos digteren, som skulle bruges i en bestemt sammenhæng (bryllup, fest, begravelse mv.), på et bestemt tidspunkt, rettet mod ganske begrænset gruppe af mennesker. At opfatte en digter som en kunstner, der (skulle) kunne noget særligt - udover den tekniske håndværksmæssige kunnen - blev der først rigtig snakket om - i visse snævre kredse - fra midten af 1600-tallet (altså baroktiden).
• Det var reelt kun en meget lille gejstlig og verdslig elite, der havde tid til og opfattede det som en del af sin dannelse at beskæftige sig med noget, der havde med kunst, herunder litteratur, at gøre.

I Samlerens antologi, bd. 3 (1984), om nordisk litteratur i perioden 1525-1700, skriver Erik H. Henningsen m.fl. om tekstproduktionen i denne periode:

Ingen tekster, hverken skriftlige eller mundtlige, indgik endnu i en offentlighed, som kan sammenlignes med det 20. århundredes kulturindustri. Der var endnu ingen altdækkende medier eller institutioner, som kunne formidle en strøm af budskaber og udtryksformer overalt. (...) At tale om en offentlig litteratur - skriftlig eller mundtlig - (...) giver ingen mening. Det hænger sammen med, at vareproduktionen og markedsøkonomien i det hele taget var svagt udviklet i feudalsamfundet. Tekster blev kun i meget ringe omfang produceret og distribueret via et åbent marked, som tilfældet er i dag. Langt de fleste (...) tekster (...) er slet ikke 'læsetekster' i moderne forstand, men snarere brugs- og funktionstekster til bestemte lejligheder: salmesang i menigheden, højtlæsning eller fortælling for tilhørere, hyldest til mægtige personer (...), bøn til Gud eller kongen, osv. Dette gælder, hvad enten teksterne blev trykt eller ej. (...) Litteraturen fra 1500-, 1600- og størsteparten af 1700-tallet [adskiller] sig radikalt fra størsteparten af den senere finlitteratur. Forfatterne henvendte sig ikke til et offentligt publikum af læsere, der hver for sig kunne nyde og fortolke deres værker, men til en på forhånd defineret kreds af modtagere, hvis reaktioner de ønskede at styre. Af samme grund blev digtningen ikke opfattet som udtryk for nogle forfatterpersonligheders individuelle erfaringer og holdninger, men som brugstekster, der tjente til oplysning, propaganda eller underholdning. (s. 35-37).

Det skal dog bemærkes, at det netop er i denne periode, at der lægges kimen til et skift fra brugs-/lejlighedslitteratur (herunder salmer) til en slags skønlitteratur. Eller man kan sige, at der er tendens til en bevægelse fra den tekst, hvis hovedformål og funktion er at være belærende og forkyndende tekst - til den tekst, der også har æstetisk kvalitet, det vil i samtidens selvforståelse sige udtryksmæssigt (metrisk og rimmæssigt) velformet, sprogligt velformuleret og velklingende tekst. Denne bevægelse fuldføres i barokperioden.

De væsentligste litterære udgivelser på tryk i renæssancen i Danmark var salmebøger.

Danske repræsentanter for den litterære renæssance var bl.a. Hieronymus Justesen Ranch (1539-1607), Hans Christensen Sthen (1544-1610) og Anders Arrebo (1587-1637).