Den nykritiske litteraturkritik er først og fremmest opstået som reaktion mod biografismen og dennes ensidige interesse for forfatteren bag (og i) værket. Nykritikeren interesserer sig ikke for forfatteren.

En af nykritikkens danske fortalere i Danmark, Torben Brostrøm beskriver den nykritiske litteraturkritik på denne måde:

Nykritikken (...) isolere[r] det enkelte værk, nærlæser det og prøver at finde værkets særlige struktur og billedfortælling og samtidig prøver at se væk fra alt det, der forstyrrer i form af biografi og historie. Det er en isoleringsteknik, hvor man sætter luppen på netop det ene kunstværk og ser på, hvordan det folder sig ud eller har det. Man skal så at sige begynde forfra hver gang og læse digtet på dets egne præmisser." (Kilde: Interviewartiklen "Modernismen som et veritabelt gennembrud - Interview med Torben Brostrøm" - af Søren Eefsen i tidsskriftet 'Graf' nr. 04-05-2006).

Nykritikeren opfatter teksten som et selvstændigt kunstværk på linje med alle andre former for kunstværker. I det litterære værk er det sproget, der danner kunstværket og dets betydning.

En tekst opfattes som autonom, dvs. at den skal læses og forstås på sine egne præmisser. Tekstlæsningen og tekstlæseren må ikke lade sig påvirke af eller i det hele taget interessere sig for sammenhænge mellem fx teksten og forfatterens liv, mellem teksten og historiske eller samfundsmæssige forhold eller for dens sags skyld: mellem teksten og læseren.

Nykritikken hævder, at der i princippet kun eksisterer én rigtig læsning af et værk, der er kun én fortolkning, der er korrekt. Selv om forskellige læsere møder en tekst med forskellig erfaringsbaggrund, og derfor kan formodes at forstå teksten forskelligt, så stiller nykritikken det krav til læseren, at han bør træde ud af sin private sfære og læse teksten som en såkaldt repræsentativ læser, en slags objektiv læsning, hvor man bør 'lægge sig selv på hylden'. Den repræsentative læser skal undersøge, hvilke bestemte almenmenneskelige eksistentielle grundvilkår den konkrete tekst sætter på dagsordenen uden at lade sig vildlede af personlige følelser, associationer og uvedkommende livserfaringer. Når læseren har fundet ud af det og forholdt sig hertil, så har han forstået teksten.

Et yderligere 'karaktertræk' ved nykritikken er, at den kasserer begrebsparret form-indhold. En sådan opsplitning er uanvendelig, for man kan ikke forestille sig et indhold uafhængigt af en form eller omvendt. Det er to indbyrdes fuldstændig sammensmeltede størrelser, der udgør en uadskillelig helhed: Formen er en del af indholdet, og indholdet er en del af formen.

Denne helhed udgør det nykritikeren kalder materialet. Materialet er alt i en tekst, altså både det som nogle kalder form, og det, der kaldes indhold. Dette materiale er struktureret på en særlig måde, hvilket tilsammen danner tekstens betydning. En nykritisk pointe er at forstå, at al litteratur er materiale, som i værket er taget i brug for at formulere et udsagn om nogle eksistentielle menneskelige problemstillinger, om fundamentale anliggender, der vedrører den menneskelige tilværelse.

Nykritikere nøjes ikke med at analysere en tekst; de lægger også stor vægt på, at læsningen skal munde ud i en vurdering af tekstens kvalitet, en såkaldt 'æstetisk vurdering'. Denne går dels ud på at vurdere, hvor væsentlige tekstens eksistentielle udsagn egentlig er, og dels i hvilken grad teksten helt ned i detaljen, i alle dets lag, er organiseret således, at dette overordnede udsagn/tema ikke modsiges i tekstens 'materiale', men tværtimod konsekvent understøttes og forstærkes.

Rent metodisk analyserer en nykritiker en teksts forskellige 'lag', også kaldet 'strata'.

Nykritikken er opstået i 1920'erne i USA og England med bl.a. digteren T.S. Eliot 1888-1965) som en af pionererne. I Danmark blev nykritikken introduceret af litteraturkritikere som Johan Fjord Jensen (f. 1928), Steffen Hejlskov Larsen (f. 1931) og Torben Brostrøm (f. 1927) i begyndelsen af 1960'erne.

Nykritisk læsning af litteratur har været dominerende i det danske undervisningssystem siden da, med et slip på nogle uddannelsesinstitutioner i 70'erne og 80'erne, hvor den marxistiske ideologikritik og psykoanalytiske læsning af litteratur var særligt i vælten.

I dag er tekstlæsningen i skoler på forskellige niveauer stadig først og fremmest inspireret af nykritikken, men nykritikkens påstand om det mulige i at læse en tekst objektivt er veget til fordel for en anerkendelse af, at læsning af tekster er en subjektiv foreteelse, som afhænger af hvem, hvornår og i hvilken sammenhæng man læser. Således kan man sige, at den mest almindelige litteraturkritiske tilgang i dag er en sammensmeltning af nykritik, strukturalisme og receptionsteori.

En nykritisk analysemodel vil typisk tage udgangspunkt i at undersøge en teksts forskellige lag. Disse benævnes lidt forskelligt, afhængigt af hvilken kilde informationer om nykritik hentes fra.

Fx bliver lagene begrebssat således i Metode Bogen af Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen fra 1980:

1. Det grafiske lag: tekstens visuelle fremtræden (det som nogen kalder 'ydre komposition').
2. Lyd-laget: rytme, rim og andre klangfigurer, særlig anvendt i lyrikken.
3. Betydningsenhedernes lag: enkeltord eller korte sammenhængende ordforbindelser, som har en lokal funktion eller en signalfunktion for forståelsen af teksten, i kraft af en billedlig betydning, af tilhørende associationsområder eller måske en funktion som ledemotiv eller som symbol. (s. 21).
4. Det syntaktiske lag: sætningskonstruktionen.
5. Planstruktur-laget: 'planbrud', dvs. form- eller indholdsmæssige brud som opstår, når ord sammenføjes imod reglerne for, hvordan de normalt kan sammenføjes. (s. 21), fx billedsprog.
6. Storelementernes lag: det lag, der har at gøre med personer, miljøer, handlingsfaser, forskellige tematiske problemstillinger mv..
7. Fortællerholdningens lag: en undersøgelse af tekstens fortællerforhold (fortællertyper, synsvinkler) og fortællerens åbenlyse eller skjulte holdningstilkendegivelser.
8. Udsagnet: hvilke almenmenneskelige/eksistentielle grundvilkår udtaler den konkrete tekst sig om, og hvad siger den om disse?.

De første 4 lag har fokus på tekstens detaljer. De sidste lag handler om undersøgelse af de større helheder, som detaljerne (eller delelementerne) samles i.

Ovenstående 'analysemodel' er først og fremmest tænkt som redskaber i analysen af moderne lyrik. (Det var netop ud af et behov for at kunne læse og forstå modernistisk lyrik, at nykritikken sprang).

I analyse af epik opstiller Brandt-Pedersen følgende nykritiske model:

1. Komposition (afsnit, forløb, spændingskurver).
2. Fortællerforhold (fortællertyper, synsvinkler, fremstillingsformer, tidsforhold (fortalt tid/fortælletid) mv.
3. Fiktion (som ovenfor kaldes storelementernes lag, dvs. noget om personer, miljøer og problemstillinger).
4. Sproglige forhold, fx karakterisering af personer og miljøer gennem sprog, om billedsprog (metaforer, symboler, ledemotiver) mv. Dette lag er en kombination af de, der blev kaldt det grafiske lag, lyd-laget, betydningsenhedernes lag og det syntaktiske lag.
5. Sammenfatning (det, der oven for kaldes 'udsagnet') og fortolkning.

En nykritisk analyse bør altid indledes med, at man efter den første læsning af teksten danner sig en foreløbig hypotese om, i hvilken retning teksten skal forstås og fortolkes. (s. 22). Det er der nogen, som kalder en fortolkningshypotese.

Derefter går 'nærlæsningen' i gang, som i praksis bør tage udgangspunkt i de træk i teksten, der falder i øjnene som særlig bemærkelsesværdige. Man skal altså ikke følge ovenstående model slavisk og/eller nødvendigvis tildele alle lag lige stor opmærksomhed.

Man behøver heller ikke lave en arbejdsmæssig skarp deling, således at man først analyserer teksten i den forstand, at man nøgternt iagttager og beskriver tekstens karakteristiske træk og bagefter begynder 'forfra' for at fortolke. Analysen og fortolkningen kan foregå fortløbende, som det falder naturligt og hensigtsmæssigt.

Analysen og fortolkningen afsluttes med 'tekstens udsagn' (altså det tidligere nævnte lag 8).

Til allersidst foretages en vurdering af teksten. Denne vurdering skal dels gå på, hvor væsentlig tekstens udsagn kan vurderes at være, og dels en såkaldt 'æstetisk vurdering', dvs. en vurdering af, om alle valg mellem organiseringsmuligheder i alle tekstens lag - valg af fortællertype, valg af synsvinkelplacering og i detaljerne valg af ord og sætningstyper - er truffet, så de fungerer hensigtsmæssigt og konsekvent i forhold til den hensigt, som er tekstens - det udsagn som skal formuleres. (s. 19) (P.S.: Dette citat er citeret korrekt, selv om det formuleringsmæssigt ikke falder så mundret ud).

I grove træk kan den nykritiske analyse altså disponeres således:

1. Første gennemlæsning - formulering af hypotese, dvs. et bud på, hvordan teksten i grove træk foreløbigt bør forstås og fortolkes.
2. Nærlæsning - iagttagelse og beskrivelse af bemærkelsesværdige træk i forskellige lag i teksten.
3. Sammenfatning af tekstens udsagn.
4. Vurdering:
   • Vurdering af tekstens udsagn
   • Æstetisk vurdering.