Litteraturprofessor Anne-Marie Mai (Syddansk Universitet) introducerede betegnelsen 'Det formelle gennembrud' om litteraturen i perioden 1970-2000 i et efterskrift i bogserien Danske digtere i det 20. Århundrede, Bind 3. Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt, 4. udg. 2000, s. 536. Hun skrev:

For at beskrive den æstetiske mangfoldighed og danne sig et overblik over sammenhænge og linjer i den nyere danske litteraturhistorie er det praktisk og perspektiverende at benytte begrebet "det formelle gennembrud", der betegner, at litteraturens karakter af at være form, dvs. et sprogligt og æstetisk mellemværende mellem den skrivende, den læsende og verden, tematiseres i teksten eller værket.

Anne-Marie Mai uddyber, hvad hun egentlig mener med, at der er fokus på 'det formelle' i denne periode:

Det var karakteristisk for dansk litteratur og dramatik i tiden 1970-2000, at former og genrer blev genstand for både forfatteres, læseres, tilskueres og kritikeres intense opmærksomhed. Avanceret litterær æstetik blev til genrehybrider, i en spændingsfyldt udveksling mellem høj og lav stil og en nedbrydning og genformulering af klassiske former.
Tiden talte mange forsøg på at lade forskellige medier og diskurser møde hinanden, bryde med det traditionelle højlitterære udtryk, bringe billedkunst, video, musik og tekst i dialog, skrive på langs og på tværs af traditioner og dermed videreføre de eksperimenter, som systemdigtningen, minimalismen og nyrealismen indledte i midten af 1960'erne. (ibid. s. 535).

Anne-Marie Mais intention med introduktionen af denne nye litteraturhistoriske betegnelse er:

• dels at slå en kile ind i den traditionelle skelnen mellem realisme og modernisme. I mange litteraturhistorier er det netop dikotomien realisme-modernisme, der bruges til at udpege forskellen mellem nogle litterære strømninger og slægtskabet mellem andre: Enten kaldes en litterær strømning realistisk eller også kaldes den modernistisk. Anne-Marie Mai gør sig altså til talsperson for, at der findes litteratur, som hverken er karakteristisk ved at være realistisk eller modernistisk.
• dels at gøre offentligheden opmærksom på forfatterskaber i sidste del af 1900-tallet, som hun ikke synes har fået den opmærksomhed, de fortjener, fordi de - af toneangivende forskere og anmeldere på 'det litterære parnas' - ikke blev opfattet som 'rigtige' modernister, og derfor heller ikke var så interessante at beskæftige sig med.

I artiklen "Hele litteraturen skal med" af Helle Rørbech i Kvinfos Webmagasin - Forum for køn og kultur (18.1.2001) interviewes Anne-Marie Mai - og hun stilles (og giver svar på) bl.a. følgende spørgsmål:

Kan din betegnelse for perioden 'det formelle gennembrud' bruges, hvad enten vi taler om realisme, modernisme, postmodernisme eller konstruktivisme?

- Man kunne måske godt kalde det postmodernisme, men det duer alligevel ikke, fordi vi ikke får en postmodernismediskussion i Danmark før i 1980'erne. Vi får den ikke i 1960'erne, da vi burde have haft den i forbindelse med nybruddet i litteraturen. Kritikken og litteraturforskningen præges af marxismen i 1970'erne, hvor man egentlig burde have haft fat i nogle større internationale diskussioner.

- Nybruddet i litteraturen, der starter midt i tresserne og slår igennem i 1970'erne, baner vej for en samtidighed mellem forskellige litterære strømninger og positioner: Realisme, modernisme, minimalisme, surrealisme og magisk fortællekunst. Mens 1950'erne og 60'er-modernismen gjorde litteraturen samtidsbevidst, baner "det formelle gennembrud" vej for en samtidighed mellem forskellige positioner med forskelligt historisk ophav. Det, de forskellige positioner og strømninger får tilfælles, er en refleksion over litteraturens karakter af at være form. Al litteratur til alle tider er selvfølgelig form; det, der gør en forskel i 'det formelle gennembrud', er refleksionen over form som mellemværende mellem den skrivende, den læsende og verden.

- I det formelle gennembrud er de forskellige 'ismer' i samtale med hinanden og samtidige i perioden. Det er derfor jeg vælger det udtryk. Jeg håber, det kan ruske op i vores forestillinger, så vi kan se vores litteratur som andet og mere end programmatiske tiår og modsætninger mellem modernisme og realisme. At vi kan se det som faktisk finder sted her og nu - som samtidighed imellem strømninger." (Kilde: kvinfo.dk/side/558/article/364/. Dette link eksisterer ikke mere).

Anne-Marie Mai har altså fundet behov for at 'opfinde' begrebet 'det formelle gennembrud', bl.a. fordi hun ikke mener, at begrebet 'modernisme' - som blev introduceret af Torben Brostrøm i 1959 - er dækkende for kunsten/litteraturen i perioden 1970-2000. I hvert fald ikke den definition af begrebet, som vandt hævd i brede kredse, at modernistisk kunst var en galskabens og lidenskabens kunst, der, i følge Anne-Marie Mai, i praksis viste sig især at handle om individets splittelse og følelse af mismod og tab af mening i det moderne samfund. Mange forfattere så nemlig slet ikke så pessimistisk på det moderne samfund. Om end de kunne være ganske kritiske, opfattede de også de nye tider som en periode med nye muligheder.

Anne Marie-Mai skriver:

Vigtige tekster og værker i den nye midttresser-litteratur repræsenterer netop en forskel i forhold til den modernistiske æstetik. Peter Laugesens, Dan Turèlls, Jørgen Leths, Kirsten Thorups, Jytte Rex' og Klaus Høecks produktion lader sig kun med stort hiv og sving forbinde med et modernistisk mismod over virkelighedens død, med forestillingen om det splittede jeg, med smerten ved meningstabet, og fordringen om et kunstnerisk særsprog.

Anne-Marie Mai i artiklen "Papirmånens stråler - at se på nyere dansk litteratur" i Anne-Marie Mai og Anne Borup (red): Historier om nyere nordisk litteratur og kunst, 1999, s. 24.

Flere af ovennævnte forfattere og flere til gjorde sig desuden 'skyldige' i at være 'umodernistiske' ved at lade sig inspirere af tegneserier, reklamer, triviallitteratur, pop, kitsch og rockmusik. Som Anne-Marie Mai skriver:

Poppen og triviallitteraturen, som modernismen hader af et godt hjerte, er her en meget stærk inspiration, og litteraturen betjener sig af alle mulige typer af diskurser, ja har som erklæret mål at overvinde genregrænser og tage forskellige kunstarter i brug. Den stræber efter at slippe ud af den hede, tætte eller dissonante modernistiske metaforik. Der er både pop, papir og lir i dette opbrud fra modernismen. Det er altsammen af papir / Det er pappet og poppet lir - som Dan Turèll sang i en version af Paper Moon fra 1979. (ibid. s. 25)

PS: Anne-Marie Mai mener, at overgangen til Det formelle gennembrud nok egentlig er ca. 1965, hvor konkretisme og systemdigtning optager en del toneangivende forfattere, men da denne form for digtning først rigtig bliver kendt omkring 1970, vælger hun at placere skellet dér.

Selv om Anne-Marie Mai i ovennævnte udgivelse årstals-sætter Det formelle gennembrud til perioden 1970-2000, mener hun, at denne periodebetegnelse også er dækkende for hovedtendensen i 'den kunstneriske litteratur' fra 2000 til i dag.

Læs, se, hør eksempler på tekster fra det formelle gennembrud, som er karakteriseret ved at være "forsøg på at lade forskellige medier og diskurser møde hinanden, bryde med det traditionelle højlitterære udtryk, bringe billedkunst, video, musik og tekst i dialog" (jf. citat ovenfor):

***

Hvor man kan kritisere visse litteraturforskere og -kritikere for på den ene side at definere begrebet modernisme så bredt, at mange - indbyrdes ret forskellige litterære strømninger - regnes for at være modernistiske, og på den anden side definere modernisme som modsætningen til realisme, og derved komme til at ekskludere forfattere fra litteraturhistorien, som hverken skriver modernistisk eller realistisk, kan man måske også anholde betegnelsen 'Det formelle gennembrud' for at være så bredtfavnende og abstrakt, at det er svært at 'indfange', hvad den egentlig dækker over. For udtrykket siger vel næsten kun, at litteraturen i de sidste tiår af 1900-tallet er indholdsmæssigt meget forskellig - og derfor er den eneste fællesnævner, at mange af forfatterne i perioden tillagde selve tekstens form, herunder sprogets funktion, en relativt større betydning, end man havde gjort tidligere.

I en 'samtale-artikel' i dagbladet Information, "Litteraturen i form", d. 21. oktober 2000, citeres lektor, mag.art. Erik Skyum-Nielsen for at gøre opmærksom på, at han hellere vil kalde perioden 1965-2000 for 'det eksperimentelle gennembrud' end 'det formelle gennembrud'.

Også litteraturforskeren Søren Schou forholder sig, i debatartiklen 'Midt i en isme-tid' (5. okt. 2002), kritisk til Anne-Marie Mais store interesse for at definere og afgrænse genrer og litterære ismer frem for at interessere sig for forfatterne og deres litteratur. Han spørger, hvorfor det er så vigtigt for Anne-Marie Mai at diskutere, hvilke forfattere der hører til hvilke litterære retninger, og om det ikke kan være ligegyldigt, hvorvidt man kalder nogle af de danske digtere i slutningen af 1800-tallet for symbolister, eller man ikke gør, og om man kalder Tom Kristensen for ekspressionist eller kubistisk inspireret? Det er jo forfatternes tekster, man skal læse og opleve, og så er det vel hip som hap, om de kan rubriceres under den ene eller den anden hat - eller i den ene eller den anden kasse. Apropos 'kasse', så kritiserer Schou også Anne-Marie Mais begreb 'Det formelle gennembrud' for at være så bredt, at: enhver kan se, at kassen er på størrelse med Noahs ark.

Og Schou afslutter sit kritiske debatindlæg sådan her:

Hvis jeg skal være (...) flink over for Mai, (...) så vil jeg foreslå, at hendes begrebslige nydannelse bruges på følgende måde:
Det formelle Gennembrud forberedtes i folkeviserne og kulminerede hos Kingo. Det uformelle Gennembrud forberedtes, da lyrikerne aflærte sig metrum og rim cirka 1960 og kulminerede med 1970'ernes brugslitteratur.

Læs også om periodebetegnelsen fraktallitteratur.