Ekspressionisme er en betegnelse for:

1. tekster i forskellige kunstneriske strømninger, hvis de er kendetegnet ved deres ekspressivitet, dvs. at de udtrykker følelsesmæssig spontanitet, inderlighed og temperament, stærke og dramatiske følelser.
2. en kunstnerisk tendens inden for billedkunst, litteratur og film i perioden 1905-1935 (i Danmark især i mellemkrigstiden - altså mellem 1. og 2. Verdenskrig). Litterært er det tyske digtere i perioden 1910-24, der er foregangsmænd for den ekspressionistiske strømning.

Den tyske professor dr. Roland Doschka (f. 1941) udtrykker dette således (han tager udgangspunkt i den ekspressionistiske malerkunst i Tyskland):

Ekspressionisme eller ekspressivt maleri er i første omgang et almindeligt stilbegreb. Det er hverken bundet til tid eller sted, men omfatter alle udpræget subjektive kunstudtryk - som for det meste afviger fra akademiske eller klassiske former i kraft af et personligt fingeraftryk. I ekspressionismen er den spontane følelse og den indre oplevelse det udløsende moment i det at skabe kunst. Den omfatter såvel Matthias Grünewalds senmiddelalderlige altertavler som Vincent van Goghs malerier eller, for at tage et moderne eksempel, Jackson Pollocks drip painting. (Se malerier af de tre nævnte kunstnere, min anm.).
Ekspressionismen som epokebegreb er derimod ensbetydende med det første specifikt tyske bidrag til "det moderne". Stilistisk er det svært at sætte på en formel. (...) Og dens udtryksformer begrænser sig på ingen måde til billedkunsten: F.W. Murnaus film, Carl Sternheims og Georg Kaisers dramaer og Jakob van Hoddis' og Georg Heyms lyrik vidner i lige så høj grad om den ekspressionistiske livsfølelse som Bruno Tauts planer om at overbygge alpetoppene med glasbyer; den almindelige begejstring for jazz, varieté, ekspressiv dans og boksesport samt opblomstringen af talrige esoteriske kredse (...).

Roland Doschka i artiklen Den franske forbindelse - tysk ekspressionisme og fransk avantgarde i bogen Det genfundne Paradis - Tysk ekspressionisme, et katalog udgivet af Arken Museum for Moderne Kunst i forbindelse med en udstilling i 2004-2005, mine fremhævninger.

Ordet 'ekspressionisme' kommer fra latin 'expressio' (fransk: 'expression'), der betyder 'udtryk'. Begrebet blev 'opfundet' i 1911 af den tyske kunstkritiker Herwarth Walden for at betegne den billedkunst, der reagerede mod impressionismen og den såkaldt akademiske kunst.

Tysk ekspressionisme var påvirket af en dramatisk samfundsmæssig udvikling fra 1871, hvor Tyskland blev et forenet kejserrige. Bl.a. skete der en forsinket (i forhold til især England og Frankrig), men til gengæld meget hurtig industriel og økonomisk ekspansion, især i perioden 1890 til 1918, hvor 1. Verdenskrig ender med tysk nederlag. Denne fokusering på produktion, materialisme og forbrug fører på kunstens område til udbredt utilfredshed med og afmagtsfølelse overfor at stå uden indflydelse på samfundets udvikling.

Den oplevelse af utilfredshed var der i Tyskland to vidt forskellige reaktioner på: Nogle ville imødegå den materialistiske industrialisering ved at finde 'tilbage til naturen', det landlige frie liv, ved at dyrke sundhed og fysisk udfoldelse. Andre var desperate og så kun en løsning i en apokalyptisk udrensende urkatastrofe i form af en ny krig, der kunne genføde nationen 'fra scratch'.

Den tyske filosof og forfatter Friedrich Nietzsche (1844-1900) blev efter sin død et modefænomen for mange unge tyske ekspressionister. Han opfattedes af de unge kunstnere som en fremtidens profet, der udråbte guds død og manede til opgør mod gamle traditioner, normer og moral. Som Dorthe Rugaard Jørgensen beskriver, blev et af tidens litterære hit, Nietzsches værk Således talte Zarathustra fra 1883-85, modtaget:

som en livsfilosofisk protest mod den gamle, borgerlige og kristent-moralske verden: et profetisk budskab om et morgengry, en ny tidsalder, hvori det nye menneske kunne udfolde sig i en livsbekræftende, ekstatisk hyldest til alt jordisk. Nu var undertrykkelsen af naturen, følelseslivet og drifterne forbi. (Dorthe Rugaard Jørgensen i artiklen "Det genfundne paradis" i bogen af samme navn, udg. af Arken Museum for Moderne Kunst, 2005, s. 14).

Denne Nietzsche-inspirerede ekspressionisme kan siges at være datidens ungdomsoprør, en datidens hippie-bevægelse. En af de ekspressionistiske kunstnergrupperinger, Die Brückes, talsmænd, maleren Ernst Ludwig Kirchner, skrev således i sammenslutningens programskrift:

Med en fortsat tro på udvikling, i en ny generation af udøvere såvel som tilhængere, påkalder vi os hele ungdommen. Og som den ungdom, der bærer fremtiden, ønsker vi at opnå bevægelsesfrihed og et liv for os selv i opposition til de ældre, etablerede kræfter. Den, som umiddelbart og uforfalsket gengiver det, der driver ham til at skabe, er en af os. (Kirchner i Die Brückes program, 1906).

Nietzsche havde skrevet om to grundlæggende principper, det apollinske og det dionysiske (kendt fra den græske mytologi), der var bestemmende psykologiske drifter i den kunstneriske skabelse såvel som i naturen og mennesket selv.

Dorthe Rugaard Sørensen skriver følgende om denne dualisme (modsætningsforhold) og konkluderer, at ekspressionismen er kendetegnet ved at være domineret af det dionysiske princip:

Det apollinske er skønheden, harmonien, selvbeherskelsen og den intellektuelle fortolkning, der giver livet form og mening. Det vilde og primitive dionysiske princip (...) er derimod skabelsen, rusen, ekstasen, forløsningen og livet selv - viljen. Den kunst, der holder det dionysiske ude, fjerner sig ifølge Nietzsche fra livet selv og mister dermed muligheden for at indvirke på menneskelivet. Den dionysiske vitalitet rummer imidlertid fortabelsen og ødelæggelsen som skyggeside i kraft af sin ustrukturerede, orgiastiske og fornuftsløse natur. Ideelt set må det dionysiske holdes i ave med de apollinske tøjler. Ikke blot ekspressionismens energiske skaberkræfter udgik fra det dionysiske. Det gjorde også den tro på det apokalyptiske, herunder på krigen og ødelæggelsen, som flere ekspressionister havde. (Jørgensen: "Det genfundne paradis", s. 16).

Kunstneren Ole Schwalbe (1929-1990) konkluderer i følgende citat, at de ekspressionistiske billedkunstnere udtrykker sig meget forskelligt, men er fælles om at udtrykke sig ret 'dionysisk'. Og dette kan lige såvel siges om den litterære ekspressionisme:

Kunsten må hverken være realistisk eller idealistisk; den skal først og fremmest være sand, sagde den russiskfødte billedhugger Alexander Archipenko kort før første verdenskrig. Denne udtalelse kan bruges som nøgleord for expressionismen. Der er blot den svaghed ved dette krav, at sandheden ikke er noget absolut, ikke nødvendigvis er det for den anden. I denne svaghed ligger expressionismens styrke. En lang række individualister fandt her sammen, uden fælles mål og uden samme opfattelse af maleriets formelle problemer. Der er lige så mange meninger om malemåde, som der er expressionister; men fælles for dem er en brændende meddelelsestrang, en ofte nervøs bekendelse, en given efter for de allerheftigste og mest inkontrollable følelser.

Kilde: Ole Schwalbe: Fra kubisme til informel kunst, 1963, s. 43-44.

Igennem kunsthistorien har vi set kunstneriske retninger, også litterære, der enten har været domineret af det apollinske princip (fx klassicisme og biedermeier), af det dionysiske (fx romantismen, surrealismen, ekspressionismen (som vi beskæftiger os med her), konfrontationsmodernismen i 1960erne og visse 80'er-lyrikere (bl.a. Michael Strunge). Men der har også været kunstneriske retninger, der har forsøgt at finde balancen mellem det vilde dionysiske og det kontrollerede apollinske, mellem drifter og følelser på den ene side og opbyggelig moral og intellekt på den anden. Det gjaldt bl.a. universalromantikken (i beg. af 1800-tallet), symbolismen (i årtierne omk. 1900) og dele af heretica-bevægelsen (i perioden efter 2. Verdenskrig).

Litteraturhistorisk er ekspressionismen en reaktion mod både den objektiviserende videnskabelige og realistiske bølge, der prægede Det moderne gennembrud og den mere idealistiske og verdensfjerne symbolisme.

I modsætning til de realistiske strømningers forsøg på at skildre den ydre virkelighed så objektivt og nøgternt som muligt, dyrker ekspressionismen menneskets/kunstnerens indre sjælelige, ofte voldsomme, reaktion på tabet af (med)menneskelighed i det forråede samfund efter den hidtil voldsomste krig i Europa nogensinde, 1. Verdenskrig, hvor mere end 30 millioner enten blev dræbt (ca. 9 mio.) eller lemlæstet for livet (ca. 22 mio.). Mennesket har tabt sin sjæl i det fremmedgørende samfund, der mere handler om nationale grænser og ejendomsrettens ukrænkelighed, om materialisme foranlediget af den ekspanderende industrialisme og øget vandring fra land til by.

Fx aner man digterens uro i disse strofer om det hektiske byliv af Frederik Dalgaard fra 1921:

Byen

I daggryet rådhusets tårnvægtersang
går bølgende byen omkring ─
de virkende vågner til daggerning lang,
og livshjulet sættes i sving.
Sporvogne gror frem i det duggede gry,
og larmende lastbiler ruller på rad;
thi kæmpen, der vågnede, kræver sin mad.
Det rumler og skramler ─ alt starter påny
hver dag i den vågnende by.

Den slumrende by blev en frådende front;
brag drøner ─ det hvidner af damp.
Hver virkende mand i sin daglige dont
er stridsmand i nådesløs kamp.
Fabrikkernes duren og værfternes gny.
Kontorernes summen, butikkernes pragt
og børser og banker og skive i fragt,
─ det er krigen på kniven, der raser påny
hver dag i den virkende by.

Et digt fra 1921 af Frederik Dalgaard (1893-1972) i tekstsamlingen Sange og digte - fra 1913 til 1963, udgivet 1968.

Den ekspressionistiske malerkunst og litteratur kan opfattes som et forsøg på at skildre dette tab af menneskelighed og den følelsesmæssige angst og sorg i forbindelse hermed. Man kan måske billedligt udtrykke det sådan, at den ekspressionistiske kunst udtrykker, ikke vulkaner..., men følelser i udbrud.

Dansk ekspressionistisk litteratur handlede dog ofte også om andre emner end krig, fremmedgørelse og pessimistisk livstro. Mange ekspressionistiske digte kunne således indeholde intense følelsesmæssige oplevelsesbeskrivelser af natur, af kærlighed og elskov mv.

Nogle vil hævde, at der er især tre indholdsmæssigt forskelligartede tendenser i ekspressionismen, som dog har det sprogligt kraftfulde og udtryksfulde - det dionysiske - til fælles. Det er:

• Utopisk ekspressionisme, der optimistisk bruger digtningen (kunsten i det hele taget) som et værktøj til at søge mening i tilværelsen, løsninger på krisen i samfundet
• Dystopisk ekspressionisme, der negativt og nihilistisk er opgivende over for samfundets udvikling
• Æstetisk ekspressionisme, der har fokus på det kunstneriske element i at eksperimentere med sprogets 'kræfter' og muligheder.

En digter som Emil Bønnelycke (1893-1953) skriver en del begejstrede og optimistiske digte om fremtiden, om tidens nye teknologiske landvindinger (bygninger, maskiner, biler, fly mv.). Denne utopiske ekspressionistiske forherligelse af tidens industrielle revolution (især i udlandet, herunder Amerika) kaldes litteraturhistorisk undertiden også for futurisme.

I Samlerens antologi af nordisk litteratur - 1918-1940 bd. 9 står der bl.a. om de typiske temaer, som mange danske ekspressionister skriver om:

Ekspressionismen lægger (...) vægt (...) på at udtrykke den virkelighed som er kunstnerens egen følelse, i vekselvirkning eller konfrontation med alle tilværelsens forhold, især de der hidtil ikke har været skildret poetisk, f.eks. byens landskab, trafikken, fabrikkerne, maskinerne, arbejdet og de nye livsformer. (s. 61).

Men som nævnt ovenfor er der også ekspressionistiske kunstnere, der hører til den mere pessimistiske fløj og som formidler sine voldsomme følelser i digte, der tematisk handler om angst, følelse af splittethed mv., og som sprogligt udtrykker disse følelser ved at eksperimentere med billedsprog, sætningskonstruktioner (fx udeladelser af ord), utraditionelle verslinjebrud mv.

At angsten helt konkret er en reaktion på krigen og dens rædsler kommer tydeligt til udtryk i denne strofe af Frederik Dalgaard:

I nat har jeg huset i hjernen det syn af sprængte og flænsede lig.
I nat har jeg ligget i krummende rædsel med ørerne fyldte af skrig.
I nat har en usynlig hånd draget nort mit øje den nådige flig.
I nat har jeg sanset og set og har lugtet og smagt den forbandede krig.

Fjerde strofe i digtet "Den forbandede krig!" fra 1915 af Frederik Dalgaard (1893-1972) i tekstsamlingen Sange og digte - fra 1913 til 1963, udgivet 1968.

Læs eksempel på et ekspressionistisk digt af Broby-Johansen, og se billeder af en ekspressionistisk maler, som han måske var inspireret af.

Læs tre ekspressionistiske digte af Tom Kristensen.

Den ekspressionistiske litterære lyrik kan i nogle tilfælde opfattes som en selviscenesættende kunst. Kunstneren fokuserer ikke på sig selv for bevidst at udstille sig selv og sine meritter, men fordi han bruger sin kunst selvterapeutisk. Med lyrikken som redskab udtrykker kunstneren sine indre kaotiske følelser så ucensureret som muligt, for dels at kunne holde tilværelsen ud og dels at lade sin kunst udtrykke det ægte og ærlige, det menneskelige inde i en selv, når man nu ikke kunne finde det uden for en selv.

Hvor impressionismen lagde jeg'et på hylden og ofte skjulte fortælleren i kulissen, genopliver ekspressionismen det åbenlyse jeg, den subjektive centrallyrik - som også dyrkedes i romantikken.

Som professor Per Øhrgaard (f. 1944) skriver i Gyldendals litteraturleksikon (1974): Ekspressionismen:

hævder det individuelle jegs absolutte eksistens og dets behov for uhæmmet at give udtryk for tanker, følelser og stemninger. (...) digtningen (...) rummer det almenmenneskelige i sig som samfundet har fortrængt. (s. 226).

Danske repræsentanter for den ekspressionistiske litterære strømning er bl.a. Pär Lagerkvist (1891-1974), Emil Bønnelycke (1893-1953), Tom Kristensen (1893-1974), Frederik Dalgaard (1893-1972), Otto Gelsted (1888-1968), Harald Landt Momberg (1896-1975) og R. Broby-Johansen (1900-1987).

Det er måske lidt forvirrende, men for fuldstændighedens skyld skal dog nævnes, at nogle forskere opfatter ekspressionisme som et overbegreb for de litterære strømninger i første halvdel af 1900-tallet, der bl.a. er kendetegnet ved digterens formidling af subjektive følelser og fantasier. Set fra en sådan synsvinkel indlemmes fx også futurisme, dadaisme og surrealisme som grene af den ekspressionistiske strømning, og derfor kan bl.a. følgende kunstnere måske også kaldes ekspressionister: Hulda Lütken (1896-1946), Jens August Schade (1903-1978), Vilhelm Bjerke-Petersen (maler og kunstteoretiker, 1909-1957), Ejler Bille (grafiker og maler, f. 1910) og Gustaf Munch-Petersen (1912-1938).

Flere af de forfattere, der skrev ekspressionistiske værker, er af nogle litteraturteoretikere blevet opfattet som dansk litteraturs første modernister.

Men når det kommer til stykket: Mon ikke de nævnte hviler i fred, uanset om de bliver kaldt ekspressionister eller modernister? Måske vil de fleste af dem helst bare kaldes digtere eller kunstnere?