Verden er blevet chaotisk paany
Paany intonéres med heftige Klange.
Bort, Sycophanter! Og bort Parasitter!
Og bort I, som knælende hylder de mange!
Og Kandis-Tenoren forstummer - - -
Hør Agitatorens Sange!

Hæs er hans Mæle. Med sprængende rødt
ses læberne flamme bag skægsorte Flige.
Hør, hvor han brøler om Landet Atlantis,
om Ungdom, om Kraft og om aldrig at vige,
at først gennem Landet Atlantis
naar vi Skønhedens Rige.

Skøn som en sønderskudt Banegaard er
vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer,
skøn som Revolverens isgrønne Stjerne,
der fødes i Nuet med smældende Véer
paa ruden i Revolutionens
skingrende Glasklangs-Caféer.

Rødt er Kupéernes flunsede Plyds,
som vajer i Vimpler paa Vildskabens Farter.
Postbudes Frakker er gode som Faner.
Lakajers Kavajer er tunge Standarter,
der aabner sig blodigt i Vinden.
Held vore Fane-Bastarder!

Kampen skal vindes med rustent Gevær,
Gardinstænger, Daggerter, Brosten i Blokke.
Sejren skal fejres med grelle Fanfarer
paa Blikgrammofoner og Mælkemands Klokke,
og Messingtrompeter skal høres
suppende kalde og lokke.

Landet Atlantis, vi længes imod,
har blanke Geværpyramider paa Gaden.
Baalene blafrer for Gydens Soldater,
som hungrige læner sig op mod facaden
og af Hermetik-Daaser hugger
slugvorne til sig af Maden.

Gaderne gaber, og Blæst hujer hvast
og danner sig Nøglehuls-Fløjter og hviner
dødningeagtigt de Benpibe-Valse,
der danses ved Fester i Huses Ruiner,
mens Vinduers smadrede Ruder
kranie-ironiske griner.

Baalene kaster uroligt et Skær
af Brand og af Blod imod Huse og Skure.
Blikdaaser blinker med Laagene krænget,
Avisstumper klæbes af Blæsten mod Mure.
En Kniv bliver hvæsset mod Sporvogns-
Skinnernes staalblanke Fure.

Saadan er Længselens Land, Atlantis,
hvor alle harmoniske Fordomme svigter.
Farverne sprænges, og Formerne sprænges,
og Skønheden skabes af grelle Konflikter.
I Chaos jeg løfter min Bøsse
mod Skønhedens Stjerne og sigter.

Et digt af Tom Kristensen (1893-1974) fra digtsamlingen Fribytterdrømme (1920).

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst må forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Et digt af Tom Kristensen (1893-1974) fra digtsamlingen En Fribytters Ord (1932).

Er en Fribytter ikke en Sejler,
der flakker fra grønt til rødt
og vaagnede stirrer mod Livet,
men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser
i læ af Latinersejlet
og ser paa de vilde Lande,
som i Havet staar omvendt spejlet?

Er en Fribytter ikke en samler
der spejler Alverden lyst:
- Den kalkhvide Havneby kravler
fra Havet mod blaa Bjærges Kyst!
- Af Templernes knaldrøde Porte
bedaares de sorte Svaner!
- Den solhvide Sky forfølges
af de hidsige, mørke Traner!

Er en Fribytter ikke en Drømmer
med Sind som et vands Metal
og Syner som Frugtræers Blade
i drejende, funklende Fald?
Og blir ej den spejlblanke Flade
at Drømmenes Aande dugget,
naar Frugttræers hvide Blade
paa et sølvstille Vand bliver vugget?

Er en Fribytter ikke en Skaber
der kæntrer med sjælebank Ro
for atter at støbe sig Syner
med lysere, farverig Tro,
for atter med voldsomme Hænder
af skabende Evne krummet
at slynge sin indre Verden
med dens Flammehjul ud i Rummet?

Et digt af Tom Kristensen (1893-1974) fra digtsamlingen En Fribytters Ord (1932).