Den franske sprog- og litteraturforsker Algirdas-Julien Greimas (1917-92) introducerede i 1966 første gang den såkaldte aktantmodel. (Han blev inspireret af bl.a. den russiske folkemindeforsker Vladimir Propps (1895-1970) undersøgelser af russiske folkeeventyr).

Aktantmodellen er en model, der sammenfatter nogle fortællemæssige (også kaldet 'narrative') træk, der er fælles for utallige tekster.

Greimas mente, at 6 funktioner (aktanter), nemlig 'subjekt', 'objekt', 'giver', 'modtager', 'hjælper' og 'modstander', er grundelementer i mange fortællingers struktur:

I et traditionelt eventyr som Klods-Hans kan funktionerne og deres indbyrdes samspil fx beskrives således:

• En bondeknægt (subjekt) vil giftes med en prinsesse (objekt), som har lovet at tage den mand til ægte, som 'kan tale for sig'.
• Hverken hans far eller to brødre vil hjælpe ham (modstandere) med at nå dette mål.
• Imidlertid er bondeknægten viljestærk, fandenivoldsk og fuld af kreative ideer (disse egenskaber er hjælpere).
• Han får fat i en gedebuk, som han rider af sted på, og på vejen finder han en død krage, en træsko og noget mudder i en grøft (disse 'ting' er også hjælpere).
• Det lykkes ham at gøre et uudsletteligt indtryk på prinsessen. Kongen (Giver) har på forhånd givet tilladelse til giftermål mellem sin datter og den mand, hun mener kan tale bedst for sig.
• Bondeknægten (Modtager) bliver konge og får sig både en kone og en trone.

Ofte er det personer, der optræder som såkaldte 'aktører' med en bestemt aktantfunktion, men det kan også være ting eller mere abstrakte størrelser. Fx kan subjektets personlige karaktertræk i visse tilfælde fungere som hjælper (fx vilje eller humoristisk sans). I andre tilfælde kan bestemte personlige egenskaber hos hovedpersonen selv opfattes som en modstander (fx manglende selvtillid eller uvidenhed).