En slutning i en fortælling kaldes en åben slutning, hvis den er formuleret så 'uafsluttet', at det er op til modtageren (fx læseren) selv at forestille sig/at overveje, hvordan en fortælling måske slutter.

Den åbne slutning er resultatet af, at forfatteren ikke 'lukker' historien med en præcis og tydelig beskrivelse af handlingens afslutning. Derimod er slutningen uafklaret = åben) i den forstand, at der lægges op til, at fortællingen måske vil kunne udvikle sig i forskellige retninger, og dermed også, at den vil kunne slutte på forskellige måder, hvis man forestiller sig, at fortællingen fortsætter, efter man har læst/hørt sidste linje.

En åben slutning er et fortælleteknisk virkemiddel, der ofte har den virkning, at modtageren (læseren, lytteren, seeren, tilskueren) rent mentalt ikke sådan lige kan slippe fortællingen. For fortællingen er så at sige ikke færdig for modtageren, selv om den er fortalt færdig af afsenderen (forfatteren, oplæseren, filminstruktøren). Modtageren kan nemlig ofte ikke lade være med at tænke over, hvordan det fx mon vil gå den sympatiske hovedperson i det liv, han eller hun vil leve 'efter' fortællingen.

En lukket slutning er karakteristisk ved - i modsætning til den åbne slutning - at afsenderen ret præcist gør rede for, hvordan fortællingen ender. Afsenderen afrunder altså fortællingen ved at fortælle modtageren, hvordan handlingen afsluttes – eller hvordan fortællingens hovedkonflikt løses; det skal modtageren ikke selv bruge krudt på at tænke eller fantasere sig til.

En lukket slutning i en fortælling kan sammenlignes med en vittigheds slutning. En lukket slutning i en vittighed er selve den pointe, som vittigheden afsluttes med og som gør, at vi griner ad den. En åben slutning i en vittighed ville der være tale om, hvis fortælleren – efter at have fortalt det meste af vittigheden – afslutter med at sige, at tilhøreren selv må tænke sig til vittighedens pointe, eller at han desværre har glemt, hvad pointen egentlig er.

Et eksempel på en lukket slutning:

(...) De var alle tre meget glade. Jægeren trak Skindet af Ulven og tog det med sig hjem. Bedstemoderen spiste Kage og drak Vin og kom igen til Hægterne, og den lille Rødhætte lovede sig selv, at hun aldrig mere vilde løbe ind i Skoven, naar hendes Moder havde forbudt hende det.

Slutningen på eventyret ”Rødhætte” af brødrene Jacob og Wilhelm Grimm, 1812-1815 (første gang på dansk i 1821).

Ofte har en lukket slutning den psykologiske effekt, at modtageren oplever en vis mental ro, fordi det tydeligt fremgår, hvordan fortællingen slutter, hvordan konflikten bliver løst. Det gælder selvfølgelig især, hvis fortællingens afslutning opleves som 'rigtig', som retfærdig, harmonisk eller lykkelig. Sådan vil de fleste - både børn og voksne - nok opfatte ovenstående slutning på Grimms udgave af eventyret om Rødhætte.

Men ligesom det kan være svært at slippe fortællinger med åbne slutninger, kan man som modtager også døje med at få en historie med en lukket slutning ud af hovedet (ligesom med et mareridt), hvis slutningen opleves som ærgerlig og træls, fx hvis en vigtig person dør til sidst, eller hvis slutningen på anden måde opleves som uretfærdig, uharmonisk eller ulykkelig af modtageren.

Det gælder måske en slutning som denne i franskmanden Charles Perraults (1628-1703) udgave af "Den lille Rødhætte" fra 1695?:

(...) Lille Rødhætte tog sit tøj af og lagde sig i sengen. Hun blev meget forbavset over at se, hvordan bedstemoderen så ud uden tøj, og hun sagde:
"Bedstemor, hvor har du store arme!"
"Det er for, at jeg bedre kan omfavne dig, min pige!"
"Bedstemor, hvor har du store ben!"
"Det er for, at jeg bedre kan løbe!"
"Bedstemor, hvor har du store ører!"
"Det er for, at jeg bedre kan høre dig!"
"Bedstemor, hvor har du store øjne!"
"Det er for, at jeg bedre kan se dig!"
"Bedstemor, hvor har du store tænder!"
"Det er for, at jeg bedre kan æde dig!"
Og med disse ord kastede den stygge ulv sig over lille Rødhætte og åd hende.

Uddraget af Perraults eventyr er fra samlingen Gåsemors eventyr - Eventyr og historier fra en svunden tid, 1882, dansk udgave fra 1969, oversat fra fransk af Anine Rud.

Det er ikke altid nemt at afgøre, om en slutning er åben eller lukket - og det vil også ofte afhænge den enkelte læsers subjektive oplevelse, om slutningen opleves som et afklaret 'punktum' på fortællingen eller som en mere eller mindre uafklaret situation, som kan tænkes at bevæge sig i forskellige retninger.

Hvad med fx denne slutning på en novelle fra 1900, hvor den arbejdsløse maskinsmed Carl får et psykisk sammenbrud, fordi verden på så mange måder går ham imod: Han er lockoutet fra sit arbejde og får kun ganske lidt fra "Fagforeningskassen", hans kone Thora må tage arbejde som husholderske, for at familien overhovedet kan overleve, og deres lille datter må midlertidigt i pleje et forfærdeligt usselt og uhumsk sted, hvor hun mistrives i sådan en grad, at Carl overvejer:

Kunde han endda (...) skære Halsen over på hende med en skarp Kniv, så døde hun hurtigt, uden altfor store Pinsler.

I en efterfølgende drøm, der går over i en slags vildelse og sindssyge, hugger Carl en kniv i benet "og flænser løs" på arbejdsgiveren, der har lockoutet ham og alle hans arbejdskammerater, men i virkeligheden er det sit eget ben, han stikker kniven i. Naboerne hører skrig fra Carl og Thoras lejlighed og finder den blødende Carl i sengen. De er enige om, at der er tale om et Tilfælde af Sindsforvirring. Carls kone Thora kommer hjem fra arbejde: Hun fattede ikke til Fulde, hvad der var foregået. Hun blev stående og stirrede på den Syge, fortabt, måbende ―.

Og så lyder sidste del af novellen sådan her:

Carl lå og lyttede med lurende Udtryk i Ansigtet. Alle hans Sanser var skærpede til den yderste Finhed og Bristefærdighed. Navnlig hans Hørelse var pinagtigt fintmærkende. Skurede de Tilstedeværendes Fodtrin over Gulvet, da havde han en fornemmelse, som om en stump Sav hakkede frem og tilbage i hans Kødtrevler.

Selv de fjerneste Lyde fandt Vej til hans Øre: Inde på den langt bortliggende Banegård hørte han et Tog rangere. Lokomotivet gryntede og prustede, Hjulene skurede henad Skinnerne,

Carl, Carl! ― det er jo mig, kender du mig ikke? sagde Thora ængsteligt.

Om jeg kender dig! ―. Ja, nu hænger du med Næbbet. Kan du huske den Bonderoman, vi læste? Deri smed Pigen sine nyfødte Børn for Svinene, som åd dem. Også du har smidt dit Barn for Svinene ― din Jærnso!

Carl sank sammen i anspændt Lytten, Hans forestillinger var filtrede ind i hverandre: Det gryntende Lokomotiv var blevet et levende Uhyre, der truede med at tilintetgøre alt i dets Nærhed.

Men i det Øjeblik, han rettede sin Anklage mod Thora, opfangede han et Glimt af hendes blege, af Smerte forvredne Ansigt. Derved antog hans Fantasier et nyt udseende:

Foran Lokomotivet lå Thora, tværs over den ene Skinne; hun var nøgen og hvid. Lokomotivet kørte frem, det kørte tilbage. Thora blev søndret i to Dele, Og begge Dele blev levende; der var nu to Mennesker for et. Og Carl så for sig et utal af Kvinder, der sønderdeltes og blev levende. Han fyldtes af vanvittig Rædsel ved Synet af alle de Skabninger, der myldrede frem for at lide og dø, Han skreg højt af forfærdelse,

Naboerne trådte nærmere sammen:

Vi må bringe ham bort, sagde en af dem til Thora.

Mig skal I ikke narre, tænkte Carl; han fik igen det lurende Udtryk i Ansigtet: Vil du flytte dig!

Han havde grebet Kniven, som tankeløst var lagt på Bordet, og huggede den nu med ustyrligt Raseri i Benet: Vil du flytte dig!

Så blev han med Magt forbundet, slæbt ned i en Vogn og bragt til Hospitalet.

Thora havde sat sig på en Stol; hun stirrede ud i Luften med store, tomme Øjne. Det var endnu slet ikke gået op for hende, hvad der egentlig var sket.

Sidste del af novellen "Lockout" af Jakob Hansen (1868-1909) fra novellesamlingen Menneskenes Døtre, 1900.

Er slutningen på denne fortælling åben eller lukket?