Periode: ca. 1730-1770. Rokoko er en kunstnerisk strømning i Oplysningstiden, nogenlunde samtidig - og på nogle områder beslægtet med klassicismen.

P.S.: Læs også opslag om renæssance med generelt afsnit om tekstproduktion i 1500-, 1600- og det meste af 1700-tallet.

'Rokoko' er egentlig en betegnelse for en kunstigt anlagt grotte med muslinger og sten som dekoration. Rokoko-litteraturen var, som litteraturen i renæssancen og barokken - domineret af brugs- og lejlighedsdigtning, herunder ikke mindst salmedigtningen. Men verdslig digtning som underholdning for den verdslige elite (adel (godsejere), storkøbmænd, den lærde stand, borgerlige embedsmænd) var mere udbredt end tidligere.

Fortællingernes temaer var typisk det frie hyrdeliv, kærlighed, venskab og den idylliske natur - ofte skildret på en let, humoristisk eller ironisk måde.

Et eksempel på et kærlighedsdigt er "Kiærligheds Alphabet" af Ambrosius Stub (1705-1758):

Min eene kiære! skal end vore Samling ikke skee
Du maae Dog lære min Elskovs A. B. C.
Her bogstaveres i Sandhed uden Sviig
Min stand er din, og din er min, L. I. G. siger liig.
Vor Liighed sigter til ingen blind forvirret Lyst,
Som Du ey svigter, saa vakler ey mit Bryst;
Stav og leg sammen paa Hiertets Fibel Bret;
A. E. R. ær, L. I. G. lig, sig ærlig! men det er ret.
Vor ærlig Meening i begge Hierter har sin Grund
Til fast Foreening med troefast Haand og Mund
Læs ret og rigtig: jeg er og bliver dig
Liig, ærlig, kiærlig, vil du meer, saa lev, og Døe med mig.

Udover Stub er flere af den svenske C.M. Bellmans (1745-1795) digte og sange også kendetegnet ved deres rokoko-stil. Det samme gælder visse skønlitterære tekster af oversætteren fra græsk og satirikeren Christian Falster (1690-1752).