Når begrebet 'budskab' anvendes i forbindelse med analyse af fiktion, kan det defineres på to måder:

1. Afsenderens budskab (også kaldet 'afsenderholdning'), dvs. de personlige holdninger, værdier eller idealer en afsender (fx en forfatter eller filminstruktør) menes at udtrykke i en bestemt meddelelse (fx en roman eller film).
2. Fortællerens budskab (også kaldet 'fortællerholdning'), dvs. de personlige holdninger, værdier eller idealer, fortælleren menes at udtrykke, uanset om det har været afsenderens bevidste hensigt eller ej.

Jf. afsenderens budskab: Nogle tekstanalytikere sætter fokus på at fortolke sig frem til et så kvalificeret svar som muligt på spørgsmålet: Hvad mon afsenderen ville svare, hvis han blev spurgt: Hvad er budskabet i din tekst, hvad er det, du vil have os modtagere til at tænke over, siden du har fået den udgivet?

Jf. fortællerens budskab: Andre analytikeres synspunkt er, at det er teksten, der bør analyseres, ikke afsenderen. Derfor opfatter de det som mere vedkommende at beskæftige sig med en analyse og fortolkning af, hvad tekstens budskab er, sådan som det formidles af fortælleren. Og tekstens/fortællerens budskab behøver jo i parentes bemærket slet ikke være det i overensstemmelse med afsenderens syn på verden.

Kunstnere, hvad enten det er forfattere, film- eller teaterinstruktører eller billedkunstnere giver forskellige svar, når de bliver spurgt til deres kunstværks budskab:

Nogle tilkendegiver mere eller mindre åbenlyst, at deres tekster indeholder personlige budskaber henvendt til modtageren:

Fx kan man måske indirekte forstå følgende strofe i et ældre digt af symbolisten Sophus Claussen som signal om, at digteren bevidst prøver at få læserne til at lytte til, hvad han 'siger' ("trommer") til dem i sine digte?:

. . . Gennem Minders Magt og Forhaabningers Vækst
har jeg selv sat Takt til den urgivne Tekst.
Og derfor min Tromme har faaet sit Skind:
for min Takt at tromme i Ørene ind.

Sidste strofe af tre i digtet "Selvfølgeligt" af Sophus Claussen (1865-1931), bragt i tidsskriftet Ny Jord - Nordisk Tidsskrift for Literatur, Videnskab og Kunst, Juli-December 1888. (Claussens egen fremhævning af pronomenet 'min').

Pia Tafdrup (f. 1951) skriver om sin første digtsamling (1981):    

Min debutbog hedder ikke for ingenting: 'Når der går hul på en engel'. At der går hul er både smerteligt og forløsende. Det betyder også: Jeg kan skrive. Og at kunne skrive er at mærke glæden som et løft...

'Når der går hul på en engel' tematiserer den smertelige overgang fra en uskyldstilstand, en oplevelse af helhed til en voksenerfaring, der rummer indsigt i fravær og død. Polerne er her en længsel efter tryghed og beskyttelse - og en vilje til overskridelse, en stræben efter frihed, en erkendelse af at tilværelsen er ét langt forsøg på at nå en accept af det vilkår, at verden ikke er fuldkommen, men at skønhed trods alt lader sig skabe som en enhedens glimtvise manifestation. (...) om at lære at bære lidelsen i en splittet og modsætningsfyldt verden, om at indse, at livsfølelse og udslettelse hænger sammen. Al eksistens svinger mellem disse modsætningsfyldte kategorier.

Fra Pia Tafdrup: Over vandet går jeg - skitse til en poetik, Borgen 1991, s. 110.

Caspar Eric siger i et interview følgende om intentionen med sine tekster:

Jeg skriver på en måde på trods, fordi jeg tror på det dumme, spinkle, naive håb om, at det kan gøre en forskel, at det måske kan være med til at forandre virkeligheden for nogle mennesker. I mine bøger repræsenterer jeg nogle stemmer, som ellers ikke får plads, og det er måske naivt, men jeg vil gerne have, at mine bøger får konsekvenser for, hvad folk går rundt og siger og tænker. Jeg laver andre typer af fortællinger end dem, som kulturen præsenterer, det er de fortællinger, vi spejler os i, og derfor er det vildt vigtigt, hvilken virkelighed der præsenteres. Det, tror jeg, er en helt grundlæggende erfaring, når man lever med en anderledes krop, som kulturen på en eller anden måde allerede har en holdning og nogle forventninger til. Den måde, vi laver fortællinger på, og de fortællinger man støder på i Hollywood, den måde vi snakker om handicappede og flygtninge og naturen i medierne, det har konsekvenser for, hvordan vi er i stand til at tænke om de her ting. Det kan både være nedslående og opløftende, men i hvert fald betyder det, at vi har mulighed for at ændre i de opfattelser af verden, som er blevet kodet ind i os.

Caspar Eric i Caspar Eric og Theis Ørntoft - Portrætsamler og lyrikanalyser af Peter Christensen og Jens Larsen, Gyldendal 2020, s. 36-37.

Theis Ørntoft siger i samme bog i et interview om sin digtsamling Yeahsuiten fra 2009:

Det første digt i Yeahsuiten står meget centralt for mig. Da jeg skrev det, opdagede jeg det, der blev til poetikken for resten af digtene. Dæmonen og ekstasen er med fra starten, og for mig er Yeahsuiten netop en blanding af lykke og angst. Helt klart. Den er lykkelig og livsbesyngende på overfladen, og det fylder det meste, men så er der de her "huller" i den - i alle digtene - som destabiliserer betydningen af lykke.

Theis Ørntoft i Caspar Eric og Theis Ørntoft - Portrætsamler og lyrikanalyser af Peter Christensen og Jens Larsen, Gyldendal 2020, s. 103.

Andre kunstnere insisterer imidlertid på, at deres tekster ikke indeholder egentlige budskaber.

Fx skriver digteren Søren Ulrik Thomsen i sin poetik Mit lys brænder,1996 (1985):

Bortset fra de indlysende økonomiske og forfængelige grunde er jeg ligeglad med, om mine digte bliver udbredt, for de har intet at udbrede og intet at udbrede sig om." (s.19)

og:

Mine digte handler ikke om andet, end at den, der sidder og læser dem lige nu, sidder og læser dem lige nu. (...) Når digtene fungerer, gør de den, der læser eller hører dem, opmærksom på hans eget tilstedevær i verden. Han bliver nærværende, bevidst om sig selv som en realitet i verden, og dermed om det ansvar det er, således at sætte sig selv ind i historien. (s. 24/25).

PS: Nogle forskere mener, at det i princippet er ligegyldigt, om en forfatter bevidst indlejrer et budskab i sin tekst, eller han ikke gør. For uanset forfatterens intentioner, vil han ikke kunne bestemme, hvad modtageren får ud af at læse teksten. Selv om en forfatter bevidst lægger nogle ledetråde ud i teksten med det formål at få læseren på sporet af et bestemt budskab, er det helt uden for forfatterens kontrol, om læseren opdager disse ledetråde, og om læseren forstår dem på den måde, som forfatteren har haft intention om.

Læs en anden artikel om budskab.