Minimalisme er en modernistisk kunstretning eller måske rettere: modernistisk 'stil', der slår igennem især i USA i 1950-60 indenfor musik, malerkunst, skulptur og litteratur.

I Danmark er minimalismen nogle årtier forsinket, og den litterære minimalisme har sin glansperiode i 1990erne og ind i 2000erne.

Minimalisme er en stilart, der er kendetegnet ved at minimere (eller reducere) værkets udtryk, dvs. at gøre det så enkelt så muligt.

Den minimalistiske litteratur er kendetegnet ved, at forfatteren bevidst forsøger at gøre teksten ukompliceret bl.a. ved at gøre både tekstens form og indhold så enkel som mulig (jf. udtrykket "less is more"). Det kalder man hhv. formel og semantisk reduktion.

Formel reduktion

Formel reduktion, som har med tekstens form, syntaks (sætningsdannelse) og sprogbrug (ordvalg) at gøre, kommer fx til udtryk ved:

1. at afsnit i en litterær tekst er domineret af relativt korte helsætninger med punktum imellem (også kaldet punktumsprog)
2. at brugen af ordklassen adjektiver (tillægsord) ofte er ret begrænset (også kaldet adjektiv-ellipse)
3. at sproget ofte opleves at være tilsyneladende sagligt frem for emotivt, deskriptivt frem for normativt (jf. nedenfor om den neutrale fortæller)
4. at teksten, fx en novelle, rent omfangsmæssigt simpelthen er kort
5. at en roman består af meget korte tekster/kapitler.

Et eksempel på formel reduktion i form af en syntaks (sætningsopbygning), der hovedsageligt består af ret korte helsætninger uden ledsætninger:

Jeg boede på klubværelse i Haslev. Jeg havde en skibsbriks og et hjørneskab og et skrivebord med et tinkrus. Hver morgen gik jeg ned til bageren efter en frøsnapper og en håndværker. Jeg spiste ved skrivebordet, det krummede meget. Jeg børstede krummerne ned i min hånd og smed dem ud af den franske altandør. Jeg lavede ikke så meget mad, jeg kunne ikke lide at være i køkkenet mere. Kørelæreren havde fået kæreste, hun var pæn og tynd. Hun sminkede sig for åben dør, hun pakkede mange sportstasker. Hun hentede sine remedier hver gang på badeværelset. Hun havde en ansigtsmaske med hvedekim, jeg prøvede den, jeg blev meget fedtet i hovedet. Jeg lå på skibsbriksen og læste Amerika. Jeg skrev en historie om en afdød kvinde, jeg tog bussen til Stevns. Jeg købte en pakke cigaretter og røg den, jeg kunne ikke lide smagen.

Fra Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid (2011), s. 126.

Semantisk reduktion

Semantisk reduktion, som har med tekstens indhold at gøre, kommer til udtryk ved:

1. at forfatteren er helt anonym og undgår enhver form for åbenlyst budskab eller direkte morale i sin fortælling.
2. at fortælleren er (tilsyneladende) relativt neutral/objektiv. Hvad enten der er tale om en fortæller, som står uden for handlingen eller en personal fortæller i skikkelse af en jeg-fortæller eller tredjepersonsfortæller, som deltager i handlingen, så undlades det som regel at beskrive, hvad fortælleren føler og og mener om det, der sker.
   I stedet for malende subjektive beretninger, beskriver fortælleren tilsyneladende nøgternt og neutralt, som om han er en 'flue på væggen' eller et kamera, der bare observerer/registrerer, hvad der sker. Fortælleren registrerer bare sine egne og andre personers handlinger, adfærd og tale.
   Det er således et typisk træk ved minimalistisk litteratur, at fortællerne og andre personers følelsesmæssige tilstand og karaktertræk beskrives indirekte frem for direkte.
   Fortællerens meget sparsomme tilkendegivelse af sine egne følelser og holdninger understøttes rent sprogligt, som nævnt ovenfor, af, at brugen af emotivt sprog, dvs. positivt og negativt ladede ord - herunder patosappellerende adjektiver - er minimal.

Helle Helle beskriver selv dette minimalistiske træk i novellesamlingen Rester (1996). I et interview siger hun, at hun selv opdagede, efter at have skrevet den, at:

personerne optrådte så nøgne og så sande som muligt (...). Man så dem og fulgte dem udelukkende igennem deres replikker, handlinger og deres bevægelser - uden refleksioner. (Fra Klaus Rød Frederiksens artikel: Ord til næste. Et bogstav- og kalorierigt interview med forfatteren Helle Helle i tidsskriftet Griflen, nov. 1996).

Et eksempel på semantisk reduktion, hvor en persons handling blot registreres, og hvor læseren derfor selv må tænke over, hvorfor personen (i dette tilfælde hovedpersonens mor) handler, som hun gør:

Men så kom efteråret og vinteren, og før jeg blev student, var Dorte tilbage i vores køkken tirsdag og torsdag, min mor stod med ryggen til ved køkkenbordet og rørte længe i et eller andet med et eller andet.

Fra Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid (2011), s. 38.

Hvad er det mon, moren i dette citat kropssprogligt signalerer, når hun står med ryggen til og rører og rører og rører?

Det stiller specielle krav til læseren at læse minimalistisk litteratur. For selv om den forfatter, der skriver minimalistisk litteratur, gør et nummer ud af at gøre teksten så tilsyneladende enkel og ukompliceret som muligt, så har det faktisk ofte den modsatte virkning på læseren. For når teksten er blevet forsøgt gjort ukompliceret ved fx at lade en fortæller bare nøgternt beskrive, hvad han eller hun observerer, gør og siger, så hjælper forfatteren ikke læseren på vej til at forstå teksten. Læseren skal selv gøre et stort stykke arbejde for at fortolke, at finde mening med, det, der fortælles.

En væsentlig lighed mellem minimalistiske malerier (se eksempel), minimalistiske skulpturer (se eksempel) og minimalistisk fiktionsprosa (romaner og noveller) er, at alle kunstarter bevidst forsøger at skabe et så enkelt og ukompliceret udtryk som muligt.

En væsentlig forskel mellem minimalistiske skabende kunstarter som malerkunst, design, skulptur og musik på den ene side og skønlitteratur på den anden er imidlertid, at hvor fx et minimalistisk maleri, der består af en ensfarvet flade, ikke skal opleves som andet end netop en ensfarvet flade, så vil de fleste forsøge at få en dybere mening ud af en minimalistisk litterær tekst.

Den amerikanske, minimalistiske maler Frank Stella (f. 1936) har sagt om sine malerier: What you see is what you see. Eller man vil på dansk også kunne beskrive essensen i den minimalistiske maler- eller skulpturkunst med ordene. Værket er det, du ser, ikke mer'!

Minimalistisk fiktionsprosa kan derimod beskrives således: Værket er det, du ser, plus meget mer'!

En læser vil altså ikke kunne acceptere, at en minimalistisk novelle bare er en tilsyneladende nøgtern beskrivelse af en situation eller begivenhedsforløb. Læseren vil relevans-optimere, dvs. han vil forsøge at finde en mening med det, der står. Hvis han ikke kan udrede meningen ved at læse det, der står 'på linjerne', så vil han forsøge at tolke sig frem til, hvad der mon står 'mellem linjerne'. Den typiske læser, ikke mindst i dansktimerne, vil forsøge at finde svar på spørgsmål som: Hvorfor skal jeg vide de der tilsyneladende uvæsentlige ting, som fortælleren beskriver? Hvorfor gør personen mon sådan? Hvorfor reagerer personen tilsyneladende så anderledes, end jeg ville have gjort, hvis jeg stod i samme situation? Hvorfor stiller hun det lidt mærkelige spørgsmål? Hvorfor giver hun ikke et klart svar på det spørgsmål, hun bliver stillet? Og så videre.

Man kan sige, at en læser af en minimalistisk skønlitterær fortælling provokeres til at skabe eller rekonstruere 'mening' (...); meddigtning bliver en del af læsningen. (note 1). (jf. begrebet tomme pladser).

Andre karakteristiske træk ved litterær minimalisme er:

Beskrivelse af ligegyldigheder. I minimalistisk litteratur er det et ofte anvendt virkemiddel at beskrive forhold, der umiddelbart forekommer at være ret ligegyldige og uvæsentlige.

Brug af medsyn. I minimalistisk litteratur er beretninger ofte i medsyn, dvs. at et afgrænset handlingsforløb beskrives i detaljer, trin for trin, som om det foregår, imens det bliver fortalt.

Et eksempel på medsyn og på detaljeret beskrivelse af et handlingsforløb, der umiddelbart ikke virker så væsentligt og betydningsfuldt:

Jeg bar min vaskesæk over ryggen, der var gods i den, både håndklæder og bukser og mange bluser. Det var alt sammen kulørt. Jeg havde forestillet mig, at der ville være til to maskiner, nu gik jeg hjem og fyldte badekarret med vand sæbe og varmt vand. Jeg tømte sækken ned i vandet, jeg rørte rundt med en stor grydeske, bagefter lod jeg det ligge lidt i blød.
Inde i stuen fik jeg tømt en flyttekasse og placeret indholdet i kommoden og i bunden af skabet i soveværelset. Jeg lavede mig en kop kaffe og drak den stående ved køkkenbordet, så gik jeg ud og skyllede tøjet og vred det op. Det var hårdt arbejde, især med cowboybukserne. Mine hænder blev helt røde, knoerne sved, da jeg stod ved tørresnoren med tøjet i en gammel balje, jeg havde fundet i skuret. Den var ikke helt ren, men det var der ikke noget at gøre ved. Tøjet kunne lige netop være på snoren, hvis jeg hængte det op på den korte led. Jeg havde et stort badehåndklæde og to små lysebrune påtrykt Cafax. Jeg gik ind i skuret og ryddede lidt ud, satte gamle urtepotter oven i hinanden, så de fyldte det halve, smed en bunke fugtige aviser i skraldespanden. Himlen var meget mørk.

Fra Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid (2011), s. 23.

Frygtelige historier. I flere minimalistiske fortællinger indgår omtale af en ret makaber eller barsk situation, men den beskrives af fortælleren på en bemærkelsesværdig rolig og nøgtern måde, som umiddelbart kan virke ret distanceret og følelseskold.

Fx omtales - i en novelle af Helle Helle - et par, der kører en ræv ned om aftenen. Den ligger lidende, halvdød på vejen, men hovedpersonen virker ikke specielt berørt af situationen. Eller en novelle om en aften i biografen, hvor en af tilskuerne får et hjerteanfald og falder om, men det interesserer tilsyneladende ikke hovedpersonen så meget.

Sammenfatning om minimalisme. Karin Knudsen sammenfatter - i artiklen Minimalismen - en introduktion, hvad de fleste litteraturkendere kan blive enige om, at minimalismens karakteristika er:

Oprivende, ofte frygtelige historier og situationer gengivet med en, på overfladen, besynderlig sindsro; en underlig flad, udtryksløs fortælletone ('deadpan narratives'); formmæssigt spinkle historier; flittig brug af ordinære, dagligdags situationer og personer; bemærkelsesværdig ordknaphed; i det hele taget fremstilling af personer, som er ude af stand til at kommunikere indbyrdes og formidle de tanker, de gør sig. (Tidsskriftet 'Passage', nr. 11/12 1992, s. 117).

Den litterære minimalisme kan siges at være udførelse af receptionsteori i praksis. Den minimalistiske tekst signalerer nemlig at have fokus på modtageren (læseren) frem for forfatteren og teksten. Det skal forstås på den måde, at der overlades usædvanligt mange tomme pladser til læseren at udfylde i den minimalistiske tekst - og at forståelsen og oplevelsen af teksten således ikke afhænger af, hvad forfatterens hensigt har været, eller hvad han skriver i sin tekst, men snarere af, hvordan læseren fortolker det, forfatteren ikke har skrevet, altså af hvordan læseren fylder de tomme pladser ud, hvordan han fortolker det, der står mellem linjerne.

Se denne pdf, hvor der vises grafiske design-eksempler på minimalisme ("less is more") og maksimalisme ("less is bore") fra lærebogen Grundbog i grafisk design af Kim Pedersen og Henrik Birkvig, 3. rev. udg. 2012 (1994), s. 93-94.

Minimalisme og impressionisme

Litterære minimalistiske værker er på flere punkter beslægtet med impressionismen. Begge litterære retninger lægger bl.a. stor vægt på, at det er registreringen af, hvad der siges og sker, der skal formidles til læseren - og så er det op til læseren selv at læse fortællingens 'undertekst', dvs. at fortolke hvad der står 'mellem linjerne'.

I både impressionistisk og minimalistisk litteratur anvendes ganske ofte fremstillingsformen dialog. Også medsyn er et karakteristisk virkemiddel i begge litterære retninger.

Minimalistiske forfattere

Af udenlandske hovednavne, der skriver minimalistisk, kan nævnes amerikanerne Ernest Hemingway (1898-1961), Raymond Carver (1938-1988), Richard Ford (f. 1944) og Ann Beattie (f. 1947), ireren (dog bosat i Frankrig i mange år) Samuel Beckett (1906-1989), samt forfattere af nouveau romaner som de franske Nathalie Sarraute (1900-1999, russisk født) og Alain Robbe-Grillet (1922-2008).

Desuden skal nævnes en norsk forfatter, Kjell Askildsen (f. 1929), der skriver typiske minimalistiske noveller. Med 'typisk' menes her sceniske, nærmest filmiske korte beretninger, fortalt af en tilbagetrukket, nøgternt iagttagende fortæller - uden en pointe til sidst eller forløsende afslutning, som ellers er almindelig i mange mere traditionelt orienterede noveller. Et eksempel på Askildsens minimalistiske skrivestil er novellesamlingen Hundene i Thessaloniki, 1997 (oversat til dansk 2002).

En af de danske forfattere, der ofte nævnes i forbindelse med en litterær minimalisme er Helle Helle (f. 1965). Helle Helle sætter i et interview ord på minimalismens hovedtræk, når hun forklarer følgende om sin måde at skrive på:

Når jeg arbejder, tænker jeg på, hvor lidt jeg kan nøjes med at skrive, og alligevel give læseren en fornemmelse af fylde?

Citat fra Klaus Rød Frederiksens artikel: "Ord til næste. Et bogstav- og kalorierigt interview med forfatteren Helle Helle" i tidsskiftet 'Griflen', november 1996.

Helle Helle har blandt andet skrevet punktromanen (jf. formel reduktion i form af korte afsnit) Eksempel på liv (1993) og kortprosasamlingen Rester (1996), Biler og dyr (2000), romanerne Hus og hjem (1999), Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002), Rødby-Puttgarten (2005), Ned til hundene (2008) og Dette burde skrives i nutid (2011).

Fire andre danske kunstnere nævnes ofte, når talen falder på litterær minimalisme. Det er:

• Solvej Balle (f. 1962) med fx & (1990), Ifølge loven (1993) og Eller (1998).
• Christina Hesselholdt (f. 1962) med fx Køkkenet, gravkammeret & landskabet (1991) og især efterfølgeren Det skjulte (1993)
• Naja Marie Aidt (f. 1963) med bl.a. novellesamlingerne Vandmærket (1993) og Tilgang (1995).
• Simon Fruelund (f. 1966) med bl.a. hans novellesamling Mælk (1997), tekstsamlingen Planer for sommeren (2002) og romandebuten Borgerligt tusmørke (2006).

Også nogle af Thøger Jensens (f. 1960) og Jesper Wung Sungs (f. 1971) tekster kan stilartsbestemmes som minimalistiske.

Minimalistisk lyrik

Når man taler om dansk minimalistisk litteratur, refereres almindeligvis til den fiktionsprosa, der blev skrevet af visse forfattere i 1990erne og ind i 2000erne. Men allerede i 1960erne blev faktisk skrevet digte, der med en vis ret kan kategoriseres som minimalistiske i den forstand, at de bevidst fra digterens hånd er gjort så lidt symbol- og betydningsladede som muligt. Ligesom den minimalistiske billed- og skulpturkunst.

Selv om det naturligvis står enhver læser af et minimalistisk digt frit for at opfatte en kunstnerisk tekst som indeholdende tomme pladser eller undertekster, som kan fyldes ud med betydning, så er den grundlæggende idé med minimalistisk kunst, at hverken beskueren af et minimalistisk maleri eller læseren af et minimalistisk digt skal dechifrere teksten på kryds og tværs; han skal ikke bruge tid på dybtgående fortolkninger. Nej, læseren skal acceptere, at det enkelte digt bare er det, det er, at 'der bare står det, der står'.

Et typisk kendetegn ved et digt, der kan kaldes minimalistisk, er dets fokus på det formelle, dvs. formen og sprogets udtryk frem for det semantiske, det fortaltes indholdsmæssige betydning.

Lige netop det karakteriserer mange såkaldte konkrete digte og systemdigte i sidste halvdel af 1960'erne.

En inspirationskilde var den amerikanske minimalisme (Minimal Art). Som Tania Ørum, tidligere lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, skriver:

En brik til forståelsen af den danske 60'er-avantgarde skal med andre ord findes i amerikansk minimalisme, og et spor i 60'er-avantgardens litteratur, tydeligst måske i Hans-Jørgen Nielsens litteratur, kan forklares i lyset af Minimal Art. (Max Ipsen i artiklen Minimal Art og den danske 60'er-avantgardes litteratur, i bogen En tradition af opbrud, Tania Ørum m.fl. (red.), 2005, s. 240).

Se fx et digt som dette:

Eller se nedenstående konkrete (eller konkretistiske) digt af den schweiziske forfatter Eugen Gomringer (f. 1925), oversat af Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) i bogen 'Nielsen' og den hvide verden - essays, kritik, replikpoesi 1963-1968 (1968). Sådan et digt er også beslægtet med minimalistisk billedkunst, idet der er fokus på den enkle form, på det 'udtryk', som bogstaverne og ordene tilsammen skaber - fremfor ordenes semantiske (betydningsmæssige) indhold.

Og hvad med fx et gammelt digt som dette af Amy Lowell (1874-1925):

Efterårsdis

Er det en guldsmed eller et ahornblad,
der lægger sig blødt til rette på vandet?

Et digt oversat af Ib Johansen i Metafysiske Digte & andre tekster, 2017, s. 77.

Kan det ikke også opfattes som et minimalistisk digt med dets formelt reducerede omfang bestående af kun en titel og to verslinjer samt den semantiske reduktion i kraft af kun at være en observerende fortællers spørgsmål, der ikke gives noget svar på?

***

Læs eventuelt om minimalistisk indretningsarkitektur i artiklen "Tendens: Hvad kendetegner den skandinaviske minimalisme?" af Chalotte Kruse, d. 2. nov. 2015 på houzz.dk/. Og se disse fotografier af minimalistisk indretning af hhv. en spisestue og et soveværelse: