I 1961 udgav Alain Robbe-Grillet sin Pour un nouveau Roman, der er et opgør med den klassiske roman. Baggrunden for udgivelsen var, at en gruppe franske forfattere og kritikere - herunder Alain Robbe-Grillet, Claude Simon, Nathalie Sarraute, Michel Butor, Jacques Derrida og Pierre Bourdieu - fandt, at 1900-tallets sociale roman var død, og at en ny vej skulle findes.

Den klassiske roman havde haft et stabilt univers, der ikke satte spørgsmålstegn ved forståeligheden - et univers som ifølge Alain Robbe-Grillet ikke længere eksisterede - og karakteriseredes desuden af kronologisk udvikling, lineære intriger og spænding mod romanens slutning. Den klassiske roman udviser en ”illusorisk forenkling” og den traditionelle helt er ”konstant søgt, fanget, ødelagt af forfatterens fortolkninger” (Pour un Nouveau Roman, s. 21).

Det er desuden karakteristisk for den klassiske roman, at den oftest er skrevet i tredje person og i datid.

I stedet for at opfatte universet som stabilt og fuldt af mening var det Alain Robbe-Grillets holdning, at livet ikke længere var specielt meningsfuldt eller absurd, men derimod simpelt, og den fysiske verden den eneste sande realitet. Den ny roman skulle derfor eliminere den „gamle“ romans hidtidige karaktertegning, plot, scene, synsvinkler og kronologisk tid til fordel for gentagelser, fravær af følelse og forfatteranalyse, minutiøs objektivitet samt dekonstruktion af tiden. Hensigten var at udfordre læseren til at overveje sin læsning, sin tænkning og sin omverden: Læseren skulle se verden som den er, i stedet for at høre den udlagt af forfatteren.

Den ny roman og dens hovedpersoner udleveres derfor uden fortolkninger, og hovedpersonen uden de mange evner og anlæg, som den romantiske helt havde. (...)

Det nye og meget væsentlige består dermed i, at forfatteren afholder sig fra enhver fortolkning og kommentar. En måde at gennemføre dette, er at beskrive handlingen/genstanden i stedet for at fortælle, hvilken symbolik der repræsenteres. (...) Den nye roman skal - i stedet for at forklare tingens/handlingens betydning - lade læseren se stolen og bevægelsen med hånden - altså vise læseren realiteten uden forklaringer, og dermed overlade tolkningen til læseren - med den risiko, der nu er forbundet med det at overgive en tekst til en tolkelysten læser med en ballast af klassiske symboler.

Dermed udelades psykologisk eller ideologisk analyse, og teksten er renset for menneskelig følelse. Verden betragtes gennem en figurs øjne, og forfatteren har ikke noget at sige og skal ikke tilføre teksten hverken psykologi eller ideologi. Det, der betyder noget, er hvordan han siger det.

Kilde: Uddrag fra en universitetsopgave Fra Le nouveau Roman til minimalisme af Birte Strandby (2004).