En fortolkning handler - i tekstanalytisk sammenhæng - om at udlægge tekstens mening, dvs. at undersøge, hvilken central problemstilling (tematik) teksten handler om, og hvad forfatterens hensigt eller budskab måske er med at skrive en tekst om netop dén tematik.

En hypotese er et udsagn, der fremføres som en foreløbig påstand, antagelse eller formodning. En hypotese er et udsagn, som man antager er rigtigt, men man ved faktisk ikke, om antagelsen holder stik, før man har undersøgt sagen nærmere.

En fortolkningshypotese er altså en hypotese om, hvordan en tekst kan fortolkes, dvs. en antagelse om tekstens tematik og hensigt.

En fortolkningshypotese fremsættes, når modtageren (fx en læser) har læst teksten første gang. En fortolkningshypotese fremsættes altså, før man går i gang med den egentlige analyse og fortolkning af teksten.

Dette begreb er bl.a. anvendt i forbindelse med tekstanalyse af litterære tekster i lærebogen Begreb om dansk, som udkom i trykt udgave i 2009. I iBogsudgaven af bogen står følgende om fortolkningshypotese:

Den første umiddelbare fortolkning man som læser kommer med, kan betragtes som et fortolkningsforslag der kan blive afsæt for den danskfaglige fortolkning som man først når frem til når man har brugt analytiske begreber. Det første fortolkningsforslag som altså er et oplæg til en samtale om teksten, kaldes en fortolkningshypotese.

Birgitte Darger, Kasper Lezuik Hansen og Claus Nielsen: Begreb om dansk. Litteratur, sprog og medier, 2009. begrebdansk.systime.dk/index.php?id=178.

Et eksempel på formulering af en fortolkningshypotese:

Historien ”Lille knude” af Gunnhild Øyehaug” (2018) drejer sig om Kåre, som har et lidt usædvanligt bånd til sin mor. Navlestrengen kunne nemlig ikke klippes, og moderkagen kunne ikke fjernes, ved fødslen, og derfor hænger mor og søn rent fysisk – og altså helt bogstaveligt - tæt sammen. I stedet for at forstå forbindelsen mellem søn og mor bogstaveligt, kan vi vælge at fortolke navlestrengen som et tæt følelsesmæssigt bånd mellem mor og søn. Gør vi det, bliver historien en fortælling om et beundringsværdigt tillidsfuldt forhold mellem mor og søn. Men Øyehaugs korte novelle indeholder dog også – mellem linjerne – nogle kommentarer, der kan tolkes som en kritik af især moderens utilbøjelighed til at give slip på sin søn og lade ham leve et selvstændigt liv på sine egne betingelser.

Denne fortolkningshypotese er altså en påstand om, at den på overfladen positive binding mellem mor og søn i novellen ”Lille knude” måske ikke er så idyllisk eller positiv endda, fordi den står i vejen for både moderen og sønnens mulighed for at leve et selvstændigt liv. Selve tekstanalysen går så ud på at undersøge, om denne hypotese holder stik.